Kommentar

FN's klimaforhandlinger er endt i dødvande

Forløbet op til novembers COP16-klimatopmøde i Cancún peger ikke i retning af en vidtgående og forpligtende global klimaaftale - snarere i retning af en gentagelse af sidste års fiasko i København
12. august 2010

Ude i den virkelige verden brænder det i Rusland og Pakistan. Kina kæmper med oversvømmelser og mudderskred, og millioner af mennesker sulter efter langvarig tørke i Niger og Sahel. Den arktiske havis afsmelter i rekordtempo, og land- og havtemperaturdata viser entydigt, at verden opvarmes - 16 lande har allerede oplevet rekordhøje temperaturer i år.

Hvad mere skal der til for at overbevise klodens nationer om, at de må handle resolut for at bremse klimaforandringerne?

Meget mere åbenbart. I FN-klimaforhandlingernes parallelunivers, hvor tiden måles i endeløse debatter om kommaer, har drøftelserne stået på i tre år. Og nu forløber al bevægelse baglæns.

Følgende burde ske: Formandsskabet skulle opfordre de øvrige lande til at fremsætte forslag, diplomater skulle indsnævre disse til et passende udvalg, hvorefter politikerne kan dukke op, diskutere dem og træffe beslutninger. Men i sidste uge i Bonn blev den tekst, som formandskabet udarbejder, bare større og større.

I et forløb der ville være ren farce, hvis ikke sagen var så alvorlig, fyldte Kina, USA, Bolivia og andre stadig flere afsnit på teksten. Hvem der satte gang i dette noget for noget-diplomati, er ikke afgørende. Faktum er nu, at mindst 40 sider af forslagene skal forhandles møjsommeligt på plads, linje for linje, på det næste korte forberedende møde i Kina til oktober.

Med så begrænset tid tilbage til realitetsdrøftelser er forhandlingerne allerede i krise. Chancerne for en aftale i Cancún var aldrig store, men det er nu muligt, at verden ikke får nogen juridisk bindende aftale, selv ikke næste år i Sydafrika.

Spillet i København

Der findes også en anden udlægning, hvor sidste uges tilbageskridt var et fremskridt. Ifølge denne udlægning er vi nu vidne til en længe tiltrængt korrektion af sidste års globale kamikazediplomati, der destabiliserede de globale forhandlinger fatalt og endte med fiaskoen i København. Denne analyse vil gøre gældende, at forhandlingerne dog i det mindste er tilbage på sporet, at de fleste af verdens lande deltager, og at processen - med en smule medvind og et hævet ambitionsniveau for alle - kan ende med en mere afbalanceret aftale.

For at forstå dette, er det nødvendigt at rekapitulere, hvad der skete sidste år. Dengang konspirerede USA, Storbritannien og andre rige lande om at droppe Kyoto-traktaten, som forpligter de industrialiserede lande retsligt til at gennemføre emissionsnedskæringer. I stedet gik de efter en ny global aftale, som skulle give dem mulighed for at opstille egne mål og tidsplaner, udvikle kulstofmarkeder, formulere nye regelsæt for skovbrug og anspore til grøn teknologi. Statsoverhovederne skulle så tage til København, og i det øjeblik forhandlingerne så ud til at strande, ville der blive fremlagt en ny tekst, som var udarbejdet af den danske regering. De store emissionslande ville så vride armene rundt på de mindre, studehandler skulle lukke munden på modstandere, og verden ville få sin aftale.

Det var en diplomatisk katastrofe og et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal forhandle globalt. Skønt de var advaret, fattede de rige lande ikke, at Kyoto-protokollen er som en bibel for de fattige, fordi den er den eneste juridisk bindende aftale, som rent faktisk tvinger de rige lande til at gøre noget. Et udkast til teksten blev lækket, bagholdsangrebet afsløret, og det optimale, USA derefter kunne nå, var at få 130 lande til at »tilslutte sig« en svag og ikke-bindende politisk hensigtserklæring The Copenhagen Accord, som kunne føre frem til forhandlingerne i 2010.

Den overenskomst giver nu bagslag. USA ønsker stadig desperat, at den skal forblive det grundlag, landene forhandler ud fra. Men USA's take it or leave it-forhandlingsstil er ikke længere brugbar. Udviklingslandene har omgrupperet sig og genovervejet deres positioner.

For dem at se var det fornærmende, hvad de blev søgt påtvunget i København. De blev bedt om at reducere deres emissioner og ændre hele deres udviklingsvej, mens de industrialiserede lande fik lov til at udpønse stadig mere avancerede måder at gøre ingenting på.

Mangel på ambition

Overskurken er USA, den næststørste kulstofforurener i verden (Kina blev nr. et i 2007) og historisk set langt den største udleder. Obama-effekten er klinget af, og USA kunne lige så godt være ledet af en præsident Bush II, siger udviklingslandene - USA er et land, der stadig ikke vil gå på kompromis med sin livsstil uanset løfterne fra den formodet progressive præsident Obama.

Forløbet i sidste uge bekræftede kun deres frygt. USA var i sit mest stridbare humør. Uvillig til kompromiser, kun rede til at nedskære sine emissioner med sølle fire procent i forhold til 1990-niveauet og ude af stand til at vedtage national lovgivning, der forpligter til emissionsnedskæringer overhovedet. Oven i alt det har USA og de andre rige lande stadig ikke lagt penge på bordet til klimastøtte.

De fattigste lande er fortvivlede. I sidste uge rejste den afrikanske gruppe, de små østater og mange andre sig op og beskyldte de rige for at slæbe på deres fødder, hvorefter de fortalte verden om de usædvanlige tørkeperioder, oversvømmelser og katastrofer, som de oplever. I stedet for at acceptere de overordnede linjer i overenskomsten kræver over 100 af dem nu, at enhver aftale skal begrænse fremtidige temperaturstigninger, ikke til under to grader (som er overenskomstens mål), men til under 1,5 grader. Ligeledes siger mange, at 100 milliarder dollar om året, der er lovet til klimastøtte (»lidt mere, end hvad bankerne udbetaler som bonusser«), slet ikke er nok. De har pumpet teksten op med, hvad USA og Europa betegner som uhyrlige krav.

Problemet er, at hvis de rige lande ikke er parat til at forhandle, sker der bare ingenting. Jo større kløften bliver mellem landene, jo mere sandsynligt er det, at hele processen bryder sammen i Mexico. Så får vi en gentagelse af København, hvor Mexico som Danmark forsøger at mægle en uacceptabel aftale i stand i sidste minut.

John Vidal er miljøredaktør på den britiske avis The Guardian
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

mariann offersen

"Hvad mere skal der til for at overbevise klodens nationer om, at de må handle resolut for at bremse klimaforandringerne"

Før miljøkatastroferne rammer København, New York, London, Los Angeles, San Francisco etc. etc. sker der ingenting.

jan henrik wegener

På den slags områder vil der nok netop ske noget når "nogle" rotter sig sammen, gør noget selv og pålægger "resten" økonomiske sanktioner unilateralt. Ikke særlig "pænt" eller "moralsk", men det kan virke.

Dan Johannesson

Det er med klimaforhandlingerne, som med vores døende demokrati, indskrænkede civile rettigheder og kvælende mediehysteriske overvågningssamfund: Den ægte forandring kommer ikke, og vil aldrig komme, fra politikerne.

Hele det politiske system er jo ikke gearet til forandring, men til grundliggende opretholdelse af det økonomisk baserde vækstparadigme - af status quo.

Justeringer foretages primært for at imødekomme globaliseringsprocessens behov, og målet hermed er, som det kan konstateres ved simpel iagtagelse, at skabe en verden med stadig mere centraliserde magtinstitutioner, gemt bag et kollosalt evigt afledende slør af medieflimer, ekspertudsagn og fratagelse af individdets følelse af at kunne påvirke sit eget samfund.

Ønsker vi vitterlig ændringer, må vi forstå at vi KAN få dem. Hver og en. Men det kræver at vi dybest set forlader tanken om at det skal ske igennem lovgivning og politikere. De mennesker der tilknyttet disse instanser er så dybt absorberet i spillet at de ikke hverken kan eller vil, se de mønstre og sammenhænge jeg her har nævnt.

Det som skal sættes i stedet for er ikke anarki, men personlig vilje til forandring.

Vi kan opbygge andelsforeninger som kan indkøbe solceller, eller andre alternative forsyningskilder til lavere pris, end hvis vi skulle være alene om det. På den måde kan vi starte med at løsne os fra afhængigheden af energiselskaberne og indføre 100% bæredygtig energi uden om statsmagt, olieselskaber og lovgivere.

Vi kan udvælge en håndfuld dygtige landmænd, som brænder for at lave kvalitet, og købe vores ubehandlede fødevarer der direkte, uden om fordyrende mellemled.

Vi kan lave indkøbsforeninger som ikke tænker i profit, men som i stedet bestiller store mængder el og hybridbiler hjem, direkte fra fabrikken, så vi kan få dem langt billigere. De kan så hente deres strøm fra vores nye elsystem osv. Det er ikke utopi, men simple 100% mulige og konkrete viljeshandlinger.

Vi kan i det hele taget gøre rigtig meget, hvis vi beslutter os for at tage magten over det at være menneske og borger tilbage.

Vend magtesløsheden ryggen, og lad os så ikke vente mere på beslutningstagere som alligevel for længst har glemt hvem de arbejder for.

Vi kan, hvis vi ønsker det, simpelthen lave forandringerne selv - en af gangen.

Mariann:
Katastrofer rammer USA. Indtil nu har det så kun været New Orleans, som er en forholdsvis fattig by, og så nogle landbrugsstater på bagsmækken, som lider af tørke og oversvømmelser.

Men dét kan sagtens skjules af en bestukket presse.

Når først middelklassen rammes i stor stil, vil der ske noget. Men det kan også godt blive snart - indirekte - hvis økonomien bryder sammen.

Den totalitære kapitalisme, som vi elsker den, er apokalyptisk i sit verdensbillede. Vækst kommer før bæredygtighed, økonomi før menneskerettigheder osv.
Det næste økonomiske kollaps er nært forestående. Sammenholdt med økosystemers kollaps, ressource-mangel, og overbefolkning vil dette generere massive migrationer af befolkningsgrupper, der vil skabe store krige.
Forandringer er på vej, revolutionerende som aldrig før, men det bilver kun indirekte at menneskeheden udløser disse forandringer.
Indtil da: Forbrug, forbrug og mere forbug.