Kommentar

Bomben, der fik Bono til at miste troen på retfærdighed

En fredsaftale var just underskrevet i Nordirland for 12 år siden, da en bilbombe gik af i byen Omagh, og 29 mennesker blev dræbt. Tragedien ansporede den ellers så verdensfredsagiterende gruppe U2 til dens mest desillusionerede sang
16. august 2010

Det gærer stadigvæk i Nordirland og desværre ikke kun af optimisme. Optimisme var der ellers nok af, da nord-irerne i 2007 fik deres egen lokalregering på Stormont Hill i Belfast, efter at landet reelt havde været styret fra London i lange perioder. Samtidig blev det besluttet, at politistyrken i landet skulle overdrages til det nordirske selvstyre, så den kunne stilles under ligelig kontrol af katolikker og protestanter. Blandt landets katolikker blev politiet førhen anset for briternes forlængede arm.

Mange andre tiltag blev sat i værk i bestræbelserne på at opnå sameksistens i den notorisk urolige del af den britiske provins. På flere måder har alt set ud til at bevæge sig i den rigtige retning. Men bulletinerne denne sommer har ikke været opmuntrende. I juli blev Belfast præget af voldsomme natlige uroligheder, vandkanoner, skud og benzinbomber. Optøjerne fulgte umiddelbart efter højsæsonen for de årlige protestantiske oranjeordensmarcher, der ofte giver anledning til uro. Bag dem stod overløbere eller dissidenter fra det gamle IRA, der selv for længst har nedlagt våbnene og opgivet væbnet kamp. Ved at skabe optøjer under et par af oranjeordenens marcher, fik de vakt opmærksomhed omkring deres egen utilfredshed med den fredsproces, som har været i gang i Nordirland i en årrække.

Fælles følelse af chok

Det var på tilsvarende vis dissidenter fra IRA, der en lørdag midt i august for 12 år siden satte en lille nordirsk by på terrorens verdenskort. Omagh ligger i det østlige Nordirland i grevskabet Tyrone og har et indbyggertal på omkring 22.000. På en travl markedsplads lørdag den 15. august 1998 detonerede en bilbombe, som den paramilitære gruppe, The Real IRA senere tog skyld for. Gruppen var skarpe modstandere af Langfredagsaftalen, som var et resultat af lange fredsforhandlinger mellem den britiske premierminister Tony Blair, hans irske kollega Bertie Ahern, de katolske/nationa-listiske partier Sinn Féin og SDLP og det protestantiske Ulster Unionist Party. Fredsaftalen handlede i korte træk om selvstyre i Nordirland, magtdeling mellem protestantiske og katolske partier, en fælles politistyrke og en ændring af grundloven i Den Irske Republik, så den ikke længere gjorde krav på Nordirland.

Aftalen blev godkendt ved folkeafstemninger den 22. maj 1998 med 94,4 procent i republikken Irland og 71,1 procent i Nordirland. Men blækket var knap tørt, før The Real IRA begyndte at røre på sig. De følte sig forrådt af IRA, på grund af gruppens våbenhvileerklæring, opbakning om fredsaftalen og den reelle opgivelse af den republikanske kongs-tanke om et forenet Irland. Flere tidligere IRA- folk meldte sig nu under udbrydergruppens fane.

Bomben, der eksploderede i Omaghs centrum, kostede 29 mennesker livet og sårede 220. Det var det største antal, der er dræbt på én gang i fire årtiers bombekampagner på den grønne ø – og denne gang i fredstid. Blandt de omkomne var både protestanter, katolikker, mormoner og spanske turister. Bomben i Omagh blev den første, hvor alle irere på tværs af sekteriske skillelinjer følte sig ramt. Både i nord og syd var folk i chok,

»Det er svært at beskrive for folk, som ikke er irske, hvordan det føltes. Det var virkelig den dag i mit liv, hvor jeg følte mig mest nede, bortset fra personlige tab. Jeg kunne ikke tro, at folk kunne gøre noget som dette. Da de i klokken 18-nyhederne læste navnene op på alle de folk, der var døde, var det som om, at alt i Dublin stod stille. Folk sad og græd i bilerne på vores hovedgade, O’Connell Street,« husker Bono, forsanger for det irske band U2, der spiller koncert i Horsens i aften.

Gennem deres sange og offentlige tilkendegivelser er U2 blevet kendt for deres håb, optimisme og ukuelige agiteren for, at folk på trods af religion- og raceskel må kunne leve i sameksistens. Og at krig og undertrykkelse derfor til hver en tid skal bekæmpes. Dette budskab var så sikkert som amen i kirken. Indtil Omagh –bomben. Tragedien inspirerede nemlig Bono til sangen med den ironiske titel »Peace on earth«, der blev skrevet natten efter den 15. august og udkom på pladen All that you can’t leave behind fra 2000. »Peace on Earth« er et nøgternt, sønderknust, bittert – og opgivende – svar på en af de værste voldshandlinger mod uskyldige borgere i Irland.

I første strofe slås sangens budskab fast med ordene: »Sick of sorrow, sick of the pain/sick of hearing again and again/that there’s gonna be peace on earth« – og senere skildres desillusionen hos de efterladte hudløst – »Tell the ones who hear no sound/ whose sons are living in the ground/ peace on earth …« For virkelig at uddybe meningsløsheden vælger Bono afslutningsvis i teksten at bruge julen, hvor folk får tudet ørene fulde om Jesus’ ufejlbarlighed.

»Jesus this song you wrote/the words are sticking in my throat, peace on earth, hear it every Christmas time/ but hope and history won’t rhyme, so what’s it worth/ this peace on earth/«.

Sammen for en stund

U2 havde selv en lille andel i jasidens afsluttende kampagne forud for Langfredagsaftalens underskrivelse, da de sagde ja til at spille ved et arrangement i Belfast. Det var på et tidspunkt, hvor der stadig var tvivl om, hvorvidt befolkningen ville stemme ja. Arrangementet blev en historisk begivenhed og et vendepunkt, hvor John Hume fra det nationalistiske SDLP og Ulster Unionisternes David Trimble kom op på scenen til musikerne og holdt hinanden i hånden for symbolsk at cementere, at de sagtens kunne samarbejde. Ifølge iagttagere var dette optrin stærkt medvirkende til, at folk valgte at stemme ja. Endelig var freden kommet til Nordirland, så det ud til. Men Omagh-bomben tre måneder efter skulle vise, at det var en illusion.

Den blev et traume for mange, ikke kun fordi det var en destruktion af liv, men også en destruktion af fredsaftalen. Trods alt fik The Real IRA’s ugerning i Omagh ikke lov til at udbombe Langfredagaftalens gode intentioner. Overalt blev attentatet fordømt, og hele det nordirske politiske spektrum, både den nationalistiske og unionistiske side, tog afstand fra volden. Samtidig erklærede de vigtigste militante repu-blikanske grupper våbenhvile. Og lige så vigtig blev viljen i den nordirske befolkning på tværs af religiøse skel til, at nu skulle det være slut med vold og uroligheder, hvilket betød, at man – i hvert fald for en stund – rykkede tættere sammen.

debat@information.dk

Peter Kyhl Olesen er freelanceskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu