Kommentar

Eget rum på Roskilde Festivalen

Det er ikke mange gange, jeg oplever det på et år. Den fred der er i larmen. Ingen arme der hiver i mig. Ingen blikke der trækker. Ingen behov der skal dækkes. Ingen forventninger der skal imødekommes
Debat
13. august 2010
Hverdagen er fyldt med op-gaver, der skal løses, og men-nesker, der forventer noget af en. Det kan være svært at finde fred. Et øjebliks fred fandt Mette Bom dog ved en Coldplay-kon-cert.

Hverdagen er fyldt med op-gaver, der skal løses, og men-nesker, der forventer noget af en. Det kan være svært at finde fred. Et øjebliks fred fandt Mette Bom dog ved en Coldplay-kon-cert.

Martin Rosenauer

»A woman must have money and a room of her own if she is to write fiction«. Virginia Woolf, 'Eget Værelse', 1928

Der er steder, hvor man helst skal være alene. Alene, som i Sans Famille. Et af de steder er dyrskuepladsen i Roskilde i juli sammen med de omkring 75.000 andre sjæle, der sparker støvet op om musikken og holder om hinanden i en glædesrus, som for nogles vedkommende varer en hel uge.

Det smukkeste ved festivalen er de momenter, man kan være alene med musikken i sit eget uforstyrrede rum. Det er et rum, som ligner det værelse, Virginia Woolf beskrev i sin feministiske forelæsning om kvinders økonomiske og kreative uafhængighed, Eget værelse, hvor man selv bestemmer tempo, takt og tilstedeværelse og ikke behøver at lytte til andres behov og krav - som f.eks. familiens. Her går lyden, lyset og duftene i teltet i ét med publikums taktfast klappende hænder, som drejer rundt om kroppen og op langs rygraden i en tornado af varm og kuldegysningsagtig lykke. Ind i musikken, skrev Peter Bastian. Indeed!

Rummet opstår kun glimtvis og ikke altid til koncerter med nogle kendte bands. For flere år siden opstod det til en koncert i det verdensmusikagtige telt med Natacha Atlas, hvor jeg havde forvildet mig ind. Der stod jeg i alt mit moderigtige teenageramte rocktøj - uden vennerne fra det kulturradikale forstadsgymnasium - ved siden af nogle AOF-agtige kvinder langt over 40 med rastafletninger i håret, som mindst havde født to børn og vrikkede med det lidt for løse underliv. Og pludselig gik jeg i et med dem, AOF-damerne, der vist også havde fået en tår over tørsten, og med et frelst smil på læben vred jeg mig med i deres dans, som havde jeg danset og jongleret mig gennem hele mit liv på Daghøjskolen Kys En Tiger. Det var magisk.

My moment of Zen

Sidste år oplevede jeg først rummet søndag aften til Coldplay-koncerten under sangen »Yellow«. Her stod vi - publikum og jeg - melankolske på festivalens sidste aften, stadig varme af solens stråler og stadig tørstige efter flere fadøl og mere musik og takt, tørstige efter at kunne frigive det sidste af den opsparede energi fra året, der var gået. Som køer, der skulle på græs efter en lang, kedsommelig vinter i stive båse, stampede vi i jorden med fødderne, masede og asede for at komme ud af indhegningen - svedende, skubbende, hungrende efter momentet af frihed vel vidende, at det ville vare kort. Og så kom det. Sammen med nogle gule balloner bandet skød ud over scenekanten. Vi stod i støvet og holdt mobiltelefonerne oppe som lightere i mørket og kneb en kollektiv tåre over, hvor nærværende livet kunne være på Roskilde, og hvor langt væk alle de andre var - dem som ikke var inde i rummet netop da, kæresterne, kollegerne, børnene.

Så jeg tager på festival for at få fred. Det er dét, der sker. My moment of zen. Et kortvarigt glimt af udelt lykke, kreativitet og fred. Måske er det ekstra attraktivt, fordi festivalen er mændenes territorium, som man også har bemærket i medierne på det sidste; rocken, støvet, lugten. Det er maskulint, fysisk og dyrisk - selv når en af de få kvindelige kunstnere står på scenen.

Kræv rummet

Det er ikke mange gange, jeg oplever det på et år. Den fred der er i larmen. Ingen arme der hiver i mig. Ingen blikke der trækker. Ingen behov der skal dækkes. Ingen forventninger der skal imødekommes. Nogle kvinder oplever det aldrig - at være alene - i bad, til en rockkoncert, på café, alene til selv at bestemme. Som min amerikanske veninde Emily, mor til to, skrev i sin statusopdatering på Facebook for nylig: »Jeg har det som om, jeg lige har vundet i lotteriet. Silvia er på lejrtur, Henry sover, og jeg har lige fået mig et bad«.

En undersøgelse fra SFI om kvinder og mænds tidsforbrug fra 2003 viste, at selv i de familier, hvor begge parter har mere end 30 timer ugentligt lønarbejde, brugte kvinderne dobbelt så meget tid som mænd på de regelmæssige opgaver i hjemmet som madlavning, børn, rengøring og tøjvask. Det vidste Virginia Woolf allerede i 1928. Og hun opfordrede kvinder til at droppe at få så mange børn og i stedet finde sig et job, så de kunne finansiere deres egne kreative og intellektuelle værelser. Selv kræve rummet. Jeg kunne ikke være mere enig. Nam-myoho-renge-kyo. Roskiiiiilde.

Mette Bom er journalist og webkonsulent

Hver fredag skiftes Mette Bom, Pernille Rosenkrantz-Theil og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme på denne plads

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her