Kommentar

Det absurde totalteater fortsætter

Spørgsmålet om oprettelse af fixerum bør ikke være et spørgsmål om højre eller venstre i det politiske spektrum. Det er et etisk spørgsmål om, hvorvidt vi kan acceptere, at stofmisbrugere fortsat skal rende rundt på Vesterbro - syge, stressede og udstødte
Debat
1. oktober 2010

Scenen er sat igen og igen med Vesterbro som kulissen, hvor stykket opføres både på Maria Kirkeplads, bag Hovedbanegården, i Kødbyen, i Lille Istedgade. Det absurde totalteater er iscenesat med stofmisbrugeren som aktør og beboere, turister, politi og socialarbejdere som tilskuere. Der indtages rusmidler åbenlyst på gaden på Vesterbro

Kokain er slået igennem i på stofscenen på Vesterbro. I løbet af de seneste år er der sket en stigning i anvendelsen af kokain blandt de såkaldt tungere misbrugere, som har deres gang på Vesterbro i København. Det drejer sig om borgere, som opholder sig på Vesterbro i både kortere og længere perioder. Formodentlig ofte med det formål at erhverve sig illegale rusmidler og i særlig grad kokain. Vesterbro indtager en særstilling i forhold til omfang. Det er ikke det samme billede, man genfinder i f.eks. Århus eller Odense, som slet ikke har en åben stofscene som den, vi ser på Vesterbro, og formodentlig er omfanget af problematisk kokainforbrug blandt hårdt belastede stofbrugere væsentligt mindre i alle andre dele af landet.

Det er på den baggrund meningsfuldt og nødvendigt at forholde sig lokalt til de problemer, som kokainforbruget medfører på den åbne stofscene på Vesterbro.

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange af Vesterbros stofafhængige som anvender kokain, men en mindre spørgeskemaundersøgelse på Mændenes Hjem viste, at 46 pct. af de 400- 600 mænd og kvinder, som kommer ind ad døren til Mændenes Hjem hver dag, har kokain som primært rusmiddel. Mange stofafhængige har en indtagelse, som er blandet af forskellige rusmidler f.eks. kokain, heroin, benzodiazipiner etc.

Kokain kan indtages ved at drikke det, sniffe det, ryge det og injicere det. På Vesterbroscenen er de mest almindelige indtagelsesformer ‘at freebase’ (ryge) eller injicere kokainen. På Vesterbro forestår Mændenes Hjem udleveringen af omkring en million sprøjter og kanyler årligt. Med kokainens indtog oplever beboere på Vesterbro ofte larm og gener fra stofafhængige, som er vågne hele natten. Henkastede sprøjte og kanyler er et stort problem.Fremkomsten af kokainen aktualiserer behovet for et ‘stofindtagelsesrum’. Stofmisbrugere bør have mulighed for at indtage stoffer under betryggende og menneskelige forhold.

Omsorg og motivation

Under de i dag eksisterende forhold er det yderst vanskeligt for de svageste og mest udsatte stofmisbrugere at opretholde en forsvarlig hygiejne. Af frygt for at få sit stof konfiskeret, handler det om at få placeret kanylen i venen så hurtigt som muligt. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, udtaler i Information (28. september), at »fixerum strider imod det, vores politi og vores sygeplejersker er uddannet til«.

Sygeplejersker er uddannet til redde liv og lindre smerte. For de sygeplejersker, som arbejder på Mændenes Hjem med stofmisbrugere, er der ingen tvivl om, at det gøres bedst i et stofindtagelsesrum.

Resultatet af de stressende omstændigheder er en øget risiko for smittespredning af alvorlige infektioner og risiko for injektionsskader eller livstruende overdoseringer. I et ‘stofindtagelsesrum’, som det også er blevet kaldt, vil der være mulighed for rolige og hygiejniske forhold, muligheder for opsyn af sygeplejepersonale og muligheder for at gribe ind ved overdosis og for radikalt at mindske risikoen for blodbåren smitte. Her kan man skabe kontakt og give omsorg og motivere til nedsat forbrug eller behandling.

I Tyskland og Norge har man gjort det muligt at oprette stofindtagelsesrum. Erfaringerne med oprettelsen af sådanne rum synes at være gode. På et studiebesøg i Hamborgs ‘Drop inn’ (fixerum) informerede det lokale politi om deres tilfredshed med dette stofindtagelsesrum. Området bag Bahnhof er ryddet for åbent stofindtag, og der var ingen beboerklager længere, og politiet støtter ‘Drop inn’.

Samtidig gav politiet udtryk for, at det gav større mulighed for at koncentrere indsatsen mod pushere og bagmænd. Mange betjente med deres daglige virke på Vesterbro har en lignede holdning.

Spørgsmålet om oprettelse af stofindtagelsesrum bør ikke være et spørgsmål om højre eller venstre i det politiske spektrum. Det er et etisk spørgsmål om, hvorvidt vi i det danske samfund kan acceptere, at stofmisbrugere fortsat skal rende rundt på Vesterbro, syge, stressede og udstødte eller om, hvorvidt det ikke er mere humant og acceptabelt, at det er os som samfund, der udvikler og ændrer rammerne for social- og sundhedspolitikken, som skaber rum og mulighed for stofmisbrugerens indtagelse af stoffer under betryggende og menneskelige forhold.

Forslaget løser ikke alle problemer med stoffer og stofhandel, men accept af og forståelse for stofmisbrugerens situation og leveform er første skridt i retning af en dialog med en gruppe af mennesker, som i dag føler sig jagede og sat udenfor.

Robert Olsen er forstander, Mændenes Hjem på Vesterbro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som beboer i området i snart tyve år synes jeg man skal begynde at anskue problematikken mere fra beboernes synsvinkel i stedet for narkomanernes.
Kun ca 5% af narkomanerne har bopæl på Vesterbro, resten pendler hertil for at købe og indtage deres stoffer, bla. ved siden af: daginstitutioner,( stressende for børn, deres forældre og de ansatte) gymnasier (igen stressende for forældre, elever, lærere etc) og Turist hoteller (stressende for kunder, ansatte og erhvervsdrivende) Det er på tide at politikerne vågner op fra forestillingen om at Vesterbro er en bydel for sociale tilfælde der er ligeglade med narkomaner - eller selv er det...jeg vil vove påstanden at den typiske Vesterbroer i 2010 er 20-45 år, har børn og er enten i arbejde eller under udddannelse...m.a.o er det politikernes egne vælgere og samfundets skatteydere der skal leve med den ekstremt farlige situation som stofmisbruger-kulturen udgør i dag.
Ville man acceptere det samme i området omkring Valby station?, Flintholm station? Rådhuspladsen? - eller hvad med Blågårds Plads hvor handelen med hårde stoffer begyndte i 70'erne indtil den blev fordrevet både derfra og fra fristaden Christiania? - argumentet "narkomaner ? - sådan har det altid været på Vesterbro.." holder heller ikke...hvis et fixerum er sagkundskabens løsningsmodel er det uforståeligt at politikernes forældede forestillinger eller håbløse idelogisk betingede holdninger skal blive ved med at opretholde en komplet uholdbar situation.

Liselott Blixt, udtaler i Information (28. september), at »fixerum strider imod det, vores politi og vores sygeplejersker er uddannet til«.

Jeg mener det er vore politikere, der ikke evner at forholde sig til det reelle problem, hvilket også Tom Benkhe gang på gang bekræfter med sine ureflekterede udtalelser.

Tak til Robert Olsen for dette indblik i en meget kompleks problemstilling.

I denne sag er det på sin plads at udtale at et samfund skal bedømmes udfra den måde hvorpå det behandler sine svageste medborgere

Dorte Sørensen

Det ville ha´ været sjovt hvis Kronprinseparrets fond havde givet penge til let udgaven af fixerum, der trods alt eksisterer efter mange Folkedebatter og negative afstemninger fra OVK s side.

Henrik Sarpsborg

Fixerum er bare skindet på spegepølsen! Det næste bliver at skatteborgernes penge skal gå til at "hjælpe" narkomanerne med fri narkotika.

Derefter bliver designer stoffer vel så alment accepteret, gennem små legitimitets skred, at vores børn skal tvinges til at bruge dem som præstationsfremmende midler i uddannelsessystemet, for ikke at sige påbud om lykkepiller på arbejdspladserne for at skabe bedre arbejdsmiljø.

Nej, nej og atter nej. Der er dillemmaer i livet, dette er et af dem man må rumme i behandlings- og omsorgssystemet. Jeg kan godt forstå at det er svært, at socialarbejderne er frustrerede, og de interessesynspunkter der arbejder for deres sag, men der er no way jeg ville støtte en sådan udvikling. Jeg håber ikke der er opbakning til dette.

Slettet Bruger

Fixerum ville være en udmærket ide, hvis det ellers stoppede teateret, kriminaliteten, profitten, tilførelsen af nye narkomaner mm, og så må politiet formodentligt heller ikke stå i nærheden af fixerummene, visitere folk og spørge hvor de har handlet deres ulovlige stoffer og hvorledes de egentligt finansierer deres stofforbrug. Måske det er okay, hvis klienterne plyndrer Robert Olsens hjem om formiddagen og får frit lejde om eftermiddagen, og det fortsat giver beskæftigelse i flere tilknyttede brancher. Bedre og mindre dobbeltmoralsk ville det imidlertid være med kombinationer af tidlig indsats, at tvinge folk i behandling, med gratis stofuddeling i de håbløse tilfælde og derigennem ramme markedet på efterspørgselssiden, så bagmænd og store fisk mistede interessen for området.

Tyve års appelleren til politikerne med argumenter om at narkomanerne er svage og udsatte og har brug for hjælp, har INTET afstedkommet, narkohandelen foregår 100 m fra en af københavns største politi stationer- Station City på Halmtorvet - Politiet kan IKKE stoppe stof handelen...
Er det ikke på tide at indrømme at der er et problem med KRIMINEL og STÆRKT SUNDHEDSFARLIG aktivitet i området mellem Hovedbanegården og Gasværksvej? og så finde en PRAKTISK løsning på problemet?..f.eks et lokale hvor den STÆKT SUNDHEDSFARLIGE AKTIVITET kan foregå under kontrol og opsyn, man ville gøre det med det samme hvis vi snakkede om udslip fra kemiske fabrikker, epidemier, skadedyr, eller lignende.
Det må være slut med den social-politiske vinkel da den åbenbart taler for døve øren på Rådhuset og Christiansborg samtidigt med at den kriminal præventive indsats har slået fejl på tyvende år.
Forslag udbedes fra modstandere af Fixerummet.

Slettet Bruger

Jeg har allerede stillet et par forslag og kunne også komme med flere, hvis det ikke var fordi det ville var spild af tid. Politikerne vil fortsat positionere sig med hver deres aftalte særstandpunkter således at intet særligt sker. Den røde blok vil måske se igennem fingre med en del mere og oprette fixerum, men derudover har jeg mere end svært ved at se, hvordan dette skulle sætte en stopper for nogen kriminalitet, narkohandel eller rekruttering af nye tilfælde. I øvrigt er der formodentligt mange grunde til at politiet nedprioriterer opgaver i forbindelse med den åbenlyse handel ligesom det pt også er håbløst at gennemrode brugernes lommer for narko for blot at sende dem af sted til ny kriminalitet, der kan veksles til stoffer.

