Kronik

Drømmen om et forenet Europa

Jeg er først og fremmest dansker, men også europæer. Og jeg kan ikke forstå, at de to holdninger skulle være uforenelige. Jeg er tilhænger af europæisk statsborgerskab, af fælles forsvar og udenrigspolitik, af et Europa som er fuldt så integreret som USA, men med en mere nuanceret, erfaren og livsklog udenrigspolitik end den USA, for slet ikke at tale om Kina, står for. Men det har lange udsigter, før den drøm bliver til virkelighed
Vi er for mange rige mennesker 
 i Europa. Der er konstant mere end en million mennesker på krydstogt rundt omkring 
 i verden på skibe, der udspyr tonsvis af kuldioxid.

Vi er for mange rige mennesker
i Europa. Der er konstant mere end en million mennesker på krydstogt rundt omkring
i verden på skibe, der udspyr tonsvis af kuldioxid.

Jørgen Jessen

4. september 2010

Min amerikanske kone og jeg tog i sommer på et krydstogt langs hele Vesteuropas kyst fra Gibraltar til Nordkap. Hensigten var naturligvis at holde ferie, men også at vurdere om Europa som union hænger sammen. Det gør det desværre ikke.

Der hænger ganske vist et EU-flag hist og her, mange biler kører med EU-nummerplader, og det er nemt at komme over grænserne, men ellers er det stort set kun euroen, der viser, at Europa har forsøgt at slutte sig sammen. Og som vi hurtigt erfarede i både Portugal og Spanien er euroen truet. Mens vi i Danmark er villige til at hjælpe betrængte nordjyder og bornholmere, føler vi os lettede over, at vi som et ikke-euroland slipper for at komme portugisere og spaniere til undsætning, hvis det en dag skulle blive nødvendigt. For slet ikke at tale om de hårdt ramte grækere.

Men det er alt sammen lidt fjernt og teoretisk. Umiddelbart er hele Europa en kulturel og social perle. Bygningsmæssige attraktioner så fjernt fra hinanden som domkirkerne i Santiago de Compostela og Trondheim findes ikke uden for Europa. Her er smukt, her er rigt, og her er den socialdemokratiske drøm om det retfærdige samfund blevet realiseret. Alle har mere end nok til dagen og vejen. Ligestilling mellem kønnene er selv i det sydlige Europa ved at blive en realitet. Hospitaler og skoler er ikke perfekte, men bedre end andre steder i verden. De sociale sikkerhedsnet virker. De gamle får folkepension. De unge får studiestøtte. De arbejdsløse får dagpenge.

Vi har for længst klaret mange af de problemer, som amerikanerne stadigvæk slås med. Bortset fra Irland har vi fri abort, mens halvdelen af USA's befolkning stadig forsøger at få den afskaffet. Vi har ikke længere dødsstraf i Europa, mens 36 amerikanske stater effektuerer den og dermed forhindrer USA i at blive medlem af EU, hvis amerikanerne ellers skulle komme på den tanke! Vi er godt på vej til at give homoseksuelle samme ægteskabelige vilkår som andre, mens USA stadigvæk diskriminerer på den ene eller anden måde.

Europa er som sagt ikke uden økonomiske problemer. Mest tydeligt i Grækenland, Portugal, Spanien og Irland, men det kniber alle steder med at holde væksten ved lige og budgetterne under kontrol. Storbritannien og Danmark klarer nok skærene, indtil olien og gassen slipper op. Men selv da er vi så rige, at selv et større tilbageslag ikke er nogen katastrofe. Tænk på, at selv hvis Danmarks nationalindkomst gik ned til det halve - hvilket nærmer sig det utænkelige - så ville vores levestandard være den samme som i 70'erne. Og dengang havde vi det også ganske fortrinligt.

Rigt og stillestående

På mange måder minder Europa i dag om Japan: rigt og stillestående. Gør det noget, at Europa ligesom Japan ikke spiller den rolle internationalt, som deres store økonomier ellers muliggør, og som inkarnerede europæere som jeg selv drømmer om? Kan vi ikke bare trække på skulderen af det pinlige billede fra klimakonferencen i København, hvor Obama som en anden skolelærer står og fortæller de lidt betuttede Merkel, Sarkozy, Brown og Løkke Rasmussen, hvad han og kineserne er blevet enige om skal være konferencens - manglende - resultat?

Det gør noget, fordi verden i stigende grad møder globale problemer og som med klimakonferencen, terrorismen, befolkningstilvæksten og den økonomiske krise har svært ved at håndtere dem.

