Kommentar

Hvordan fornyer vi velfærdsstaten?

Historisk set har venstrefløjen svigtet fornyelsen af velfærdsstaten. Ansvaret kan ikke placeres alene hos de nuværende oppositionsledere, men det er en opgave, der helt grundlæggende kun kan løses af venstrefløjen
Debat
20. august 2010

»Politikerne har ikke selv så mange gode ideer. I stedet er det ofte borgere eller virksomheder, der tager initiativet og udvikler noget nyt. Gode politikere er entreprenører, der hele tiden leder efter nye ideer eller praktikere, som de kan hjælpe frem.« (Geoff Mulgan, Professor ved London School of Economics)

Budskabet fra den anerkendte britiske professor, iværksætter og forfatter Geoff Mulgan er ganske enkelt, hvis man ønsker fornyelse af den offentlige sektor og velfærdsstaten, så kan man ikke alene sætte sin lid til embedsmænd og politikere. Man bliver i stedet nødt til at søge mellemvejen mellem stat og marked, hvor man sætter borgerne i centrum.

Historisk set har venstrefløjen svigtet fornyelsen af velfærdsstaten, men ansvaret kan ikke alene placeres hos de nuværende oppositionsledere, som Information forsøgte med en kioskbasker-forside den 4. august, der afsluttede en spændende artikelserie om velfærdsstaten fornyelse. Det skyldes først og fremmest, at de på intet tidspunkt har siddet i regering og for det andet, at den borgerlige regering bevidst har forringet og ikke forbedret den danske velfærdsstat.

For at dvæle ved den siddende regering, så har den de senste 10 år pint og plaget den offentlige sektor. Dels ved at styrke et tungt og umyndiggørende ledelsesregime baseret på det såkaldte New Public Management og dels ved målrettet at omprioritere skattekroner til at finansiere bl.a. et privat sundhedsvæsen og en privat beskæftigelsesindsats. Samlet har regeringen - i stil med Margaret Thatcher politiske strategi - udnyttet magten til at reducere borgernes tillid til den offentlige sektor.

Det borgerlige Danmark ønsker ganske enkelt ikke en fornyet, kreativ og innovativ offentlige sektor, der kan sikre fremtidig vækst, stærkere jobskabelse, lige muligheder for uddannelse og højere social mobilitet. De ønsker mindre stat til fordel for mere marked. Hvilket betyder, at fornyelsen af velfærdsstaten er en opgave, som alene er overladt til venstrefløjen.

Opdyrk nye veje

Men denne fornyelse kommer ikke af sig selv - den kræver for det første, at venstrefløjen anerkender, at velfærdsstaten udelukkende bør være et middel til at sikre øget frihed og lighed, frem for et mål i sig selv. Alt for mange ressourcer er således spildt på at vedligeholde, systembevare og kontrollere en allerede etableret velfærdsstat.

For det andet skal venstrefløjen sikre, at borgerne får plads til engagere sig og tage ansvar. I dag drukner alt for meget i et djøf'iceret embedsapparat, der magtfuldkomment mener, at de ved bedst. En centraladministration, der foragter borgerne og styres ud fra en risikoavers nul-fejls-kultur, er hæmmende for al nytænkning. Den reelle fornyelse kommer først, når vi begynder at tage chancer, foretage eksperimenter og inddrage borgerne. Frem for at staten f.eks. overtager selvejende institutioner, så skulle man hellere bruger ressourcerne på at støtte udviklingen af borgernes egne initiativer. Et eksempel kunne f.eks. være Café Kolind på Djursland, som i modsætning til kommunen er lykkes med at få samfundets svageste grupper i arbejde f.eks. ved at hente dem med bus hver morgen. Simpelt, men smart.

For det tredje, så skal venstrefløjen gøre op med markedsgørelsen af den offentlige sektor, som er blevet indført over de seneste 20 år. Med inspiration fra industrialiseringen har skiftende regeringer indført en række umyndiggørende styringsredskaber i form af kontrolskemaer, stregkodesystemer og effektmål. Denne grundlæggende mistillid og tanke om, at offentlige medarbejdere ikke er i stand til at passe deres arbejde, skal vendes til en mere resultat- og tillidsorienteret ledelsesstrategi, der giver plads til løse opgaver forskelligt og innovativt. Begejstringen skal tilbage i arbejdet.

For det fjerde, så skal venstrefløjen begynde at opdyrke nye veje til at udvikle det traditionelle repræsentative demokrati og inddrage borgerne mere direkte. Det inkluderende demokrati bør altid være en mærkesag for venstrefløjen. Et forslag kunne således være - efter canadisk forbillede - at skabe en udfordrende og innovativ beslutningsproces, hvor en frivillig og repræsentativt udvalgt gruppe af borgere udtrækkes til at udarbejde prioriteringerne for f.eks. kommunale budgetter eller regionale sundhedsprioriteringer. Det vil ligesom vores domsmandssystem give borgerne direkte indflydelse på vigtige beslutninger, som politikere vil være forpligtede til at inddrage i deres endelige afgørelser. Det kunne som minimum være et forsøg, der ville være værd at afprøve.

Helt grundlæggende så kan opgaven kun løses af venstrefløjen. Når vi har skabt velfærdsstaten, så må vi også påtage os ansvaret for at forny den.

Jens Jonatan Steen er direktør for Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claes Pedersen

Mistlliden imellem klienterne og den offentlige sektor var der da jeg var ung, og den er der idag.

Samt vil man inddrage mennesker i den offentlige sektores beslutninger, er punkt 1 man skriver i et sprog den lile mand/kvinde kan forstå, bruger man fremmed ord skriver man hvad de betyder. (Innovation) så er allerede de fleste stået af.

Samt vil det nok være at tage munden for fuld at borger skal prioritere, hvordan regionerne bruger penge inden for sundheds området.

I Bevægelsen for demokratisering af vores behandling system, går vi også ind for brugerne bliver inddraget dog ud fra det detvisen, om det skal være overskueligt for klienten, der på grund af psykiske og sociale årsager er blevet klient/patient i det offentlige behandling system.

Men dog skal denne planlægning foregå centralt på Christenborg, som vi går ind for en lille pension nedsættelse af pensionerne hvor penge går ind i en fond, hvor dem der styre fonden alle har baggrund som klient/patient i behandling systemmet til opbygge nye intiativer, der kan forbedre livsvilkårene for de mennesker, som er uden for samfundet.

Dog ¢nsker vi ikke flere af de tiltag hvor brugerne som på Djursland bliver fastholdt foran k¢dgryderne, men tilbud hvor har posotive oplevelser og man kan udvikle personligt og socialt.

"Hvordan fornyer vi velfærdsstaten?"

Burde overskriften ikke være, hvordan får vi en velfærdsstat?

Slettet Profil

Man kunne starte med at spørge de personer, der er nødsaget til at bruge velfærdstaten, når de kommer ind, hvilke ideer de selv har, for at de ikke behøves at bruge den, Istedet for at give personen nogle predetermineret valgmuligheder, de håber kan få personen ud.

Som det er nu, fungere sektoren, som en sekt, der nedbryder de, hvis egne ideer ikke findes på en predetermineret liste, indtil de er nødsaget til at accepter en af de ideer, der er på listen.

Dette medfører naturligvis, fordi ingen af punkterne er sunde for personen, fordi personen ville havde valgt noget andet selv, hvis personen kunne vælge selv, at personen tvinges til at være i systemet meget længere tid, end personen ville, hvis det var egne ideer der kunne vælges - I nogen tilfælde bliver de der for evigt, eller bryder ned til en førtidspension.

Jeg tror der er et hav af folk der har været på bistand længe, som mangler overskud, men ved hvad der skal til for at de for nok overskud, til at kunne klare sig selv, men fordi de er på bistand og dermed ikke har resurser til at gøre det der er sundt for dem, forbliver de på bistand, fordi systemet ikke er indrettet til at tage individuelle hensyn.

Folk der har penge, ved f.eks. godt at visse alternative behandlinger, kan give dem det ekstra overskud der skal til for at udføre deres hverv - Om det er bevidst eller ej. Hvis f.eks. en bistands klient tror i sig selv, at det ville give ham/hende det fornødne overskud, der skal til for, at det kun er kortvarigt man er inde i systemet, så syntes jeg systemet skal betale det, selv om det ikke står på deres liste som noget "de" ville tro på gav overskud eller fik personen ud - Om det så var noget helt andet fuldstændig absurd, syntes jeg også systemet skulle betale.
(Man kunne så sige, at hvis personen ikke kunne leve op til det han/hun selv troede på ville give overskud og få ham/hende ud(, måske x antal gange); så måtte sagsbehandleren tage mere striks over og tvinge personen ind i deres prædetermineret liste, for' ellers bliver det selvfølgelig for dyrt, hvis den ene udokumenteret ide efter den anden bare kan blive ved i alt evighed - Det klart.

Jeg tror, at det er fordi; at der ikke bliver taget individuelle hensyn, at vælfærden er så dyr.

Hvorfor kan jeg f.eks. ikke vælge ydelser fra? Det er da dumt.

Der er jo ikke meget mening i at opdrage et helt land til at være individualister, hvis det de møder, når de ikke kan være deres egn lykkes smed, er en total ensretning af muligheder, der intet har med individualitet at gøre, altså intet har at gøre med den referanceramme man er opdraget under - Så er det klart, man mister sit overskud, når den referanceramme man plejer at trække energi ud af, fordi man kender den, erstates af en ny man ikke kender, og derfor ikke "bare sådan" kan trække energi ud af.

Dette er selvfølgelig et lille hjørne af velfærdstaten - Men ideen med velfærdstaten må være at gøre sig selv unødvendig.

Slettet Profil

Jeg mener selvfølgelig "bevist"; ikke bevidst. Ja; der er lidt fejl hist og her.

Tak til Jens Jonatan Spang, der efter en noget svag begyndelse som leder af CEVEA begynder at vise dét, der må have givet ham direktørposten: en skarp analytisk og pragmatisk forståelse af samfundets foretrukne retning.
Det er jo så sandt, som det er sagt: svigtet går på, at folk sættes under administration fremfor at blive sat fri - og kombineret med en syg kapitalisme, der kun tænker i at omdanne alt til kroner, er det dræbende for en model, der reelt set går ud på at få det meste ud af det, vi kan tilfejebringe i en tilfredsstillende livsform.
Vi har en regering, der totalitært tvinger folk frem mod en blind vækst; men samfundet handler om, at borgerne kan leve og være glade, og det er ikke en 1:1 kongruens med væksten, måske tværtimod.

Kogt ned: vi bliver ikke lykkeligere af at blive rigere, men af at blive sikrere på ikke at blive fattige.

Liliane Morriello

Egentlig ville det jo være passende først at tage en debat om hvad velfærd overhovedet er for noget.
Hvad indeholder velfærdsværdierne?

Hvis vi ikke ved hav det er vi vil så ved vi ej heller hvordan vi opnår det.

Har vi ikke glemt, hvad velfærd egentlig er?

Vi er glade for at forsikre os selv, vore huse, vore biler, vores liv, og håber, at vi aldrig får brug for disse forsikringer. Vi finder det rigtigt og retfærdigt, at hvis vores nabos hus brænder ned, eller hans bil bliver stjålet, at forsikringsselskabet træder til og bygger et nyt hus til værdien af det gamle, eller erstatter den stjålne bil, og vi står uforstående, hvis forsikringsselskabet, forsøger at undgå deres forpligtelser. Samtidig håber vi, det aldrig vil ske for os selv.

Det er helt anderledes med velfærden, som vi i dag anser mere som en opsparingskonto. Hvad jeg har betalt (i skat) vil jeg også have tilbage. Dette er min ret, og jo mere jeg har betalt, jo mere burde jeg kunne få tilbage.

Og lige i det øjeblik, gik ideologien bag velfærden tabt, den forsvandt ud af vinduet. Så opfattelsen af velfærd, og hvad det indebære, skal på fornyet vis, tydeliggøres i bevidstheden hos en meget stor del af Danskerne.

Ideologien bag velfærd, var oprindeligt, at alle bør være en del af ansvaret og være med til at løfte byrden af samfundets svageste medlemmer, de syge, de gamle og de fattige, så ingen var tvunget til at tigge på gaden, og at også de, der kom fra de økonomisk dårligst stillede familier havde mulighed for at få en uddannelse, behandling hos læger og på hospitaler. At selv de fattigste fik et håb om en bedre fremtid.

Men i de sidste 50 år har mentaliteten omkring velfærd langsomt, men sikkert ændret sig, og har nået et punkt, hvor den almindelige opfattelse er, at alle bør have ret til et stykke af velfærdskagen, og fordi alle vil have deres andel, uanset behovet for det, er velfærd blevet utrolig dyrt, og blandt dem, det oprindeligt var meningen at hjælpe, de svagest stillede, dem der står udenfor samfundet, de udstødte, bruges i dag som syndebukke for de finansielle problemer vi står over for. Vi misunder dem, der er på overførselsindkomster og forlanger at de, der har bidraget mest, også skal være dem der får mest tilbage. “Trods alt er det mig, der har betalt mest i skat”, synes at være mantraet, der udtales igen og igen.

Vi er nødt til at genoverveje ideologien bag velfærden, for at kunne forstå, hvad velfærd egentlig handler om, at de, der er mindre heldige og har behov for hjælp, også får den nødvendige hjælp, og at den hjælp er tilstrækkelig og god nok, til at hjælpe borgeren ud af deroute og være i stand til at vende tilbage til samfundet som fuldgyldige medlemmer. Og at dem, der er syge eller gamle, bliver finansielt og fysisk støttet i et omfang, der forhindrer dem i at udleve deres liv i fattigdom og udstødelse.

Vi er nødt til at sige farvel til den misundelse, der har gennemsyret Danmark i de seneste år, og som kun synes at være blevet værre. Vi er nødt til at komme væk fra tankegangen om, “jeg vil også have min andel af kagen, om jeg har brug for det eller ej, det er min ret, da det er mig, der har betalt mest i skat”. Og der er mange områder, hvor velfærd bliver givet, uanset behov. Vi er nødt til at komme væk fra millimeter retfærdigheden.
Og det er sandsynligvis her der skal sættes ind, skal alle have en bid af kagen? Uanset behov? Ønsker vi et samfund, med et velfærdssystem, som kun gør det muligt at uddele krummer til de fattigste, fordi alle skal have?

Mit standpunkt er, at alle uden undtagelse skal have adgang til gratis skolegang, ligesom alle skal have fri og lige adgang til læge, behandling og hospitaler.

Men skal alle have ret til børnepenge, lad os f.eks. sige at der skal være en grænse, denne kunne være en husstandsindkomst på f.eks. 600.000 eller 700.000 tusinde, det nøjagtige beløb måtte politikerne blive enige om, men spørgsmålet er har man virkelig behov for børnepenge når man kommer op over en vís husstandsindkomst.

Regeringen fik gennemført et loft over børnepenge, i et forsøg på at spare, og igen har de sat millimeterretfærdigheden over fornuften.

Der skal spares på velfærden, klart udgifterne er løbet løbsk, men sparer man de rigtige steder, hvorfor skal en bankdirektør med 12 millioner i årlig indtægt have børnepenge, var det ikke bedre at de blev givet der hvor behovet virkelig er, til samfundets dårligst stillede?

Administrationen af vores offentlige sektor er efterhånden blevet så kompliceret, bl.a. på grund af de tusinder af nye love og regler indført af den siddende regering, at det kræver en hærskare af ansatte til at administrere dem, desværre er denne hærskare ikke himmelsk. Og mange, rigtig mange penge bliver smidt ud på diverse tiltag, hvor udkommet løber som løst sand gennem fingrene. Private aktører modtager store honorarer for i bedste fald at have gjort meget lidt og i værste fald intet at have gjort. Alt sammen i et forsøg på at vise “se hvor meget vi har gjort”.

Der kunne hives det ene eksempel efter det andet frem, hvor millimeterretfærdigheden sejrer over fornuften. Hvis alle skal have lige meget uanset behov, hvorfor så betale skatter overhovedet, hvorfor forsikre os og hinanden?

Var det så ikke bedre hvis den enkelte borger havde en tvungen opsparing eller privat forsikring? Jo, hvis vi ønskede at skrue tiden 200 år tilbage. Men gør vi det?

Under disse overvejelser må vi ikke glemme hvad den oprindelige filosofi bag velfærden var og stadig burde være, og tager vi ikke disse emner op til dyb overvejelse, så er vi på vej derhen, hvor der ikke mere vil være offentlig velfærd, men et privat forsikringssamfund, hvor dem der har råd til forsikringen overlever og dem der ikke har råd, går til grunde, og vi vil have skruet tiden tilbage til feudal samfundet. Er det det vi vil?

Kirsten Svejgaard

Liliane Moriello:

Du har helt ret. Jeg har også i en tidligere "debat" efterlyst en definition på velfærd, og med tilsvarende begrundelse.

Heinrich R. Jørgensen

Nå, så viste det sig, at Cevea er en tænketank. Et sted, hvor nye tanker kan tænkes og formidles. Tak til Jens Jonatan Steen for begavede og brugbare tanker.

Heinrich R. Jørgensen

Liliane Morriello,

god kommentar :-)

Den såkaldte "børnecheck" har ikke meget med velfærd at gøre, ud over at det er en meget håndgribelig og konkret håndsrækning til lavindkomstforældre.

Egentligt er det en del af skattesystemet, hvor det i stedet for et skattefradrag er blevet et tilskud. En ordning, der ud over det velfærdsstatsligt element, også var kongerigets eneste konsekvente og forståelige skatteordning, hvor der var kontant afregning per barn, ifht. barnets alder. Ingen dikkedarer, intet stort administrationsapparat, ingen særregler, ingen overgangsordninger, intet indtægtsloft, og alle de andre debile forsøg på at indføre kosmisk millimeterretfærdighed.

Et logisk, forståeligt og klart system, der engang var. Det har de uforstandige politikere også fået ødelagt.

Søren Kristensen

Velfærdsstaten fornyer sig selv hele tiden og de offfenlige udgifter til velfærd har ifølge visse målinger været støt stigende, i de sidste hundrede år og er det stadig. Alligevel tror jeg at mange oplever at velfærden på det seneste har været faldende. Noget tyder altså på at velærd handler både om økonomi og følelser. Ifølge andre målinger er vi dog stadig verdens lykkeligste folkefærd. Spørgsmålet er hvordan vi bevarer den opfattelse uden at sætte vores alkoholforbrug over styr?

Fuck velfærdsstaten. Dens æra er endegyldigt forbi, og det sidste dødsstød kom da VKO udhulede dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Som studerende er det rigtig 'dejligt' at vide at jeg sandsynligvis vil ryge direkte på bistandshjælp når jeg er færdig, hvis dagpengeperioden da stadig eksisterer til den tid.

Nu vil vi have det hele - giv mig nu min frihed, så jeg ikke behøves at bekymre mig om de røde tal på bundlinjen hver evig eneste måned! Lad være med at give mig endnu en lousy og umyndiggørende velfærdsstat. Målet har allerede været nået, I sejrede ad helvede til, og bægret er fyldt. Lad mig tage vare på mit eget liv og bruge min solidaritet til at hjælpe mine medmennesker.

Lad være med at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert - det ved jeg satme godt selv! Lad være med at fortælle alle at de skal have en universitetsuddannelse. Værn dog om produktionssamfundet, hvor den centrale stadigvæk værdiskabelse sker. Kast ikke blot den opgave over skulderen til en blodig og diktatorisk stat som Kina.

Giv mig politisk indflydelse og fortæl mig ikke at det repræsentative, centralistiske demokrati værner om Udkantsdanmark og de ufaglærte der dagligt mister deres job. Til helvede med alt det københavneri som jeres elitære akademikertitler har skabt.

Der er brug for alle, og der skal være plads til alle - ligegyldigt om man har eller ikke har en uddannelse. Og hvis vi uddanner hele arbejdsstyrken er der ingen til at tage vare på os når vi bliver gamle. Det er simpelt hen ikke muligt, ikke engang i teorien.

Og alt hvad I bekymrer jer om der på Borgen er burkaforbud, racismeparagraffer, kamphunde og Afghanistan. Kom dog lidt videre i livet og bekymr jer om almindelige familiemennesker og deres miserable månedlige 15.000-kroners tilværelse i stedet for ligegyldig værdipolitik. Den diskussion kan I tage bagefter når samtlige danskere har en gage på 50.000+ kr. om måneden!

Men nej, ligegyldigt hvad jeg siger så lytter I ikke til mig. I lytter kun til vold og modmagt, fordi I føler jer truede i jeres fastklæbne taburetter. Som altid må vi arbejdere og studerende gøre alting selv og tage magten i vores egne hænder for at vinde det vi higer efter.

Så I virkeligheden burde jeg ikke sidde her og spilde tiden på at skrive et bedrøveligt indlæg omkring klassesamfundets - overfladelakken er krakeleret på de borgerliges initiativ, I kan ikke længere skjule det - ulykkelige konsekvenser. Jeg burde stå op imod jeres autoritære samfundssystem med alt min væsen og vise jer, forstokkede pampere at en anden verden er mulig. En verden uden grådighed, kriminalitet, svindel og korruption. En verden af og for folket i alle dens farverige nuancer, mangfoldighed og kreativitet. Og en verden hvor vi selv bestemmer hvornår vi vil slås, og hvornår vi vil grine eller græde.

Liliane Morriello

@Markus Lund,

Hvis blot vore politikere havde halvdelen af den glød og vrede, tilsat en spiseskefuld af den ideologi du lægger for dagen ville verden blive et bedre sted.

Hatten af.

Liliane Morriello

Jeg undrer mig over hvad formålet med artiklen er, andet end at få sagt at venstrefløjen har et ansvar - endda et særligt ansvar.

Velfærdsstaten er en uhyre kompleks størrelse, der ikke blot er til for at støtte socialt udsatte, men også for at få arbejdsmarkedet, og en travl hverdag, til at fungere på en acceptabel facon - også for mennesker i højt betalte job.
Indtil nu har det fælles tilbud været udmærket for langt de fleste, men nedslidning af bygninger og anlæg, borgernes tilskyndelse til individuelle krav, og statusforringelserne omkring de offentligt ansatte (1) har betydet ,at flere og flere ser sig om efter alternativer til det 'fælles tilbud'. Og det er her venstrefløjen må sætte ind med agitation for den solidariske velfærdsløsning. Agitation overfor overDanmark, overfor erhvervslivet og overfor de selvstændige, således at disse grupper inddrages i genopretningen, fornyelsen, udbygningen, effektiviseringen af den velfærdsstat som - til ærgerelse for CEPOS-folkene -altid scorer toppoint i opinionsmålengerne.

(1)
Jeg har tidligere i dag skoset Slavoj Zizek for en betragtning, som hvis den er møntet på velfærdsstatens ansatte - ja så må jeg æde mine ord i mig igen.

http://www.information.dk/242263#comment-266326