Kronik

I Danmark er jeg født hvor har jeg hjemme?

Den officielle udgave af danskhed tager udgangspunkt i et samfund før 1970, som ligger meget langt fra den virkelighed, dagens unge også etnisk danske befinder sig i. Hvis folkeskolen fortsat skal skabe national sammenhængskraft, må de unge kunne genfinde sig selv i forestillingen om det at være dansk
Den officielle udgave af danskhed tager udgangspunkt i et samfund før 1970, som ligger meget langt fra den virkelighed, dagens unge  også etnisk danske  befinder sig i. Hvis folkeskolen fortsat skal skabe national sammenhængskraft, må de unge kunne genfinde sig selv i forestillingen om det at være dansk
Debat
27. august 2010

Statistikken taler sit tydelige sprog: En alt for stor gruppe drenge især en gruppe drenge med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig for dårligt i uddannelsessystemet. Ikke alene klarer disse drenge sig dårligt, de klarer sig dårligere år for år. Det er et problem, ikke kun for drengene selv, men for samfundet som helhed. Vi går glip af en stor del af de ressourcer, som disse unge kunne bidrage med. Derfor vil vi som pædagoger og lærere med daglige erfaringer med børn og unge gerne bidrage til debatten med den viden, vi har, og forsøge at give nogle konstruktive forslag til, hvordan vi kan styrke integrationen af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk i skoler og fritidsinstitutioner.

Børn og unge danner deres personlige identitet og lærer i sociale fællesskaber. Mange pædagoger og lærere møder en gruppe drenge, som på grund af deres sprog og baggrund ikke inkluderes i fællesskabet, og som derfor gør det til en livsstil at være udenfor. De gør det, fordi ingen kan undvære et fællesskab, og fordi livsstilen at være udenfor er den eneste mulige for dem. De skaber en modkultur.

Modkulturer er ofte dynamiske og en vigtig del af et aktivt demokrati. Tænk bare på ungdomsoprøret eller kvindebevægelsen, som fra starten var grupper, der gennem deres tankegods og æstetik definerede sig selv i opposition til resten af samfundet, men som med tiden kom til at bidrage væsentligt til fællesskabets værdier. Disse modkulturer blev dannet som et personligt valg for de involverede. Helt andre konsekvenser har det, når vi ser børn og unge danne modkulturer af nød. Den modkultur er en overlevelsesstrategi for de involverede, og desværre bygger den aktuelle modkultur blandt andet på at være imod det at lære. Det bringer børnene i opposition til selve formålet med skolens virke, og på sigt er det meget lidt konstruktivt i forhold til at fungere i det omkringliggende samfund. Det er tydeligt, at denne modkultur bliver en af barriererne i forhold til at leve op til regeringens målsætning om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Skolens todelte formål

Med sine rødder tilbage til begyndelsen af 1800-tallet har skolen fra starten haft et todelt formål: dels fagligt, dels at skabe en national identitet som grundlag for opbygningen af nationalstaten. Udlægningen af det nationale har haft varierende styrke og forskellige udtryk gennem tiden. Den omsiggribende fokus på nationale kanoner og den seneste folkeskolelovs understregning af Danmark, danskhed og dansk identitet er blot sidste skud på stammen. Spørgsmålet er, om denne udlægning af, hvad der er dansk identitet, ender med at få den modsatte effekt af, hvad der var meningen. Er den med til at styrke og åbne det nationale fællesskab, eller skubber den til eksklusionen og etableringen af de ufrivillige modkulturer?

I jagten efter danskheden har vi det med at gå bagud i forhold til det, der opfattes som en udfordring af identiteten: udviklingen af det europæiske fællesskab, indvandringen, globaliseringen. Derfor er der en tendens til, at den officielle udgave af danskhed tager udgangspunkt i et samfund før 1970, som ligger meget langt fra den virkelighed, dagens unge også etnisk danske befinder sig i. Hvis folkeskolen fortsat skal skabe national sammenhængskraft, må unge i 2010 med danske eller andre etniske rødder kunne genfinde sig selv i forestillingen om det at være dansk.

