Kronik

Vejen til fred i Afghanistan skal gå gennem Pakistan og Indien

Den langvarige konflikt mellem Pakistan og Indien er en altafgørende brik, hvis man skal have en fredelig og stabil udvikling i de to lande. Men også krigen i Afghanistan ville se helt anderledes ud, hvis atommagterne Pakistan og Indien kunne enes
Konflikten mellem de to atommagter Pakistan og Indien ulmer stadig i blandt andet Kashmir-provinsen. Forinden dette billede (1.7.2010) havde tre ugers protester kostede 11 mennesker livet.

Konflikten mellem de to atommagter Pakistan og Indien ulmer stadig i blandt andet Kashmir-provinsen. Forinden dette billede (1.7.2010) havde tre ugers protester kostede 11 mennesker livet.

AFP Photo

20. august 2010

Krigen i Afghanistan ser ud til at være tabt. Efter snart 10 års krig er Taleban stadig i fuld vigør. De forskellige grupperinger får hele tiden tilført nye folk, og har åbenbart tid, penge, forsyninger, våben og efterretninger nok til deres rådighed. Det er der mange grunde til, en af dem er sandsynligvis, at Pakistans militære efterretningstjeneste ISI hjælper og støtter afghansk Taleban. Det tyder i hvert fald lækkede dokumenter fra Wikileaks på, og det er, hvad mange iagttagere længe har sagt, og hvad britiske David Cameron kom til at sige under sit besøg i Indien.

Men hvordan kan det nu være, at kræfter helt op i det pakistanske militærs og regerings top fører dette dobbeltspil, på den ene side at være allieret med USA og NATO/ISAF i kampen mod Taleban, og på den anden side aktivt hjælper Taleban i Afghanistan?

For at forstå dette skal man se på Pakistans forhold til Indien. Pakistan og Indien er dødsfjender. De er formelt set stadig i krig med hinanden, de har kun våbenhvile. Den situation har nu varet så længe, at verden næsten har glemt problemet, og de to lande taler jo pænt til hinanden ved officielle lejligheder og i internationale institutioner, men nede under den pæne overflade ulmer en voldsom ufred. Baggrunden finder man i Indiens deling i 1947.

De første indiske kulturer lå omkring floden Indus, netop der hvor Pakistan ligger i dag. Efterhånden bredte befolkningen sig ud over hele Indien, og der kom nye folk ind fra nord. Det indvandrende, eller erobrende, folk var af mongolsk, turkmensk eller iransk afstamning, og hvor de oprindelige indere hovedsagelig var hinduer (samt i mindre omfang buddhister, sikher m.m.), var de nye folk overvejende tilhængere af islam.

I modsætning til Kina kom Indien aldrig til at udgøre et sammenhængende storrige i længere perioder, det var splittet i mindre konge- og fyrstedømmer, sultanater og stormogulriger. Derfor var det også relativt let for Storbritannien at kolonisere landet i 1700-tallet og gøre hele dette kæmpeland, som også omfattede Bengalen og Burma, til britisk koloni i 200 år.

I begyndelsen af 1900-tallet voksede to folkelige bevægelser for uafhængighed sig stærke i Indien, dels omkring Kongrespartiet, med de senere så kendte ledere Ghandi og Nehru i spidsen, og dels Den Muslimske Liga. Begge bevægelser gik ind for at bevare Indien som et udelt rige. Kongrespartiet mente, at religionerne måtte kunne leve sammen side om side, men at der skulle være vidtgående mindretalsbeskyttelse, regionale selvstyreordninger osv. Det samme mente muslimerne indtil omkring 1940, hvor ligaen under ledelse af Muhammad Ali Jinnah ændrede målsætningen til, at muslimerne ville have deres egen stat, Pakistan.

Briterne havde ikke til hensigt at give Indien frihed, og de forskellige ledende modstandsfolk blev ofte fængslet. Briterne havde gennem tiderne udnyttet splittelserne i det indiske samfund til at styre landet. Den taktik brugte de til det sidste, idet man under Anden Verdenskrig, hvor en af de største modstandere af indisk selvstændighed, daværende premierminister Winston Churchill, spillede på uenigheden mellem muslimer og hinduer. Ghandi og Nehru var mere i fængsel end på fri fod, mens muslimernes Jinnah fik lov til at gå fri, og kunne fortsætte sin agitation for en deling af landet.

