Læsetid: 5 min.

Biografien er for alle liv

Kriminelle menneskers biografier har skabt stor forargelse i bogbranchen. Men der er meget positivt at sige om de populære og kontroversielle udgivelser
Kriminelle menneskers biografier har skabt stor forargelse i bogbranchen.  Men der er meget positivt at sige om de populære og kontroversielle udgivelser
27. august 2010

Der var én, der var to, der var tre københavnske boglader, som ikke førte den nye udgave af Hells Angels-lederens tre bind store selvbiografi. Hverken Nørrebros Boghandel, Atheneum eller Bog & idé på Fiolstræde-hjørnet førte forlaget Tiderne Skifters bestseller, men ville dog alle gerne tage bøgerne hjem til mig.

Bogbrænding var der godt nok ikke tale om, men alligevel gik der en stille røg af den brand, som ikke var der: hvorfor dette bevidste fravalg af en samfundsrelevant bestseller?

Atheneum mente ikke, at der var grund til at have Jønkes bøger liggende, og, ja, det er ham, der trods fraværet på boghylderne er på spil. Direkte adspurgt svarede ekspedienten i Bog & idé, at det er for klamt at sælge bøger om Jønke, Brian Sandberg og Peter Lundin. Den tidligere OB- og FCM-målmand Onyzko med hans homofobe selvudlevering i Fucking Polak slap for tiltale han er tilsyneladende for perifer.

Arnold Busck over for Rundetårn havde ét eksemplar stående af de tre Jønke-bøger »de sælger faktisk ikke,« fik jeg at vide. Hvad de jo altså gør, alt rigeligt endda ifølge de bekymrede. Hells Angels egen netbutik er formodentlig godt tilfreds med, at middelklassens bogtempler i København frastøder kunderne videre til dem og deres helt egen forfatter. I øvrigt med et nyt navn på nyudgavernes forsider, idet Jønke har ophøjet kælenavnet til at være en del af hans borgerlige navn, som nu er Jørn Jønke Nielsen.

Retten til at blive hørt

Det er mig en fjern tanke, at kriminelle ikke skal have biografier ud i bogform, bare fordi de er kriminelle (jf. debatten i Information den 7. maj, »Bogbranchen kæmper om de kriminelle«). Da jeg selv for to år siden som tidsskriftredaktør blev kontaktet af to medlemmer fra Blekingegadegruppen, var jeg ikke i tvivl: Selvfølgelig ville jeg godt trykke deres fremstilling af de handlinger og motiver, som Peter Øvig Knudsen havde skrevet sig rig på. Bortset fra Weekendavisens Ulrik Høy fik jeg ikke noget særligt på puklen for dette valg (Høy og nogle få andre lyste mig i forbandelse for at give plads til terroristerne/politimorderne).

Min etiske rettesnor var lånt fra retssystemet: Uanset hvor grufuld en handling, der måtte være tale om, har den anklagede/skyldige ret til at blive hørt. Hertil selvfølgelig den borgerlige offentligheds argument, at uagtet bøger om og af kriminelle kan læses af svage sjæle som forherligelse af kriminalitet, og altså være med til at legitimere kriminel adfærd, er de omfattet af ytringsfriheden. De ytrendes rettigheder kan så, i ikke så få tilfælde, være samfundsgavnlige bl.a. ved at tilføre abstrakte sociologiske teorier et konkret aktørperspektiv fra nogle ellers utilgængelige verdener, så vi som samfund kan blive bedre til at forstå og bekæmpe de kriminelle parallelsamfund. Som Comte, en af sociologiens fædre, proklamerede, er det den positivistiske videnskabs opgave »at vide for at forudsige for at kunne gribe ind«.

Når et samfund så står over for et anomisk og undergravende fænomen som Hells Angels (eller Bandidos eller ...), hvor den sociologiske videnskab enten er fraværende, eller dens bidrag er lige så tamme som en tandløs hund, må der skæves til aktørernes egne publiceringer. Hvilket ikke udelukker, at man under læsningen af biografier tager netop en sociolog i hånden, in casu Pierre Bourdieu og hans berømte essay om biografien som illusion.

Et argument for at læse de kriminelles biografier kan desuden være, at de på nogle punkter korrigerer systemmagtens selvbehagelige fremstillinger af dette eller hint (ja, en morder kan godt have ret!). Et eksempel, hentet fra Jørn Jønke Nielsens Endnu et liv, vedrører kriminalforsorgens oprettelse af en særafdeling i Vridsløselille for stærke fanger, som angiveligt udnyttede deres styrke til at tryne svage fanger. Hele dette problematiske og dårligt begrundede setup udleveres i en let munter tone af én af de stærke. Jønke Nielsen henholder sig til en analyse af de økonomiske forhold omkring særafdelingen, som Jan Weimann fra Blekingegadegruppen havde udarbejdet. Den sag nåede hurtigt pressen, som efterfølgende kunne skrive kritisk om det på en måde, de ikke havde haft forudsætninger for tidligere.

Et særligt træk ved biografien som genre, i modsætning til den abstrakte og/eller statistiske sociologi, er brugen af (kontrapunktiske) detaljer fra hverdagslivet. I Gangster har Brian Sandberg flere henvisninger til Blekingegadebanden, den eneste gruppe, der kan hamle op med hans egen, hvad berømthed angår. Det er en sjov og menneskelig detalje, når Sandberg, vognmandssønnen fra Slagelse, beretter om, hvor intelligente og flinke brødrene Weimann og Nils Jørgensen fra Blekingegadebanden er. Og at den ellers altid løbetrænende Bo Weimann desuden er god til at lave mad og bl.a. selv fremstillede pasta fra bunden i fængselskøkkenet.

Også Jørn Jønke Nielsen (han hader hvidløg) har positive betragtninger omkring Blekingegadefolkene. Læser man detaljerne sammen og afstemmer med et andet Blekingegademedlems fagbog om Vridsløselillefængslet, Torkil Lauesens Fra forbedringshus til parkeringshus, får man en sandsynlig forklaring på systemverdenens klassifikation og isolering af de stærke fanger. Intelligente langtidsafsonere repræsenterer en form for modmagt og disciplin, som gør dem til besværlige afsonere.

Med Lauesens bog in mente forekommer det rigtigt, når Brian Sandberg skriver, at når rockere og venstreekstremister kan gå sammen i fangehierarkiets top, så skyldes det alene den pragmatisme, som den fælles indespærring bringer med sig:

»Vi havde en vidt forskellig baggrund, men i et fængsel er man tvunget til at få det bedste ud af situationen, og det er altid behageligt at være sammen med nogen, der har en smule hjerne.« (s. 94)

Mediernes glorificering af rockere

Gennem længere tid har topfolk i politiets ledelse kritiseret mediernes omfattende dag til dag-omtale af rockerne ud fra den præmis, at den megen omtale er med til at glorificere kriminelle rockere, så det gør det lettere for dem at hverve unge medlemmer/supportere osv. Dette er en anden og betydelig mere relevant dagsorden end den, der har været omkring bogbranchens ansvarlighed eller mangel på samme. Imidlertid bør politifolkene starte med at se indad og spørge sig selv, om deres aktive medvirken i store og små tv-stationers reality-programmer om true crime ikke også er en unødig spredning af kriminalitetens muligheder sammen med den uundgåelige følgesvend: befolkningens angst for kriminalitet.

Den amerikanske forfatter Paul Auster lader i Brooklyn Dårskab sin romans hovedperson og fortæller, den tidligere forsikringsagent Nathan Glass, fremføre det budskab, at alle har krav på at få skrevet en biografi. Glass har overlevet en dødelig sygdom og tænker efterfølgende, at hvis han var død, ville hans død ikke blive meddelt i hverken radio, tv eller avisnekrologer. Det er forbeholdt de magtfulde og berømte. Som strategi over for denne klassediskrimination vil Nathan Glass danne et selskab, der ud fra et princip om biografiforsikring for de fattige skal udgive bøger om de glemte i firmaet Bios Unlimited.

Okay, Jønke Nielsen og Sandberg kommer nok ikke til at hvile på de ukendtes grav, selv om der tilsyneladende er en del, der ønsker, at de skal være/gøres ukendte. De ukendte i disse mænds cirkler er, som det er tilfældet med mafialitteraturen, kvinderne. I stedet for at hakke på de kriminelle mænds biografier burde Jette Hansen og ligesindede stifte et kvindernes Bios Unlimited, så vi kan blive klogere på, hvorfor så mange kvinder vælger mænd som Jønke, Sandberg og Lundin.

Benny Lihme er forfatter og redaktør af tidsskriftet Social Kritik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

isoleret set er argumentationen ret god, - naturligvis er der brug for alle biografier for at få det samlede perspektiv.

Men hvis man ser bort fra den sociologiske/historiske kontekst, og blot forholder sig til den almindelige sociale virkelighed, er det så acceptabelt at en person kan profitere på egne kriminelle handlinger?

Hvis jeg myrdede en person, og siden skrev en international bestseller om det i fængslet, som gjorde mig kendt og gav mig et udbytte på nogle millioner, ville det så ikke nedsætte fængselsstraffens effekt, jf. en tænkt formel:

konsekvens af handling = (straf) minus (økonomisk udbytte) minus (offentlig status)

?

Sven Karlsen

Jeg kunne forestille mig at kriminalforsorgen for at få dækket udgifterne ved din afsoning, ville forsøge at lægge hånd på en del af pengene.

Kære Niels Mosbak,

såvidt jeg kan læse mig til, hos bl.a. "Københavns Fængsler" o.lign., så skal den indsatte ikke betale for opholdet, hvad jeg ellers ville mene var rimeligt, såfremt vedkommende har formue eller løbende indtægt udenfor fængslet under opholdet.