Det tyske mindretals avis i Aabenraa, Der Nordschleswiger, bragte 19. august et indlæg, hvori det foreslås at opstille en statue i Danmark af ingen ringere end Otto von Bismarck - manden, der i 1864 langede os Danmarkshistoriens måske mest traumatiserende militære nederlag. Avisen begrunder forslaget med en henvisning til Tom Buk-Swientys nyeste oplysninger om, hvordan Bismarck personligt modsatte sig et tilbud fra den danske konge om at gøre Danmark til en tysk delstat.
Og selvfølgelig skal vi ikke det. Otto von Bismarck er berømt og berygtet for måske et karaktertræk ud over alle andre: den koldblodige evne til at føre realpolitik til Preussens (og senere Tysklands) ubetingede gevinst. Og der var mange gode grunde til ikke at tage hele Danmark - først og fremmest hensynet til de andre stormagter, der næppe ville synes specielt godt om så overvældende preussisk tilstedeværelse ved strædet til Østersøen.
Hertil kommer, at hele Bismarcks formål med krigen slet ikke omfattede hele Danmark. For Preussen handlede det primært om to ting: den strategisk vigtige flådehavn Kiel og om den interne balance i Det Tyske Forbund overfor Østrig-Ungarn. Krigen var i høj grad et nationalistisk projekt. Derfor ville det også være ganske vanskeligt for Bismarck at argumentere for inkluderingen af en dansk minoritet i omegnen af halvanden million mennesker.
Bedre kandidater
Alle disse faktorer taget i betragtning er det faktisk besynderligt, at vi endte med at tabe så meget, som vi gjorde i 1864. At det gik så galt, skyldes primært dansk stædighed og Bismarcks imponerende diplomatiske evner. Således afviste Danmark i maj 1864, umiddelbart efter Dybbøls fald, et mæglingsforslag, der ville have ladet os beholde Nordslesvig.
Bismarcks afvisning har da muligvis de facto gavnet Danmark, men hvis vi skal til at takke ham for det, kan en liste over personer, der fortjener en sådan hæder, nemt blive lang. Så kunne vi jo også takke Josef Stalin for ikke at invadere os i halvtredserne, på trods af at det nok mere var frygt for NATO end kærlighed til Danmark, der lagde bånd på ham. Altså: for at fortjene tak må det være rimeligt at forvente i det mindste et minimum af gode intentioner.
Der er i og for sig ikke noget, som taler imod, at vi i Danmark kan hylde en tysker. Men skulle vi så ikke i det mindste vælge en tysker, som rent faktisk har villet Danmark det godt? Et godt bud kunne være den tyske kansler Konrad Adenauer, der i 1955 viste det fornødne format og storsind til, at vi i store træk kunne få bilagt den århundrede gamle dansk-tyske grænsestrid?
Mikkel Runge Olesen, ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og Københavns Universitet
Alt for få synes å ha oppdaget, at statuenes tid forlengst er forbi. Da man her i Norge for et par år siden skulle ha laget en statue av den folkekjære Kong Olav d. 5., endte man opp med et makkverk som mest lignet et minnesmerke over generalissimus Fransisco Franco eller lignende, og bortsett fra ganske få smaksløse ville ingen se det for sine øyne. Det ble aldri reist der hvor det var påtenkt.
Skal man endelig i Danmark reise et minnesmerke over en tysk person, bør man velge en av dem som har stått for kampen mot den tyske imperialismen, og har betydd noe spesielt for Danmark, f.eks. Bertold Brecht eller en annen av dem som flyktet til Danmark fra nazismen fra 1933. Brecht har dessuten den fordel, at han har uttalt seg klokt og humoristisk om visse sider ved det danske, som folk også i dag vil kunne lære en del av å lese.
Men de som i dag vi reise statuer over Bismarck og lignende, er neppe heller på dette feltet tilgjengelige for fornuftsargumenter: også der nedstammer de i direkte linje fra Bismarcktidens imperialistiske og tyranniske ånd, den ånd som skapte den første verdenskrig, fascismen (inklusive dens "kommunistiske" variant stalinismen) og nazismen. Det er denne ånd som nå helt og fullt behersker vår tid: den imperiale og fascistoide hybris hos allmektige makthavere på finans"markeder", i medier og private og (over)statslige byråkratier og oligarkier.
Ja Bertold Brecht er et godt bud. Så kommer spørgsmålet, hvor skal han stilles op? Foran det kongelige teater, hvor ellers?
Det eneste Stalin frygtede ved NATO, var alliancens brutale insisteren på retten til førstegangs brug af atomvåben. Og så havde Sovjetunionen ingen intentioner om, at besætte Danmark. Husk på de var med til at befri Danmark! Ligesom Sovjet befriede resten af verden for nazismen. Myten om at Sovjet ville besætte strategiske byer, og lande i vest Europa stammer fra præsident Roosevelt som dokumenterede i bogen ”Hitlers Nordfront” af Asbjørn Jaklin. Her dokumenteres det at Roosevelt forsøgte at bilde den norske udenrigsminister ind at Sovjetunionen ville besætte bestemte norske byer, for at opbygge et atlantisk brohoved. I Norge grinede man af disse løgnehistorier, men i Danmark blev det til officiel politik. Mærkelig nok udviklede Norge sig, under den kolde krig til, at blive USA's mest trofaste ”nyttige idiot”. Norske statsborge der havde hjulpet den røde hær med, at befri Nord- Norge, måtte gå stille med dørene i de dage, som omtalt i den lille perle af en pjece: Partisanene på Øretoppen”, af Harald G. Sunde.
http://www.youtube.com/watch?v=5cs_es5DR8U :)
En der ville Danmark det godt, hmm hvad så med Adolf Hitler, han ville indlemme os i det store tyske rige, hvilket de fleste danske politikere syntes var en fin ide og så sørgede han for ordrer til dansk landbrug og industri! De Konservative elskede ham og ligeså dansk erhvervsliv. Det er da oplagt!
Bertold Brecht var han ikke kommunist? Jeg kan bedre forestille mig regeringen opstille en statue af Hitler end af Bertold!
Hvordan man kan blive berygtet for at føre realpolitik, er ikke godt at vide. Man skulle egentlig tro at noget sådan ville blive prist på Dansk Institut for Internationale Studier. Det bliver Bismarck nok ikke, men tidspunktet er måske endelig kommet, hvor danske fremstillinger af Bismarck kan blive præget af mere realisme?
Der er såmænd tyske kortfremstillinger af Bismarck biografi, som end ikke nævner krigen med Danmark. Til gengæld fremhæver de mandens klogskab, diplomatiske evner, og evne til at kalkulere en politisk situation som rigskansler, kort sagt hans format som politisk skakspiller. Det ville danske fremstillinger antagelig også gøre, hvis ikke det var for 1864 og den deraf følgende nationalmytologi.