Kommentar

Svenske fortrængninger

Der venter velfærdssverige flere chok, mener Paul Smith. De skal blot lade være med at fortrænge fortiden
Debat
18. august 2010

»Et chok går gennem velfærdssverige«, hedder det i A. Anthonys artikel (7. august), som tager afsæt i, at den kønspolitisk 'progressive' Uppsala-politichef Göran Lindberg er idømt en lang fængselsstraf for voldtægt m.m.

Men Sverige får flere af den slags chok i fremtiden. Det etablerede Sverige lider nemlig af flere fortrængninger. Et par eksempler:

I 1922 oprettede Sverige 'Statens institut for racebiologi'. Initiativtageren var et socialdemokratisk rigsdagsmedlem, som vist aldrig havde sunget 'Internationale'. Svenskerne var 'langskaller' i modsætning til f.eks. de finske, samiske og jødiske 'kortskaller', som nu truede den rene race. Frem til 1934 blev en snes svenske statsborgere steriliseret hvert år.

Derefter 25-dobledes antallet. Årsagen var, at de senere verdensberømte socialdemokrater Alva & Gunnar Myrdal tog initiativ til en lovrevision. Nu drejede det sig ikke længere om 'racen' men om 'intelligensen' - 'menneskematerialets forbedring'. I 1941 kom kirurgerne på overarbejde, da Sverige fik 'Tater-loven', som især var vendt mod romaer. I de næste to årtier blev flere tusinde steriliseret hvert år, og i alt blev 62.000 steriliseret i svenskhedens navn.

I 1957 diskuterede den svenske medicinalstyrelse, om ikke en 27-årig kvinde burde steriliseres. Måske var hun arveligt belastet, da »faderen opgives at have været af tater- eller sigøjnerslægt, hvilket bekræftes af hendes eksotiske udseende«.

Pludselig stoppede vanviddet. Uden debat. Samfundseliten forstod, at der blæste nye vinde. Ægteparret Myrdal er stadig svenske ikoner.

Svensk neutralitet

Et andet eksempel er tyskernes erobring af Narvik i Norge den 9. april 1940.

Straks efter gik de allierede i land, og tyskerne trak sig tilbage mod den svenske grænse. Al deres proviant og det meste udstyr lå på bunden af Narviks havn. Alligevel klarede de den. Da Hitler gik til angreb på Vestfronten, trak de allierede sig hjem.

Hvordan overlevede tyskerne uden proviant i over en måned? Svaret kendte den svenske diplomat Grafström, som den 19. april 1940 stod i Trelleborg, hvor han inspicerede 'nogle' tyske jernbanevogne, som via Sverige skulle bringe 'hospitalsudstyr' og '40 sygeplejere' til Narvik-fronten.

Ordet 'nogle' dækkede over 35 vogne, og 90 pct. af 'hospitalsudstyret' var proviant. Fragtsedlerne var forfuskede. Desuden var alle 'sygepasserne' veltrænede unge mænd. Da han forsøgte at stoppe toget, blev han afløst, og afløseren godkendte siden utallige fragtsedler med 'civilt gods' til Narvik, mens i alt 491 'sygepassere' fik visum. Alle var våben-specialister.

Luftwaffe koncentrerede sig nu om våbennedkastning og faldskærmssoldater, mens sårede tyskere hemmeligt blev behandlet på et svensk militærhospital.

Uden Sveriges aktive hjælp var general Jodls 1.900 alpejægere blevet jaget til Sverige, og de allierede havde vundet en vigtig psykologisk sejr. Hvordan har svenske historikere siden behandlet denne svinestreg over for Norge? Enkelt. Man lod blot som om, at den aldrig havde fundet sted. I stedet fabrikeredes en skrøne om, at 'den svenske neutralitet' (sic!) var af særlig høj moralsk beskaffenhed. Nu var det ikke fragtsedler, man forfalskede - men historien.

