Kommentar

Kommunalt selvstyre fordrer kommunalt ansvar

Tim Knudsen konstaterer rigtigt i analysen den 5. august, at kommunalpolitik har bevæget sig ind i et dødvande, hvor meningsløsheden breder sig. Analysen når bare ikke ned til, hvad der ligger bag
Debat
10. august 2010

Tim Knudsen forklarer kommunestyrets mistrøstige situation ved, at »staten har gennemført strangulering af den folkelige demokratiske deltagelse«, og derfor er kommunalpolitikernes magt blevet reduceret. Altså tilsyneladende ond ideologisk politik ud fra markedsøkonomiske værdier og betragtninger. Virkelig en politolog, der tror på ren politik som udfoldelse af ideer, uanset hvad.

Tim Knudsen er ikke den eneste danske politolog, som anlægger sådan en romantisk tilgang til at diskutere kommunestyre. Det er snarere en gennemgående strømning i dansk politologi. Og en del af nøglepersonerne her har endda paradoksalt nok deres rødder tæt på 1970'ernes universitets- marxisme, som man jo umiddelbart kunne tro ville åbne forståelsen for de underliggende forhold i produktionen. Bogen om strukturreformens gennemførelse, skrevet af politologerne Peter Munk Christiansen og M.B. Klitgaard, hedder eksempelvis Den utænkelige reform, fordi strukturreformen blev gennemført i en på nogle måder ukonventionel politisk proces.

Men strukturreformen var jo ikke utænkelig men uomgængelig. Og det politologiske bidrag til den kommunale strukturkommission bestod i hovedsagen af bekymringer over, om kommunerne blev for store, hvad der førte til mindre krav til kommunestørrelse i landets tyndt befolkede udkantområder. Hvorefter netop kommunerne i udkantsområderne sammenlagde sig til særligt store kommuner. De kræfter, som ligger bag sådan et forhold, var overhovedet ikke undersøgt og forudset af den politologiske ekspertise i strukturkommissionen. Og de er heller ikke rigtig undersøgt siden. > >

Det, som er sket med kommunerne siden 1960'erne, er, at de har udviklet sig fra deres oprindelige form og rationale med at tage sig af lokale fælles anliggender til også at vokse sig til gigantiske servicekoncerner, som producerer individuel service, der lige så godt kan fremstilles af private aktører.

Skandinaviens nok væsentligste kommunalforsker, Jørn Rattsø fra Trondhjem, skrev allerede i slutningen af 1990'erne om denne spaltning af kommunerne i to forskellige rationaler: det fælles lokale og den individuelle service. Og han påpegede, hvorledes udviklingen af kommunerne som servicekoncerner nødvendigvis måtte trække kommunerne ind som agenter for statsmagten, fordi velfærdsservice i stigende omfang er blevet gjort til redskab for omfordeling.

Råderum og magt

Strukturkommissionen tog ikke denne indsigt i betragtning. Kommunalt lægmandsstyre er langt fra nogen brugbar ledelsesform for gigantiske servicekoncerner, der skal producere effektivt. Derimod er folkevalgte lægfolk stadig relevante for løsning af lokale fælles opgaver, hvor udfordringen er prioritering.

Men den slags opgaver syner altså mindre end serviceydelserne. Vores kommunestyre er unikt i international sammenhæng. Af gode grunde. Kommunerne bærer nemlig ikke de samfundsøkonomiske konsekvenser af deres egne dispositioner. Det var ikke noget problem forud for 1960'erne, men det er umuligt at leve med efter den voldsomme vækst. Når en kommune henter pengene til nye udgifter ved at sætte skatten op, så vil kommunen henvise til det kommunale selvstyre og hævde, at den bærer ansvaret. Men det er fejlagtigt. For kommunen booster efterspørgslen i økonomien og reducerer arbejdsudbudet.

Såvel Skatteministeriet i 2003 som Vismændene i 2002 pegede på dette problem og fremkom med mulige veje til at give det samfundsøkonomiske ansvar tilbage til kommunerne. Men de ændringer af kommunestyret, som skal til, er aldeles uacceptable for kommunerne. De protesterede voldsomt over Vismændenes forslag om omsættelige kommunale udgiftskvoter, og de vil heller ikke acceptere skatteministeriets ide om en skat på kommunale udgifter svarende til en skat på forurening, der jo også udgør en belast- ning for det omgivende samfund.

Problemet er så, at sammenbruddet af kommuner som servicekoncerner nærliggende kommer til at trække kommuner som lokale fællesskaber med sig i faldet. Det er forkert, som Tim Knudsen anfører, at kommunerne har mistet magt. Det har de ikke i forhold til de opgaver, som kommunerne historisk er sat i verden til at tage sig af, nemlig de lokale fælles anliggender. Kommunerne har eksempelvis et stort råderum på planlægningsområdet. Men kommunerne har begrænset magt i forhold til serviceproduktionen. Det har de imidlertid altid haft. Sagen er bare, at dette er blevet tydeliggjort i og med, at serviceproduktionen er vokset så voldsomt og i og med, at kommunerne kæmper så hårdt for at udvide deres magt ind over dette område - uden at de dog vil bære de samfundsøkonomiske konsekvenser.

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS

Ejvind Larsen er tilbage med Frie Ord den 17. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvad bygger Henning Christoffersen (HC)sin bemærkning om Jørn Rattsø med at Jørn Rattsø nok er Skandinaviens væsentligste kommunalforsker, hvorfor nævner HC ikke danskere som Jørgen Lotz, Niels Groes i samme åndedræt. Det er nok fordi Jørn Rattsø har samme syn som HC.
Derudover blev Strukturreformen hastet igennem og overhørte alle advarsler fra høringssvarene og andre eksperter. Fx den med affolkning af udkantsområderne var et stort emne i de 3 måneder det tog Løkke Rasmussen at få kappet Strukturreformen i gennem Folketinget Men her mente DF og regeringen at der ingen farer var for lukning af små daginstitutioner, skoler, biblioteker og andre institutioner i udkantsområderne ligeledes ville omlægningen af specialbehandlingen og miljøet fra de gamle amter til en enkelte kommune heller ikke give vanskeligheder lovede DF og regeringen. Alt dette fik desværre som høringssvar og oppositionen advarede om.

Den med at lægmandsstyret ikke passer til en stor servicekoncern, men kun til prioriteringsopgaver passer fint med at CEPOS ønsker den mindst mulige offentlige sektor. Fx kan der ansættes dygtige folk og med en løn der ikke afskrækker disse for at tage en ledende stilling i det offentlige. Jeg har vanskelig ved at se at det skulle være et samfunds gode at lade fx private passe og pleje vore børn og ældre i stedet for offentlig ansatte. De private firmaer – og her fik regeringen i forbindelse med Strukturreformen vedtaget med DFs stemmer, at private godt måtte tjene på pleje og pasning. Dvs. et eventuelt overskud skulle ikke længere føres tilbage til investeringer i institutionen men måtte nu tages ud til ejerens eget forbrug. – skal opbærer en fortjeneste og hvis de ikke kan det lukker de og så står kommunerne med store udgifter ved at skulle overtage opgaverne med pasning og pleje med kort varsel. Det er en dyr opgave der heller ikke er blevet beregnet. Ja sådan kunne jeg blive ved.