Kommentar

Slør i det offentlige styrtøj?

Er det ikke tankevækkende, at der i en tid, hvor alt måles og evalueres, har været gjort så lidt for at finde ud af, hvad vi har fået ud af de mange kræfter og penge, der er brugt til at udvikle styringsmetoder og uddanne ledere inden for det offentlige?
Debat
6. juli 2010

Der er ingen, der ved, om vi har fået noget ud af mange års indsats for at forbedre og raffinere den offentlige sektors styring og ledelse - eller om det blot har gjort ondt værre!

Vi danskere hører til blandt de mest lykkelige og tilfredse folkeslag i verden. Det er ikke en oplevelse, vi sådan i det daglige går rundt og deler med hinanden. Men efter alle mulige internationale sammenligninger at dømme er det ganske vist. Faktisk viser undersøgelser også, at vi er overordentligt tilfredse med den offentlige sektors serviceydelser. Selv på det udskældte sygehusområde hører vi danskere til de mest tilfredse i Europa. Det er oven i købet sådan, at tilfredsheden er størst blandt de borgere, der har patienterfaringer.

Når det ikke lige er det billede, vi som borgere og brugere har af den offentlige service, skyldes det formentlig først og fremmest, at vores generelle opfattelse i vid udstrækning er skabt af medierne. De beskæftiger sig nu en gang - lige som den til enhver tid siddende politiske opposition - mest med problemer og utilfredshed.

Selvfølgelig ikke altid uden grund. Der er også fejl og mangler, som under overfladen af generel tilfredshed kan give næring til mere eller mindre velbegrundet, konkret misfornøjelse.

Når vi f.eks. selv skal vente på en vuggestueplads, når politiet prioriterer vores sag langt ned i rækken af lovovertrædelser, eller når vi oplever, at vores forældre på plejehjemmet mangler pleje og omsorg osv.

Et paradoks

Af og til møder vi også en særlig kritisk vinkel på den offentlige service, når dens 'leverandører', de offentligt ansatte påpeger, at der nu igen er skåret ned på bevillinger og personalenormeringer i en grad, så det både går ud over serviceniveau og arbejdsvilkår.

Det er lidt af et paradoks. For på trods af årevis med sparerunder og nedskæringer har der aldrig været brugt så mange penge på den offentlige service som nu. Antallet af offentligt ansatte har aldrig været større, og de er langt bedre uddannede end deres forgængere. Det kan selvfølgelig være, at der på trods af stigende budgetter og højere personaletal faktisk er sket en forringelse af den offentlige service, fordi vi ikke forstår at anvende ressourcerne på den rigtige måde. Men i så fald er der tale om et alvorligt styrings- og ledelsesproblem.

Også det er faktisk et paradoks. For aldrig tidligere har der været gjort så meget som i de seneste 20-30 år for at udvikle raffinerede styringssystemer og prioriteringsmetoder. Aldrig tidligere har der været så meget opmærksomhed omkring kvalitetsudvikling og brugt så mange penge og arbejdstimer på personaleuddannelse og ledelsesudvikling. Måske har det alt sammen været forgæves.

Er det ikke tankevækkende, at der i en tid, hvor alt mellem himmel og jord måles og evalueres, og hvor der forlanges 'evidens' ved et hvert påtænkt tiltag, har været gjort så lidt for at finde ud af, hvad vi har fået ud af de mange kræfter og penge, der er brugt til at udvikle styringsmetoder og uddanne ledere? Det er på den baggrund måske ikke så mærkeligt, at der ligefrem er nogle, som hævder, at det netop er den overhåndtagende styring og regulering, der sammen med professionaliseringen af ledelsesarbejdet er selve problemet. Men vi ved det ikke.

Skyklapper

Der er ingen, der for alvor har sat sig for at undersøge det. Med skyklapper og stramtsiddende høreværn fortsætter vi - med skiftende regeringer - videre af den slagne vej kun afbrudt af rituelle, tilbagevendende regelsanerings- og afbureaukratiseringskampagner.

Det er også det nemmeste. For det er svært at vurdere styretøjets kvalitet, når al opmærksomhed blandt beslutningstagerne rettes mod maskineriet under motorhjelmen, og ingen rigtig kærer sig om, hvor målet ligger, og i hvilken retning vi skal køre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eller måske har der ligget en velplanlagt strategi i, at dræne det offentlige så meget for kræfter, mens det stadig fik tilført flere midler, så det til sidst så så håbløst ud, at argumentet om minimalstaten så attraktivt ud?

En sådan strategi kunne udføres ved at over-bureaukratisere ikke-produktive led og gøremål - tving de offentligt ansatte, som normalt "producerer", såsom sygeplejesker og lærere i knæ med administration. Opbyg samtidig nye administrative led, som alle skal have rapporter, og lad gerne disse ikke samarbejde eller samarbejde dårligt, så rodet bliver størst muligt og kravene på de produktive led bliver maksimeret i dobbelt-rapportering..