Ekskluderende danskhed

Hvis ikke vores danskhedsbegreb kan inkludere og invitere børn, som ikke er kridhvide og pæredanske, kommer vi til at ekskludere børnene fra det sociale fællesskab i skolen, som vi ved har afgørende betydning for læring og identitetsdannelse. Laura Gilliam fra DPU har interviewet drenge med indvandrerbaggrund i 4. og 6. klasse, som beskriver, at man er dansk, når man er kristen og hvid og spiser svinekød, og når ens forældre er danske. Hun påviser i undersøgelsen, at drenge med anden etnisk baggrund end den traditionelt danske derfor ikke kan opfatte sig selv som danske. De har heller ikke nogen udsigt til at blive det. Man kan jo ikke skifte hudfarve, så i stedet understreger de deres identitet som ikke kristne altså muslimer og vægter de kendetegn højt, der skal til for at være en god muslim.

Forskningen viser, at den tavse forståelse hos tosprogede børn kan blive, at en god elev er en danskudseende, kristen, der svarer rigtigt på lærerens spørgsmål, og at en dårlig elev har indvandrerbaggrund, er muslim og laver ballade. Den tavse forståelse kan dermed blive, at man ikke kan have anden etnisk baggrund end dansk og samtidig klare sig godt i skolen. Derfor må man logisk nok vælge balladevejen. Det er svært for både lærere og pædagoger at give positiv og anerkendende opmærksomhed til børn og unge, som notorisk laver ballade og signalerer, at de ikke ønsker at lære og være med i fællesskabet. Tendensen bliver dermed selvbekræftende for de unge.

I Danmark gør vi meget ud af, at alle er lige meget værd fattig som rig, høj som lav. Det slår også igennem i skolen og i fritidsinstitutionen, hvor vi søger at behandle alle ens uanset baggrund, men noget tyder på, at vi i højere grad skal søge at anerkende og italesætte forskellighed. De tosprogede børn oplever hver dag, at de behandles og opfattes anderledes end andre. Butiksdetektiven i Brugsen følger dem tættere, muslimer omtales som en særlig og måske problematisk gruppe i medierne. Det er oplevelser, som pædagoger og lærere skal hjælpe børn og unge med at håndtere ved at sætte positivt fokus på forskelligheder. Hvis forskelligheder ikke omtales, vil de alligevel eksistere som en tavs forudsætning.

En af de tydelige forskelligheder, som børnene bærer med sig, er deres individuelle modersmål. Undervisningsministeriet anbefaler, at man bruger børnenes modersmål til at løfte fagligheden, og det er vi enige i, fordi børn lærer bedst, når man bygger videre på en viden, de allerede har. Hertil kommer, at sproget har en stor betydning for identitetsdannelsen og ikke mindst oplevelsen af at føle sig anerkendt og accepteret. Alligevel ser vi, at der findes skoler, som forbyder brug af modersmål på skolens område. Udover at det er et brud på Børnekonventionen, mener vi, at flersprogetheden er fundamental både for at kunne løfte disse børn fagligt og styrke deres identitetsdannelse.

Vi kan som professionelle gøre meget for at styrke integrationen, men vi kan ikke gøre nok alene. Der er brug for klare signaler fra politikere og lovgivning, så børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund f.eks. oplever at blive indentificeret med andet end tilbagestående kulturer. Alle vores unge skal have styrket kendskabet og nysgerrigheden overfor andre kulturer. Det styrker integrationen og ruster fremtidens danskere til at begå sig i en globaliseret verden.

På tide at gå i gang

Det er på tide, at der igangsættes et udviklingsforløb, som mere seriøst sætter fokus på håndteringen af flere sprog i folkeskolen og på, hvordan man kan bruge sprogene til at give et fagligt løft i undervisningen. I BUPL og Danmarks Lærerforening er vi fortalere for en modersmålsundervisning, som både har fokus på sproget og på kultur- og samfundsforståelsen. Det vil styrke disse børns selvforståelse, og det vil som sidegevinst styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne på sigt. Vi ønsker os med andre ord ikke bare tilbage til den modersmålsundervisning, som vi har forladt. Vi ønsker en styrket sprogundervisning med fokus på samfund og kultur og på, hvad der skal til, når sproget skal bruges i et fremtidigt arbejdsliv. Sprog og kulturforståelse er også know how i en globaliseret verden.

Meget viden om integration af tosprogede elever har været tilgængelig længe. Det er nu et spørgsmål om, at beslutningstagere og professionelle i samarbejde skaber forandringer på dette område. Der findes allerede velafprøvede redskaber at bygge videre på det på tide at tage arbejdshandskerne på.

