Læsetid: 3 min.

Skolekoncerter forringes

Åbent brev til Kunstrådets Musikudvalg
Debat
14. juli 2010

Kunstrådets Musikudvalg har for nylig besluttet, på baggrund af rapporten Skolekoncerter i Danmark, udarbejdet af Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, CBS, at der kun skal være én udbyder af skolekoncerter i Danmark. En 'Central Aktør Model'. Udvalget peger på Levende Musik i Skolen, LMS, som er den absolut største udbyder med ca. 2.300 skolekoncerter om året, støttet af Musikudvalget. I forlængelse af denne beslutning har udvalget nedlagt puljen for skolekoncerter.

Vi mener, at en 'Central Aktør Model' kan komme til at hæmme udvikling og nytænkning. Lukning af puljen for skolekoncerter kan udelukke vigtige kræfter, der også arbejder med musik til børn.

Udvalget har derved udelukket de kunstneriske og innovative kræfter i det musikalske landskab, som arbejder med skolekoncerter. Personer og institutioner, som lader sig inspirere af, hvad der sker i de mange og farverige musikmiljøer - med fokus på at børn møder Kunsten, i dens aller ypperste form.

Vi kan håbe, at Musikudvalget vil tage rapporten alvorlig, når den skriver: »I forhold til den eksisterende LMS-model tænkes Central Aktør Modellen at fordre et højere gennemsnit for kunstnerisk niveau blandt sine skolekoncerter, end LMS har i dag, og en højere grad af kontinuerlig opsøgende rekruttering blandt en større mangfoldighed af musikalske miljøer med henblik på i endnu højere grad at sikre mangfoldighed i genrer og koncertformer i sit koncertudbud. Dette kan bl.a. sikres ved, at organisationen også ansætter en kunstnerisk leder.«

Rapporten stiller det altså som et krav, at der skal helt andre boller på suppen, hvis LMS skal drive ene-produktion af skolekoncerter i Danmark fremover. Fra at være blot en distributør af allehånde koncertproduktioner bør den være en opsøgende ægte kulturinstitution, der bygger på kunstneriske ambitioner. Betinget af »... en opsøgende og vidende kunstnerisk ledelse ...« (fra rapporten).

Monopoltænkning

Det ligner en gammeldags énstrenget tankegang med kun én operatør, en statslig 'jeg alene vide'-institution. En monopoltænkning, som nu både Norge og Sverige er på vej væk fra. Sveriges Rikskonserter nedlægges som central institution 2011, og i Norge skal fylkene (amterne) i fremtiden producere koncerter, hvorved Rikskonsertene primært får en rådgivende rolle.

Vi kan i Danmark håbe på en organisation, der rækker ud efter musiklivet, byder indenfor og bruger de kræfter, der findes i landskabet. Det kan medføre en mangfoldighed i udbudet, både hvad gælder koncerternes form og genre. En bred og åben organisation, med et kreativt samarbejde med f.eks. Komponistforeningen og SNYK (Sekretariat for Ny Kompositionsmusik). Det vil også være naturligt at byde basis- og specielensemblerne indenfor til samarbejde. En model kan være, at den centrale aktør udliciterer produktioner, som rapporten også foreslår, til ensembler, institutioner og andre, der arbejder med koncerter til børn, for på den måde at sikre et bredt og alsidigt koncertudbud.

Vi kan være bange for, at vi nu får en koncertdistributionsfabrik, hvis første og største formål er at arrangere mange koncerter. Først derefter fokus på kvalitet og nytænkning.

Fokus på kvantitet kan betyde et lavt honorarniveau, som igen betyder, at mange af vore dygtigste musikere vil takke nej. Dette vil uvilkårligt gå ud over den gennemsnitlige kvalitet. Skolekoncerterne bliver primært med 'up-commers', musikere som skal ud på deres første store turné. Det kan være lærerigt for dem, men ikke i orden for børnene. Da børn er et krævende publikum, kræves de dygtigste og mest erfarne musikere på jobbet. Andet kan betyde negative koncertoplevelser for børnene.

Vi håber ikke, at beslutningen betyder en forringelse af fremtidens skolekoncerter. Vi håber, når det nu en gang ér besluttet, at der kun skal være én institution, at dette kan føre med sig nytænkning inden for skolekoncertområdet. Både hvad angår det organisatoriske arbejde og den kunstneriske ambition som kulturinstitution. Måske kan institutionen deles op i to afdelinger; én der arbejder med logistik, distribution og pædagogik, i samarbejde med skolernes musikundervisere, den anden afdeling arbejder med det kunstneriske indhold; udvikling af koncerter og koncertformer; koncertproduktion. Netværksbaseret arbejde, med kraftige inddragende tråde ud til musik-livet.

Anders Beyer, ensemblechef Athelas Sinfonietta, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist, Peter Bruun, komponist, Erik Kaltoft, musiker, Pierre Dørge, musiker og komponist, Thomas Sandberg, musiker og komponist, Bjørn Hernes, leder af Karavane

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her