Kronik

Den senmoderne steppeulv

Herman Hesses roman 'Steppeulven' fra 1927 er en sand klassiker. Den giver et indblik i de tankestrømninger, som i særdeleshed formede de vestlige samfund i slut-50'erne og 60'erne, samtidig med at den også rummer kimen til en samfundsdiagnose anno 2010
Herman Hesses bog 'Steppeulven' blev under ungdomsoprøret i 1960'erne ophøjet til oprørsbibel.

Herman Hesses bog 'Steppeulven' blev under ungdomsoprøret i 1960'erne ophøjet til oprørsbibel.

Martin Hesse

12. august 2010

Oven i kortærmede skjorter, solcreme, badetøfler og opsparet stress smides en bog - måske to? - i kufferten, og så er det ellers af sted på ferie. For mange er sommerferien ikke kun et afbræk fra hverdagens '8-16'-skematik, men også en kærkommen lejlighed til endelig at kunne forsvinde ned og ind i litteraturen, nu da tiden (næsten) er uendelig og roen derfor en mulighed. Og ofte sker det, at den bog, der hives op af kufferten, når destinationen er nået, er en af litteraturens allerstørste klassikere. Det kunne være Lev Tolstojs Krig og fred (1869), James Joyces Ulysses (1922), Salman Rushdies De Sataniske Vers (1988) eller måske endda vores egen Tom Kristensens Hærværk (1930). Alternativt kunne valget af sommerferielæsning også falde på den tyske forfatter og nobelprismodtager Hermann Hesses på mange måder strittende værk fra 1927, Steppeulven.

Og hvorfor så netop det? Fordi Steppeulven i sig selv er en velskreven hvirvelvind af interessante filosofiske og psykologiske betragtninger. Og så er bogen ikke mindst interessant, fordi den giver et indblik i de tankestrømninger, som i særdeleshed formede de vestlige samfund i slut-50'erne og 60'erne, samtidig med, at der heri faktisk også findes kimen til en samfundsdiagnose anno 2010.

'Break on through'

Hesses hovedperson Harry Haller føler sig fremmed »i en verden, hvis bestræbelser jeg slet ikke delte, af hvis glæder ikke en eneste fristede mig«. Det, der af majoriteten kaldes kultur, finder Haller middelmådigt og overfladisk, og det er denne skinkultur, der hindrer erkendelsen af den virkelige kultur. En virkelig kultur, der gør op med »personlighedens illusion«. For Haller føler sig ikke som én, men som mange-delt, hvor både ulven og mennesket - driften og ånden - eksisterer i ham. »Som legeme er mennesket ét, men aldrig som sjæl«. Det er således denne skinkulturs misforståede opfattelse af personligheden som enhed, der får Haller til at bekende sig til driften - ulven within - og derfor påberåbe sig retten til at »smide fornuften over bord, hæmningen, borgerligheden, [...] at overgive mig til sjælens strømmende, lovløse verden, til fantasien«.

Det var passager som denne, der gjorde, at ungdomsoprøret nærmest ophøjede Hesses roman til oprørsbibel på trods af, at bogen på daværende tidspunkt havde været tilgængelig i omtrent 30 år. Ideen omkring at bryde ud fra borgerlighedens gråhed og ind i fantasiens flerfarvede kalejdoskop passede som hånd i handske med samtidens oprørske selvforståelse. Særdeles sigende er det derfor også, at et af denne tids største bands, The Doors, åbner deres første plade fra 1967 med mantraet »Break on through - to the other side«. Borgerligheden ansås således som en spændetrøje, der begrænsede individet i at erkende verdens mangfoldighed.

Ungdomsoprøret formulerede sig således som en kritik af det borgerlige samfund, som man fandt både køns- og ikke mindst generationsdiskriminerende. Et samfund, som fastlåste individet uden medindflydelse på dets skæbne - et samfund, der frem for alt ikke efterlod megen plads til fantasien. I stedet ønskede man sig et anderledes samfund, der anerkendte alternative livsformer, og et arbejdsmarked, som både kunne rumme fantasien og muligheden for det personlige initiativ. Arbejdet skulle således ikke længere være et arbejde i ordinær forstand, men et arbejde der gav personlig mening og ikke kun økonomisk. Også denne idé kan spores tilbage i Steppeulven, hvor Hesse netop skelner mellem virkeligt arbejde og erhverv.

Oprøret lykkedes

Denne type samfunds- og arbejdskritik kalder de internationalt anerkendte sociologer Luc Boltanski og Evé Chiapello i deres værk fra 1999, Kapitalismens nye ånd (Le nouvel esprit du capitalisme), for kunstnerkritikken. Boltanski og Chiapellos følgepointe er, at når kapitalismen forandrer sig, så forældes de hidtidige kritiske standarder samtidig. Enhver kritik mister således sit snærende bid, hvis ikke beskrivelserne er i overensstemmelse med de faktiske problemer. Og det var præcis det, der skete med ungdomsoprørets kunstnerkritik - den lykkedes. Man stod således ikke længere uden for reglerne med krav om medbestemmelse og personlig frihed. Nej, man blev selv selve reglerne. Og med indfrielsen af kravene blev selvet i sagens natur også trukket med ind på arbejdsmarkedet, og der har det så befundet sig lige siden. Hvad tidligere hed 'fantasi' er i dag omdøbt til 'kreativitet' eller 'innovation', 'medbestemmelse' er blevet til 'selvrealisering' og 'omstillingsparathed' etc. Der går således en lige linje, en slags idéhistorisk plovfure, mellem ungdomsoprørets krav om meningsfyldt arbejde og det senmoderne arbejdsmarkeds overflod af management-buzzwords. Ordene er forandret, men ideen er den samme.

Man kunne fristes til at postulere, at aldrig har individet haft så mange individuelle udfoldelsesmuligheder på arbejdsmarkedet, som det ser ud i dag - og aldrig har samme muligheder samtidigt udgjort så stor en byrde for så mange. Hesses ideer har simpelthen sejret ad helvede til.

Det er netop derfor, at Steppeulven ikke kun er et interessant værk at læse for at forstå de tankestrømninger, der var fremherskende i 60'erne. I Hesses - og ungdomsoprørets - idé om virkeligt arbejde ligger der ganske enkelt også en forståelse af arbejdsmarkedet anno 2010. Og med indfrielsen af Hesses spæde forhåbning om virkeligt arbejde forsvandt ideen om Haller som en ensom steppeulv. Steppeulv-figuren er i dag ikke længere i ental, men i flertal. Denne figur - og de ideer, der omgiver den - har vundet så massivt indpas på arbejdsmarkedet i dag, at nutidens arbejdere uden videre bør kategoriseres som en flok senmoderne steppeulve.

Han fik ret

Et sted i bogen skriver Hesse, at borgeren i dag brænder »den som kætter, hænger den forbryder, som han i overmorgen rejser mindesmærker for«. Historien melder ingenting om, hvordan Steppeulven blev modtaget, da den udkom i 1927, men med ungdomsoprøret blev den indiskutabelt katapulteret op i det luftlag, hvor rejsning af mindesmærker absolut er en mulighed. På nærmest profetisk vis kommer Hesse derfor også til at bekræfte ovenstående udsagn - dog bare i omvendt rækkefølge. Steppeulven var måske nok kættersk for det borgerlige samfund, som stod for skud, da ungdomsoprøret afsendte sit formulerede skyts - men kættersk er bogen langtfra længere. Dette skal dog ikke få os til at brænde Steppeulven, dertil indeholder den ganske enkelt for mange geniale betragtninger om selve livet og eksistensen i alle deres mærkværdigheder. Men man kunne på denne baggrund derfor hævde, at et nyt ungdomsoprør - hvis et sådant overhovedet er på trapperne? - må formulere sig i markant opposition til ånden fra 68 og derfor også dele af den politiske og samfundsmæssige reception, som Hesses Steppeulven har fået.

Nogle bøger bliver klassikere. Hvorfor? Her er et bud: Fordi de giver et fængende indblik i en ukendt, men måske knap så fjern fremtid. Fordi forfatteren allerede på et tidligt stadie, som en seismograf der registrerer et kommende jordskælv, har kunnet fornemme og derfor litterært foregribe det, der uundgåeligt ville ske. Fordi bøgerne indeholder en beskrivelse af et fremtidigt samfund, førend det endnu er opstået. Og det er det, Hesses Steppeulven gjorde. Endda hele to gange. Beskrev fremtidige samfund, førend disse endnu var opstået. Og netop derfor er Steppeulven et vigtigt værk - ja, en klassiker - fordi den på en og samme tid giver en uvurderlig indsigt i, hvorfra tidligere generationer formulerede deres samfundskritik, samtidigt med at nutidige og fremtidige generationer heri kan læse, hvad deres potentielle kritik skal formulere sig op imod.