Dorte Lange er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening. Allan Baumann er medlem af BUPL's forretningsudvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Jeg synes principielt, at kommentatorer skal afholde sig fra at uddele karakterer.
Men jeg synes nu, at det er en fremragende artikel.
Tænk hvor lykkeligt, hvis der blev ført politik efter den indsigt og tankegang, den artikel er båret af!

lisbeth Pieszak

Når Mod-kultur er livs-stil.
I disse "kanon-tider" med pligt-læsning mv. skulle
skolen måske indføre metoden " Model Fremtids-værksted".
I sin helhed består metoden af:
Hvor er vi nu? = "brokkefasen", frem med alt det, der er galt
Hvor vil vi hen= "fremtidsfasen", drømme og ønsker uden begrænsning
Og endelig: "Virkeliggørelsesfasen", Hvordan kommer vi så herfra og dertil.?

Men bare "Fremtidsfasen", f.eks i danskunder-visningen én gang hvert år fra og med 6.kl:
Læreren meddeler: "At vi nu er i år xxxx (10-15-20 år længere fremme end d.d.) og beder eleverne skrive en stil om, hvordan deres liv så ser ud på dette tidspunkt.?
Hvor de er, hvad de laver arbejdsmæssigt, hvordan er deres livssituationen: gift?, børn?,hvordan de bor, hvilke interesser de har, mv.
Metoden bruges i virksonheder /på arbejdspladser til at skabe forandring.
Måske den kan være med til at skabe forandring og modvirke modkulturen "at være udenfor", som artiklen så glimrende beskriver.
Og måske frigøre børnene fra mange forældres: "vi rejser hjem om 6 mdr -nej om endnu 6 mdr- nej om endnu xx mdr- nej om endnu... osv.

Især drengene rammes nemlig af dette.
Hvorfor dog blive en del af det danske samfund, hvis man(d) er barn og hele tiden hjemmefra stilles i udsigt, at skulle rejse hjem snart.?
Så vil knægten da hellere bevare det, knægten TROR, er macho-kulturen hjemmefra: vi -af ankøn
- vi kan alt selv og ligger ikke unden for nogen.

Jon Vølund Madsen

Baseret på egne erfaringer, bla. som lærervikar på Nørrebro, og den artikelrække fra ghettoerne, der fornyligt har kørt her på avisen, ville jeg nu mene at grobunden for "modkulturen" bliver skabt i hjemmene og i nærmiljøet af hhv forældre samt diverse kulturelle og religiøse påvirkninger.

At drengenes mentale ligevægt skulle blive forskubbet af fx. en kanon, mange af dem ikke aner eksisterer, endsige kan læse, når de forlader folkeskolen, er noget af et postulat.

Hvordan man "ekskluderes" af et indblik i dansk litteraturhistorie, øjebliksbilleder af landets udvikling formidlet af store kunstnere som Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Herman Bang etc. etc., er mig en gåde.

At ovennævnte forfattere skulle være medvirkende til at cementere en eller anden form for neo-nationalisme, er endnu mere gådefuldt, og understreger blot artiklens politisering af emnet.

Og helt ærligt, introduktion til 25 anerkendte forfattere, hvor læreren finder det relevant, henover en periode på 9 år, kan vel næppe betegnes som indoktrinering. Der er trods alt mange andre fag på skemaet.

For det er jo ikke en falsk virkelighed der i folkeskolen forsøges formidlet til eleverne; de bor jo rent faktisk i Danmark, sammen med danskere der primært taler dansk, og skal de videre på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, er dansk uundværligt.

At efterlyse mere fokus på de, mildest talt, skrøbelige og diffuse konstruktioner som "europæisk- og globalt statsborgerskab", virker som politisk ønsketænkning, der kun kan skabe endnu mere identitetsforvirring.

Problemet er nærmere, at man klynger sig til alle elementer af den medbragte kultur. En praksis der opmuntres på hjemmefronten, og som folkeskolen næppe kan løse, uanset hvor mange "rummelige" knuder den slår på sig selv.

Vi er nu nået til børnebørnene af indvandrerne, og problemerne med gruppen af utilpassede drenge vokser stadig, mens pigerne rykker i imponerende hastighed.

Jeg er overbevist om, at man gør disse drenge, og ikke mindst folkeskolen og samfundet, en kæmpe bjørnetjeneste ved at indrette systemet efter deres kulturelle og sproglige præferencer, fremfor at tage et hårdt tiltrængt opgør med deres forældres kulturelle konservatisme.

Flugten over i privat- og friskolerne, taler sit tydelige sprog.

John Henriksen

Ja, hvis den danske folkeskole ikke lå i Danmark, og der ikke var så mange danskere i Danmark, så ville det altså være meget lettere at være minoritetselev ... men nå nej, så var man jo forresten ikke minoritetselev.
Hele denne artikel undgår behændigt at forholde sig til, at de problematiske drengebørn kommer fra miljøer, der i udgangspunktet er segregerende og isolationistisk. Når en befolkningsgruppe ikke ønsker at være en del af befolkningen, fordi dens religion, kultur og normer er en stammekultur, som forhindrer, at den kan lade sig assimilere, så får vi disse problemer, som kommer tydeligt frem i folkeskolen.
Løsningen er så naturligvis fra akademisk side at udnævne danske lærere, danske børn og danske forældre til bærere af stammekulturen ... Kort sagt: det er danskernes skyld, at en gruppe indvandrere ønsker at opretholde en stammekultur af 'os mod dem', hvor kvinder er stammens ejendom og dens gangbare valuta i strategiske alliancer mellem familier.
Der er ingen løsning i denne sammenhæng, før man erkender problemets årsag og sætter den rette adresse på - men nej, så er der alligevel ingen løsning, for det er jo de segregationslystne indvandreres grundlovsfæstede ret at fastholde egen stammekultur.
Så måske skal man simpelthen oplyse forældrene til de urolige drengebørn om, at man nok har undervisningspligt i Danmark, men at den altså kan varetages i hjemmet.

jens peter hansen

Forskningen viser, at den tavse forståelse hos tosprogede børn kan blive, at en god elev er en danskudseende, kristen, der svarer rigtigt på lærerens spørgsmål, og at en dårlig elev har indvandrerbaggrund, er muslim og laver ballade. Den tavse forståelse kan dermed blive, at man ikke kan have anden etnisk baggrund end dansk og samtidig klare sig godt i skolen. Derfor må man logisk nok vælge balladevejen. Det er svært for både lærere og pædagoger at give positiv og anerkendende opmærksomhed til børn og unge, som notorisk laver ballade og signalerer, at de ikke ønsker at lære og være med i fællesskabet. Tendensen bliver dermed selvbekræftende for de unge.

Hjælp og det fra et medlem af DLF's styrelse. Hvor hjælpeløst kan det blive.
Hvor må det være rart for Dorte Lange at være sluppet for at undervise og bare være et enormt vigtigt medlem af den faglige forening.

Piger med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig pt bedre end kristne, danske, blege tøser og langt bedre end danske drenge og er lysår foran deres brødre. Mon ikke det er fordi de simpelthen er dygtigere til det ,der nu efterspørges i skolen ??? Og mange af dem går med tørklæde og hele molevitten. Hvad nu hvis sandheden var at den dygtige elev er muslimsk pige, der laver sine ting. Er det ikke endnu sværere for hendes forkælede storebror at leve op til ?
Hvad fanden skulle vi undervise i, hvis vi ikke i faget dansk skulle undervise i dansk litteratur ?? Somalisk, Amerikansk, Kinesisk eller Indisk ??
Det ulykkelige lige nu er at Danmarks Lærerforenings ledelse i den grad er uden nogen som helst føling med hvad der sker, men plabrer flinke og ligegyldige udsagn af sig.

Udsagn som dette:
Vi kan som professionelle gøre meget for at styrke integrationen, men vi kan ikke gøre nok alene. Der er brug for klare signaler fra politikere og lovgivning, så børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund f.eks. oplever at blive indentificeret med andet end tilbagestående kulturer. Alle vores unge skal have styrket kendskabet og nysgerrigheden overfor andre kulturer. Det styrker integrationen og ruster fremtidens danskere til at begå sig i en globaliseret verden.

Man har lyst til at sige amen og give et 7-tal for fristilen.

Rona Naghizadeh

En god artikel, men DET er ikke nemt at lave om på lovgivning og indføre modersmålsundervisning tilbage til folkeskolen. God forklaringer på nogle af de problemmer ,som er med til at mange nydansker ikke kan være en del af fælleskabet og ikke lære nok, men der er rigtig mange andre aspekter i sagen.