Læserbrev

Respekt for de ældre og arbejdet i hjemmeplejen

Hvis ansatte ikke har tænkt sig at leve op til standarden i hjemmeplejen, er det ens eget valg. Men så bør ledelsen tage affære, mener socialministeren.

Hvis ansatte ikke har tænkt sig at leve op til standarden i hjemmeplejen, er det ens eget valg. Men så bør ledelsen tage affære, mener socialministeren.

Jakob Boserup

20. juli 2010

Benedikte Kiær (K), socialminister

Det er aldrig i orden at snyde sin arbejdsplads. Det er ikke i orden, hvis man arbejder i hjemmeplejen, at man sjofler de ældre, som for eksempel venter på at få et bad eller hjælp til at komme på toilettet. Rekrutteringsvanskeligheder kan aldrig blive en undskyldning for, at der udvikler sig en umoralsk arbejdskultur på en arbejdsplads. En arbejdskultur, hvor man, som vi har set eksempler på i disse uger, systematisk snyder med tidsregistreringen, løber private ærinder i en stor del af arbejdstiden - og ikke melder til myndigheden, når en borger har behov for at få sin hjælp justeret. For mig at se er det primært et resultat af uopmærksomhed og manglende styring fra ledelsens side. Enhver leder har et ansvar for at sikre en sund arbejdskultur, og at medarbejderne både kan og også udfører de opgaver, de er sat til at løse.

I den aktuelle debat om svigt i hjemmeplejen i Københavns Kommune skriver Lone Kühlmann i et indlæg i Information 9. juli, at problemerne i plejesektoren i høj grad skyldes, at den borgerlige regering har en opfattelse af, at omsorg - det er noget enhver idiot kan yde.

Lone Kühlmann kalder mine udtalelser om, at det er kommunernes ansvar at ansætte kvalificerede folk til hjemmeplejen, for latterlige og uanstændige. Jeg skriver for det første ikke under på Kühlmanns nedladende karakteristik af en hel faggruppe. For det andet står det i loven, at det er kommunernes ansvar.

Ingen undskyldning

Jeg er klar over, at vi står over for en udfordring, hvor vi har brug for mere arbejdskraft til plejesektoren. Derfor har regeringen som led i Trepartsaftalen med KL og Danske Regioner, og LO, FTF og AC aftalt at iværksætte en række initiativer for at skabe mere attraktive arbejdspladser og god ledelse. Til det har vi afsat fire mia. kroner. Med aftalen ønsker vi blandt andet at styrke efteruddannelsen af medarbejderne og lederne i ældreplejen. Det skal styrke rekrutteringen og fastholde vores medarbejdere. Med afbureaukratiseringsprogrammet har et flertal i Folketinget desuden sørget for mere frihed til at løse opgaverne i kommunerne og på den måde frigivet flere hænder til at hjælpe borgerne.

Jeg er overbevist om, at langt de fleste medarbejdere både kan og vil yde en god omsorg - det tyder brugerundersøgelser også på, hvor ni ud af 10 ældre er tilfredse med plejen. Sådan skal det blive ved med at være. Det fordrer en positiv arbejdskultur blandt ledere og medarbejderne. En kultur, der er båret af en respekt for borgerne og en glæde og respekt for den opgave, der skal løses.

Hvis man ikke har tænkt sig at leve op til den standard i hjemmeplejen, er det ens eget valg. Men så bør ledelsen tage affære. Det er der ingen undskyldning for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Lone Kühlmann må ha´ ramt socialministeren og regeringen siden Benedikte Kjær finder det nødvendigt med et gensvar og et forsvarsskrift for regeringens førte politik. Men det er ved at blive rigtigt trættende at OVK ALTID giver andre skylden, hvornår begynder OVK selv at ville tage ansvaret for deres handlinger.
Fx den med betydningen af afbureaukratiseringsprogrammet er direkte morsomt efter Fogh Rasmussens løfte i 2001 om at ville afskaffe minuttyranniet. Bare for at nævne et eksempel.