Kronik

Målermanden

Der har udviklet sig et mekanisk menneskesyn i nutidens 'perverse' kultur, hvor alt gøres op i en slags 'som om'-måling eller kvalitet, som kommer til at virke mere livskraftig end den egentlige ydelse og kontakt
Dagens kultur flytter fokus fra det reelle til det virtuelle, til et kontrolskema, en tidsrapport et blip på mobilen.

Dagens kultur flytter fokus fra det reelle til det virtuelle, til et kontrolskema, en tidsrapport et blip på mobilen.

Jakob Boserup

9. august 2010

Når mennesker afsløres i at fuske i omgangen med andre mennesker - som vi har set det i forbindelse med hjemmeplejeskandalen tidligere i sommer, må vi spørge os selv, hvorfor og hvordan det overhovedet kan gå til. Hvorfor bliver der snydt med kontrolsystemerne? Er det dårligt uddannede med for få kompetencer, der fusker, er det underbetalte, der ikke nyder nogen respekt - eller et udtryk for dårlig ledelse? Der kan være mange forklaringer, men en grundlæggende hypotese er værd at undersøge: Fuskeriet er udtryk for et mekanisk menneskesyn som i det hele taget er blevet fremtrædende i det samfundspsykologiske landskab.

I psykologien anvendes begrebet 'sociale forsvarsmekanismer' - om mekanismer, som altid vil opstå mod angsten i det samfundsmæssige rum. Med dette begreb beskrives de ubevidste, socialt skabte og organiserede mekanismer, som så at sige inddæmmer utryghed og angst i samfundet, så det bliver til at holde ud at være der - da angst altid vil florere på grund af udfordringer i tilværelsen eller usikkerhed i samfundet. Det mekaniske menneskesyn kan betragtes som en efterhånden veletableret social forsvarsmekanisme: Når vi blot betragter hinanden mekanisk, som ting, et CPR-nr., som et nummer i et skema eller et objekt i en statistik, er der en række utrygge følelser som tankemæssigt kan kobles fra. Så kan vi på overfladen mene os sikre og rationelle. Kontrolteknologi giver mulighed for at holde øje med hvad som helst og hinanden. Standarder, tidsforbrug tjekkes - som var vi maskiner.

Ikke bare cirkusnumre

Vi måler og kontrollerer, om det er GPS-afstande, timer, ydelser overfor andre, eller hvad som helst. Sørens Østergårds målermanden i Zirkus Nemo er det nærmeste vi kan komme en maskot for vores udfoldelser: han måler afstanden ud i den tomme luft mellem ganske fiktive punkter - og vi klapper og griner, når vi ser på det, fordi vi forhåbentlig kan fornemme karikaturen af os selv.

Men cirkusnumre er det ikke, når vi taler om standardisering og mekanisering af forholdet mellem mennesker i det moderne samfund og af den offentlige sektors ydelser. Om det er tidskontrol og standarder for arbejde i servicesektoren, eller stregkoder, auditering, akkrediteringer osv., som det myldrer med i sygehussektoren, er der tale om, at ét eller flere datalag er skudt ind i mellem klient/medarbejder og patient/behandler.

Som om

Kulturen, som affødes, er præget af, at den fjerner den umiddelbare opmærksomhed fra den aktuelle service - henimod et 'virtuelt' modstykke: et kontrolskema, en tidsrapport et blip på mobilen osv. Og som alle ved: der er opstået en kadre af specialister, som er ansat til at kontrollere og validere de indkomne data - og som vender tilbage med rapporter om fund eller fejl, der skal rettes op på. Den virkelige, reelt i sig selv eksisterende service eller ydelse mister sin autentiske position.

Man kan sige at det virkelige er blevet erstattet af en repræsentation af virkeligheden. En slags 'som om'-måling eller kvalitet, som kommer til at virke mere livskraftig end den egentlige ydelse og kontakt. Og selvfølgelig vil det aflede og præge den behandlende medarbejder til i første række at være opmærksom på kontrolsystemer og ting. Det er der regnskabet bliver gjort op. De instrumentelle relationer er kommet i front.

