Læserbrev

Sørensens fortællinger er ikke dybt forældede

Villy Sørensens noveller har en allegorisk styrke, der rækker langt ud over tid og sted
30. juli 2010

Når man vil jorde et litterært fyrtårn som Villy Sørensen, kræver det et noget større format end det, Tue Andersen Nexø lægger for dagen (20. juli). Hans anmeldelse er mere præget af solstik end af litterær indsigt.

Nexø begår den elementære brøler, at han identificerer Villy Sørensens sprog med jeg-fortællerens i stedet for at reflektere over den mulige mening med, at Sørensen ofte tillægger jeg-fortælleren et noget umodent sprog. Denne tilstræbt barnlige stil hænger sammen med et grundlæggende tema hos den tidlige Sørensen, nemlig at børnene ofte sidder fast i en ufordøjet voksenhed, og de voksne ikke er kommet fri af en så ufordøjet barnlighed. Hos den suveræne sprogartist er også den valgte sprogtone betydningsbærende.

Nexø bryder sig ikke om, at Villy Sørensens fortællinger rummer symboler og kræver en tolkning. At litteratur kan fortolkes burde egentlig ikke komme bag på en litteraturanmelder. Til gengæld overser Nexø, at fortællingerne også mageligt kan tages for pålydende og nydes i fulde drag, uden at man behøver at kaste sig ud i symboltolkning.

Når Nexø mener, at Villy Sørensens fortællinger er dybt forældede, vidner det kun om hans egen mangel på fantasi. 'Blot en drengestreg' om to drenge, der saver benet af en tredje, fordi de dermed mener at kunne redde hans liv, kan læses som en svimlende bevægelse fra familiens rum til storpolitikkens. Det er f. eks. nærliggende at associere til de krige, som Bush, Blair og Fogh har indledt i Mellemøsten på et grundlag, der transformerer børnenes forvoksne naivitet til de voksnes barnagtige forbryderiskhed.

Og 'Mordsagen' er forlængst overgået af politiets inkompetente optræden i dag. Lad os antage, at en af Villy Sørensens arvtagere for et års tid siden skrev en historie om et politikorps, der i misforstået tjenesteiver greb ind i en lovlig demonstration, arresterede en gruppe på 900 tilfældigt udvalgte, fredelige demonstranter og lod nogle af dem sidde i flere timer i deres eget pis på den kolde asfalt, skønt de ikke havde begået noget ulovligt. Den pågældende forfatter ville nok af Nexø få at vide, at han forveksler Danmark med Iran, skønt hans pointe er, at det er politiet, der gør sig skyldig i denne forveksling.

På den måde har Villy Sørensens noveller en allegorisk styrke, der rækker langt ud over tid og sted. Han greb uhørt præcist ind i sin samtid - og var samtidig langt forud for den.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Ja, Christian Braad Thomsen har i det mindste været så betænksom ikke at læse Nexøs anmeldelse.