Læserbrev

Ikke alle sukker efter en ny teaterlov

17. august 2010

Martin Lyngbo, direktør for egnsteatret i Allerød, har 12. august et længere indlæg om en eventuel ny teaterlov. Det indeholder et par unøjagtigheder og kan ikke stå alene.

For det første er 'teatermiljøet' aldeles ikke enigt om at »sukke efter en ny teaterlov«. En ikke uvæsentlig gruppe af først og fremmest instruktører, men også scenografer og dramatikere, der ikke føler, de er kommet tilstrækkeligt til fadet, sukker ganske vist opmærksomhedsvækkende, men de teaterfolk, der sidder ved fadet, er bestemt ikke særlig sukkende.

En sådan forskel i synsvinkel på eksisterende tilstande er jo ikke noget nyt - jeg var såmænd selv i min ungdom i 1960'er-70'erne ganske sukkende. Mest af alt minder Lyngbo-gruppens moralske felttog mig om det politiske felttog, de gamle DKP'ere på Fiol- teatret drog ud på. De var dog kloge nok til at nøjes med at forlange et politisk korrektere teater - at de skulle præstere højere kunstnerisk kvalitet end Det Kongelige Teater indgik klogeligt ikke i argumentationen.

En af mange

Det gør det i Lyngbos argument. Og her er den anden fatale fejl i det. Hans og min - og en hel masse andres i alle mulige retninger - opfattelse af kunstnerisk kvalitet er ikke den samme. Han synes f.eks., at hans velmenende kronikforestillinger om Sandholmlejre og fyrværkeriulykker har større kunstnerisk kraft end Det Kongeliges Richard III eller Betty Nansens Drømmespil, og det synes jeg så ganske afgjort ikke. At udråbe sit eget kunstsyn som det eneste sande er et utilladeligt overgreb i et demokratisk samfund, og selv professor Jørn Langsted, som hader Det Kongelige Teater af et ærligt hjerte, sammenligner det afsnit af Teaterrapporten, som Lyngbo-gruppen er så begejstret for, med østtyske tilstande.

For det tredje er lovprisningen af Filminstituttet efter mine oplysninger noget malplaceret. Jeg har hørt og læst en del bekymringer fra filmverdenen over en centralisering og 'markedstilpasning' af smagen, som Filminstituttet de senere år har udøvet og dermed har svækket det uomtvistelige gode, strømliningen af de rent finansierings- og tilskudsmæssige procedurer betød. Teatret, som ikke behøver tage nær så mange industrielle hensyn som filmen, har endnu mindre brug for den centralisering og smagsensretning, Lyngbo-gruppen taler så varmt for.

Christiansborg? De skal høre på Lyngbo-gruppen, bestemt, høre på den som en af mange, de skal tænke, diskutere, forhandle og så lave det, de er der for - politik. Og det indebærer at huske det publikum, både Lyngbo-gruppen og Teaterrapporten har glemt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg må erklære mig ret enig. Og det er et problem, at begavede unge teaterfolk i alt for ringe grad får lejlighed til at bevise deres kunnen indenfor rammerne af det klassiske teater - også i dets nyere udformninger. Jo løsere i fugerne, jo bedre, synes mantraet at være; forandring for at forandre - men der er nu engang årsager til, at nogle mennesker får deres stykker op på internationalt anerkendte scener og festivaler, og andre spiller på Portscenen eller et egnsteater i den sjællandske periferi. Der er brugsteater, det er udmærket; men det er et stort tab, at man berøver et moderne publikum alt for ofte muligheden for at rejse i tid og rum og finde klangbund i andre tiders forestillinger.
Sådan er det da heldigvis ofte heller ikke: aldrig har der spillet så meget gedigen Shakespeare på danske scener, og moderne kvalitetsdramatik som Grønnegårdsteatrets "Libertineren" er blevet nærmest mainstream.
Det store problem består dog: der er alt for få teatre i København! Siden Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene blev skabt i 1970, er der langsomt blevet skåret lunser af, således at dengang 14 teatre i dag er mindre end halvdelen. Selvom flere af teatrene producerer mere end dengang, er det alt andet lige en mindre skare, der lægger repertoiret, hvad man godt kan mærke, når man skal vælge. Paradoksalt nok er det Det Kgl. Teater, der giver den største mangfoldighed indenfor sine fine, nye mure.