Den australske organisationspsykolog og professor Susan Long beskriver indgående hvordan de vestlige samfund igennem de sidste årtier har produceret en mere og mere individualistisk men også tingsliggørende kultur. Der er samtidig opstået et højt niveau af forbrugerkrav og -rettigheder på et marked, der breder sig ind i den offentlige service.

Den øgede privatisering af servicen har ændret naturen af de store institutioner, fjernet fleksibiliteten og introduceret markeds-og økonomiske drivkræfter. En 'enten er du med eller ej'-holdning sikrer enkeltleverandørers tilpasning til markedet.

Den kollektive nødvendighed og kultur som fik service/behandling til at opstå som et fælles anliggende eksisterer ikke længere - det vigtigste er at klare sig på markedet, og at vise - gerne med så mange 'som om'-målinger og pakketilpasninger som muligt - at varen kan leveres, og at servicen synes at være i orden. Konkurrencepræget har udviklet en 'mig først' overalt i systemet, ellers bliver man hægtet af, også som leverandør i det offentlige system.

Iscenesættelsen

Long kalder den beskrevne udvikling i samfundet for 'pervers'. Perversion indebærer en egen tilfredsstillelse, men ligegyldighed overfor andre. Og snyd, udnyttelse og kynisme er velbeskrevet fra de højere luftlag, hvor tvivlsomme aktiviteter på en direktionsgang kan sikre et gyldent håndtryk og koste andre deres jobs eller livsgrundlag.

Men vi er alle påvirket af udviklingen. Det karakteristiske ved perversionens ligegyldighed er, at den på sin vis er en iscenesættelse som skjuler noget, der er langt værre.

Bag en perversion ligger ofte dybere psykologiske problemer, og risiko for et egentligt sammenbrud, med angst og realitetstab. Perversioner skjuler en følelsesmæssig afmagt i den virkelige relation og tilknytning til andre mennesker, også på et samfundsmæssigt plan. Og det er nærliggende at tro, at den kompleksitet, tvivl og usikkerhed, der huses i det moderne samfund netop skaber grobund for det mekaniske menneskesyn, som forsvarsmekanisme mod uoverskueligheden: så får vi da tilsyneladende styr på noget og på nogen!

Denne mekanisme følges af kynisme som kan være svær at stoppe, fordi individualisering og bunker af kontrol vha. 'som om'-målinger er blevet krumtapper i det neoliberalistiske samfund. Den perverse kulturs betingelser er fanget i en evighedsmaskines logik.

Holocaust

Vi har set det før, at udnyttelsen af andre kan fremelskes af systemer, der afkobler den personlige kontakt og forståelse mellem mennesker. Sociologen Zygmunt Baumann skriver i sit berømte essay om Holocaust hvordan en bureaukratisk orden og tingsliggørelse af andre kan føre frem til en fuldstændig ligegyldighed overfor medmennesket. Monstrøse handlinger kan så udvikle sig fordi de upersonlige betingelser afkobler sansen for betydningen af det, man gør. For en ledelse er det naturligvis ikke en undskyldning at medarbejderne fusker, når de er ude af syne, men blindhed opstår, når lederne primært er blevet ledere af et multiplum af skemaer og registreringer.

Jo flere skemaer og registreringer - jo mindre rum bliver der til at tænke i dybden over, hvad udviklingen er udtryk for - og jo lettere forføres vi til at fortsætte. I dagligdagen tænker man ikke, det kan være anderledes. Men i TV2's billedstrøm fra hjemmeplejen åbnes øjnene så - illusionernes tid er et øjeblik forbi. Det skjulte kamera er på godt og ondt blevet analysens afløser.