Mads Strarup er cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi, gymnasielærer v. Københavns åbne Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

En skide god kronik med en overraskende, og ny vinkel på ungdomsoprøret – til lykke til skribenten.
PS: Jeg selv finder Herman Hesse alt for psykologiserende & spekulativ. Den store undtagelse er den lille roman ”Peter Carmensind"; hvor forfatteren så og sige, skriver sig ud af sine metafysiske spekulationer, og kommer frem til det enkle og nære i tilværelsen!

Ketilbjørn Jonsen

Desværre mangler der en meget vigtig dimension for at forstå hvad der gjorde Steppeulven til en så vigtig bog i 60erne og 70erne... Nemlig stofferne.. Det var ikke de universitets studerende der får så megen opmærksomhed som 68 generationen, i mange tilfælde helt ufortjent, men derimod de mere eksperimenterende grupper fra den tid.. Dem der spiste LSD, mescalin kaktus, Psylosibin svampe..

Den verden Harry Haller bevæger sig ind i er et trip....

Det har forfatteren ikke forstået.. Desværre

Thorsten Lind

Ånden fra ungdomsoprøret falmer med tiden....
det gør Hesse ikke.
."Glasperlespillet" som han fik nobelprisen for,
er en fremragende bog. En andem perle er
."Sol og Måne".
Herman Hesse er en god rejseledsager for søgende sjæle - til hver en tid! ~~*~~

Søren Kristensen

Det pudsige ved Steppeulven var at den i høj grad talte til hin enkelte, mens tidens anden bibel "Das Kapital" af Karl Marx nærmest gjorde det modsatte. På den måde opstod der en balance, som sikkert har været meget sund - for dem der gik rundt med en vægt i lommen.

Hesse er en ækilibrist og en manipulator.
Kender ingen bedre i de kategorier.
Han er så god at bøgerne måske helst skulle læses når man har fået opbygget en art fundament Hesse kan læses udfra.
Gjorde jeg nu ikke, det var en mærkværdig sindstilstand Hesse's bøger insisterede på og bragte en i. Men læsningen var fantastiske oplevelser.

Claus Oreskov

@peter jensen. Du har ret ”Knulp” er bestemt anbefalings værdig & den har samme kvalitet, som ”Peter Carmensind”, hvor forfatteren skriver sig ud af det spekulative, og ind i det enkelte, og umiddelbare. Det kan se ud som om, at der i H.Hesses sind lå en længsel efter det umiddelbare, og en drift bort fra det elitære, han var opdraget i. Et opgør, som resulterede i ungdomsværket ”Unterm Rad” fra 1906 (Dansk: ”Under Hjulet”), og den modne mands værk: ”Glasperlespillet” fra 1943. Pudsigt nok misforstod blomsterbørnene denne bog således, at de mente den var et forsvar for eliten – de udvalgte, som de identificerede sig med. Og så giver jeg Ketilbjørn Jonsen fuldstændig ret, at stofferne spillede en stor rolle i den popularitet som ”Steppeulven” fik. ”Ja vi har magisk teater på 3. Balkon” synger Eik Skaløe i ”Dunhammeraften”, og forudsætningen for at opleve det magiske teater var netop ”det lille ophidselsesmiddel”, som Herman Hesse kalder de euforiserende stoffer, steppeulven Harry indtager sammen med jazz musikeren Pablo, og den forførende Hermine. De to andre faktorer for, at opleve det magiske teater var: sanseligheden (dansen) & erkendelsen af mangfoldighedens sammensatte skrøbelighed, der medtager modsigelserne, og dermed ophæver dem! (Traktat Om Steppeulven).

@peter jensen: Hesse har selv anbefalet, at man først læser Steppeulven efter de 40.

Det er for mig interessant, at Mads Strarup ser en parallel mellem Harrys indre ulv (han føler sig som en "fremmed i en verden, hvis bestræbelser han slet ikke delte") og tidens kreative klasse.

For mig går der så afgjort ikke "en lige linje, en slags idéhistorisk plovfure, mellem ungdomsoprørets krav om meningsfyldt arbejde og det senmoderne arbejdsmarkeds overflod af management-buzzwords" - snarere tværtimod.

Buzzwords er perverterede udgaver af visionen om meningsfylde i og med, at målet ikke er autonomi og medbestemmelse men at 'sell the product'. Og omstillingsparathed er nærmest det modsatte af medbestemmelse, da det er et udtryk for arbejdsgiverens krav om, at den ansatte hele tiden tilpasser sig virksomhedens behov.

Strarup skriver, at "nutidens arbejdere uden videre bør kategoriseres som en flok senmoderne steppeulve." Hvis han mener, at de i dag har opnået det eftertragtede meningsfulde arbejde, tror jeg det er ønsketænkning. Spørg hjemmehjælperne, kontorfolkene, butikspersonalet og alle de andre i bunden, hvis arbejde næppe er præget af medbestemmelse endsige selvrealisering.

"Strarup skriver, at “nutidens arbejdere uden videre bør kategoriseres som en flok senmoderne steppeulve.” Hvis han mener, at de i dag har opnået det eftertragtede meningsfulde arbejde, tror jeg det er ønsketænkning. Spørg hjemmehjælperne, kontorfolkene, butikspersonalet og alle de andre i bunden, hvis arbejde næppe er præget af medbestemmelse endsige selvrealisering."

Hvis nu man tilhører merkantilismens buzzword-segment, tror man sandsynligvis at blot *omgangen* med de eftertragtede, opreklamerede mærkevarer er et mål og en kvalitet i sig selv. Det kan formodentlig også lykkes at udstrække selvbedraget til at se et job i detailhandlen som selvrealisering ...

Hans Jørgen Lassen

Det er en alvorlig misforståelse, en grov forsimpling at tro, at Harry Haller - Steppeulven - foragtede det borgerlige. Tværtimod elskede og respekterede han det. Problemet var modsætningen mellem den side i ham, og så "ulvesiden" - og at forene de to.

Der er mange smukke beskrivelser af "det borgerlige" (for ikke at sige småborlige) i bogen, lige fra begyndelsen. Allerede da han første gang træder ind i det hus, hvor han får sit logi, siger han til værtinden:

"Oh, hier riecht es gut."

Og det er borgerlighed, renhed, der lugter af. Bonevoks, terpentin og sæbevand. Det skal fremhæves, at hans bemærkning ikke er ironisk. Værtinden forklarer selv sin uforstående søn, hvad Haller mente:

"Es riecht hier bei uns nach Sauberkeit und Ordnung und nach einem freundlichen und anständigen Leben, und das hat ihn gefallen. Er sieht aus, wie wenn er daran nicht mehr gewöhnt wäre und es entbehrt hätte."

Haller har en vane med at sætte sig på trappeafsatsen på første sal - han bor selv på anden - og ikke kun, fordi han har lidt problemer med bentøjet. Her har beboeren sat to store, dejlige potteplanter ud, særdeles velholdte, altid renvaskede. Han siger til sønnen i huset:

"...der Aukarienplatz hier, der ist so strahlend rein, so abgestaubt und gewichst und abgewaschen, so unantastbar sauber, daß er förmlich ausstrahlt ... Wie da der Geruch von Bodenwachs und ein schwacher Nachklang von Terpentin zusammen mit dem Mahagoni, den abgewaschene Pflanzenblättern und allem eine Duft ergibt, einen Superlativ von bürgerlicher Reinheit, von Sorgfalt und Genauigkeit, von Pflichterfüllung und Treue im kleinen. ... es muß hinter dieser Glastür ein Paradies von Reinlichkeit und abgestaubter Bürgerlichkeit wohnen, von Ordnung und ängstlich-rührender Hingabe an kleine Gewohnheiten und Pflichten."

Kirsten Svejgaard

Jeg er helt enig med Eva Bertram. At kapitalen har kunnet inkorporere kreativitet og 'selvrealisering' i lønarbejdstermer viser først og fremmest, at langt de fleste mennesker - også blandt 'ungdomsoprørerne' - er ude af stand til at tænke uden for kapitalismens rammer. Eller også er de ikke villige til at betale prisen for egentlig autonomi.

Brydningen mellem længslen efter tryghed og længslen efter uafhængighed er godt beskrevet i Steppeulven. Nu er det mange år siden, jeg har læst den, men handler den ikke også om retten til selvmord som en af frihedsrettighederne?

