Migranter sender årligt 300 mia. dollar hjem årligt via officielle kanaler. Beløbet er større end den samlede internationale udviklingsbistand. Og det matcher udenlandske investeringer. Men hvad bruges pengene til? Bidrager de til udvikling? Og hvordan?
De sidste ti år er omfanget af disse pengeoverførsler, også kaldet remitter, vokset eksplosivt. Pengene sendes af migranter, det vil sige både af indvandrere, der er rejst ud for at sikre et bedre livsgrundlag for sig selv og familien og af flygtninge. Både donorlande og de lande, migranterne kommer fra, ser med interesse på disse penge.
Men det er vigtigt med omtanke: Migration handler ligeså meget om dem, der bliver tilbage, som om dem der tager af sted. Migrationsforskningen understreger, at det ikke er de fattigste af de fattige, der rejser ud. At rejse kræver ressourcer, og det er sjældent de allerfattigste fra udsatte lande, der drager af sted. Det afspejler sig i, at mellemindkomstlande modtager den største andel af de officielle pengeoverførsler.
Hovedparten af overførslerne går til forbrug og ikke til direkte produktive investeringer. Der er ikke desto mindre tendenser, der peger mod overførslernes positive udviklingseffekter. Væsentligst er dog, at der er tale om private midler, som kan betragtes som et supplement til - ikke en substitut for - udviklingsbistand. Og de brede positive effekter er betinget af gode institutioner, sikkerhed, en sund og bæredygtig økonomi, infrastruktur, sundhed - som ikke kan løftes af private, individuelle pengeoverførsler. Migranter kan ikke løse de strukturelle socio-økonomiske årsager til verdens problemer. De bedste eksempler er at finde blandt de migranter, som har fuld arbejdstilladelse med mulighed for ubegrænsede genindrejser, og som opretholder forbindelsen til et oprindelsesland, som allerede er i en positiv udvikling.
Pengeoverførslerne er mere stabile end private kapitalstrømme. Overførslerne følger ikke gængs økonomisk rationalitet men moralske forpligtelser mellem migrant- og familiemedlemmer i hjemlandet. Derfor er de modstandsdygtige over for økonomiske udsving såsom finanskrisen. De vil også i fremtiden udgøre et væsentligt økonomisk bidrag til udviklingslandene. Men overførslerne er ikke specifikt fattigdomsorienterede. Pengeoverførslerne kan blandt andet lede til øget social ulighed mellem migrant og ikke-migranthusholdninger.
Det er dog - med omtanke - muligt via pengeoverførslerne at arbejde indirekte for udvikling. Fra donorside kan man arbejde for at forbedre adgangen til finansielle markeder for migranter og remitmodtagere. Det kan ske gennem projekter, der giver mere gennemsigtighed, hvad angår overførselskanaler - mere reel konkurrence - men det kan også være gennem opfordringer til mikofinansinstitutioners anvendelse af pengeoverførselshistorien som en form for kreditværdighed. Endelig kan remitstrømme og migration mere generelt være en del af et lands samlede investeringsklima og baggrundsbilledet for udviklingspotentialet.
Birgitte Mossin Brønden, analytiker på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), migrationsenheden
Tak til Birgitte Mossin Brønden for den gennemgang, der passer fint med en filippinsk økonomi professors vurdering i Orientering for et par dage siden. Her var professoren mere bekymret for et afhængighedsforhold i familien i Filippinerne end han tro på Venstres våde drømme om senere universitetsuddannelser til au pairerne og deres børn. Derudover sagde professoren at mange af au pairer der kommer , er uddannede som sygeplejersker og lærer og dem er der større brug for i Filippinerne.