Kommentar

Næsten glemt?

Måske har vi næsten glemt næsten. Ordet 'næsten' bruges i hvert fald oftere i betydningen 'lige ved' end i betydningen 'din næste'. For kan du egentlig huske, hvad der skete for et år siden, den 13. august 2009? Har du næsten glemt det? Eller har du glemt næsten?
Debat
13. august 2010

For et år siden, den 13. august 2009, gik politiet i kirke midt om natten. Med loven i den ene hånd og afviste asylansøgere i den anden, udførte politiet en bundet opgave: De rykkede ind i Brorsons Kirke for at eskortere en gruppe irakiske flygtninge ud. Irakerne havde søgt tilflugt i kirken efter at have fået afslag på asyl i Danmark, og aktionen var derfor ikke et sædvanligt natkirkearrangement, men en aktion der længe havde været undervejs. Sagen vakte stor debat i danske medier såvel som i den danske befolkning. For der er vel forskel på at rydde et ungdomshus på Jagtvej 69 og på at rydde en kirke, hvor mennesker har søgt tilflugt som en sidste udvej?

Politikere og debattører stillede sig op på stribe og diskuterede for og imod, etik og moral, lov og ret, regeringens garanti for irakernes sikkerhed i deres hjemland og præsters ret til at sætte troens lov højere end dansk lovgivning. Mens debatten rasede, kæmpede en del af den danske befolkning for at forhindre, at irakerne endte i det land, de var flygtet fra. Men enden blev, at en stor del af de afviste asylansøgere blev sendt hjem. Og siden har man hverken hørt meget til dem, om dem - eller fra dem. Fra regeringens side kan man påstå, at intet nyt er godt nyt. Men hvis man er knap så sikker på den omdiskuterede 'garanti for sikkerhed', kunne man få en anden tanke, nemlig at der måske intet nyt er, fordi der ikke er nogen til at ringe hjem til Danmark. Eller hjem og hjem er måske så meget sagt - til Danmark i hvert fald.

Noget om mennesker

Det er svært at pege fingre eller adressere ansvar i en sag som Brorson-sagen, når man 'bare' er en almindelig dansk borger uden særlig stor viden om dansk lovgivning i almindelighed og udlændinge- og asyllovgivning i særdeleshed. Sagen er kompleks og grim og besværlig. Det var tydeligt for enhver, der åbnede en avis for et år siden, at Brorson-sagen handlede om mennesker og menneskers liv. Tv-billederne viste en desperation hos irakerne, som de fleste danskere som regel er forskånet for. Hellere et afsnit af
Luksusfældeneller reality-serien
Paradise Hotelend realiteterne fra Brorsons Kirke. Irakerne var stemt hjem på forhånd. Og der var ikke nogen luksus, som Mette og Jan fra
Luksusfældenkunne hjælpe dem med at få styr på.

Når man desperat zappede rundt på tv-kanalerne, surfede på hjemmesider eller åbnede P1 i et forsøg på at finde det rigtige moralske standpunkt, det rigtige svar, blev det hele sovset ind i 'noget om lov', 'noget om afslag', 'noget om kristne værdier og 'grundlæggende menneskesyn'. Kort sagt en besværlig mængde informationer, 'noget om noget'.

Tid til status

Dansk politi udførte det arbejde, de er ansat til at gøre: håndhævelse af den danske lov, som er et resultat af en demokratisk valgt regering. Om det var rigtigt eller forkert vil være en evindelig diskussion, fordi Brorson-sagen ikke blot handler om lov, men også om noget, man ikke kan lovgive om, nemlig noget, der ligner en individuel etisk fornemmelse eller sågar følelse. Det være sig en medfølelse, en følelse af at gøre det rigtige eller det forkerte, eller en følelse af at være så heldig, at man er født i det rigtige land på det rigtige tidspunkt. Hvornår skal man række ud, ikke bare efter fjernbetjeningen, men række ud efter sin næste? Måske sker det først i det øjeblik, næsten sidder ved siden af én, menneske til menneske, i det øjeblik hvor din næste ikke blot er et billede på den tv-skærm, der både sender
X-Factor, Deadlineog
Luksusfælden.

Nu er der gået et år. Kirken står der endnu, og det kristne budskab om næstekærlighed er stadig et meget populært emne at prædike over. Var det rigtigt eller forkert at rydde kirken? Kan det rigtige være forkert, hvis loven rammer mennesker i nød? Efter et år må det være tid at gøre status. Det er i øvrigt ganske populært at gøre i tv-programmer, hvor man følger konkursramte danskere, overvægtige børn eller kriseramte singler (status: 'gået på røven', 'tabt 12 kilo' eller 'har fundet en ny fyr i Koldings natteliv').

Som en del af en public service-ydelse burde man samle op på den Brorson-historie, der engang syntes så vigtig. I anledningen af årsdagen kunne man bruge lidt medieplads på at finde ud af, hvad der blev af irakerne fra Brorsons Kirke.

Hvad skete der med dem, vi ikke hørte fra?

Har vi allerede glemt dem?

Næsten.

Katrine Sekjær er dramatiker og freelanceskribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Dickhudt Christensen

Ordet "næsten" er da en gang pludderpladder humanisme at bruge her.

Men det er da en fin ide at lave noget reality tv om sagen.

Glemmer iøvrigt aldrig at deres første talsmand var dømt for bankrøveri.
Om det var grund til at han blev udvist aner jeg ikke.
Men det var ikke ham jeg ville starte med, hvis jeg var producer for et realityshow,

I "gode gamle dage" var en asylansøger typisk en person, der kæmpede for demokrati / menneskerettigheder og bekæmpede facisme, kommunisme , apartheit o s v - altså en person, som vi med glæde modtog med åbne arme.

I dag er der en del asylansøgere , der er imod demokrati og går ind for politiske forhold , som er aldeles afskyelige , og måske endda har udført terrorhandlinger i det land de flygter fra.

Det er derfor ikke mere nok, at en person er asylansøger , når der skal skaffes sympati - man må ligesom først vide om vedkommende er en "pæn asylansøger" eller om vedkommende politisk står for et inhumant og menneskefjendsk system ( og derfor har været nødt til at "smutte til Danmark".).

Travis Malmzon

Det er symptomatisk, at alle de folk som råber op om næstekærlighed sætter andre end deres egene midler eller sikkerhed i spil.

Det er altid Statens eller Kommunens midler som skal anvendes til at forsørge og integrere disse mennesker som de inviterer.

Og det er altid de i forvejen hårdt prøvede mennesker i ghettoerne som skal trækkes med endnu flere problematiske typer.

Hvis Katrine Sekjær fra sit elfensbenstårn på Christianshavn ville sætte bare en lille del af sine egne midler, sin egen sikkerhed eller sine egne børns opdragelse ind på sagen, ville jeg have lidt mere repekt for hendes opfordring til godgørenhed.

Leif Højgaard

Se på dig selv når du har set denne viseo...

http://www.youtube.com/watch?v=Gc4HGQHgeFE

På trods af begrænsninger kan man godt opbygge andre og deres livskvalitet. Penge er ikke alt...

mathilde gersby

Jeg bryder mig ikke om at en debat bliver personlig. At Katrine Sekjær bor, hvor hun bor har ikke en dyt ,at gøre med hendes holdninger. Hun prøver dog i det mindste at sætte fokus på en begivenhed, der blev skabt for et år siden. Forøvrigt er det min erfaring, at mange asylansøgere netop flygter, fordi de er imod de systemer der eksisterer i det land de kommer fra. Det ville klæde folk, at prøve at sætte sig i deres sted. De flygter jo ikke for sjov.......og helt ærlig, hvor dejlig er Danmark med de fremmedfjendske holdninger der hersker her.