Nej, Fixerum kan ikke stoppe narkomani eller kriminalitet, (eller global warming, tørt brød, kedelige TV-serier, etc, etc)
Fixerum er: Plasteret der stopper blødningen og forhindrer infektion.. bagefter kommer behandlingen og de formanende ord om at passe bedre på en anden gang...som situationen er nu render der mennesker rundt - billedligt talt - med åbne sår og blodet sprøjter... (undskyld splatter-films retorikken, men det skal åbenbart skæres ud i pap at der er ET AKUT PROBLEM som SKAL LØSES)

Slettet Bruger

Så fordi man er træt af narkohandel i ens område, af at politi mfl vender ryggen til eller af kriminaliteten, så kan den slags ikke anvendes som argument for at indføre fixerum. Fixerum løser især nogle sundhedsmæssige problemer, men dobbeltmoralen vil leve videre (eller antage nye højder) såvel som handelen, profitten, nytilstrømningen og kriminaliteten.

For nogle ser det imidlertid pænere ud, man nurser 'kunderne' så de har lidt mindre stress og får mere overskud til at skaffe penge til de stadigt lige ulovlige stoffer og så virker det mere sikkert, fordi det flyder lidt mindre med sprøjter i området. For andre minder det snarere om kvarte ’løsninger’ og hvidvaskningscentraler.

Når det så nævnes i artiklen, at politiet gav udtryk for, at det gav større mulighed for at koncentrere indsatsen mod pushere og bagmænd, så klinger bekæmpelsen hult som omkvædet fra de sidste ca. 40 år herhjemme. Så længe der er god og stabil efterspørgsel og man endda vil se mere igennem fingre med kundernes adfærd så vil der under hensyn til risici og indtjening foregå konstant og flyvende udskiftning blandt sælgerne.

selvforskyldt selvforskyldt selvforskyldt selvforskyldt selvforskyldt selvforskyldt

Curling-børnene vidste på forhånd, at Vesterbro er junkiernes fristed ganske som det tidligere var spritternes.

At det er "trendy" at sidde på en (for en sikkerheds skyld) indhegnet altan og drikke årgangsvin mens man sidder og kigger ned på narkoluderne og bagsiden af den samfundsform man selv nyder godt af, må være en lidt bizar nydelse (Miss Florens).

Skal vi nu til at forbyde at fortælle om hvordan det røde kød (der spises til årgangsvinen) er blevet frembragt ?

Det vigtigste politiske ord de seneste 20 år er "selvforskyldt".

Lad os bruge det når det for en enkelt gangs er velplaceret.

En stor tak til Gorm Petersen for at have bragt den sidste manglende kliche i denne debat på banen: "Vesterbro' ere i dag er nogle forkælede idioter der bare kan flytte til Gentofte hvis de ikke kan klare lugten i bageriet"...som nævnt i mit første indlæg har jeg boet her i snart tyve år, også dengang det ikke var "trendy" og jeg har nu fået en glimrende ide, vi vender den om: Beboerne bliver her - men vi flytter narkohandelen til Gentofte...måske er det bare det der skal til for alle parter - et frisk nyt perspektiv.

Jeg ser at der er en del modstand mod at give narkomanerne værdige forhold.

Er der nogen der tror, at man ved at jagte fødekædens nederste led - narkomanerne, kan bekæmpe handel med narkotika?

Det hævdes at være forkert, at samfundet skal betale for stoffer, til disse afhængige. Som om at stoffer på det "hvide"/legale marked kostede noget særligt.
Det koster ingenting, sammenlignet med de omkostninger samfundet bliver påført i form af følgekriminalitet, ved berigelseskriminalitet og prostitution.

Narkotikapolitikken i Danmark har fulgt internationale normer siden 1960 - og resultatet er mildest talt ikke en succes.
Det koster virkelig mange penge - og indsatsen står altså ikke mål med resultatet.

Hvor længe skal moralske forhold være bærende for vores indsats, i stedet for at se på problemet kerne, og derved finde løsningen.

Der har såmænd lige så længe jeg kan erindre været tale om ca. 15.000 "hårde" narkomaner - nogle forsvinder og ny kommer til - men antallet er nogenlunde konstant. Således også antallet af dødsfald pr. år, såvidt jeg husker omkring 250.

Danmark i dag flyder i stoffer, særligt coke og amfetamin - det er tilstede i alle samfundslag, og finanserne - tja - smid 50.000 på bordet, og om en måned får du 75.000 igen - uden at røre en finger.

Men altså, de dårligst stillede ender på Mændenes Hjem i Lille Istedgade - og jeg har afleveret mange til netop den institution, der gør et godt stykke arbejde.
Næste stop er som narkoman og hjemløs - hvis man ikke har råd til at betale 59 kr. for en seng.

Den overvejende årsag til narkomaners elendighed er såmænd ikke deres stofmisbrug, men den måde samfundet møder dem på - som et irriterende fremmedelement, som nogen der er udenfor og foragtede.
De kan rent faktisk hjælpes til en bedre tilværelse, med et andet indhold - hvis ikke det lige var fordi de skal bruge alle døgnets timer til at skaffe det næste fix.

Jamen så lad dem dog få fri heroin, (et middel opfundet til at afhjælpe abstinenser ved alkoholmisbrug) og lad dem indtage stofferne under værdige forhold - så vil det vise sig, at nogle af dem kan restitueres og få en såkaldt normal tilværelse.

Hvad er det der taler imod - andet end moralsk fordømmelse, og generel uvidenhed?

Slettet Bruger

Niels Mosbak

Er der nogen der tror, at man ved at jagte fødekædens nederste led - narkomanerne, kan bekæmpe handel med narkotika?

Er du holdt op med at tæve din kone?

Der kræves ingen jagt. Der er tale om velkendte klienter og folk, man med mellemrum lukker ud af fængslerne og personer, der er lette at spotte, men når systemet møder dem i dag mangler der konsekvens, individuelle handleplaner, opfølgning, test og helhedstænkning.

Når der ikke rigtig er større sammenhængende indsatser fra myndighedernes side og folk får lov til at sejle rundt er det formodentligt fordi, der ikke er stemmer i at snakke om disse problemer (uanset hvor mange penge og lidelser man kunne spare) og måske fordi man er bange for at kunne risikere en uheldig overskrift. Så foretrækkes den velkendte elendighed.

Hvor længe skal moralske forhold være bærende for vores indsats, i stedet for at se på problemet kerne, og derved finde løsningen?

Moralske forhold er på ingen måde bærende for den nuværende (manglende) indsats, tværtimod er der tale om amoralsk dansk gråzone legalisering, som nogle vil udvide.

Hvad er det der taler imod - andet end moralsk fordømmelse, og generel uvidenhed?

Ja, en ærlig legalisering af hård narko (og ikke blot til en mindre gruppe af de hårdest ramte misbrugere) er helt anderledes ren snak end fixerum med frit lejde for ulovlige stoffer handlet for sorte penge. Hvad der taler imod fuld legalisering af forskellige former for hård narko er for nogle stoffers vedkommende, at de hævdes at kunne udløse mentale forstyrrelser, der kan afstedkommende farer for andre mennesker (lidt a la skydevåben og fri hastighed) og de er stærkt afhængighedsdannende, hvorfor staten af forskellige grunde så skulle sikre forsyninger og til priser som folk kan betale.

Henrik Wagner

Man skubber trods alt rundt med narkomanerne på Vesterbro, om det er jagt - tja...

Jeg er enig med dig, når du fremhæver en manglende helhedstænkning i samfundet omkring narkomaner.

I dag er "behandlingen" af narkomaner overladt til politi- og fængselsvæsen.
I spjældet en gang hvert halve år - og efter endt afsoning - tilbage på gaden, ingen bopæl, ingen midler, ingen andre venner end pusheren - tilbage til Istedgade.

Det er den direkte vej tilbage til nyt misbrug, og ny kriminalitet.
Jeg foretog engang en ransagning, hos en 40 år gammel narkoman (rygeheroin), der var henvist til at bo i et pulterrum i en boligblok.
Fixegrej, tandbørste, brød, ost var pænt linet op på en gammel reol, der gjorde det ud for et bord.
Madras på gulvet.
Han var dødflov over at skulle fortælle og påvise hvor han boede. Ikke fordi der fandtes tyvekoster eller andet kriminelt - men fordi det var hans eneste bolig-forhold.

Jeg var mindst lige så flov over, at det samfund jeg tjente, det samfund der modtog skat fra mig, behandlede nogle af de socialt dårligt stillede medborgere på en så ringe måde, at de var nødt til at bo illegalt i pulterrum.
Derudover var det jo indlysende, at den manglende handling fra samfundets side, blot ville skubbe et socialt problem rundt i straffesystemet, der jo ikke er indrettet på at løse dette problem.

Der er nogle socialarbejdere i kommunerne der svigter, det er jo dem der skal samle problemerne op når folk bliver løsladt.

Nogle narkomaner bliver ganske rigtigt desperate, især hvis de ikke kan få deres fix, men det skal også tages i betragtning, at en del narkomaner samtidig har en underliggende psykisk sygdom, hvilket kan være årsag til deres narkomani, idet der her er tale om en form for selvmedicinering.

Jeg kan ikke se andet end at man tilbyder fri heroin til misbrugerne i nogle ordentlige omgivelser - det kan faktisk være med til at bedre deres situation.
Lige pludselig er stressen efter det næste fix forsvundet, og jeg er ligeledes sikker på, at ethvert forsikringsselskab ville klappe i hænderne over den løsning - de vil spare mange penge, fordi kurven over berigelseskriminalitet vil falde.

Hvad er det der får folk til at tro at betændte bylder, helvedsild, åbne sår, og koldbrand, nyresvigt, leverbetændelse og HIV er vigtige lidelser for en succesfyldt afvænning af narkomaner?

Jeg ville blive meget glad hvis der var nogle kloge hoveder der ville svare mig på det.

Slettet Bruger

Niels Mosbak

Man skubber trods alt rundt med narkomanerne på Vesterbro, om det er jagt - tja…

Den nuværende indsats er langt fra nogen decideret jagt, snarere lidt for syns skyld med hej og på gensyn. Men jagt i ordets egentlige forstand var det en overgang i 90’erne, hvor Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, justitsministeren m.fl. var blevet enige om, at Istedgade skulle ryddes (bl.a. for turisternes skyld) og narkomanerne stresses for stressens skyld, så de ændrede deres livførelse (!?) eller lod sig drive ud i Sydhavnen, hvor det var mere acceptabelt at de befandt sig.

På dette tidspunkt opererede station city også med et tæskehold bestående af meget aggressive betjente, hvilket jeg desværre som helt ’almindelig’ borger måtte sande, da jeg ikke var hurtig nok til at afstedkomme deres ordrer og derfor måtte runde cellerne under hovedbanen, hvor jeg trods min fuldkomne passivitet blev udsat for grove provokationer, råben, kvælergreb og dødstrusler (det var før Muhammed krisen).