Vi ser så her en udstilling af almindelige menneskers ligegyldighed over for andre almindelige menneskers særlige behov. Det er vel et vink med en vognstang, at vi med hjemmeplejen i TV får set det i nyt lys: Den individuelle gevinst er blevet vigtigst, på bekostning af andres velfærd. Det er enkelt at fuske med et kryds i et skema uden at se de andre i øjnene.

Målermanden er bluff

»Det er samfundets skyld«, synger TV2 (bandet!) som ironisk forklaring på forskellige personlige miserer. Men enkeltindividers svigt skal ikke undskyldes. Samtidig må vi være opmærksom på, at den usundhed, adfærden afspejler, ikke blot er et udtryk for en afsporet arbejdskultur i nogle enkelte kommuner. Adfærden er en lille del af en langt større kompleksitet, som har noget at gøre med den måde, vi omgås hinanden, er usikre på og forsøger at finde mening. Det mekaniske menneskesyn er blevet et fælles kulturelt anliggende at forholde sig til. Målermandens evner er bluff.

Og der er stadig noget, der hedder etik, moral og virkelige, levende tilknytninger - om end de tilsyneladende er i skjul bag de andre, magtfulde strømninger.

Alt i alt skal vi måske først og fremmest takke hjemmehjælpen og filmklipperne - for at holde et troldspejl op foran os, så vi usminket kan se modsætningerne og os selv lidt dybere i øjnene.

Torben Heinskou er psykiater og har været ansat som overlæge i hovedstadsregionens psykiatri igennem mange år.

Ref.: Long S. (2008): The Perverse Organisation and its Deadly Sins.London: Karnac.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Når man behandler de ansatte som ting, har disse åbenbart en tendens til at behandle klienterne som ting. I snart et par århundreder har mange advaret mod at kapitalisme er lig med tingsliggørelse af medmennesket. Ingen har taget advarslerne tilstrækkeligt alvorlig, så der er ikke noget at sige til at fænomenet eskalerer. En af de mere uhyggelige advarsler igennem tiderne er netop det omtalte essay af Zygmunt Baumann. Men sådant er der jo ingen, der tager alvorligt i den almindelige dagligdag, hvorfor det sniger sig ind i alle afkroge af samfundet og andre menneskelige relationer. Hvor længe kan vi udholde det?

Jens Thorning

Læsning af artiklen øgede min livskvalitet med anslået 1,2 procent. Glade borgere producerer mere, det viser amerikanske undersøgelser, så jeg regner med at gøre en rigtig stor forskel inden for de næste par timer.

Vi mangler øvrigt et præcist mål for, hvor stor en "forskel" er, for eksempel den vi gør i Afghanistan i forhold til, når vi gratis hjælper en medborger og derved frigør midler til skattelettelser til dem der skaber vækst og arbejdspladser ved at spille golf og tage til Provence og Toscana.

Søren Kristensen

Det er lidt det samme som med de har frosne middagsretter man kan købe i supermarkedet. Udenpå er der et smadder lækkert foto af en ret med rigeligt af friske grøntsager eller hvad det nu kan være. Når man så pakker æsken op ligger der noget farveløst, hvor der er sparet på alt som har den mindste værdi og som man sikkert ville blive syg af at spise i længden. Det man køber er altså en forestilling og det man oprindelig havde tænkt sig. Løsningen er at lave retten selv og hvis man ikke har mulighed for det, har man selvfølgelig et problem. Under alle omstændigheder er det dumt at betale for den slags billeder mere end en gang, for man kan jo bare gemme kartonen.