Men ok, så skulle man nok være konspirations-teoretiker - eller hvad?

Heinrich R. Jørgensen

Hverken regering eller embedsmænd har skyggen af interesse i, at i kunne måle og vejes. Hverken af kolleger, og slet ikke af befolkningen.

Deres magt beror på uigennemskuelighed. De alene vide -- selv om de heller intet aner, men famler i blinde.

Forkert retning af styringen

Måske er det ikke nødvendigt at lave en undersøgelse af det offentliges styringsmetoder. Måske kan almindelig sund fornuft fortælle, at det er umuligt at styre tænkende mennesker via statistik

Paradokset
Tak til Christian Nissen for at tage fat på diskussionen af misforholdet mellem den kendsgerning at mange ansatte i det offentlige system føler, at de leverer en ringere service end de har gjort tidligere, og den kendsgerning at der bruges flere penge end nogensinde i de offentlige systemer. Det er selvsagt vigtigt at finde ud af hvor de mange nye penge forsvinder hen. Hvis ikke vi får noget brugbart for de penge vil det jo være et oplagt sparemål.
Der er ingen tvivl om at mange af resurserne bruges til netop ubrugelig og unyttig indberetning på mange planer. For at forstå noget af problemet, er det imidlertid nødvendigt også at inddrage den store mængde sammenlægninger der er sket inden for både undervisningsvæsenet, den kommunale og den regionale forvaltning.

Den skyldige: centralstyringen
Problemerne med det store uproduktive resursespild opstår fordi man fejlagtigt tror at det er muligt at styre store organisationer centralt, hvis blot man har en masse indberetninger på edb og nogle ledere der forstår at flytte rundt på ”legoklodserne” i organisationen. Det er i den forstand ligegyldigt om ”legoklodserne” er ansatte personer, klienter, studerende, elever, computere, telefoner, bygninger eller kopipapir. Man sætter alle nyansatte eller forflyttede ledere på et krævende kursus som kan tage en god bid af vedkommendes engagement så han eller hun lærer at forstå hvordan man flytter ”legoklodserne” uafhængigt af den type organisation man nu lige er endt i. Det gør det i øvrigt lettere at flytte lederne selv rundt til helt andre områder, for specifikt kendskab til ledelsesområdet er irrelevant. (Man ser måske problemet spejlet i ministerrokaderne for nylig)
Det er ikke tilfældigt at man i dag har afdelinger som Human Resourses (HR) i stedet for en personaleafdeling. Man regner med, at det er rationelt at styre personale fra en central afdeling som kan klare en administration uden at kende de ”human”´s man administrer andet end på papir. Det skal gå galt og det kræver mange ekstra arbejdsgange samtidig med at personalet bliver utilfreds med blot at være en resurse og ikke en ”human” med de særpræg der nu engang hører til mennesker i modsætning til maskiner. Det skal give dårlige resultater. Og når lederne blot kan sidde og manipulere data på en computer, så er det vel forståeligt at personalet svarer igen med modmanipulation af samme system? (Ingen ser jo menneskene bag, og ingen kan gennemskue en hel organisation ud fra tal alene, derfor kan det lade sig gøre!)

Hvad er kontoen for viskelæder?
Man kan gå hele administrationen rundt og finde eksempler på hvordan den centrale styring via indberettede data kommer til kort, men samtidig kræver store resurser til indberetning. Den centrale økonomiske styring har været på vej gennem årtier hvor skiftende regeringer gradvist har gennemtvunget at alt indkøb registreres på de ”rigtige” centralt bestemte konti så man kan ”se” om der bruges for meget tape eller viskelæder i en institution. Men det er illusorisk at tro at det giver effektiv og udbytterig administration. Det kræver at alle institutioner har samme behov for viskelæder, symaskiner eller computere hvis man skal kunne styre centralt. Og hvad værre er: det kræver endnu flere medarbejdere, hvis det virkelig skal kunne fungere. For så er det nødvendigt at opsplitte om en computer indkøbes til administration eller til undervisning og hvilken afdeling den indkøbes til osv. Desværre er verden nu engang så kompleks at det er meget sjældent at noget indkøbes til et velafgrænset brug og område. Vi holder da heldigvis (så vidt jeg da er orienteret) endnu ikke styr på om toiletrullerne indkøbes til administration eller studerende og om der evt. er noget der bruges til de specielle handikaptoiletter. I dag er vi de fleste steder ikke nået længere i centraliseringen end at de lokale administrationer er realistiske i forhold til bemanding og slår plat eller krone om hvor det skal konteres. Systemerne er ellers ofte indrettet til at man kan opdele procentvis på forskellige konti. Hvad det vil tage af tid at gennemføre, vil jeg ikke beskrive her.