Den slags eller lignende ’jagt’ er selvfølgelig ikke vejen frem og som jeg læser det heller ikke blevet foreslået af nogen her i forbindelse med forslag til veje, der kan begrænse efterspørgslen for derigennem begrænse sælgernes interesse for det lukrative marked.

I anden forbindelse har jeg også mødt en narkoman, der netop var blevet løsladt til samme uheldige kvarter og omgangskreds. Til en lejlighed uden møbler og en sagsbehandler som han ikke kunne kommunikere med og som desværre netop havde trukket ham i bistandshjælp for en bøde til DSB. Til gengæld var han fuldkommen clean efter hans selvvalgte isolation i fængslet, og vi havde en i øvrigt meget hyggelig samtale om livets gang. Hans forsøg på stoffri periode varede dog næppe længe, og det ville undre mig om han lever i dag her mere end 10 år efter og i så fald om han har en tilværelse uden stoffer og kriminalitet.

Ja, med hensyn til visse stoffer og psykiske lidelser virker det formodentligt begge veje både som årsag til brug og som udløsende faktor. Misbrug inden for psykiatrien er uhyre udbredt lige som inden for fængselsvæsenet i øvrigt, og vanskeliggør (eller nok rettere umuliggør) behandlingen.

Ellers er vi måske nogenlunde enige om hvordan landet ligger, om det udsigtsløse og uhensigtsmæssige med vedvarende samfundsbelastninger, ved omkostningerne til politi, forsikringsvæsen, fængselsvæsen, sundhedssystem, gener for pårørende, de mange bivirkninger for brugerne selv og for folk, der oplever at blive bestjålet eller ved forskellig utryghed for helt andre familier med børn f.eks., men altså åbenbart slet ikke om vejen frem. Fri heroin er løsningen for nogle. Ingen tvivl om det, men for mig at se ikke for alle eller for nye brugere.

Hvis de lod sig drive ud i Sydhavnen, ville det efter kort tid blive "trendy" for curling-generationen at flytte til Sydhavnen.

For at sikre friværdien af de superdyre ejerlejligheder, der ville poppe op i Sydhavnen måtte staklerne jages et nyt sted hen.

I tilbageblik:

Først Nyhavn (som engang var for ludere og lommetyve) - så Vesterbro - så Sydhavnen.

Curling-børn synes at opsøge underklassen som var de målsøgende missiler.

Psykologer forklarer det som: "Der er altid sjovere i rygerbussen".

Curling-børnene skal være velkomne i rygerbussen - men lad være med at jage rygerne ud - for så bliver de nødt til at finde en ny bus - og så træder paragraf 1 automatisk i kraft (der er sjovere i rygerbussen) og historien gentager sig på en ny lokation.

Henrik Wagner

Vi er helt enige om situationen i dag, men hvad er vejen frem?
Vi kan ikke fjerne narkotika i samfundet - det kan man ikke i noget samfund, idet indtjeningen er uhyre stor, og motivationen for indsmugling og handel derfor lige så stor. Yderligere har mennesket en indbygget trang til at tage for sig af stimuli, at afprøve stimulerende midler, særligt i de unge år.

Den fulgte politik siden 1960erne er ikke egnet til at dæmme op for problemet, hvilket burde være tydeligt for enhver.
Politi og fængselsvæsnet er ikke løsningen - og omkostningerne enorme.

Vi må finde nye veje til at mindske elendigheden der jo er åbenlys, og elendigheden kan vel kun mindskes når det sker på de præmisser, som de der skal hjælpes kan tage imod.

Men vi skal jo begynde et sted...

... og stedet at begynde er at frigive narko - al narko, dvs droppe forbud mod produktion, salg og indtagelse af narko.

Det er ikke så svært.

PS : Naturligvis vil der være nogle tabere ... det er der også også i dag, men der vil ikke være de store "vindere", de kriminelle, finansielle bagmænd (M/K) således som der er i dag. Det lukrative, illegale marked vil simpelthen , ja, forsvinde. Taberne skal hjælpes, naturligvis, ligesom samfundet hjælper andre tabere ... eller gjorde før Rasmussen (II) og (III) regimet. At vedligeholde den nuværende støtte til den lukrative illegale narko industri, som narkolovene er udtryk for, er .... ja, umoralsk.

Slettet Bruger

Niels Mosbak

Jeg mener man udmærket kan starte med at overveje, hvad man skal stille op, når de forskellige myndigheder støder på narkoproblemerne til hverdag. At skyde på politi eller kommunale sagsbehandlere og sige, at de er for dårlige til at løse deres opgaver eller at kommuner/regioner o.a. sætter for få ressourcer af, forekommer frugtesløst og lidt urimeligt.

Dels i forhold til storbyernes magnetiske virkning på den slags problemer og pga problemets tværgående karakter, men også fordi x antal flere millioner investeret i seperate forsøg i den enkelte kommune i bedste fald afstedkommer besparelser i helt andre kasser private eller offentlige som tidligere opridset og endda i efterfølgende regnskabsår.

Derfor kan der være brug for koncentrerede indsatser og investeringer betalt via fælles kasser (statens) samt eventuelt behov for ændret lovgivning og samling af ekspertise, (koordineret behandling, opfølgning, efterforskning, kontrol, individuelle planer, sundhedsrum etc.) og ikke mindst for mere konsekvens.

Det er her jeg mener, at der for hver enkelt person myndighederne møder i besiddelse af ulovlige stoffer, bør udarbejdes en plan for hvordan netop denne person stopper den adfærd, som man nu engang har besluttet er stærkt uønsket - hash, khat o.lign. kan for min skyld legaliseres ligesom det er fornuftigt med fri heroin til håbløse segmenter - og som har disse mange tidligere nævnte store omkostninger.

