Klumme

Personfikserede skandaler er godt stof

Det kan hurtigt blive for indviklet med for megen substans i dansk presse. Så hellere et par personlige skandaler af provinsiel karakter
Det kan hurtigt blive for indviklet med for megen substans i dansk presse. Så hellere et par personlige skandaler af provinsiel karakter
Debat
6. august 2010

Mediekommentar: Det på en måde mest afslørende udsagn om pressens rolle i forbindelse med sommerens føljeton om udenrigsminister Lene Espersen faldt i Per Stig Møllers interessante kronik i Berlingeren tirsdag. Kronikken er - kan man forstå på diverse politiske kommentatorer - blevet til efter et hårdt pres mod den tidligere udenrigsminister om at forsvare sin efterfølger mod presseangreb. Langt fra at være et forsvar for Espersen er kronikken en lang opremsning af Møllers egne fortræffeligheder som udenrigsminister, og de mange rejser han utrætteligt foretog for at knytte personlige bånd til sine internationale kolleger:

»Men bortset fra Mellemøsten gav sådanne rejser ikke mange sekunder i de elektroniske medier eller linjer i aviserne«.

Man sporer en vis bitterhed. Flid og pligtfølelse kaster ikke af sig i pressen, det har han så evig ret i. Konflikt er journalistikkens evige motor. 'Alt går godt, og politikerne er flinke' sælger ingen aviser, selv om det er en meget brugt model i totalitære stater, hvor der ikke er så meget at vælge imellem.

Her foretrækker vi skandaler, helst personfikseret og helst uden ret meget substans - det kan nemt blive for indviklet. Hvad Lene Espersen eventuelt måtte udrette eller ikke udrette som udenrigsminister, har vi ikke hørt meget om i pressen. Kun at hun hele tiden er på ferie, og at når hun undtagelsesvist ikke er det, med usvigelig sikkerhed vælger de forkerte transportmidler - og kommer for sent.

At ingen dansk udenrigsminister i historisk tid (heller ikke Per Stig Møller) har deltaget i EU's juli udenrigsministermøde forsvinder i den almindelige forargelse over Espersens påståede dovenskab. Møller undgår selv at nævne denne detalje, men får til gengæld lige sparket ind, at verden ikke kender til efterårsferie eller en hel påskeuge, og at andre lande ikke holder ferie i juli men derimod i august. En ikke særlig fin hentydning til de skoleferier, hvor Espersen tidligere har udtalt, at hun gerne vil være sammen med sine skolesøgende børn. Den slags gør man ikke ustraffet.

Smilende eller sur

Det ligger implicit, at et privatliv ikke er foreneligt med et liv som udenrigsminister. Slet ikke for blondiner, der ikke ligner traditionelle betydningsfulde konservative støtter.

Lene Espersen gør det heller ikke let for sig selv. Det er meget uprofessionelt at optræde sur og mopset over for pressen, som ideelt set repræsenterer befolkningen/vælgerne, ligegyldigt hvor meget, man synes, de er efter én på et urimeligt grundlag. Der kan hun lære noget, at hovedpersonen i sommerens anden blondine/politiker skandale, Helle Thorning-Schmidt. Thorning-Schmidt fremstår venlig og smilende i medierne, hun indrømmer det, der allerede er kendt, og hun bruger de samme ord (sløseri) hele tiden.

Hun kender tydeligvis Mikal Rodes aforisme »Ved hurtig indrømmelse kan man berøve en debatmodstander cirka 90 procent af hans triumf.«

For begges vedkommende kan man sige, at deres fremtid afgøres ikke så meget af pressen, som af deres egen evne til at tåle mosten. Som i alle livets forhold er det udholdenhed, det kommer an på. Og vel i sidste ende, om man synes, at jobbet er det værd.

Der er en uskreven konsensus i dansk presse, som går ud på, at Danmark er en uafhængig nation med en fri og uafhængig politik. Det turde være en tilsnigelse, men pressen kan ikke få sig selv til at erkende, at beslutninger træffes andre steder end på Slotsholmen, for hvis ikke danske politikere er betydningsfulde, hvad siger det så om den presse, som halser efter dem og analyserer deres ord og gerninger?

Ordet 'provinsiel' trænger sig på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis jeg i min opdragelse var blevet bedt om at behandle mine medmennesker med omhu, respekt, og forhåbninger om at de ligeledes ville møde mig på samme måde, og jeg i den højre orienterede borgerlige profil, hver dag hørte om hvordan man skal straffe de der ikke vil tilpasse sig, med en vanvittig hård hånd, gerne helt ned til fjorten års alderen, så passer pengene ikke, når man ser de magtudøvelser, - gennem et uopdragent politi, og de selvsamme højtråbende politikere - der i sine skingrer toner giver så ubehagelige oplevelser om en moral der ikke kun er dobbelt, men nærmer sig det psykopatiske.

Søren Kristensen

Det nye er sådan set ikke at politikere og andre hænges ud for fodfejl i privatlivet og derpå trækkes gennem sølet i ugevis for at underholde en umættelig pøbel. Det nye er at et samlet pressekorps og ikke kun sladderbladene Ekstra Bladet og B.T. deltager helhjertet i løjerne. Nye tider, nye skikke.

At skille politik, fra moral - duer ikke. mvh

Midt i agurketidens mediepostyr om Lene E's mange udenrigsministerielle fadæser, så husk lige, at hun har en fortid som justitsmor, hvor hun var en ren katastrofe. Politi- og domstolsreformerne viste hvad hun er værd som politiker. Hendes tro på at højere straffe løser alt, fortæller om hendes syn på sine medmennesker.
Bedre blev det ikke, da hun blev økonomiminister, og her lavede bankpakker, der fyldte lommerne på vennerne i erhvervslivet.
Lene E. har et alenlangt synderegister, der er broderet med inkompetance, arrogance, og hendes mangel på det demokratiske sindelag, enhver minister skal være i besiddelse af, skriger til himlen.
Der er absolut ingen grund til at have ondt af overklasseløget fra Hirtshals, hun har aldrig selv lagt fingrene imellem. Har endda pralet af, at hun var en skrap moster. Men nu får hun selv af
grovfilen, og så piver hun - hvor sølle.

Mads Kjærgård

85 % af alle politiske beslutninger tages i Bruxelles, på den baggrund er det forbløffende lidt Bruxelles fylder i den danske presse og hvor lidt de fleste af os ved om hvad der foregår. Det er lidt bemærkelsesværdigt faktisk, at i tider hvor nyhedstrømmen er vokset og der er presseavis på TV hver time eller mere og ikke bare kl. halv otte. Så får vi mindre at vide end vi gjorde før i tiden.

Hans Jørgen Lassen

Ordet ‘provinsiel’ trænger sig på.

Jeg bor i provinsen, har også boet i metropolen, men foretrækker så afgjort provinsen.

Er det ikke temmelig provinsielt som skældsord at bruge ordet "provinsielt"?