Kommentar

Må man lugte af os selv?

Danskerne er som bekendt uhyre tolerante. Men allerhelst kun så længe de tolererede bliver på politisk betragtelsesafstand
Debat
9. august 2010

De fleste danskere går i bad hver dag. Man når således aldrig at lugte af sig selv. Af sure tæer f.eks. Det tankevækkende er, at al denne renhed i sidste ende gør os mindre modstandsdygtige over for helt naturligt forekomne bakterier i vores omgivelser. Kommer vi i kontakt med dem, overreagerer kroppen, og vi bliver syge. Overfølsomme. På samme måde kunne man måske forestille sig, at vi også holder os pænt på afstand af hinanden. Så vi ikke bliver beskidte. Danskerne er som bekendt uhyre tolerante. Men allerhelst kun så længe de tolererede bliver på politisk betragtelses- afstand. Så accepterer, respekterer, tolererer, integrerer og assimilerer vi på livet løs.

Har en kommune planer om at oprette et bosted til narkomaner eller utilpassede unge mennesker, er de fleste danskere enige om, at det er en udmærket idé. Bare det ikke bliver i nærheden af os. I dét tilfælde vil vi godt have os det frabedt.

Mange danskere vil gerne som nation være indehavere af verdensrekorden i u-landsbistand og betaler verdens højeste skat med glæde. Men gad vide, hvor meget såkaldt fattigdom, der på vores breddegrader skal måles - ikke i kroner og ører, men i ensomhed og isolation? Kan man blive syg af ensomhed? Og kan sygdom ikke blive forværret af, at ingen vil kendes ved én - sådan for alvor? Vi er ikke bare krop. Vi er også ånd og sjæl.

Vi dyrker i Danmark en mærkværdig illusion om, at penge gør den store forskel. Sandsynligvis fordi vi har så mange af dem. Vi er gået hen og blevet nogle temmelig énsporede materialister. Og det er ikke bare de rige, jeg tænker på. Jeg tænker på os alle sammen. Pengemagt fortryller os. Vi bliver som paralyserede ved udsigten til alt det, man kan købe for penge.

Distanceskabende

Da kvinderne frigjorde sig fra mandemagt og ulighed i 60'erne og 70'erne, skete det ofte under umiskendeligt økonomiske paroler så som: 'tjen dine egne penge og gør dig økonomisk uafhængig af din mand.' Og det var der en meget god grund til dengang.

Men prøv så at ophøje denne tankegang til at gælde menneskelivet og fællesskabet i det hele taget. Så bliver pengemagten individualismens brækjern og lægger sig imellem os og skaber distance.

Er uafhængighed af hinanden et ideal i sig selv? Er menneskelivet ikke netop et liv levet i medgang og modgang med hinanden i tæt skæbne- og livsfællesskab, hvor vi ikke bare enkeltvis, men sammen gør os erfaringer med livet og tilværelsen? Hvor vi skaber værdier og kultur, vi som fællesskabsmennesker kan trække veksler på, fordi det liv, vi skal leve, deler vi med andre, der både har levet før og lever samtidig med os.

Der ligger et kolossalt klogskabspotentiale gemt i de nære og intime relationer mellem os mennesker. Når vi blot vil vedgå os dem. Hvis vi bare vil gå ind i dem og være tro mod dem. Ikke i politiske og ideologiske paroler. Ikke i meninger og holdninger om alt muligt mellem himmel og jord. Men med krop og sjæl. Dér, hvor vi for alvor både præger og sliber af på hinanden, så vi bliver rundere og mildere. Og bedre til at bære hinandens liv.

Vi formes og dannes af hinanden og vores troskab mod hinanden og vores liv. Vi formes og dannes ikke af moral, politik, meninger, den gode tone og rigtighed og godhed fostret på selvbetryggelsens afstand af både andres og ens eget liv. Vi er ikke tilskuere til livet. Men deltagere. Også, når det gør ondt.

Mere end fikse ideer

Man kan som en anden elitesoldat beskyde andre med lutter gode og rigtige meninger bag sin egen tilsikrede fæstning af strømlinet karriereplanlægning, som ingen andre hverken tør eller kan komme i nærheden af. Man kan isolere sig i såvel stædighed som i selvbevidst godhed.

Og når godheden skal forsvares på denne måde, er det, fordi den som skrøbeligt porcelæn ville splintres i tusind stykker ved blot den mindste berøring med virkeligheden. Virkeligheden, hvor altså mennesker både rører, bærer, elsker og støtter hinanden og derved deler både liv og skæbne. Ikke kun meninger og holdninger.

I kritikken af eliterne i vores samfund er det et gennemgående træk, at kritikken i sidste ende går på, at eliterne kun vil dele holdninger og meninger med hinanden. Ikke liv og skæbne. Og da slet ikke med dem, der mener det urigtige. Som om det lod sig fastslå én gang for alle!

Deler man liv og skæbne med hinanden, betyder holdninger og meninger tankevækkende nok ikke nær så meget og kan i øvrigt i deres forskellighed meget nemmere tolereres?! Sandsynligvis, fordi mennesker også på dette punkt betyder mere end fikse ideer.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Jacobsen

endnu eksempel på pengenes indtrængende i vores verden. den har mistet værdi og nødvendighed...

Niklas Monrad

Jeg er i det store hele uenig med pastoren.

Først sammenligner mennesker med bakterier. Det er jo et godt sted at begynde ...

Det er af ren selvopholdelsesdrift at vi holder afstand til mennesker - og bakterier. For mens pastoren henviser til det gode i mennesket - og i sandhed findes der meget godt - så er det dårligdommene vi forsøger at undgå, måske fordi de tenderer til at være i overtal: misundelse, jalousi, sladren, snagen, forstillinger, løgne, mindreværd, selvgodhed, bedrevidende, missioneren, moraliseren, aggresivitet, ubehøvlethed, autoritær opførsel, grådighed ...

Det er ikke et vestligt kulturelt fænmomen at mennesker reducerer antallet af berøringsflader med andre. Det er menneskelig betinget. Så snart vi har mulighed for at frigøre os fra snærende sociale bånd gør vi det. Vi gør det i Europa, vi gør det i Afrika, vi gør det i Asien.

Den nære kontakt, duften af din nabo, lyden af din nabo, synet af din nabo er udholdeligt så længe I gensidigt har behov for hinanden for at overleve. Det er jo denne afhængighed der er baggrund for vort velfærdssystem; vi outsourcer den nære kontakt til nogle andre fordi vi helst vil beskæftige os med noget andet - noget mere givende?

Vi har i stedet fået valgmuligheder. Vi kan vælge hvor megen, og hvilken kontakt vi vil have. Jeg vil ikke have kontakt med nogen, som ikke vil have kontakt med mig, og jeg vil ikke have kontakt med alle som vil have kontakt med mig. Vi afvejer nemlig all for og imod. Økonomi på menneskeplan. For sådan er vi. For de som har større kontktbehov end andre, kan dette være en ubehagelig oplevelse.

Dyb og givende kontakt med et enkelt menneske kan aldrig matches af kontakt med snesevis, eller af organiserede sociale fora.

Ethvert menneske ved dybest set godt, at det er alene i både liv og i død.

For visse er denne viden så utålelig at det leder dem til i forskellig grad at omfavne overtro i både politik og religion. De begynder at gudommeligøre både mennesker og symboler. Jo mere frygtsomt et individ er, desto mere desperat søger det tryghed i disse mennesker og symboler. Med større overbevisning vil de forsøge at overbevise de øvrige, de fortabte, de vantro eller troløse, for igennem konvertering bestyrker de sig selv i deres egen sandhed. De troløse, de vantro, de skeptiske er som små nåle i skindet på den troende, små nåle af tvivl, den tvivl som bringer frygt, den frygt de så desperat forsøger og vige uden om. Frygten for mennesket som det er.

olivier goulin

Må man lugte af os selv?

Nej, det går ikke - men det er OK at lugte 'af sig selv'

/O

John Houbo Pedersen

Mennesket søger omgang med andre, men når dette er viser sig at koste for meget, undgås dette.

Rachel Henderson

De første fem linjer af præstens indlæg er noget vrøvl. Kunne han ikke afholde sig om bakteirer og overfølsomhed hvorom han tydeligvis intet ved?

Hanne Christensen

Ensomhed og isolation rammer særligt fattige. Måske har pastoren distanceret sig fra disse og har svært ved at erkende problemet. Men kan jeg mon få dig til at skimte følgende sider fra bladet Hus Forbi:

http://www.husforbi.dk/default.aspx?m=2&i=65

Som du kan se, er der stærk sammenhæng mellem ensomhed og fattigdom og isolation.

Må jeg anbefale dig også at tale de fattiges sag. For jo, for dem handler det om økonomi.

Lars Højsted Nielsen

Fin artikel om vores "væren os selv nok". Endnu et eksempel på at når præster udtaler sig om andet end religion, har de ofte ret. Klart nok at for fattige folk er penge selvfølgelig vigtige. Jeg er sikker på at HPM i en anden sammenhæng er klar til at bakke denne gruppe op.
@Rachel, med hensyn til bakterier er det vel rigtigt at har man levet totalt klinisk rent hele sit liv, har man ikke opbygget modstandskraft til at står imod nye bakterier. Og at føre dette over på sociale interaktioner er vel ikke helt ved siden af.

Rachel Henderson

@Lars: man bliver ikke "totalt klinisk ren" af at tage et bad hverdag. Derer alligevel bakterier tilbagepå ens hud, og efter et døgns tid er de tilbage til samme antal, som de var før badet. Det man gør når man tager et bad, er at fratage mikroorganismerne deres mad i form af gammel sved, afstødte hudceller, smegma osv.

Kroppen "overreagerer" heller ikke mod bakterier. Vi lever af og med bakterier, ja, men det er ganske fornuftigt at vaske sig. F.eks. i skridtet. hvis man ikke gør det, vil bakterierne efterhånden danne ammoniak, som udover at stinke også irriterer huden. Hvis huden er irriteret er den mere udsat for infektioner med bakterier og svampe.

For det første ved præsten ikke en skid om bakterier og immunforsvaret, for det andet er det helt ude i hampen at overføre det på sociale interaktioner, det er ren pladderlommefilosofi og totalt misforstået og jeg kan ikke have det.

Lars Højsted Nielsen

Jeg går også ind for daglige bade :o). Jeg er ikke ekspert i bakterier eller immunforsvar, men du fremlægger det som om ingen forskere ser sammenhænge imellem renere omgivelser, og svækket modstandskraft, og der mener jeg du har uret. Lommefilosofien vil jeg en anelse modstræbende gerne give dig ret i.