Hans Jørgen Lassen

Kirsten,

det er rigtigt, at selvmord er et centralt tema i bogen, eller snarere den altid foreliggende, nærværende, forhåndenværende mulighed for selvmord.

Men "retten til selvmord" og da slet ikke som en frihedsrettighed, giver vist ikke nogen mening.

Rettigheder er noget, man kan påberåbe sig over for andre, gerne magthavere af en slags, f.eks. og måske især staten.

At begå selvmord er jo noget, folk bare gør, og selv beslutter. Det kræver ikke rettigheder, det kræver ikke statens accept eller bistand.

Så nej, den handler ikke om "retten" til selvmord. Og den handler overhovedet ikke om frihedsrettigheder; det er ikke en politisk, men snarere en eksistentiel roman.

Angående 'Glasperlespillet' så er jeg noget forbeholden over for den. Den er for mig at se et forsøg på at genskrive Platons 'Staten' som fiktion.
Det 'idealsamfund' den beskriver hvor det er de vise der hersker over massen får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig når jeg tænker på hvad der fulgte.
Men sikken et formidablet sprog den er skrevet i - det er forførende

Hans Jørgen Lassen

Det er, trods flere forsøg, aldrig lykkedes mig at komme helt igennem "Glasperlespillet".

Jeg brød mig ikke om den; husker ikke præcist, hvorfor.

Kirsten Svejgaard

Hans Jørgen,

Nej, det var nok forkert at anvende udtrykket 'ret' i forbindelse med selvmord. Men netop selvmordstemaet blev diskuteret i den sammenhæng, hvor jeg læste bogen, og der blev da (tror jeg nok) ret stor enighed om, at 'selvmordsvalget', hvis man kan udtrykke det sådan, var en del af den eksistentielle frihed.

Eksistentialisme handler jo også, så vidt jeg husker, netop om 'valget' - bl.a. kredser flere af Sartres bøger om dette emne.

Han Jørgen Lassen:
"Det er en alvorlig misforståelse, en grov forsimpling at tro, at Harry Haller - Steppeulven - foragtede det borgerlige. Tværtimod elskede og respekterede han det. Problemet var modsætningen mellem den side i ham, og så “ulvesiden” - og at forene de to."

Netop integrationen - samlivet - mellem de to modsætninger er et tema. I de passager, du citerer, har HH hengivet sig til en sødmefuld nostalgi efter den svundne barndom. Han siger: "Jeg er dog søn af en moder, og også min moder var en kvinde fra borgerskabet, som passede sine blomster...og anstrengte sig for at gøre sin lejlighed så proper, renlig og ordentlig, som det nu engang var muligt."

Omvendt kommer hans foragt for (eller vanskelighed ved at kapere) borgerskabet frem under hans besøg hos professoren med det nydelige billede af Goethe - en "forfængelig og selvbehagelig" fremstilling af denne dæmoniske gamling. HH er blandt mange ting en skønånd, og han kan ikke tåle den mangel på kontrast, tvivl og eksistentiel pine, der gør det nødvendigt at udvande Goethe til en "national storhed" (og dermed integrere Goethe i borgerligheden og helt undlade at integrere/se på farligheden i sig selv. Lidt ligesom vi danskere vil have, at andre skal integrere sig i vores kultur... Jf. Niels Mosbaks kommentar andetsteds, hvor han også bringer Steppeulven op.)

Hans Jørgen Lassen

Eva,

jeg læste netop for en times tid siden, i toget på vej hjem fra Århus, historien om Hallers besøg hos professoren og hans frue.

Men professoren tilhører, og det er væsentligt, ikke borgerskabet i samme forstand som Hallers værtinde. Han og fruen er efter Hallers mening hyklere (og professoren er så også krigsfortaler og nationalist) og bedragere, måske selvbedragere, eller i hvert fald kulturbedragere. I det mindste mener Haller, at de i alvorlig grad bedrager Goethe.

Hallers værtinde, derimod, hun er den egentlige helt i historien. Et varmhjertet, tolerant menneske, og så er det sgide lige gyldigt, om hun i en eller anden forstand er borgerlig eller endda småborgerlig.

Haller (og Hesse) foretrækker hende frem for professoren med frue. Det havde jeg nok også gjort.

