Kommentar

Ny teaterlov er inden for rækkevidde

En ny teaterlov vil kunne give langt mere og bedre teater for de investerede offentlige midler. Timingen er rigtig i forhold til teatermiljøet - men er den rigtig i forhold til det politiske miljø?
12. august 2010

Gennem utallige år har teatermiljøet sukket efter en ny teaterlov. Den gamle er forældet på alle måder: Det er en irrationel og teknokratisk konstruktion. En knopskydningslov, som består af en ophobning af hovsaløsninger. Loven lægger dagligt hindringer i vejen for udvikling af tidssvarende og fremtidig scenekunst, og den skaber unødvendige og irrationelle barrierer overalt i teaterlandskabet.

Hvis man kunne gøre op, hvad vores forældede teaterlov koster samfundet af spildte muligheder og ressourcer, så ville ramaskriget kunne få Holger Danske til at iklæde sig kostume og spille Hamlet på Kronborg. Men det er nu, at der er mulighed for forandring. Et tremandsudvalg under Kulturministeriet har i foråret afleveret en saglig og fornuftig rapport. I rapportens vigtigste konklusion erklærer tremandsudvalget sig enige med en række tidligere teatereksperter og forskere: Dansk teater har brug for et samlet og samlende organ, på samme måde som filmen har Filminstituttet.

Træder på bremsen

Rapporten peger på en styrkelse af Scenekunstudvalget under Kunststyrelsen som et logisk skridt i den sammenhæng. I dag forvalter Scenekunstudvalget omkring otte procent af den samlede teaterstøtte. De øvrige 92 procent forvaltes alene af embedsmænd og politikere. Og de er jo pæne mennesker, som respekterer armslængdeprincippet. Derfor forvaltes 92 procent af teaterstøtten uden skelen til kunstnerisk kvalitet - hvilket afspejles i den kunstneriske kvalitet.

Der tales om kvantitative størrelser som belægningsprocenter og unikke brugere på hjemmesiden, men det vanskelige begreb 'kunstnerisk kvalitet' taler vi slet ikke om, når vi fordeler midlerne.

Men dansk teater har brug for i fremtiden at lade kvalitetsvurderinger have konsekvens for teaterstøtten. Dansk teater har brug for helhedstækning og internationalisering. Og hvis de kvalitative diskussioner forankres i et styrket scenekunstudvalg, kan fremtidige strukturelle forandringer foretages med basis i disse diskussioner.

Alligevel er vi vidne til, at nogen af de store spillere på området ønsker at bremse lovgivningsarbejdet. Et eksempel: Danske Teatres Fællesorganisation er arbejdsgiverorganisation for de største teatres chefer.

I et høringssvar skriver de blandt andet: »Åbningen af en kvalitetsdiskussion er vi ligeledes glade for, så længe det erkendes, at kvalitet ikke er en entydig størrelse, men at selve debatten er succes-kriteriet«.

På almindeligt dansk betyder det: »Vi vil gerne være med til en uforpligtende sludder om kunstnerisk kvalitet, men vi ønsker ikke at denne diskussion skal have konsekvens for vores driftsmidler. Vi vil have lov til at lave dårligt teater, og blive ved med at modtage penge«.

Det er åbenlyst, at flere af de store teatre er bange for, at kravet om kvalitative diskussioner kan risikere at underminere teaterstøttens automatik. Til gengæld er de, som leverer primært indhold til scenen - dramatikere, instruktører og scenografer - dem, som i høringssvarene udtrykker sig mest positive i forhold til en lovrevision.

Har de modet?

Hvis man skeler til f.eks. Storbritannien, så er en diskussion om kvalitet knyttet tæt til bevillingernes størrelser. Sådan bør det også være i Danmark. I stedet for at vige bort fra kvalitetsdiskussionen, bør vi turde tage den. Vi bør turde tage den med alle teatre - også de største. Også Det Kongelige Teater, som af uransagelige årsager ikke var en del af tremandsudvalgets kommissorium.

Og vi bør have fagfolk til at tage den, således at vi ikke forkorter armene og indfører politisk censur af kunsten eller embedsmandvælde. Disse fagfolk bør udpeges primært af de kunstneriske organisationer.

En ny teaterlov vil kunne give langt mere og bedre teater for de investerede offentlige midler. Timingen er rigtig i forhold til teatermiljøet - men er den rigtig i forhold til det politiske miljø?

Med Christiansborg nedsunket i noget nær permanent valgkamp er brede forlig en sjældenhed. Ikke desto mindre er det et bredt forlig, som der er brug for. Spørgsmålene hober sig op: Tør ministeren tage slagsmålet, vel vidende at teatermiljøet er fuld af højtråbende primadonnaer med adgang til pressen? Kan oppositionen modstå fristelsen til at smække med døren og sige grimme ting om ministeren? Har Dansk Folkeparti mod til at understøtte et bredt forlig? Og hvad med teatermiljøet? Har især de store teatre mod til at lade sig kvalitetsvurdere?

I løbet af de kommende måneder vil vi få svar på de spørgsmål.

Martin Lyngbo er teaterdirektør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu