Læserbrev

Er dansk litteratur lukket og selvtilstrækkelig?

Dele af den danske blogosfære er harme over artikel i et udenlandsk tidsskrift, der anklager den danske litteratur for 'reservattænkning'
Debat
1. oktober 2010

Alt for længe har den danske samtidslitteratur levet en beskyttet og tryg tilværelse i et aldeles lukket miljø. Sådan lyder det i en bidende karakteristik af dansk samtidslitteratur, der har fået flere hjemlige kritikere og forfattere ud af hullerne.

Det er den nuværende redaktør af tidsskriftet Lettre Internationale, Andreas Harbsmeier, der i en længere artikel i det europæiske internetmagasin Eurozine fælder den kritiske dom over den danske samtidslitteratur. Ifølge Harbsmeier har mange danske forfattere været for optaget af indadvendte og selvpromoverende stiløvelser, beregnet snarere få kolleger end den store offentlighed.

»Den (litteraturen, red.) opererer i sit eget lukkede rum - uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding,« skriver han.

Harbsmeier anklager i artiklen især halvfemsernes litteratur for »indadvendt selvpromovering«. Han kalder denne litteratur for »forfatterskolelitteratur«. Det er bestemt ikke venligt ment.

Det har da også fået bloggere, kritikere og forfattere, op af stolene. Under overskriften »Kosmisk vrøvl om 90'erne« indleder Lars Bukdahl et blogindlæg med ordene: »90'erne må pludselig være lang tid siden, når de kan fortegnes så eftertrykkeligt ...«

Og han fortsætter den harske kritik: »Som om 90'ernes (kvindelige) prosa er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet (2008) og Christina Hesseholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flygtning blandt sine hovedpersoner).'

Så bryder helvede løs

Bukdahl, som kalder hele Harbsmeiers artikel for en »forvrøvlet artikel«, er ikke den eneste person, som Harbsmeiers kritik er faldet for brystet. Forfatteren Martin Glaz Serup udtrykker også sin skuffelse, om end i noget mildere termer:

»Denne vrængen og fordomsfuldhed. Øv. Brugen af ordet forfatterskolelitteratur, uden nogen definition. Osv.«.

Harbsmeier er dog ikke helt alene med sit synspunkt. Han tages i forsvar af blandt andre litteraten Stefan Kjerkegaard, der - selvom han erklærer sig forbeholden over for nogle af Harbsmeiers pointer - på sin egen blog skriver: »Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der alligevel er noget omkring Harbsmeiers ide om reservatet, at den nye danske litteratur til en vis grad er præget af en slags selvtilstrækkelig lukkethed«.

Kjerkegaard sammenligner den danske samtidslitteratur med den norske, som han mener er mere åben end den danske, der har »øjnene stift rettet mod sig selv, f.eks. mod forfatterskolekollegernes værker og nylige udgivelser«.

Og så bryder helvede løs på Kjerkegaards blog. Lars Bukdahl blander sig med en kritisk og ærkeårhusiansk replik: »Jeg synes godt nok dine generaliseringer er TRÆLSE, Stefan - (i forlængelse af Pia, men rettet mod en endnu massivere generalisering) hvordan afgør du, at den norske litteratur ganske simpelt (!) er bedre end den danske?«.

Det afgøres ikke helt i løbet af blogdebatten. Er den norske litteratur virkelig bedre end den danske? Og lever den danske samtidslitteratur i et reservat? Er det danske litterære miljø ikke andet end tyve forfattere, der lever i deres egen andedam og udelukkende læser hinandens bøger?

Hvem ved. På et tidspunkt går forfatteren Vagn Remme i hvert fald ind i debatten. »Kære alle sammen i skolegården,« skriver han: »Det jeg mener er, at muligvis har vi en eller anden form for debat om litteratur i medierne, men den er noget kønsløs eller bedre sagt uden nosser«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvis dansk samtidslitteratur lukker sig selvtilstrækkeligt om sig selv, og forfatterne er indadvendte og selvpromoverende er det ikke underligt, for sådan er hele samfundet, sådan er den dominerende tidsånd i Danmark. Man er optaget af sig selv og skræpper op om det samme som de andre - i andedammen. En slags selvforstærkende indavl af åndsforsnævring.

I øvrigt er det ikke meget anderledes i Norge. De elsker også sig selv og er uden fornemmelse for større vidder end egen snævre materiele tilfredsstillelse.

Og hvorfor pludre om andet end det, de andre ænder i dammen pludrer om? Det sælger man ikke mange bøger på. For læserne vil læse om sig selv. Det er der, pengene ligger, det det har moderne danske forfattere for længst taget ad notam. Markedet og selvoptagetheden er vejviser til dansk litteraturs aktuelle tilstand.

Vibeke Nielsen

For at kunne svare på spørgsmålet, om dansk litteratur er lukket og selvtilstrækkelig, må man først finde ud af med sig selv, hvad man egentlig mener, når man siger "dansk litteratur". Hvem er "dansk litteratur"? Er det en bestemt gruppe skønlitterære forfattere og et par kritikere + det løse, eller er læserne og andre typer formidlere end dagbladsanmeldere også med i "dansk litteratur"? Hvad angår lukketheden mere nøjagtigt?

Jeg prøver på at sige, at påstandene er for diffuse og begreberne for uklare til at jeg umiddelbart kan tage stilling til dem. Man kan spørge om danske læsere også er lukkede og selvtilstrækkelige...? Hvis man for eksempel tager pejling af de debatter, der er på litteratursiden.dk, så tager de typisk fat i en kvalitetsvurdering, der vedrører individualpsykologi og troværdighedspørgsmål.

Altså fx: Virker det troværdigt, at Karen, nu hvor hun har forladt Hans, går ud og finder sig en ny.... Eller, virker den historiske skildring troværdig. Eller, hvem har jeg sympati for i novellen. Eller, hvad tror i, der sker med Mikkeline efterfølgende...Eller, er fortællingen medrivende. Eller, hvordan virkede en bestemt begivenhed i romanen følelsesmæssigt på dig. Det er de spørgsmål, der stilles til læsernes oplevelser og kvalitetsvurderes ud fra.

Med det prøver jeg på at sige, at den debat, der finder sted i fuld offentlighed og ikke varetages af forfatterne selv, heller ikke bærer præg af det store engagement i andet end det helt personlige - så mon ikke bare danske læsere har de forfattere, som danske læsere selv har bedt om?

Måske har eksempelvis dokumentarfilmen overtaget rollen som debatskaber i forhold til de emner, der rækker langt ud over det nære. Måske handler det om, at der i stigende grad er sket en segmentering af publikummer til de forskellige kunstarter. Skønlitteraturens målgruppe har måske ikke længere det store engagement i verden omkring sig. Ikke fordi dette engagement ikke findes i samfundet, men fordi de engagerede tager til CPH:DOX i stedet for at sidde derhjemme med en roman.

Jeg troede dansk litteratur døde med Johannes V.

Michael Kongstad Nielsen

Bemærk den nyligt afholdte bogmesse i Göteborg. Den havde Afrika som hovedtema, med deltagelse af en række store afrikanske forfattere. Kunne sådan et tema tænkes i København? Næppe.

Dansk literatur oppererer i sit eget lukkede rum, skriver Adreas Harbsmeier, uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Ja, men problemet er måske, at der slet ikke findes sådanne diskussioner mere i lille Danmark. Udover Muhammedtegninger eller ej.

Selvtilfredshed og materiel luksus, det optager stadig folk, og litteraturen er med på den vogn og vil først og fremmest sælge, ligesom medierne vil det, herunder deres litteraturtillæg. Kunne dansk literatur for eksempel tænkes at forholde sig kritisk til finanskrisen og det, der skabte den? Ja man har jo lov at håbe.