Vanviddet starter

Tiden løb dog ud for den britiske koloniherrestatus, og da Labour kom til magten efter krigen, var vejen banet for Indiens uafhængighed. Tanken var fortsat, at Indien skulle forblive en samlet stat. Men så startede vanviddet. Opildnet af muslimske ledere begyndte først muslimer og derefter hinduer at myrde løs på hinanden. Millioner af mennesker måtte flygte eller blev dræbt, og snart blev alle parter enige om, at landet måtte deles.

Englænderne stod for at føre delingen ud i livet. De provinser, der overvejende var beboet af muslimer, kom til Pakistan (øst og vest). Enkelte steder måtte provinser deles, eksempelvis Punjab. Her boede imidlertid en masse sikher, og de ville under ingen omstændigheder til Pakistan, hvorefter nye myrderier og folkefordrivelser startede i et næsten værre omfang end tidligere.

Et tredje og måske større problem var, at englænderne havde indført det princip, at der - ud over befolkningens religiøse tilhørsforhold - skulle tages hensyn til den lokale fyrstes ønske om, hvor provinsen skulle høre til. I Jammu og Kashmir var tre fjerdedele af befolkningen muslimsk. Provinsen burde altså være gået til Pakistan, men da fyrsten tøvede med at bestemme sig, blev pakistanerne nervøse, og de sendte hæren ind i området, hvorefter fyrsten besluttede sig for Indien. Indien sendte nu også sin hær ind, og det endte med en våbenstilstandslinje, der eksisterer den dag i dag - selv efter yderligere to krige.

Delingen af Indien blev altså aldrig helt færdig, der er stadig åbne og ulægte sår og dybe mentale ar efter alle myrderierne og fordrivelserne. I Jammu og Kashmir skulle der have været afholdt en folkeafstemning og eventuelt lavet en deling, men hærene ville ikke trække sig ud, hvorfor en folkeafstemning ikke kunne gennemføres. Situationen blev frosset fast i krigssituation og besættelse, der varer ved den dag i dag.

Pakistans skrækscenarie

Hvad betyder nu alt dette for situationen i Afghanistan? Det betyder, at Pakistan frygter, at Afghanistan skulle blive alt for venligt indstillet og samarbejdsvilligt overfor Indien. Et Afghanistan, der nærmest er allieret med Indien, er det værst tænkelige skrækscenarie for Pakistan. Derfor frygter Pakistan et sekulariseret Afghanistan, der er organiseret efter vestligt mønster, og hvor den religiøse påvirkning af regeringsførelsen er lagt helt eller delvist til side, fordi et sådant Afghanistan let kunne få gode relationer til Indien, der allerede i dag er i gang med store investeringer i det nordlige Afghanistan, og har indledt stor diplomatisk aktivitet i forhold til Karzai-regimet.

Derfor har Pakistan en skjult interesse i, at Taleban stadig står stærkt i Afghanistan, og at islam stadig spiller en væsentlig rolle i samfundet, for det vil medvirke til at holde Indien på afstand. Så enkelt er det at forklare, at kræfter helt op i den Pakistanske regerings top accepterer eller måske ligefrem tilskynder til, at afghansk Taleban bevarer styrken, og stadig får et stort ord at skulle have sagt i fremtidens Afghanistan. Eller sagt på en anden måde, at Vestens krig ender uden resultat.

På den baggrund er det jo højst besynderligt, at verdenssamfundet ikke for længst har indset, at nøglen til en fredelig og sikker udvikling i hele regionen ligger i en løsning på de gamle konflikter mellem Indien og Pakistan. Højst besynderligt er det, at man har ladet de to atombevæbnede stormagter hænge fast i deres fastfrosne fortid. Hvad skal der til? Der skal et internationalt pres til for at få gang i seriøse fredsforhandlinger mellem Indien og Pakistan. Dels for at få sluttet fred og fastlagt en grænse i Jammu og Kashmir, dels for at få starte en forsoningsproces og en udredning af gamle spørgsmål om folkefordrivelser, tabt ejendom osv.

Hvis Indien og Pakistan en dag kunne få løst disse problemer, ville døren være åbnet for en fredelig og stabil udvikling i hele regionen, også i Afghanistan, og Pakistan kunne få gang i et ordentligt demokrati og en bedre økonomi. Pakistan er en forkrøblet stat, der har lidt under militærdiktaturer i årevis. Indien derimod har masser af vind i sejlene i disse år, med høje vækstrater og en voksende købedygtig middelklasse.

I stedet for at David Cameron og andre hver for sig prøver på at få fødderne inden for i Indiens økonomiske optur, burde verdens ledere gå sammen om at lægge pres på de to lande for at få startet en freds- og forsoningsproces, der kunne skabe ro og fremgang for hele denne store del af Asien.

Michael Kongstad Nielsen er landinspektør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu