Hyklerisk forargelse om Pakistans støtte til Taleban

I sidste uge, under et statsbesøg i Indien, pustede Storbritanniens premierminister, David Cameron, sig op i et anfald af harme over det pakistanske militærs vedvarende støtte til det afghanske Taleban. Hans nøje orkestrerede udbrud var først og fremmest lagt an på at behage de indiske værter og danne optakt til et par fede forretningsaftaler (til benefice for britisk våbenindustri.)

For sandheden er, at alle parter er ganske klar over, hvad det pakistanske militær har haft for med de forskellige Taleban-fraktioner, siden Afghanistan blev besat for snart ni år siden. For tre år siden blev en amerikansk efterretningsagent, som var til stede ved et møde mellem Taleban og den pakistanske militære efterretningstjeneste, ISI, skudt og dræbt af en pakistansk soldat. Og sidste år betroede en kilde tæt på det pakistanske militær, at amerikanske agenter havde været til stede ved også de seneste samtaler mellem ISI og de afghanske oprørsstyrker. Der er altså ingen som helst grund til at signalere overraskelse eller forsagelse. Baggrunden herfor er dog oplagt nok: Det står nu klart, at krigen ikke kan vindes.

At Pakistan aldrig brød alle bånd til Taleban efter 11. september har sandt at sige aldrig været nogen hemmelighed. Hvordan kunne det også være det? Det var jo Islamabad, der organiserede Talebans retræte fra Kabul, således at USA og dets allierede kunne indtage landet uden kamp. De pakistanske generaler tilrådede deres afghanske venner at væbne sig med tålmodighed, så ville tiden arbejde for dem.

Som krigen i Afghanistan trak ud, voksede oprøret da også i omfang. Det sociale kaos i samfundet og den politiske korruption i Hamid Karzais herskende elite fik den udenlandske besættelse til at tage sig stadig værre ud i mange afghaneres øjne og førte en ny generation af pashtunere ud på slagmarken - unge mænd, som ikke selv havde været del af det fordrevne regime. Det er dette neo-Taleban, som effektivt har organiseret modstandskampens udbredelse, hvilket anskueliggøres overbevisende af det IED-dia-gram (oversigt over vej- sidebomber, red.), som WikiLeaks lækkede i sidste uge. Det fremgår heraf, at Taleban er i stand til at slå til i stort set hver en afkrog af landet.

Klare indikationer

Matthew Hoh, en tidligere flådekaptajn, der arbejdede som forbindelsesofficer i Afghanistan, tog sin afsked fra tjenesten i september 2009 og gav denne forklaring: »Det pashtunske oprør, som består af en tilsyneladende uendelige mangfoldighed af små lokale grupper får næring fra, hvad der i den pashtunske folkegruppe ses som et vedvarende angreb, der strækker sig århundreder tilbage, på pashtunsk land, kultur, traditioner og religioner fra ydre og indre fjenders side. Jeg har konstateret, at hovedparten af oprørerne ikke kæmper under Talebans hvide banner, men snarere imod tilstedeværelsen af de udenlandske soldater og de skatter, som de påtvinges af en regering i Kabul, som de ikke føler sig repræsenteret af.«

I 2007 forsøgte USA at lokke en fraktion af oprørerne væk fra Taleban-leder Mullah Omar ved at tilbyde dem regeringsposter. Neo-Taleban-lederne afviste imidlertid at indgå i nogen regering, så længe der var udenlandske tropper i landet. Men for overhovedet at etablere en kontakt var den pakistanske hær afgørende vigtig. Denne hær, som USA tidligere havde brugt som stedfortræder ved flere lejligheder, blev imidlertid nu tvunget til at aflægge sit islamistiske islæt (som den i sin tid havde taget på sig, da der skulle føres jihad imod Sovjetunionen). Dette forbitrede mange i hærens rækker og førte til hele tre attentater imod nationens daværende leder, general Musharraf.

ISI, hvis påståede autonomi altid overvurderes, blev nu bragt under næsten total kontrol, og general Ashfaq Kayani (som erstattede Musharraf som generalstabschef), reorganiserede tjenesten fra top til bund. Enkelte skurkagtige elementer blev afsløret, da de godkendte angrebet på den indiske ambassade i Kabul i 2008 - de blev øjeblikkelig fjernet og straffet. I dag er det blevet bekvemt for Vesten at rette skytset mod ISI, for man har brug for general Kayani og kan ikke angribe ham direkte. Det er imidlertid utænkeligt, at ISI eller nogen anden gren af militæret kan bistå de afghanske oprørere uden Kayanis vidende - og Kayani ved kun meget vel at, hvis han vil bevare kontakterne til de oprørere, som bekæmper NATO, er han nødt til at tilbyde dem nogle gulerødder.

Karzai var så desperat for at gøre kur til Taleban for nogle måneder siden, at han anmodede general Eikenberry, den amerikanske ambassadør i Kabul, om at fjerne hele Talebans ledelse, deriblandt mullah Omar, fra listen over de mest efterlyste. Eikenberry afslog det ikke, men foretrak, at hvert enkelt navn måtte vurderes individuelt. Hvilken klarere indikationer kan gives af, at krigen er tabt.

Exitstrategi nu

WikiLeaks ser ud til at have genoplivet Karzai for en stund. »Om Afghanistan har kapacitet til at tackle dette problem (Pakistans støtte til Taleban, red.) er et andet spørgsmål, men vores allierede har kapaciteten. Spørgsmålet lige nu er så bare, hvorfor de ikke handler.«

Men det gør de. Og det har de gjort, lige siden Obama blev præsident. Droneangrebene skulle gøre det af med støtten til oprørerne langs grænsen. I stedet har de destabiliseret Pakistan. Sidste år fjernede hæren 250.000 indbyggere fra Orazkai-distriktet ved den af-ghanske grænse med magt og anbragte dem i flygtningelejre. Mange svor hævn, og militante grupper har da også angrebet ISI og andre militære mål siden da. Den 8. juni angreb militante en NATO-konvoj i Rawalpindi med morterer og granater. 50 NATO-køretøjer lå udbrændte tilbage og over et dusin soldater blev dræbt.

Det kan kun blive værre. Det må være på tide, at Obama opgiver alle de påskud, som er blevet fremført for at retfærdiggøre en krig, der kun kan føre til flere dødsfald, men ingen løsning. Der er nu et påtrængende desperat behov for en exitstrategi.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen