Oprøret i Ungarn

For et par uger siden skete der noget højst usædvanligt. Det ungarske parlament vedtog med 301 stemmer mod 12 at pålægge banker, forsikringsselskaber og andre finansinstitutioner en beskeden skat på 0,5 procent af deres aktiver.

Dermed vedtog et europæisk land for første gang, at også de pyromaner, der satte verdensøkonomien i brand, skal bidrage til dens genopbygning. De øvrige EU-lande har i stedet valgt at præmiere finanskapitalens indsats ved omfattende og stort set betingelsesløse garantier og frikøb (bailouts), mens regningen er sendt til befolkningerne i form af omfattende nedskæringer.

Den ungarske enegang udløste, ikke overraskende, kraftige reaktioner.

Den Internationale Valu-tafond (IMF), der er en slags fagforening for den globale finanskapital, afbrød prompte forhandlingerne med landet. Det samme gjorde EU, der ligesom IMF havde lånt penge til Ungarn, da landet i 2008 blev hårdt ramt af finanskrisen. Den Europæiske Centralbank var tilsvarende ude med en bekymret kommentar.

Videre var der reaktionen fra 'markedet', som banker, hedgefonde og andre spekulanter så venligt betegnes. Ungarn fik straks problemer med at optage udenlandske lån, valutaen faldt i værdi, og chokket over, at nogen overhovedet kunne finde på at rokke ved kapitalens vel- erhvervede rettigheder, fik aktiekurserne i Tyskland og Frankrig til at falde med en procent.

Nu er det ikke fordi, den ungarske regering er anti-kapitalistisk eller noget, der blot ligner.

Ved et jordskredsvalg for et par måneder siden vandt det konservative Fidesz stort over socialistpartiet, men hvor sidstnævnte parti har udviklet sig i nyliberal retning, har Fidesz ikke nogen særlige ideologiske forbehold over for en demokratisk styring af økonomien, så det er efterhånden ret uklart, hvad vi skal bruge betegnelser som 'konservatisme' og 'socialisme' til.

Langt hen ad vejen har Ungarn faktisk gjort, som kreditorerne ønskede: offentlige nedskæringer og lavere skat for erhvervslivet.

Men nu syntes parlamentet altså, at det kunne være nok med alle de nedskæringer. Politikken skulle være mere keynesiansk, dvs. vækstorienteret, og »de finansielle institutioner må bidrage til en mere retfærdig fordeling af skattebyrden«, som regeringslederen Viktor Orban udtalte. Som EU-land har Ungarn lovet at søge at reducere det offentlige underskud til tre procent af BNP, men hvordan man gør, det må være landets egen sag, sagde Orban. Noget naivt, for det viste sig, at det ikke tillades at rokke ved prioriteringen mellem profit og velfærd. Det moderne liberale demokrati indebærer åbenbart, at et stort flertal af folkevalgte politikere skal kunne overtrumfes af kapitalens interesser.

Enlig svale i Europa

I efteråret 2008, da finanskrisen truede med at udløse en decideret økonomisk nedsmeltning, var den folkelige vrede stor, og mange politikere talte om, at finanskapitalen måtte reguleres. Hver anden måned hørte vi om, at Tyskland, Frankrig eller EU som sådan overvejede skat på banker. At løn og bonus til direktører skulle begrænses, eller at de mest skadelige typer af spekulation simpelthen skulle forbydes. Alt det blev glemt, da den værste panik var drevet over, og snakken er nu drejet over til, at Europas befolkninger har været alt for krævende.

Pyromanens ofre må tage sig sammen og spænde livremmen ind. F.eks. skal de offentlige udgifter i Storbritannien skæres ned med mellem 25 og 40 procent. I forhold til dette blegner Margaret Thatchers reformer i 1980'erne, men bemærk den forskellige indpakning.

For mens Thatchers nyliberalisme blev lanceret som et ideologisk korstog mod staten, dvs. det demokratiske fællesskab, fremstilles den aktuelle politik knap nok som en politik, men snarere som simpel økonomisk nødvendighed. Hvad den da også er, så længe finanskapitalens interesser bestemmer demokratiets rammer, altså så længe kontrol med kapitalen ikke figurerer på den politiske dagsorden.

Krakket på Wall Street i 1929 førte de fleste steder, herunder i Danmark, til opprioritering af arbejdsløshedsbekæmpelsen, opbygning af velfærdsstaten og inddæmning af finanskapitalen. Panikken i 2008 har affødt det modsatte resultat. Nedskæringerne giver automatisk højere arbejdsløshed og mindre velfærdsstat, og finanskapitalens frihed begrænses stort set ikke. Mens befolkningerne i Europa kan imødese mange år med stor arbejdsløshed samt et systemskifte til en ægte minimalstat, kan banker og spekulationsfonde - revitaliseret af skatteydernes penge - se frem til gode tider. (I USA, derimod, har Obamas nylige reform sat visse grænser for finanskapitalen; amerikanerne finder sig ikke i decideret bullshit).

Tilbage til Ungarn. Faktisk er landets økonomi i en rimelig forfatning, med et underskud og en gæld omkring det europæiske gennemsnit. Men dette ændrer sig formentlig, når finanskapitalen og dens politiske repræsentanter udløser deres sanktioner over oprøreren.

Anders Lundkvist er politisk økonom og bidragyder til Kritik og Kaos på modkraft.dk