Kronik

Gud som en retorisk nødvendighed

Pædofilisagerne i den katolske kirke viser, at en religion grundlæggende er en organisation som alle andre. En organisation, som andre organisationer kan lære meget af, bl.a. værdien af stor kærlighed til en autoritet, som altid lytter
Både i religion og i erhvervslivet er det vigtigt, at lederen, som her med paven, er elsket af sine følgere eller ansatte. I religion har dette været udnyttet i mange hundrede år, men nu udnytter erhvervslivet også fordelene ved en elsket leder.

Både i religion og i erhvervslivet er det vigtigt, at lederen, som her med paven, er elsket af sine følgere eller ansatte. I religion har dette været udnyttet i mange hundrede år, men nu udnytter erhvervslivet også fordelene ved en elsket leder.

AFP Photo

Debat
19. august 2010

Sex og religion er en stærk cocktail. Både sangerinden Madonna og salige Jens Jørgen Thorsen har med stor succes vakt opsigt ved at koble kristne symboler eller figurer med sex. Kirkens folk har ført an i fordømmelsen af dette.

Derfor vækker det naturligvis ekstra opsigt, når det viser sig, at præster i den katolske kirke har misbrugt børn seksuelt. Noget, som hverken Madonna eller provokatøren Thorsen vidst kom i nærheden af at antyde. Og disse forhold har stået på i årtier. Kirkens lokale ledelser har fået underretning om nogle af tilfældene. Det har typisk ført til forflyttelse af præsten.

Selv om der har været tale om alvorlige brud på det borgerlige samfunds regler, så har kirken altså holdt sagerne internt uden at melde det til politiet.

Kun fordi nye sager i de senere år er blevet ved med at pible frem i medierne, har kirken fyret folk, udbetalt klækkelige erstatninger til ofrene og undskyldt. Og myndighederne, politi og retsvæsen er blevet aktiveret.

For tiden underkastes alle pavens offentlige udtalelser granskning af kommentatorer: Får offentligheden, alle ofrene og menighederne rundt om i verden en klar pavelig undskyldning for overgrebene fra de ansatte i hans

organisation? Den er vist ikke helt kommet endnu, men de skriftkloge mener, at det snerper. Paven er gået så langt, at han har beklaget det, der er sket.

Mediernes betydning

Håndteringen af den krise det giver, at nogle præster forgriber sig på børn i deres varetægt, viser, at en religion er en organisation, hvis etik i høj grad afhænger af mediernes muligheder for at fortælle om, hvad der foregår i organisationen. Og mediernes muligheder for dette afhænger helt af, at der er vidner og ofre, der tør stå frem - i det mindste anonymt. Og helst med uafviselig dokumentation af overgrebene. På denne måde ligner en religion enhver anden organisation.

Hvis den katolske kirke udelukkende fandtes i autoritære systemer, så ville vi aldrig være kommet i nærheden af at have hørt om disse skandaler. En etableret religions magt over sjælene er uden begrænsning i systemer med centralt styrede medier. Og det er jo i langt de fleste lande i denne verden, at medierne er centralt styrede. Her er indbyggerne altså helt i lommen på religionens egen opfattelse af ret og rimeligt.

Superetisk religion

Hvor andre organisationer, så godt de kan, forsøger at fremtræde mest muligt etiske og ansvarlige, så har religioner fundet den ideelle løsning på det etiske problem: Religionen har simpelthen ejerskab til selveste den menneskelige etik. Derfor er en religion pr. definition superetisk.

Påstanden, at religionen er uetisk, giver derfor slet ikke mening - ifølge religionen selv. På samme måde som påstanden 'Store Broder er ugod' er meningsløs på nysprog i George Orwells 1984. I lande med centralt styrede medier mister man derfor rask væk hovedet, hvis man antyder, at den herskende religion af og til kan være lidt ugod. Det er kætteri og blasfemi. De historier, som religionen fortæller igen og igen til sine troende og novicer, forklarer, hvordan det gik til, at religionens forfædre fik overdraget dette ansvar for menneskers etik fra 'Kraften' eller Gud. Religioner er denne verdens ældste organisationer. Og det er de, fordi de på genial vis har løst alle organisationers evindelige problem med at gøre sig uundværlige. Andre organisationer har derfor rigtig meget at lære af religionerne. Der er grund til at have stor respekt og ydmyghed over for ethvert menneskes bestræbelser på at øge selvrespekten, få anerkendelse fra omgivelserne og en mening med sit liv. Og her har religionerne et produkt, som står stærkt. At dele fantasier og stærke følelser med andre ved at deltage i smukke, stemningsfulde ritualer er simpelthen den måde, hvorpå langt de fleste mennesker på kloden finder ro, tryghed, overblik og mening med deres liv. Her leverer religionerne varen i en verden, som ellers kan forekomme pinagtigt tilfældig, brutal og uretfærdig. Men selv om produktet er enestående, så er de sproglige teknikker, der bruges, når religionens produkt skal udbredes, forbedres og sælges til gamle og nye kunder, de samme, som bruges i enhver anden organisation. Dog sjældent med samme konsekvens og fokus.

Værdien af en elsket leder

Eksempelvis er kirkens arbejde med kærlighed lærerig. En af de grundlæggende udfordringer i ledelse er, at ingen leder kan kontrollere sine ansatte 100 procent rent fysisk. Selv i den katolske kirke, som ellers er specialist i kærlighed, har man denne ledelsesudfordring. Det viser pædofilisagerne klart. En leder kan simpelthen ikke blive elsket for meget, hvis han skal have styr på organisationen. Det gælder i en kirke og i enhver anden organisation. Ved at få indbygget sig som en stærk positiv figur i de ansatte, kunder, forretningsforbindelser kan lederen styre ved at få de ansatte til at styre sig selv. Når lederen er installeret med et stærkt image - eller som man også kan sige; som Stor Ånd - i den ansatte, så får den ansatte f.eks. dårlig samvittighed, hvis hun melder sig syg uden reel årsag, eller hvis han forgriber sig på en messedreng. Og da kirken samtidig har monopol på at levere tilgivelse, så er ringen sluttet: De ansatte og de troende er helt omsluttet af organisationen. Kærligheden kommer fra organisationen, og eventuelle brud på kærligheden skal indberettes, 'skriftes', hvorefter man belønnes med tilgivelse - som gør den tilgivne endnu mere taknemmelig over for organisationen. En religion er interessant blandt andet fordi den i så ekstrem grad demonstrerer, hvor vitalt det er for en organisation at have billedet af en elsket autoritet installeret i de ansatte, kunder, forretningsforbindelser, medlemmer. At have sådan én at tale til, altid, uanset hvor man er og hvad man laver, giver selvrespekt, anerkendelse og livsmening. Når sådan en figur er etableret, så har organisationen og dens leder derfor stor magt. Jo mere man elsker sin leder, jo mere vil man ofre for at forsvare ham og skaffe nye tilhængere.

Disse mekanismer er ikke noget, som den religiøse organisation har monopol på. Det er mekanismer som kendes overalt. Og som bruges bredt af politiske partier og de fleste andre organisationer. Det kaldes person- og producentbranding i faglitteraturen. Men religioner har brugt det effektivt i mange hundrede tusinde år, før forskningen opdagede det.

Den allyttende Tier, Dat

For en retorisk analyse er det interessante ved religioner slet ikke, om den ene eller den anden religion har ret. Alle stridigheder, f.eks. om kvinder skal gå med slør og mænd have skæg, og hvornår man må have sex med hvem og hvordan, opstår udelukkende, fordi de forskellige religioner er organisationer, der konkurrerer på liv og død om sjælene.

Alle religioner har ret i det væsentlige, nemlig i at en elsket autoritet - som man f.eks. kan kalde Den allyttende Tier (Dat) - er retorisk god at have, når livet skal leves. Det kan variere fra religion til religion, i hvilket omfang Dat løbende taler direkte og i klar tekst til sine tilhængere. Men det er, så vidt jeg ved, aldrig forekommet, at en gud ikke er en, der lytter opmærksomt, modtager bønner og eventuelt offergaver. Derfor er figuren Den allyttende Tier, (Dat), alle religioners mindste fællesnævner. Kan troen på Dat blive for stærk? For eksempel når troende tager livet af sig selv og andre for deres tros skyld. Eller når de chikanerer, håner eller krænker folk med en anden tro. Men ingen dræber eller krænker på grund af den retorisk nødvendige, elskede autoritet, Dat. Man gør det for at tjene en organisation, som påstår, at den har patent på Dat. Det er, når de religiøse organisationer konkurrerer, at folk kan se et formål med at pine og plage hinanden. Også her ligner religioner mange andre organisationer.

Klaus Kjøller er forfatter og lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

I første halvdel af artiklen skriver Kjøller hele tiden "religion" i stedet for "kirke".
Religionen er ikke en organisation; det er derimod dens forvalter, kirken. Og den kan godt komme i modstrid med religionen; det sker faktisk hele tiden.
Det er vigtigt at skelne mellem begreberne.
(Men hvad i alverden er "Tier (Dat)"?)

Kristendommens fundament måtte hente naturens egen skabelsesproces ind gennem jomfru Maria-myten og har altså i en kulturel betydning selv skabt begrebet sex, moralitetens Jesus og sekulariseringens nødvendighed for enhver pyramidabel samfundsopbygning, illustreret af f.eks troen på "gud, konge og fædreland", der umuliggør berettigelsen af demokratiet og menneskerettighederne, hvilket er tydeligst under den gudsvelsignede krigsudøvelse (korstog, regligonskrig, kolonikrig osv.)
Jesus forsøgte i bjergprædiken forgæves at få styr på den selvmodsigende tankegang og sig selv, idet han i tanken gjorde, retorisk, loven total, guddommelig og overmennskelig, altså religiøs, og blev derfor forlenet med Maria Magdalene-skikkelsen.
Hvad er nødvendigt? Martyriet optræder her som den logiske nødvendighed (hvilket Kaj Munk, eksempelvis, i konsekvens af sin fortid blev klar over i 43/44 - og måtte dermed opgive kampen/modstanden).

Heinrich R. Jørgensen

Tom W. Petersen:
"Men hvad i alverden er “Tier (Dat)”?"

Det må du nok spørge om.

Måske noget med, at nogle tror på Dit og andre på Dat? Et slags retorisk mindstemål, en retorisk fællesnævner for åndelig åndløshed?

Dadaisme og surrealisme er mere logisk, rationel, sammenhængende og anvendeligt end disse teologiske og retoriske betragtninger.

Eller også var de champignons jeg spiste tidligere, alt for gamle?

Niklas Monrad

Og jeg som troede at det var Per D., der var på svampe ...

Den Allyttende Tier ( = DAT), men jeg aner ikke - eller forstår ikke, hvad Den Allyttende er for noget... eller for den sags skyld, hvad Tier er for nogen i denne sammenhæng.

@ Tom W. Petersen

Enig i at forfatteren kludrer i det med religion og kirke og at artiklen kun kan læses meningsfuldt, hvis man selv indsætter de rigtige ord på de rigtige steder.

Niklas Monrad

med fare for at falde i en fælde ..

Gud .. lytter til alt, men taler ikke, istedet tier han (verbum: at tie) ...

Kirsten Svejgaard

Den Allyttende er vel "den, der hører alt", eller noget lignende? Tier??? Kunne det være det væsen, der aldrig svarer?
"Den der lytter til alt og stadig tier"??? (Måske)

Ellers er jeg helt enig i, at man må skelne mellem tro, religion og kirke.

Erich Fromm har i et stort essay, Dogmet om Kristus, gjort rede for, hvordan mennesket Jesus først blev til kristus, derefter til 'Kirken'. (Hvis det skulle interesse nogen)

I har vist fundet løsningen med "at tie", "jeg tier" ...

Hvis Gud er karakteriseret ved altid at tie, så må alle påstande om, at "han" skulle være en kvinde nu være tilbagevist! ;-)
Men det var nogle lækre svampe! :-D

Heinrich R. Jørgensen

Ah, så faldt femøren også her ;-) Tak for hjælpen.

Det ville være mere nærliggende og sprogligt korrekt, hvis den omtalte teologisk grundkomponent var blev omtalt som Den allyttende Stumme.

Afkodningen af at der var tale om en forkortelse, havde været noget enklere, hvis der ikke var blev henvist til Dat, men til DAT eller DaT. Eller DAS / DaS, på mere moderne dansk?

Hvilket dog også kunne være forvirrende, da det vil stå i skarp kontrast med et velkendt kraftudbrud. Det må svært at blive taget alvorligvis, hvis med begyndte at belære folk om, at Vorherre er Das.

Heinrich R. Jørgensen

* hvis man begyndte at belære folk om

Gorm Petersen

Kan den ikke-forvrøvlede del ikke koges ned til:

En organisation vinder legitimitet ved at foregive at arbejde for en højere sag ?

Hvilke organisationer kan sige: Vi har intet formål ?

@Tom

"Tier (Dat)" er vist en skjult reklame ;-)

http://www.kjoeller.dk/boeger/1008SprogetsVej2.htm

”Dat [Den Allyttende Tier] er hverken han eller hun eller det eller den eller dem eller disse eller nogle eller enhver eller alle...."

iflg. Google søgningen om Kjøllers bog

Heinrich R. Jørgensen

Tak for linket til Klaus Kjøllers bog, Anne.

Den handler om Den Offentlige Tale (Dot), og siden er forfatteren åbenbart kommet videre i teksten, forbi Dit og senest Dat.

Heinrich R. Jørgensen

Og jeg som troede, at treenighed bestod af den algode, den alvidende og den alvise. Nu viser det sig, at der også er en allyttende part. Hvad bliver det næste -- en altædende? Det er jo ren polyteisme...

Jamen, den Katolske Kirkes organisationsplan er grundlaget for den måde virksomheder organiserer sig på.
Se bare på Hells Angels eller Mærsk for den sags skyld, begge hierakiske organisationer, der er verdensomspændende.

Det er ikke "religionen" men der i mod Kirken, der er organiseret på den måde.
Man kan næppe føre denne organisationsform flere hundrede tusinder af år tilbage, som det hævdes, men nok til den katolske kirkes opståen.

Religion er i min optik et spørgsmål mellem Gud og "hin enkelte" - og intet menneske er nærmere Gud end andre, hvorfor Paven betydning som bærer af Sankt Peters nøgler, er en illusion, ganske svarende til "Big Brother".

Derfor er man selv nødt til at leve med de gerninger, man har foretaget sig, det kan man ikke købe aflad for.

"Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn. er jeg midt i blandt jer" - det behøver man ikke en præst til.

At man så i den statsautoriserede Danske Folkekirke har valgt at indføre "Messefald", såfremt der ikke er fremmødte nok til gudstjenesten, er så igen en måde "Kirken" har organiseret sig på.
Hvilket så ikke har noget med religionen at gøre.
(Præsten og Kirketjeneren er jo nok til en gudstjeneste).

Men alle "Kirker" har da sager, dels af økonomisk art, dels med pillen ved messedrengene hvor sådanne findes - men der er betydelig forskel i de forskellige lande, hvorledes det gribes an.
I Grækenland bliver der grebet ind af politiet, så såre der foreligger en anmeldelse - men vi er jo heller ikke katolikker;-)

Og hvis der bliver stjålet af kirkebøssen, eller man omgås tidligere straffede narkohandlere, af israelsk oprindelse, som den tidligere Biskop over Grækenland - forfølger presse og anklagemyndighed sagen til dørs, hvilket så også kostede en del korrupte dommere og advokater embedet, ligesom tvivlsomme handler med kirkejord i Jerusalem, der var blevet solgt til israelere kom frem i lyset, hvorved Patriarken i Jerusalem under stort tumult blev sat fra embedet i samme sag.

Det er jo mennesker og ikke helgener..

Biskoppen blev ikke straffet af verdslige myndigheder - han døde af levercancer inden.

Niels-Simon Larsen

Jeg havde glædet mig til at læse kronikken, gjorde det hen på dagen og spurgte så mig selv, hvad den handlede om. Den burde have gået lige ind hos mig (Gud, religion og kirke, en på hatten så det bimlede og så lidt pædofili drysset ud over det hele).

Den går altså ikke Klaus Kjøller. Selv ikke blandt venner. Det er noget roderi, du har skrevet. Gud som retorisk nødvendighed! Hva' betyder det? En overskrift skal gå ret igennem til læseren uden dikkedarer. Debatten i tråden her er jo også en legen "Hvem ved hvad?"

Straffen i det offentlige rum er nådeløs. Jeg gik ned i højre hjørne og læste: "Lektor ved Nordiske studier og Sprogvidenskab. Nå, da, da. Sprogvidenskab skulle jo være noget, der gav os andre baghjul så det piftede, og det synes jeg ikke, den gør.

Til Information: Tag lige og se på indholdet i stedet for at ligge på maven for de fine titler.

Heinrich R. Jørgensen

Klaus Kjøller skulle efter sigende kunne skrive ganske underholdende. Det ville være glædeligt, hvad KK tager handsken op, og kommer med et nyt forsøg på at vise at han kan levere en brugbar vare :-)

Findes nogen tanke bag et udtryk, som Kjøller kalder et eksempel? Hovedsagen forsvinder snart i detaljen. Men tavsheden kan blive sagen og tilmed kaldes guds tilstedeværelse eller symbol.
At tie er vel overensstemmende med at være tavs, modsætningen til at tale. Det er formentlig sprogligt beslægtet med at tage, take, tak i en veksel til got, gud, det gode, altså moralen over for religionen.
I somme religioner kan man end ikke sige guds navn og siger i stedet f.eks.Jahve. Gnosticismen optrådte samtidigt med religionsdannelser, ofte opfattet som areligiøse organisationer omkrig gnocis, at vide noget, og indeholdt ofte et forbud mod at tale om ritualer m.v., hvilket antagelig flere loger videreførte op til i dag.. Mig bekendt bruger de kristne 'gnosis' i betydningen 'viden' om gud og åbenbaringerne og indarbejdes i de første århundreder i sekter eller skoler, der pålægger tavshedspligt. Kristendommen har kun ét holdepunkt, nemlig Det ny Testamente, men tavse (hemmelige og ikke-anerkendte) testamenter foreligger.
Vil man fralægge sig den religiøse debat, må man fralægge sig forudsætningen for at erkende gud og alene forholde sig til sanserne og sansningens bearbejdelse i forbindelse med erfaringen. Man kan da ikke tale om at argumentere for gud, men kaldes skeptiker og benægter metafysikken og forestillingen om det transcendente.
Det forekommer mig, at ateisme er en skepsis over for religion, der alligevel indoptager religonens teologi og alligevel overskrider forholdet mellem den religiøse tankegang ved overførsel af begreberne og trosforholdet.. Vil man helt og holdent tie, må man kaldes agrostiker.
Denne sag rækker sikkert ud over begrebet i Kjøllers artikel.

Grete Andersen

Tak for gode og krasse indlæg i anledning af kronikken. Anne Albinus har allerede afklaret Dat i sit indlæg ovenfor. Jeg skal bare fortælle at Interesserede også kan høre Den Første Fortaler på Sprogets Vej forklare, såvel i tale og som i billede både hvad Dat ikke er, og hvad Dat er, på YouTube:
http://www.youtube.com/watch?v=_lrNSbS4qhc