Kommentar

Værdifuldt design er en guldmine

Design er et værdifuldt samfundsaktiv, som vi kunne få meget mere ud af, end vi gør, men det vil kræve en satsning, som ikke lige passer ind i tidens nedskæringspolitik
30. august 2010

Design kan både opfattes som en genstand - noget materielt man kan tage og føle på, og som noget immaterielt f.eks. en service. Ofte består en designløsning af både fysisk design og service design. Tag f.eks. skiltning. Det er vigtigt, at et skilt kan forstås, men det er også vigtigt, at det står på det rigtige sted. Det første er fysisk design det andet er service design.

At designe er en kompetence, der kan læres. Man kan ikke læse sig til den, som man kan med så mange andre kompetencer, men man kan lære det, ligesom man kan lære at blive tømrer.

Det man skal lære er at give brugeren en bestemt oplevelse. Design er funktionsbestemt. Det gælder om at skabe en løsning, der giver en tilsigtet oplevelse. Og godt design er, når oplevelsen er særlig god - når skiltet er smukt, passer ind i omgivelserne, kan forstås og leder en let og smertefrit frem til det rigtige sted.

Jeg tror, mange har oplevet, at det går bedre med det materielle design end med det immaterielle design. I hvert fald har jeg let ved at forstå stort set alle skilte, men det er langt fra altid, det står på sted, hvor jeg har brug for det.

Vi designer alle hver dag

Vi er omgivet af design alle vegne, og design indgår i stort set alle funktioner i samfundet. Vi designer også alle sammen. Vi designer, når vi vælger, hvad tøj vi skal have på. Vi designer vore hjem, og mange designer også på deres arbejde, men det er ikke alt sammen godt design.

Der er næppe den store uenighed om, at der er brug for nye løsninger på globale udfordringer som klimaforandringer og fattigdom.

Og at der er brug for nye løsninger på velfærds udfordringer som fedme og aldring. Det synes også klart, at der er brug for løsninger, som tager hensyn til individuelle behov, og som giver brugerne mulighed for at være med til at skabe løsningerne.

Der er næppe heller den store uenighed om, at fremtidens globale konkurrence bliver en konkurrence om at skabe de bedste løsninger. Det kræver ny teknologi, men i fremtidens globale vidensøkonomi vil alle have adgang til den nyeste teknologi. Den vil kunne købes på et opstående virtuelt globalt teknologimarked. Teknologien vil gøre os i stand til at lave nye løsninger, og konkurrencen kommer til at gå på, hvem der kan lave de bedste løsninger, og her er designkompetencen nøglen.

Ingeniør versus design

Der vil komme mange nye teknologier til at fremstille vedvarende energi, men hvem kan finde de rette løsninger, så teknologien tages i anvendelse.

Det er ikke nok at få teknikken til at virke, så elbiler kan køre på vindenergi, der skal også findes løsninger, så brugeren anskaffer sig en elbil. Det første er en ingeniøropgave, det andet er en designopgave.

Der vil komme nye teknologier til at løse ældreudfordringen, men hvem kan finde de rette løsninger, så teknologien tages i anvendelse.

Det er ikke nok at teknikken virker, så robotter kan vaske de ældre, der skal også findes løsninger, så de ældre synes, det er bedre at samarbejde med robotten end med sundhedsassistenten. Det første er en ingeniøropgave, det andet er en designopgave.

Design er oplevelse

At skabe nye løsninger på globale udfordringer og velfærds udfordringer vil blive en vigtig økonomisk aktivitet og det økonomiske grundlag for mange danske virksomheder.

Men et andet meget vigtigt område og måske det største vil blive de kreative industrier. Det er allerede det område, der vokser mest i den globale handel, fordi den voksende middelklasse i Kina, Indien, Rusland og Brasilien efterspørger underholdning, ikoner og oplevelser, som deres egen industri ikke kan levere. Kernekompetencen i de kreative industrier er også design.

At forstå betydningen af godt design og fremme anvendelsen af godt design har stor samfundsmæssig værdi, og er derfor et politikområde i fremgang i mange lande.

Trist at det modsatte er tilfældet i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu