Kronik

Fakturatænkning og forskerflugt

Hvad vil vi have ud af vores forskning? Vi vil have resultater til gavn for job, økonomi, kultur- og erhvervsliv til gavn for samfundet. Hvordan vi opnår det? Nogle mener, at vi bedst får resultater ved at samle midlerne i strategisk udvalgte puljer, mens andre mener, at vi opnår de stærkeste resultater ved at give forskerne frihed til at udvikle de fagfelter, de mener har potentiale
Flere nobelprisvindere ville ikke have fået lov at forske med de regler, vi har.

Flere nobelprisvindere ville ikke have fået lov at forske med de regler, vi har.

ALi HOFFOR

Debat
30. august 2010

Det Frie Forskningsråd har ansvaret for at støtte forskersamfundets frie, nysgerighedsdrevne forskning. Samtidig har vi også et ansvar for at gøre opmærksom på denne forsknings natur og vigtighed. Som professor Lene Lange skrev i Information den 18. august, så udgør den frie forskning hele grundlaget for de fremtidige strategiske satsninger. Derfor er fri forskning så vigtig, og derfor støtter vi også, at vores samlede forskningslandskab skal bestå af en balance mellem fri og strategisk forskning. Men balancen må ikke tippe og udhule den frie forskning, som det er ved at ske i dag. For så får vi alvorlige problemer i fremtiden.

Det er ikke kun i Danmark denne debat er vigtig. I december 2009 indløb protester til de instanser, der bevilger de nationale forskningsmidler i Storbritannien. Årsagen var et forslag om, at fokus på faktura skulle være et væsentligt kriterium i fremtidens bedømmelsesgrundlag for bevillinger. Protesten kom fra adskillige nobelprismodtagere samt andre prominente forskere. Med baggrund i egne erfaringer argumenterede de for, at den nysgerrighedsdrevne forskning skulle have så gode vilkår som overhovedet muligt, og at forskningen så vidt muligt skulle frigøres fra faktura. Dét for at opnå de bedste videnskabelige fremskridt mest effektivt.

Udviklingen i Storbritannien er længere fremme end i Danmark, men debatten om fri forskning versus de mere bundne forskningssatsninger foregår også på højtryk i Danmark og er helt central for prioriteringen i fremtidens forskningspolitik. Derfor er det værd at se nærmere på udviklingen i Storbritannien.

Nerven i forskning

Den britiske protest er ganske alvorlig og berører nerven i forskningspolitikken. De mange nobelpristagere og forskningsledere (ca. 580) var ikke i tvivl om, at det nye regelsæt ville være ødelæggende for at opnå bedst langsigtet effekt af forskningen, og protesterne var derfor markante. To tredjedele af forskerne var meget negative over for forslaget. Næsten tre fjerdedele mente, at det ville have stor indflydelse på deres forskningsenhed, og halvdelen mente, at det havde betydning for bemandingsprofilen i forskningsafdelingerne.

Forskerne blev også spurgt, om de eventuelt ville søge nye græsgange i andre lande. En tredjedel overvejede at gøre det, mens ca. hver femte mente, at de havde nogen i deres omgangskreds, der var på vej væk - ikke mindst til USA, hvor Obama-administrationen i en hel anden udstrækning lægger vægt på nysgerrighedsdreven forskning.

Prisvinder uden chancer

Hvad er det så, disse fremtrædende britiske forskere mener, vil gå tabt? Nobelpristagerne, der har underskrevet protesten, er ikke i tvivl om, at den forskning, de selv har stået for, ikke ville have en levende chance i det nye system. Det mente f.eks. Sydney Brenner, der fik Nobelprisen i 2002. Efter datidens opfattelse beskæftigede han sig med noget så intetsigende og ligegyldigt som molekylærbiologi. I dag er molekylærbiologien meget indflydelsesrig - og sådan kunne man blive ved.

Hvis fakturavinklen skal være central, når politikerne prioriterer forskningsmidlerne, skal det også sandsynliggøres, at det er en god mekanisme til at fremme frontforskning.

I Det Frie Forskningsråd anerkender vi fuldt ud, at der kan være udvalgte områder, hvor en strategisk satsning er berettiget, men sådanne satsninger skal ske med stor omtanke og i tæt samspil med fri forskning. Vi er ikke vidende om nogen nobelpristagere, som skylder sine opfindelser en fakturaorienteret ansøgning og bevilling. Der kommer derimod ofte store fakturaer ud af udløbere af disse frie, banebrydende opfindelser, men selve forskningsresultaterne har intet med strategisk forskning og faktura at gøre. Banebrydende forskning kan ikke styres, men er forudsætningen for strategisk forskning, innovation og udviklingsarbejde.

Det nye britiske system skal være fuldt udfoldet i 2014 og fokuserer på selektiv placering af forskningsmidler, på målbare størrelser for succes samt - og dermed kommer det fakturaorienterede ind - at der i ansøgningen skal kunne påvises direkte nyttevirkninger af forskningsindsatsen.

Bekymret erhvervsliv

Den danske diskussion om balancen mellem fri og målrettet forskning har indtil nu især foregået mellem det videnstunge erhvervsliv og videnskabsministeren. Og erhvervslivet er bestemt ikke enig med ministeren, idet forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk udtrykker bekymring for, at den forskning, der er drevet af nysgerrighed, står over for en nedprioritering, hvorimod videnskabsministeren slet ikke deler den bekymring og tværtimod mener, at den nysgerrighedsdrevne forskning får rigelige ressourcer. Her er det vigtigt, at vi taler samme sprog: Al forskning på universiteterne, altså vores basismidler, blev i gamle dage betegnet som frie midler. Det kan vi ikke længere, fordi flere og flere af universiteternes midler bindes til strategisk udvalgte temaer og områder. Forskeren på universitetet har naturligvis stadig sit frie metodevalg, men emnevalget er ikke nødvendigvis frit. Derfor er basismidler ikke kun frie midler. Så opdelingen er i dag en anden. Vi kan overordnet tale om basismidler versus konkurrencestrengen. Sidstnævnte dækker over alle andre midler end basismidler - altså de midler man skal konkurrere om, som hos Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Danmarks Grundforskningsfond, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation. Af disse råd og fonde, uddeler Det Frie Forskningsråd og Danmarks Grundforskningsfond som de eneste midler, der ikke er tematisk bundet.

For stor detailsytring

Det kan være svært at finde den rette balance mellem forskning, som man tror, giver faktura og den forskning, hvor forskeren forfølger egne ideer. Det kræver naturligvis stor tillid af politikere med ansvar for at prioritere ressourcerne blot at bevilge forskningsmidler til forskningsråd og universiteter og så håbe på det bedste. Men det er uomtvisteligt, at den - indtil nu - begrænsede detailstyring af forskningsmidlerne er årsagen til, at dansk forskning står så umådeligt stærkt. Trods stigende fokus på den strategiske forskning har der indtil nu været et åndehul for den originale tanke. Men hvor er vi på vej hen?

Derfor er der grund til at være opmærksom på udviklingen i Storbritannien. Den danske videnskabsminister har fremhævet, at der er mange basismidler til institutionerne, men her tager ministeren ikke højde for, at en større og større del af basismidlerne er blevet opslugt af den voldsomme ekspansion, der er sket i forskeruddannelse. Dette har været et politisk ønske, som er loyalt gennemført af forskningsinstitutionerne med den positive effekt, at der er kommet mange nye unge ind i forskning. Men samtidig har prioriteringen den konsekvens, at en meget stor del af forskningen er blevet bundet i korte treårige programmer, som bestemt ikke er fremmende for langsigtet nysgerrighedsdreven forskning.

Lad os ikke håbe, vi ender i samme situation som i Storbritannien. Det positive er, at vi i Danmark har diskussionen om, hvordan balancen skal være mellem strategisk og fri forskning, og at der er stor politisk interesse for forskning og forskningens betydning for Danmarks fremtid.

Lad os fortsætte diskussionen, så denne fremtid går hen og bliver lysere, end det umiddelbart ser ud til i øjeblikket. Og lad os være opmærksomme på, hvad man finder på i andre lande, hvad enten det måtte være til gavn eller skade.

Jens Chr. Djurhuus er formand for Det Frie Forskningsråd, institutleder ved Aarhus Universitet
Peder Andersen er næstformand for Det Frie Forskningsråd, faggruppeleder ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der lægges alt for meget vægt på det, der kan give penge! Intet er lettere end at skabe det nødvendige, så der er rum til det frie og selvvalgte.
Hvor mange gange har vi ikke i de sidste 40 år hørt, at der var ingeniørmangel - blot for, når Polyteknisk var blevet stormet af de håbefulde, at blive afløst af afmatning og arbejdsløshed indenfor feltet.
Problemet er jo grundlæggende, at der er brug for langt mindre arbejdskraft til at fremstille og udføre langt mere end tidligere! Det mangler vi at tage konsekvensen af - men en konsekvens kunne være at bruge langt flere midler på, at folk kan uddannes og forske sig til en mere indholdsrig tilværelse, og et større samfundsengagement.

Henrik Sarpsborg

Vi nærmer os et centralt problem i tiden; centralisering. Med økonomien som central magtlegitimitet, forsøger man at true sig til bedre resultater. Man gør det mange steder, bl.a. på det sociale område, i arbejdsmarkedssystemet, på skoleområdet og her på universiteterne.

Det har nu i flere år været sådan at forskningsprojekter skal begrunde sin merit i forhold til samfundsnytte, og ikke kun i hvorvidt projektet bidrager til sine fagområder. Prøv bare at sende en ansøgning til forskningsrådene eller EU der ikke har sådan en motivation!

I den nuværende prægning af fagkulturen på forskningsområderne bliver faglighed gjort sekundær, og man vil ikke se eller evner at erkende, at gode resultater er bundet op på faglighed, og måske endnu mere, de fagpersoner der udøver gerningen. Man må forstå at videnskab er et kreativt fag (af latin; creare - at skabe) og prioritere de vilkår der skal til for at mennesker kan udfolde sig kreativt. Man kan ikke bare opfinde en ny biologi og psykologi, der passer til bureaukraternes tankegang. Det hele er ved at udfolde sig til et system der indrettes alene på baggrund af hvad nogle bureaukrater 'synes'. Det er da vejen til en bananrepublik!

De store gennembrud der kan give optimisme og skabe nye verdensordener kommer ikke fra de 'pæne' mennesker, der altid gør som præsten prædiker. Det ligger i sagens natur at for at skabe nyt, må man bryde med vante måder at gøre ting på, bryde tankemønstre, flytte grænser mv., og have rum til at gøre det der kræves. En analogi kunne være det rationale der har ligget til grund for at have nationale efterretningstjenester.

Når kreativitet er bundet op på frihed, fremfor på økonomi, så frigør man den tunge og begrænsende logik der i den utilitaristiske nytte tænkning. Ikke fordi forskning skal være unyttig, men fordi gode processer er helt afgørende for at skabe gode resultater. Når en virksomhed skal kvalitets-forbedre (ikke i 'spin' betydningen, optimere), så går de da ind og kigger på produktionsprocessen, og ikke bare indpakningen af produktet!

Det er ligesom i fodbold, og hvilken som helst anden præstationskrævende praksis. Man må have øjnene på bolden for at komme frem til målet. Hvis du kun har øje for målet, så kommer modstanderen og napper bolden, før du overhovedet får et skud ind. Det er det der er ved at ske i øjeblikket.

Danmark mister i øjeblikket fart som en træt løbshest, der ikke kan være med i opløbet, hvor tingene afgøres. Derfor må man fra politisk hold slække på arrogancen, jagten på magtsuset, og indse at de løsninger man i mange år har fokuseret på er "løsninger" på bureaukratiske problemer, ikke reelle hensyn til at forbedre markeder, arbejdsvilkår og innovation.

Uanset om vi blev opdraget på rød eller blå stue, så må vi tilbage på et spor hvor de reformer og løsninger der udtænkes og tilbydes, motiveres i markedernes, nationens og den almindelige borgers interesse, fremfor i hvordan bureaukratiske systemer kan indrettes i ideologiens tjeneste.

Af et "vidensamfund" at være, er vi blevet forbavsende uvidende, og værdsætter viden forbavsende lidt..

Sven-Åge Westphalen

Blind høne finder også korn
Med fare for at blive lidt for skarp i tonen, så er det tankevækkende, at man så unuanceret griber til forsvar for den frie forskning under ét. Der er ingen nuancering; AL fri forskning forsvares. Der bliver hurtigt henvist til nobelpriser mv. for at vise, hvordan den frie forskning bidrager til vidensudvikling, der også rammer positivt på bundlinjen. Men det drøftes aldrig, om der er et rimeligt forhold mellem mængden af den samlede frie forskning og de guldkorn, det afstedkommer. Det er også svært at få en rimelig diskussion af, hvor det giver mening, at et lille samfund fortsat skal investere forskningsressourcer, idet eksisterende forskningsmiljøer til enhver tid påkalder den kollegiale støtte og hurtigt fører diskussionen fra det konkrete til det generelle niveau - og på det generelle niveau er alle forskere jo enige om, at der ikke må nedskæres nogen steder men meget gerne udvides på alle steder. Tilsvarende med den frie forskning; så er alle unuanceret enige om, at det er en god og nødvendig ting, og derfor påskønner jeg også kronikørernes pointering af, at der er tale om en balance mellem fri og strategisk forskning.
Der er dog en tendens til at beskrive strategisk forskning som noget meget snævert og spændetrøjsagtigt, som ikke muliggør en frigørelse af de kreative kræfter, jf kommentaren fra Magne Kolstad. Det er sjældent tilfældet. Men det er vel i øvrigt ikke urimeligt at pålægge forskningsverdenen nogle bundne områder, hvor samfundet/politikerne, herunder også på EU niveau ønsker mere viden. Også selv om nogle forskere er hurtige til at tage den forurettede mine på og - nærmest som et forkælet barn - mene, at de står uden for samfundet, som bare skal give dem ressourcer og ellers så bare blande sig uden om. Det synes jeg er endog meget synd for de øvrige forskere.

Helt tilbage i 1980-erne hávde man faktisk lugtet lunten og bl.a. Humaniora lancerede begrebet: marketing-filosofi. Det ser i 2010 unægteligt ud som om, man kan erstatte dette begreb med det noget alvorligere: marketing-videnskab.

Altså et eklatant udtryk for at tendensen har ramt forsknings-indsatsen bredt og ikke bare på de traditionelt set mest pressede Fakulter. Samfund-relevansen er blevet et nøgleord, men stærkt ensidigt præget af økonomiske interesser. Forestillingen om, at "samfundet" alene kan gøres op i et stort bogholderi, har vel sit stærkeste udtryk i erhvervs-livets massive indtog i universitets-ledelserne.

Denne situation, med dens negative perspektiver for forskningsfriheden, og dermed kvaliteten af forskningen, har vidtrækkede konsekvenser. Ikke kun for forskningen, men tillige for det samfund, den betjener. Den har nemlig medført en diskvalifikation af forsknings-perspektiver, som ikke har tilfredsstillet de rigide økonomiske kalkuler, og har således medført sin egen kritik af en skæv-vridning af det samfundsmæssige behov for at udvikle en kontemporær stillingtagen til de de moderne udfordringer, som naturligvis kræver opmærksomhed.

Men denne tingenes tilstand er der ikke grund til at lægge skjul på, har været politisk bestemt og er et politisk ansvar. Der kan med andre ord tegnes et billede af, at der specielt i det nye årtusinde har været et tydeligt skisma imellem politisk idelogi og så dens samfundsmæssige pendent: offenligheden. Der har simpelthen ikke været sammenfaldende interesser imellem behovene. Altså imellem politikerne og offentligheden. Det er fra en idehistorisk betragtning set før med en for ivrig højredregning af de samfundsmæssige betragtninger. Og det enkle perspektiv savnes i debatten...

Håber denne insisteren på en bredere offentlig satsning kan bringe balance i "regnskabet". Der er under ingen omstændigheder behov for en fortsat diskvalifikantion fra politisk hold af befolkningens egne interessefelter endsige forskernes aflæsning heraf. Tværtmod.

Nu kan man kalde det f.eks lobbykratur og det, der er værre. Men den politiske kontrolmani mangler at forklare offenligheden, hvor dén specifikt blev af i kalkulerne. Altså offenlighedens andel af de samfundsmæssige perspektiver og behov. Det kan der siges meget mere om, ikke mindst fra et magtfilosofisk standpunkt...

Med venlig hilsen og tak for artiklen til forfattere og Information.