Styring via statistik?
De to ovennævnte områder personale og regnskab er gammelkendte men har ændret karakter. Men samtidig er der indført en hel ny pestilens som vel ikke hører under et bestemt administrationsområde. Med brugen af edb tror den centrale styring på diverse niveauer at man vil kunne bede om enhver tænkelig statistik, hvilket meget få it-systemer i dag kan levere uden en meget stor manuel indsats fra personalets side. Men hvad værre er: megen af den krævede statistik er overflødig. Der udarbejdes megen statistik om f.eks. søgemønsteret til forskellige uddannelser i håb om at kunne få flere studerende. Det er imidlertid meget sjældent at se nogen agere på statistikken for bagefter at kunne sige at det gav det ønskede resultat. Faktisk sker der ofte store uforklarlige ændringer i ansøgernes prioriteringer, hvor man kun kan gisne om årsagerne, men ikke finde ”årsagen” via statistik. Igen er det overordnede problem, at det ikke er muligt med fornuft at handle ud fra en statistik der ikke ses i sammenhæng med det konkrete miljø. Der er alt for mange ukendte parametre som ikke indgår i statistikken, til at det vil være fornuftigt at handle ud fra en sådan central statistik. Den centralistiske tankegang forsøger så at indhente endnu flere parametre for at tage højde for det problem, men der er stadig alt for meget der ikke er med, som når man forsøger at lave karaktergennemsnit for folkeskoler, og så vælger at tage en eller anden ”socialkarakter” parameter med, og dermed mener, at så kan det bruges til fornuftig sammenligning og fælles handling for alle skoler.

Løsningen?
Jeg er bange for at der er temmelig stor utilfredshed blandt de offentligt ansatte som skal administrere systemerne så ”de administrerede” er tilfredse, men måske er der også en tendens til at flere af disse ”administrerede” heller ikke er så tilfredse som tidligere, så vi meget snart bliver dårligere i tilfredshedsstatistikken, som det er sket med flere andre internationale statistikker, måske fordi vi tror, at det de andre lande gør er bedre, så vi efterligner dem og bliver ringere. Det eneste håb man kan have er at disse utilfredse etablerer alternative løsninger på eget kollektivt/privat basis i stedet for blot at blive utilfredse. Det ser desværre ikke ud til at ret mange på Christiansborg er rede til at tage bolden op. Måske enkelte lokale kommunale lommer kan gennemtvinge et frirum (frikommune?) og få ryddet op i uproduktivt arbejde?

Mon ikke konsulenterne har haft særdeles kronede dage de sidste 10 år? Der må være brugt milliarder på at få foretaget analyser og skrevet rapporter i den hellige effektiviserings ånd, og jeg er vis på at gevinsterne ikke står mål med udgifterne.

Thorsten Lind

Ringe ledelse vil automatisk forplante sig ned igennem en organisation. Når toplederne i det offentlige, dvs statsministeren, vicestatsministeren,
forsvarschefer, nationalbankdirektører osv., omgås løsagtigt med skattekroner, så smitter det naturligvis af, på hele "apperatet". Det kan ikke være anderledes. Og når de samme mennesker,
aldrig stilles til ansvar, så går det helt galt.
Der er efter min ringe mening, for meget "ta selv bord" over foretagenet.
Hvis man ikke får kappet hovedet, af den slange,
vil velfærdsstaten kollapse...!

Urban Hansen

Der er nok for mange røde idioter i det offentlige.

Mette Hansen

Urban Hansen: Eller for mange blå bøller..

Aage Asmunksen

Systemet til kontrol er opfundet for længe siden og bruges af mange håndværksmesterne i det private. I mit gamle elektrikkerfirma foregik der en masse private gøremål i arbejdstiden, når elektrikerne kørte ud i firmabilerne og besøge flere kunder. Der blev også lavet plat med timeregistreringen.

En dag foreslog mester at bilerne blev monteret med GPS'er. Stor ravage, også med fagforeningen. Overvågning, manglende tillid var ordene.

Alligevel blev bilerne monteret med GPS'er og via nettet kunne mester så sidde hjemme og kontrollere hvor bilerne var på en skærm. Dette hjalp fantastisk på effektiviteten, var enkelt og kostede ikke ret meget.

I dag er der ingen medarbejdere, som brokker sig over kontrollen. Alle kan se, at det er nødvendigt. Mennesket er ikke fuldendt. Tillid er godt men kontrol er bedre.

Aage Asmunksen

I øvrigt sad mester faktisk aldrig ved skærmen. Han havde masser af andre mere interessante gøremål. Alene det at der måske var kontrol var rigeligt til at få mere effektive og ærlige medarbejdere. Skulle en kunde finde på at brokke sig, så kunne han altid udskrive en liste over hvor bilerne havde befundet sig på pågældende dag.

Brian Jensen

Det de har gjort er en svinestreg. Jeg kan simpelt hen ikke forstå hvorfor de arbejder som plejepersonale hvis de overhovedet ikke er interesseret i deres medmennesker.

På den anden side kan jeg godt forstå hvordan en arbejdskultur kan udvikle sig til det vi ser her. Helt ærligt, prøv at tænke på hvordan du selv vil reagere hvis du blev mistænkeliggjort og kontrolleret i hoved og r.. I årevis... Man mister loyaliteten til arbejdspladsen og bruger mere og mere tid på at omgå systemet og vise over for en selv at man kan komme udenom.

Som i alle andre forhold hvor det drejer sig om at få folk til at præstere, gælder det om at vise klare forventninger, tillid og engageret opfølgning.

Metoden kan bruges i masser af funktioner - som lærer, forælder og leder i alle afskygninger.

I det offentlige er der gode og dårlige ledere. De dårlige ledere er der fordi DERES ledere er dårlige osv. Ofte er de laveste ledere blevet det - fordi der ikke var andre, der ville, - fordi der ikke var andre, der kunne undværes i det daglige arbejde - eller fordi personen er interesseret i at have magten/bestemme/kontrollere, ikke fordi man er interesseret i lederskab.

Hvis man virkelig vil undersøge hvad der er gået galt her, må man kigge på disse aspekter. Det gælder sikkert i mange lag i hele kommunen. Mere kontrol er ikke en løsning, der vil virke.

Offentlige ansatte er ikke dovne, dumme undermennesker. De har de samme gener som jer, der vil have mere kontrol. De reagerer på samme måde som i ville reagere på mistænkeliggørelse og kontrol.

Jer, der vil have endnu mere kontrol, tænker præcis som mange af de dårlige ledere, der har skabt forudsætningerne for denne dårlige arbejdsmoral.

Peter Hansen

Brian Jensen, dertil skal føjes frustrationen i ikke at kunne få lov til at gøre sit arbejde ordentligt og muligvis at have for mange klienter, så man slet ikke relaterer til dem.

Brian Jensen

@Peter
Du har sikkert ret. Når man behandler klienterne på den måde har man ikke meget empatisk relation.

Jeg her ikke tænkt så meget over det på den måde, men jeg tror man kan sammenligne det med de eksempler af dyreplageri i landbruget, der kommer op med jævne mellemrum.

Af en eller anden årsag har man distanceret sig så meget at man kan deltage i uhyrlighederne.

Jens Thorning

Bistandsklienter får karrieremuligheder, nyt liv, stifter familie og holder op med at drikke - de har nemlig fået selvtillid og selvværd gennem et fast ordinært, omend ikke særligt vellønnet, ARBEJDE som hjemmeplejere! Det er for godt til at være sandt, men alle, der er negative, går imod tidsånden, så det er der ingen, der er, før nu.

Men det overordnede problem er, at den moderne virkelighedssans har fået to alvorlige knæk: Først IT-idiotien fra midten af 1990'erne, hjulpet godt på vej af euforien over Murens Fald, der blev tilskrevet markedsøkonomiens overlegenhed, umiddelbart efter 11-09-2001, da klappen for alvor gik ned. De kaldte det selv at vågne op ...

Sen grænseløse tilbedelse af alt amerikansk og engelsk og forkastelse af alt andet, selv om det virker meget bedre - som for eksempel det tyske fodboldlandshold - er endnu et symptom på, at den er helt gal, specielt (eller er det kun?) i Danmark.

Peter Hansen

Det, som så også lige er kommet frem, er, at man massivt har taget kontanthjælpsmodtagere og givet dem uddannelsen for at imødekomme manglen på SoSu-assistenter. Ikke et ondt ord om kontanthjælpsmodtagere, men hvis man ikke er motiveret til positivt at tage sig af andre mennesker, måske selv føler sig udsat stadigvæk, og måske selv mener, at man burde lave noget andet, er det nok sværere at mobilisere den ansvarlighed for et andet menneskes trivsel, man står med.

Peter Hansen

Jens Thorning, der er jo sket det, at vi ved fravalget af det kontinentale, der er vores rod, dels er blevet fremmedgjorte, dels er holdt op med at se samfundet som et sted, mennesker skal mødes og trives! I stedet spændes alle for en eller anden tåbelig idé om fælles mål i økonomisk vækst. Men den kommer af sig selv, hvis blot samfundet giver et bredt spektrum af muligheder. Som det var indtil midt-90erne.