Altså trække en streg i sandet for derigennem at angribe efterspørgslen vedvarende på forskellig fronter. Handlingsplaner, opfølgning, fremmøde, test, behandling, rådgivning etc. Følger man ikke sin behandlingsplan og fortsætter de kriminelle aktiviteter for at skaffe narko og holde gang i markedet bør man tilbageholdes og behandles forsvarlig under sikre forhold til man kan klare sig selv (at sammenligne med farlighed for personen selv og/eller sine omgivelser), alt sammen selvfølgelig under lægelig kontrol. I værste fald vil noget her kunne afstedkomme et par overskrifter, men i dette tilfælde er der desværre ingen problemfri veje.

Jeg er enig i, at en legalisering af hash og khat må være første skridt, idet disse stoffer ikke medfører en fysisk afhængighed, og ifald man kan tale om psykisk afhængighed, er denne mindre end ved cigaretter.
Altså en eller anden form for hollandsk model, men med staten som leverandør, og ikke denne halve løsning som Holland har, hvor leverandørafsnittet fortsat er illegalt.
Derved undgår man at forbrugere af disse stoffer kommer i nærheden af hårde stoffer, og ikke mindst kriminalitet.

Tilbage står vi så med kokain, amfetamin og ecstasy, samt naturligvis opiater.

Mit kvalificerede gæt er, at politiet uanset ihærdighed får fat i ca. 10% af de stoffer der smugles ind i landet.
Står indsatsen mål med de penge der ofres her, når der altså ryger 90 % uhindret ind - næppe.

Virkeligheden er således, at i en by som Vejle kan en sælger af kokain eller amfetamin, have en fortjeneste på 20.000 kr i løbet af en week-end i restaurationsmiljøet.
Det betyder jo at helt almindelige unge mennesker - hvilket i mange tilfælde også omhandler sælgeren, har fri adgang til disse stoffer, uden at opsøge andet end diskoteksmiljøet.

Da statslig kontrol (politiet) ikke er i stand til at dæmme op for det, på trods af udvidede midler og økonomi, må der noget andet til.

Kunne man forestille sig, at staten overtog markedet for hårde stoffer, fulgt op af kvalificeret rådgivning ved køb i særlige klinikker, hvorved man sikrede stoffets kvalitet, for at undgå dødsfald, fordi nogle havde leget hjemmekemiker og blandet rottegift i stofferne, eller strider det mod "vores" moral?

Min erfaring tilsiger, at de fleste unge kommer i kontakt med disse stoffer og bruger dem et par gange, for spændingens eller afprøvningens skyld, for derefter ikke at bruge dem igen, mens andre, de færreste, lander i et kortere eller længerevarende misbrug.

Det faktuelle er jo, at samfundet i dag med den restriktive lovgivning der er, ikke har hånd i hanke med narkotika, men det er overladt til kriminelle bander og pushere, der sælger hvad som helst til hvem som helst.

Slettet Bruger

Hvis staten overtog markedet for alle hårde stoffer i en slags dansk narko version af spritbolaget, så ville man nok i første omgang ramme mange pushere på pengepungen, men jeg kan ikke helt se, hvordan reglerne skulle være for salg af alle disse stoffer og hvorledes statens rolle skulle være som farmaceut og garant omkring tilhørende godkendelse af de forskellige stoffer og til personer med hver særlige dispositioner, ej heller når og hvis folk blev afhængige af de statslige varer. Endnu flere ville nok også prøve for sjov og fred være med det, hvis det ikke også bevirkede, at kæden oftere hoppede, var sygdomsfremkaldende eller stærkt vanedannede.

Begrænsede man udbuddet til kedeligere stoffer ville man nok også fortsat have et stort levende sort marked som hidtil, hvis man da ikke var mere konsekvent i forhold til ikke godkendte stoffer a la tidligere nævnte forslag. Ellers kan jeg ikke se, at man har nået ret langt. Dertil kommer vel også risiko for viderehandel med stoffer købt i narkobolaget og en fortsat omkostningskrævende tilgang af autoriserede nyafhængige for hvem staten skulle sikre leverancer til priser som de kunne betale.

Med hensyn til legalisering af langt mildere stoffer som khat, hash mv for at ramme det kriminelle marked, sikre rene stoffer, oplysning og skatteindtægter, der evt. kunne kanaliseres over i finansiering mere effektiv narkobekæmpelse - så hører det udover fysisk afhængighed vel med til bedømmelsen af stofferne i hvilken grad disse udløser mentale forstyrrelser, andre alvorlige bivirkninger og adfærd der er til gene for andre. Alkohol ville så nok ikke blive godkendt, hvis det først blev opfundet i dag.

Omkring unges forbrug af hårde stoffer er det formodentligt ikke særlig vanskeligt at finde ud af i hvilke specifikke miljøer det foregår og dernæst afgøre, hvem der eksperimenterer at dømme ud fra udseende adfærd, Contador pictogrammer i kroppen mv. Her behøves ikke det store apparat for at forhindre nye stamkunder i pusherens butik. Blot krav om periodevis efterfølgende fremmøde og aflæggelse af rene narkotests, og mon så ikke de nye generationer ville komme igennem deres hårde ungdomstilværelse og en 'fascisme' som ikke tillader leg med de mest alvorlige stoffer?

Henrik Wagner

Selve prisfastsættelsen på stoffer er intet problem i statsligt regi - det koster nærmest ingenting at fremstille stofferne, og f.eks. amfetamin produceres i ren form her i landet i dag helt legalt.

