Hverdagen på danske jobcentre minder efterhånden om en æsel-efter-gulerod-jagt. Det så vi senest over sommeren, hvor danske medier skrev om sygemeldte, der blev sendt i aktivering, fordi jobcentrene gerne ville have statens gulerod, her kaldet høj statsrefusi- on.
»Jobcentrenes egne sagsbehandlere føler ingen arbejdsglæde ved at behandle ledige og sygemeldte på den måde. Selv føler de sig pustet i nakken af procesregler, som skal overholdes til punkt og prikke, uanset om det er relevant i den enkelte sag eller ej. Sker det ikke, falder statens økonomiske hammer. Det får chefer og kommunalpolitikere til at løfte øjenbrynet«. Sådan skrev tidligere kommunalpolitiker Gunvor Auken (S) i Information i den anden weekend af august. Jeg kunne ikke være mere enig.
Forkert tilgang
Ingen er tjent med den måde, jobcentrene fungerer i dag, hvor vi har et system, der bygger på minutiøst fastsatte rettigheder og pligter.
Vi siger til de ansatte, at borgerne har ret til så og så mange minutters samtale med en vejleder. Men vi siger også, at borgerne har pligt til at møde op til samtale så og så tit og i øvrigt skal opfylde en række nærmere beskrevne tiltag. Og vi tjekker i detaljer, om de gør det. Det er regelstyring af værste skuffe, og det er en fuldstændig forkert tilgang.
Men som systemet er indrettet, er det den eneste tilgang, fordi det er den måde, pengene til indsatsen frigøres på.
Opgaverne i de kommunale jobcentre er meget komplekse. Og når en opgave er kompleks, kan du ikke regelstyre dig ud af den. Det er meget bedre at bruge en professionsbåret tilgang. Vi skal have (og har langt hen ad vejen allerede) ansatte, der via deres uddannelse har en viden og en fælles opfattelse af, hvad der er det rigtige tilbud til den enkelte. Det er jo netop gennem den indsats, at den enkelte borger bedst sikrer sig en fast tilknytning til det fremtidige arbejdsmarked. Med en stærk vejlederprofession og med tillid til, at professionen er den bedste til at vurdere indsatsen, vil det lykkes at give individuelt tilpassede tilbud, der fører til udvikling og beskæftigelse i stedet for regelrytteri.
Derfor er det vigtigt, at de medarbejdere, der skal løse opgaverne, har en fælles profession og dermed en viden om og fornemmelse for, hvordan de bedste resultater opnås for den enkelte borger og for samfundet.
De ansatte ved bedst
Medarbejderne behøver ikke komme med samme faglige baggrund, men vi skal have fokus på de kompetencer, vi bygger op, når de er blevet ansat i jobcentret. Vi skal sikre, at alle ansatte ud over deres oprindelige faglighed får en uddannelse, der giver en fælles faglighed. Et eksempel herpå er en diplomuddannelse i uddannelses- og erhvervsvejledning.
At bruge fælles mål og satse på vejlederprofessionens faglighed som afsæt for indsatsen i jobcentrene vil give pote på to måder:
•Det vil give bedre tilbud tilborgerne, og de vil opleve det som mere relevant at komme på jobcentrene.
•Det vil skabe større tilfredshed blandt medarbejderne, når de for alvor kan bruge deres profession til at hjælpe borgerne videre, frem for at føle at de er minutdemokrater.
Kort sagt handler det om, at indsatsen skal lægges om, så medarbejderne får frihed til at tilrettelægge den mest relevante indsats for borgerne på baggrund af deres viden og indsigt. Staten og kommunerne skal erkende, at løsninger på komplekse relationer bedst baseres på professionelle medarbejderes vurderinger.
Derfor skal min opfordring lyde: Sørg for en fælles vidensopbygning hos de ansatte. Og lad dog så de ansatte på jobcentrene gøre det arbejde, de er bedst til, uden hele tiden at ånde dem i nakken med regler og krav om opgørelser. Hav tillid til, at en medarbejder på et jobcenter i samarbejde med borgeren finder frem til det helt rette tilbud. De ved, hvad de har med at gøre. Lad os drage nytte af dét.
Hanne Pontoppidan er formand for Uddannelsesforbundet