Positivismen

Ironisk nok er politichef Göran Lindberg fra Uppsala, hvor en forklaring på samfundselitens evner til fortrængninger findes. Nemlig på byens gamle universitet, hvor alle studenter først skulle tage filosofikum, inden de kunne gå videre i karrieren.

På filosofisk institut herskede tidligere en benhård udgave af positivismen. Ved hjælp af erfaringsvidenskaber og sund fornuft kunne man nå frem til et oplyst menneskeligt samfund. Når videnskaben sagde, at svenske langskaller var klogere end finske kortskaller, stillede ingen spørgsmål. Videnskabens grundlag filosoferede man ikke over. Generationer af svensk elite lærte aldrig at tænke kritisk.

Altså godtog man Gunnar Myrdals begreb om 'intelligens'. Ingen fattede, at 'intelligente' mennesker altid er intelligente i forhold til noget allerede defineret. Positivismens akilleshæl blev aldrig opdaget. Nemlig at vores tolkning af omverdenen aldrig er objektiv.

Derfor kunne man lovgive sig ud af alle problemer. I videnskabens navn steriliseredes 'kortskaller', og sexkøb blev forbudt.

Når det siden viste sig, at man tog fejl, udeblev refleksionen. Fadæserne fortrængtes - eller man fabrikerede en lodret løgn om 'svensk neutralitet'.

Sproget betød ingenting for eliten, og en forklaring kan være, at positivismen er blottet for lidenskab. Et lidenskabsløst sprog gør løgnen let, men lidenskaberne er der stadig, jvf. politimesteren og hans sex-legetøj.

Paul Smith er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den gamle dansk-svenska gubbe i en ny broderstrid: Gudomligt, dessa danskesvin, gudomliga, gudomliga! Selv Beethoven noterede Bellman-epistler i sin notesbog over folkeviser.
Nu ska' svensken ha´´´´ og drog hjem med danefæ i 1659 m.v., denne statslige korruptionsaffære, thers no such thing as a free lunch. Sofie Tholl tog til gengæld i sidste uge opgøret med de lavkulturelle danskere, der ikke bruger spritbolag.

At svenskerne oprettede et racebiologisk institut adskiller dem ikke fra de danske psykiatere eller fra de tyske, de sidste standsede dog ikke ved grænsen mellem teori og praksis, men gennemførte raceteorien. Alle var bidt af en gal psykiater i forestillingen om renhed og selektion, langskaller og kortskaller, indespærringer og kastraktioner på samlebånd, almindelig dansk virkelighed i 30'erne for de svage i ånden, og sigøjnerfaget har vi udført med samme glans som svenskerne til dags dato.
Åndssvagedebatten blev snart den danske offentlige bevågenhed for meget og skjultes hensynsfuldt i hengemte anstalter eller reservater.

Under krigen bosatte romaerne i Sverige sig i lejre i skovene under allemandsretten, ligesom svenskerne bød de danske og tyske flygtninge velkommen, også kommunister, og folk fra De baltiske Lande, der i de strenge vintre nåede over isen i mørket. Svenskerne oprettede som bekendt lejre for brigaden, flere danske og en meget stor norsk nordpå i Värmland, mens vore flygtede modstandsfolk kunne gå strøgtur på de stockholmske gader sammen med uniformerede og bevæbnede tyske officerer, og adskillige fra den danske højrefløj (læs f.eks.Børge Outze og Klaus Rifbjeg) lærte at udnytte fordelen af at bekende sig til begge sider og ikke kunne drømme om at tage del i svenskeres og de danske modstandsfolk gadekampe med de mange svenske nazister. Alle var klar over, at Sverige i overensstemmelse med aftalerne udgjorde det sikre gennemfartsland for tysk personel, varer og våben.

Sådan er svenskerne bare, véd enhver dansker - neutrale plus lidt med en politimester eller var det Stieg Larsson? Nu venter vi på artiklen om de danske fortrængninger, dengang afskygninger af danskerfolket i en pragtfuld blanding af moral, lidenskab, krigsliderlighed og sindelag i fællig istemte "Kæmp for alt, hvad du har kært" - eller er det blot billedet af Danmark 2010?