Så Peter - der er myndig, kommer ind af døren i narko-bolaget og vil gerne have en bane coke til festen på fredag.
En grundig samtale med Peter, der på et informeret grundlag så kan tage stilling til om han vil eksperimentere med sit helbred, og risikoen for eventuel afhængighed.
Af med pengene - og registreret som førstegangbruger.

Skulle Peter udvikle et misbrug, ville man have registreret det på indkøbene, og eftersom der er personligt fremmøde, ville man måske lettere få en dialog i gang med kompetente mennesker, der netop kunne rådgive om afvænning.
Der er jo en forskel på brug og misbrug, og som det er i dag udvikles misbruget i det skjulte, sammen med andre unge, hvorfor det er vanskeligt at øve påvirkning i tide.
Det holdes jo netop skjult for de nærmeste omsorgspersoner, idet den unge ved at det er "illegalt".

Og gerne en samfundsmæssig indsats med relevant oplysning i skolerne, så de unge mennesker fra barnsben er bekendte med, at de skal holde sig fra "de hvide stoffer", netop på grund af disses afhængighedsskabende virkning. At der kan være psykiske skader forbundet med at tage stoffer.

Med hensyn til hash og khat, ville coffeeshops efter den hollandske model, hvor der ikke er salg til mindreårige samt rådgivning ved salg, næppe føre til flere brugere, og måske mindre forbrug af hårde stoffer.
I dag er der 40% af voksne, der inden for et år har røget cannabis, set på verdensplan.
Vi må gå ud fra, at tallene er nogenlunde sammenfaldende henset til danske forhold. Og da der er en milliardomsætning i foretagenet, er der både penge at hente for staten, samt den sidegevinst, at man rykker pengene ud af hænderne på kriminelle, der så har mindre årsag og midler til at føre bandekrige for.
Min erfaring er, at hashrygere er fredelige mennesker der ikke kaster sig ud i slagsmål, men at der kan optræde psykiske komplikationer hos særligt disponerede personer.
Men som jeg skrev tidligere - der er ingen eller få tilbagetrækningssyndomer ved hash og khat.

Men det er rigtigt set - alkohol vil ikke kunne godkendes.

Med hensyn til hvilke miljøer der tager coke, kan jeg jo henvise til diskoteker, og selvfølgelig fru Zobel, for at tage nogle yderpunkter. Det findes overalt i samfundet.
Men det virker arbitrært at ville teste, uden at have et sikkert grundlag.

Slettet Bruger

Niels Mosbak

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor staten skulle hjælpe borgere på vej ud i et misbrug af alverdens stoffer med høj risiko for sygdomme og bruge ressourcer på at vejlede om trips med alvorlige bivirkninger og potentielle mentale forstyrrelser til følge for derefter at skulle have besvær med at hjælpe folk tilbage, når lokummet brænder.

Med hensyn til narko leverancer fra statens side vil der under alle omstændigheder som med medicin være spørgsmål omkring prisfastsættelse, uanset noget måske kan produceres for hvad der svarer til en flaske rødvin og særligt spørgsmål for borgere i tiltagende afhængighed på kontanthjælp eller SU og vedr. forsyninger af alt hvad folk måtte ønske sig af forskellige nye eksperimenter for at forhindre at de i stedet sælges andre steder.

Forestiller man sig et kort øjeblik, at afhængigheden eller successen med de gode statsvejledte trips breder sig til flere kredse af beslutningstagere eller flere ’vigtige’ personer (end pt), så er der desuden tiltagende sikkerhedsspørgsmål og sårbarhed på spil.

Med hensyn til Peters potentielle afhængighed tvivler jeg på, at det kan løses med en kammeratlig samtale på narko-bolaget. Her er det formentligt ikke stort anderledes end med motivation og problemstillinger hos mange af dagens nuværende narkomaner, og skulle man begynde at klappe kassen i for folk med et for stort registreret forbrug på narko-bolaget, så har man næppe fået et problem mindre omkring profit på det sorte marked eller med tilhørende kriminalitet. Ole på kontanthjælp køber så blot til eget festforbrug og sælger videre til Peter.

Dengang jeg gik i skole var der også heftig oplysning om hård narko, men jeg kendte adskillige i min omgangskreds som det ikke afholdt fra at eksperimentere. Desuden var der vidt forskellige fortællinger og former for oplysning. Den officielle og skoleagtige blev andre steder formuleret som værende løgn, latin og sammensværgelser. Så farligt var det slet ikke og man kunne stoppe, når man ville.

Som sagt mener jeg også, at khat og hash burde legaliseres, men er dog ikke helt enig i, at der ikke er særlige især psykiske tilbagetrækningsproblemer eller mange andre problemer for personer, der ikke kan administrere et forbrug eller blot er mere følsomme over for stoffet, men et eller andet sted må man sætte en streg i sandet, og alkohol har med sine negative konsekvenser allerede distanceret hashen.

Med hensyn til eventuelle tests er det vel ikke særlig tilfældigt, hvis man til en start koncentrerer sig om folk med stoffer på sig, personer der udveksler penge med kendte pushere, folk der opfører sig underligt og udviser kendte tegn på stofindtag.

Noget andet i forbindelse med manges ønsker om at acceptere stoffer frem for at intensivere kampen imod efterspørgslen er, at man indimellem hører, at det bør være frit og op til den enkelte selv at bestemme over sit liv. På mange måder kan man dog her ikke leve et afsondret liv som ikke har alvorlige konsekvenser for andre. Ikke alene hvis kæden hopper af og i forbindelse med finansiering af sit forbrug, men man understøtter også det marked, der skaber efterfølgende ofre. Noget andet er, at folk gerne kræver i forbindelse med boliger, dagsinstitutioner, skoler, sundhedsvæsen osv, og her mener jeg det er virker forkert, hvis man ikke også tilstræber et system, hvor både politik og praksis sigter på at folk ikke bare kan trække stikket ud i på fælleskassens regning når man ønsker det med statsnarko, og jeg forstår stadig ikke hvorfor man skulle sikre udbud på alle hylder frem for at kvæle efterspørgslen mest muligt.

Henrik Wagner

Som det er i dag, skal staten stadigvæk have besværet med at hjælpe folk tilbage - markedet er bare fuldstændig ureguleret og pengene lander et helt andet sted.
Det er jo ikke noget abstrakt problem, stofferne findes overalt, og alle disse problemer du fremlægger er jo stort set nutidsvirkelighed.
Også den med stoffer på toiletterne på Christiansborg.

Eftersom man fortsat med den nuværende politik lader 90 % slippe ind i landet, er kampen jo reelt tabt, og hvis man vil straffe brugerne, med løbende kontrol og sanktioner - vil fængselskapaciteten skulle øges.
Som man kender det fra USA's kamp mod marijuana, medførte de skrappere sanktioner blot at flere, og nu også middelklassens unge røg i spjældet, hvilket så medførte, at man efter nogle år måtte lempe sanktionerne igen, på grund af politisk pres.

Nuvel, jeg forstår godt dit synspunkt, men det er samtidig min opfattelse, at den nuværende narkopolitik ikke er i stand til at løse problemerne, og at "mere af det samme" efter 40 års forsøg, altså ikke har den rigtige effekt.

Slettet Bruger

Niels Mosbak

Ja, staten har også i dag til opgave at hjælpe folk tilbage, men det lykkes ikke særlig godt og har, som vi er enige om en masse forskellige omkostninger. Det er bl.a. derfor jeg mener, at det nuværende system med tolerance og se i gennem fingre ikke fungerer og ikke er en vej, som det er værd at tilføre flere nye danske nødspor, hverken med fixerum og frit lejde for fortsættelse af kriminalitet, handel med ulovlige stoffer, finansiering af bander eller via legalisering med narko-bolags.

Mindre udbredt ville det næppe blive med et apotekerstempel, og den del af problemet som omhandler illegal handel ville kun i bedste fald være for nedadgående, og efter min mening ikke værd at sætte meget ind på. Som nævnt vil der bl.a. være penge at tjene for mindre kontanthjælpspushere til nye kundesegmenter, foruden ’hjemmebrænderier' til stoffer med mere krudt i samt overhængende sandsynlighed for tiltagende narko turisme.

At der allerede findes for mange stoffer i dag er måske nok et argument, der kan tale for, at en større procentdel burde være under myndighedernes kontrol, men dels ønsker man jo alligevel ikke rigtigt denne kontrol som med receptpligtig medicin, når det kommer til stykket og dels har danskerne jo i forvejen ret store problemer med at styre den alle steder tilgængelige alkohol, og så er det jo ikke noget argument, der taler imod at indføre mere konsekvens som tidligere beskrevet.

Omkring importen og de nuværende 90 procent er der altid nogle, som vil agere på markedet under hensyn til kalkuler med risici og mulig indtjening, og jeg er enig i, at det virker udsigtsløst at bruge voldsomt mange ressourcer på blot at snuppe 10 procent daglejere ved grænserne.
Andre steder i verdenen, som f.eks. i Thailand er der dødsstraf for handel men selvom man hæver risiko eller straffe, har det tilsyneladende ikke været vejen frem. Men sætter man vedvarende ind over for aftagere i sidste led frem for at stimulere med narkolancering fra statens side, så er det også mere sandsynligt at omsætning og fortjenester begrænses og risikoen i mindre grad er værd at løbe.

Nu har jeg ikke talt om at straffe folk, men blot om at tvinge dem i behandling og kræve individuelle handlingsplaner, hvilket jeg finder rimeligt nok alt den stund, at en forholdsvis stor procentdel må antages at være eller blive til fare for sig selv eller sine omgivelser, ikke kan finansiere eget forbrug på lovlig vis og der er alle disse øvrige førnævnte omkostninger involveret. Fulgte man i et givet system sine pålæg og aflagde rene tests var der heller ingen grund til at foretage sig mere (for hovedparten af din omtalte middelklasse), men for resten, hvoraf mange i dag ender i fængsel vil det kræve konsekvens og tidlig indsats. Her er fængsel imidlertid ikke det rette ord, men der vil selvfølgelig skulle bygges nogle bedre behandlingscentre (i stedet for udbygning af fængsler og andre løbende udgifter) og om for visse grupper også med særlige afdelinger, hvor man om nødvendigt i en periode ikke har udgang eller mulighed for kontakt med omgivelserne, hvis det er påkrævet for at holde afdelingerne stoffri.

Slutteligt vil jeg sige, at det har været interessant at udveksle synspunkter og mere sagligt end de sædvanlige fri narko og red verdenen slogans eller argumentation om, at folk der ikke vil have fixerum, heller ikke ejer nogen form for empati. Men det er også meget tid at bruge på et enkelt samfundsproblem uanset hvor stort det så er, når debat intet nytter her på 41. år og snarere er en tankesport på højde med skat i en situation, hvor landets politikere fortsat vil indtage hver deres hjørne og særstandpunkt i teateret, som var det på forhånd nøje aftalt således at intet nyt risikerer at kunne ske bortset fra indhentning af flere udenlandske rapporter, der kan skaffe lidt tid.

Slettet Bruger

-> højde med skak og ikke skat ;)