Carsten Høeg-Petersen

Til Torben Heinskou: hvor finder vi bremsen? Tak for en besindig redegørelse, der, som en af kommentarerne går på, - forøger ens livskvalitet.
Men hvordan bremser vi den udvikling? Hvordan sætter vi hælene i? Er der brug for folkebevægelser med civil ulydighed som virkemiddel? Hvordan får vi de ledere du beskriver (med deres skemaer og deres evalueringer, deres "som-om"´er), hvordan får vi dem til at gøre oprør, til at protestere mod tingsliggørelse i deres lederopgave. Kan man sige at med dagens ledelsesopfattelse er lederen længere væk fra "sine medarbejdere" en nogen sinde?
Og trygheden! Hvordan skal vi kunne få mennesker til at sige stop, når de (tror jeg) oplever sig klemt, måske endda truet på pungen. Altså både økonomisk og mere i overført betydning. Ømhed kan også opstå ved manglende karrieremuligheder, fravær af nye opgaver o.s.v. Har vi allerede passeret nogle hjørner, der gør at vi ikke rigtigt kan slippe ud af den udvikling du beskriver?

Sten Christensen

Jeg er godt nok noget ambivalent overfor den artikel.
Jeg synes det er malplaceret at bringe Holocaust og forskningen omkring ind i billedet, konsekvensen ved at sige nej til Hitler var trods alt en anden.
Jeg bryder mig heller ikke om at der også skydes på de laveste rangerende. En hjemmehjælper har måske 20 besøg om dagen, det er 20 gange døren skal lukkes efter sig og en stor del af gangene sikkert med en nagende dårlig samvittighed af at forlade, for mig er det ikke underligt at det medføre en forhærdelse og at hjemmehjælperen er nødt til at tingsliggøre mennesker for at 'overleve', men jeg synes nok det er en smule uartigt af overlægen at anklage dem for det.
Jeg synes overlægen tendere til at tingsliggøre netop dem han anklager for at tingsliggøre.
SC
.

Steffen Gliese

Torben Heinskou påviser utvivlsomt et vigtigt element, men jeg tror dog, at der er noget andet og sundere på spil også, nemlig trangen til at bryde reglerne! Når man selv skal fylde rammerne ud, bliver man kreativ og virkelysten, men når andre bestemmer, forfalder man til at ville springe over, hvor gærdet er lavest.
Bortset fra det, så er det politikere med denne indsigt, eller nogle, som vil lytte til folk med denne indsigt, vi har brug for til at styre landet.

I det gennemkontrollerede arbejde er der ikke andet for end at finde smuthuller i systemet. Og holde sig opgaven for øje. Hjemmehjælperen kan måske snyde på skemaet og påføre kreative kryds, mens han over for borgeren yder, hvad der er mest behov for. Ofte en snak over en kop kaffe, lidt samvær. Og en hurtigere løben hen over det praktiske. Måske er der osse brug for mere avancerede udnyttelser af systemet for at få enderne til at mødes. Det er sikkert ikke nemt, men ikke umuligt at fastholde meningen med arbejdet. TH beskriver hvordan det kan være svært at bevare borgeren i centrum af arbejdet, når resten af systemet kører efter perverse kontroldefinitioner af samme.

Men det er ikke umuligt - og det er meget vigtigt at dele kollektive erfaringer med arbejdsmæssig ulydighed og bøjning af reglerne, som det altid har været tilfældet på arbejdspladser. Desværre er denne side af arbejdet osse blevet individualiseret under neoliberalismen og fagbevægelsen og arbejderkollektivet har ikke samme styrke som tidligere. Og den enkelte føler sig alene i arbejdet. Det kan måske ændres?

Jeg husker beskrivelsen af svejsearbejderne om natten, som vidste at lederen ikke gad gå ned til dem for at kontrollere arbejdet, men holdt øje med lysskæret fra svejseflammerne. Derfor satte de apparaterne op på et stativ og lod dem blæse flammerne ud i luften,mens de tog sig en slapper fra arbejdet. Snyd, ja, men opfindsom omgåen af kontrolmekanismerne for at forbedre arbejdsfoldene for arbejdskraften. Kunne man tænke sig noget lignende overført til hjemmehjælperens, til sygeplejerskens, portørens, lægens områder + samtidig mere medmenneskelighed i forhold til borgeren/patienten?