Hans Jørgen:

Helt enig. Haller holder af hendes (værtindens) 'renhed' som menneske og ikke hendes klassetilhørsforhold. Jeg tror han nyder hende, som han nyder kunst...
Når det er sagt, så kan begreber som hykleri, nationalisme og krigsbegejstring, som karakteriserer professoren, vel godt falde ind under begrebet borgerskab?

Hans Jørgen Lassen

Eva skriver:

så kan begreber som hykleri, nationalisme og krigsbegejstring, som karakteriserer professoren, vel godt falde ind under begrebet borgerskab?

Måske nok, men borgerlighed er et så udflydende og vagt begreb, at det nemt bare bliver til et slagord eller et skældsord. Jeg husker tydeligt, at i min ungdom (som begyndte omkring 1968) var det værste, man kunne være, netop småborgerlig.

Så måske skulle man helt droppe et så udflydende begreb, og netop karakterisere denne professor med begreber som hykleri, nationalisme og krigsbegejstring?

Hans Jørgen Lassen

Jeg er tilbøjelig til at mene, at Hesse måske til dels er blevet misforstået, men kun til dels, slet ikke mere end det.

Der er flere personer, som han fremstiller positivt, og nu nævner jeg kun to af dem. Jeg er først lige i forgårs begyndt at genlæse bogen efter mange år.

Nemlig sin værtinde, og værtindens nevø. Hvis de tilhører borgerskabet, så er det i hvert fald den laveste del af det. Proletariatet tilhører de måske ikke, men den lavere middelklasse. Hvis man da overhovedet kan operere med sådanne inddelinger.

De bliver begge sympatisk fremstillede. Værtinden lige fra begyndelsen, mens nevøen først skal vænne sig til denne lidt afstikkende mand. Men det gør han så også uden de store problemer.

Modsætningen er så professoren og hans frue. Altså det bedre borgerskab.

Men der er mange aspekter.

Og når en bog eller en forfatter bliver til myte, så er det ikke længere bogen eller forfatteren, der udgør myten, men den forsimplede udgave, som nogen har været i stand til at autorisere eller heroisere.

Hesses bog ville i sig aldrig kunne bruges som bibel eller koran for hverken det ene eller det andet, og da slet ikke som dogmeskrift for et ungdomsoprør - hvad den sgu heller ikke blev.

Den er jo alt for mangetydig og facetteret, selvmodsigende og udogmatisk.

Hans Jørgen Lassen

Hermann Hesse skriver ud fra borgerligheden i Tyskland i 1927, hvor billedet var skarpere, og borgerligheden (småborgerlighed) netop kendetegnet ved de beskrevne dyder. Ro, renlighed, regelmæssighed.
Men han holder af det - som noget der er minde.

Professoren tilhører den del af borgerskabet, som HH mener skulle vide bedre, i kraft af uddannelse, og som derfor bliver mål for hans foragt.

Hans Jørgen Lassen

Niels,

der er mange aspekter i den bog.

Værtinden er et varmt og kærligt menneske, trods hendes manglende dannelse og forkærlighed for bonevoks samt terpentin.

Professoren er ikke, trods hans akademiske viden og dannelse.

Hans Jørgen Lassen

For så yderligere at perspektivere, sætte kontrast på, indføres så denne kvinde, som Haller møder i Zum schwarzen Adler.

Men det husker jeg ikke rigtigt. Det må jeg lige repetere.

Hans Jørgen - rigtig god fornøjelse med resten af bogen. Det kunne være interessant at høre din mening, når du har læst den til ende.

Hans Jørgen Lassen

Eva,

jeg har altså læst bogen til ende, flere gange, men for mange år siden. Nu er det blot genopfriskning.

Men hvis repetitionen udløser tanker, så vil jeg da gerne dele dem med dig og andre.

hold da helt op, en studentikos bagskid fra 68.!
hesses tankeverden er da noget, man nu om dage kun høre fra folk med hash spykoser.!
68 oprør, hvilket oprør ?, hvad har sejret, hvilken kultur.?
mads.-skriver.--
"at nutidens arbejdere uden videre bør kategoriseres som en flok senmoderne steppeulve."
ok,Mads, så læs hesse igen.!
skriver han om en kultur der 43 år efter det store oprør, endelig fandt sit åndelige nirvana, i en evig strøm af Hollywood voldsforherligelse, flade serier,
og ikke mindst x-faktor.!

"You know the day destroys the night
Night divides the day
Tried to run
Tried to hide"
We didn't make it to the other side.!

venligst.kl.