Vi var på strandene i Normandiet og så resterne af Hitlers atlantiske mur. Vi har dyrekøbte erfaringer i Europa, og vi har lært nok af dem til, at krig os imellem i EU er utænkelig. Så vi burde med begejstring slutte op om en stadig stærkere europæisk union. Vi burde gå ind for tyrkisk medlemskab og med tiden se frem til også at få Israel og hele Nordafrika med i unionen, så Middelhavet som i romertiden igen ville blive et europæisk indhav. Fornemmelsen efter samtaler med europæere her i sommer langs hele Europas vestkyst er desværre, at det alt sammen er ren fantasi.

Et land som Holland viser, at vi er for mange mennesker i Europa. For mange og for rige. Der er som et eksempel, der med vores rejse i sommer lå os lige for, konstant mere end en million mennesker på krydstogt rundt omkring i verden på skibe, der udspyr tonsvis af kuldioxid. Et ekstremt eksempel på den forurening, som for mange og for rige mennesker producerer.

Så vi skal være glade for, at befolkningstallet falder i Europa. I stedet klager vi over, at der bliver for mange gamle og for få unge til at forsørge dem. Men vi er stadig mere end rige nok til at klare det problem med højere produktivitet og skat, så vi burde i stedet juble over det faldende befolkningstal.

Vi er ikke overbevisende

Et flertal af europæere har en åbenlyst rigtig holdning til disse problemer. Vi skal gøre mere ved CO2-udslippet, end amerikanere og kinesere er villige til, vi skal holde op med at føre krig mod terrorismen og i stedet betragte den som en almindelig forbrydelse, og resten af verden burde indføre sociale og økonomiske sikkerhedsnet som dem, vi har.

Vi europæere er imidlertid ikke i stand til at virke overbevisende på disse områder. Vores eksempel med, at demokratiske stater frivilligt afgiver en del af deres suverænitet til fælles bedste, er vejen frem mod den verdensregering, som alene vil kunne tackle problemerne. Men når vi som i år ved valget af en europæisk præsident og udenrigsminister får chancen til at tale med vægt, udnævner vi to stort set ukendte personer i stedet for, at en Merkel og en Sarkozy med begejstring tager jobbene, eller i det mindste en Tony Blair eller Carl Bildt bliver vores repræsentanter.

EU har potentielt med et moderne udtryk soft power (blød magt), der består i at være et eksempel, som andre gerne vil efterfølge. Men da vi ikke kan blive præcist enige om, hvad vi står for, sker det ikke.

Da kanonerne i 1945 tav langs Europas vestkyst, var det håbet, at FN kunne blive en form for verdensregering. Men så længe de fem store - USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina - ikke kan blive enige, når det gælder, og Sikkerhedsrådet derudover ikke har Japan, Indien, Brasilien og Sydafrika som permanente medlemmer og ikke får Storbritannien og Frankrig til at opgive deres pladser til fordel for en samlet EU-repræsentation, er der ikke meget håb om et handlingsdygtigt FN.

Det er en skam. For det kan jo lade sig gøre at samarbejde på tværs af lande og kulturer. Noget jeg oplevede i mit arbejdsliv i Verdensbanken og FN, hvor personalet bestod af folk fra hen ved 200 lande og uden mere besvær end i andre store bureaukratier udførte et internationalt arbejde. Det har ikke været nok til at skabe et handlingsdygtigt FN. Vejen frem må være, at alverdens lande ligesom medlemmerne af EU afgiver suverænitet til en overnational organisation. Villigheden hertil kan være på et meget lille sted.

Jeg er først og fremmest dansker, men også europæer. Og jeg kan ligesom Radikale Venstre ikke forstå, at de to holdninger skulle være uforenelige. Jeg er tilhænger af europæisk statsborgerskab, af fælles forsvar og udenrigspolitik, af et Europa som er fuldt så integreret som USA, men med en mere nuanceret, erfaren og livsklog udenrigspolitik end den USA, for slet ikke at tale om Kina, står for. Det har lange udsigter, før den drøm bliver til virkelighed.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Møller Jensen
Niels Møller Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Selv om Sven Burmeister lyder lidt træt i argumentationen er jeg alligevel enig i at et Europa, der kan finde ud af at samarbejde om forskning, industri, økonomi, udenrigspolitik, militær via den fælles og lange kultur og historie der er opstået, vil være det mål der skal stræbes efter.

Problemet er at den dialog og den fortælling der skal skabes skal baseres på noget andet og mere visionært end de historier som EF, EF-pakke, union, fællesmønt osv har været fortalt på.

Det er som om vi har skullet trues ind i det, landbrug, rente, økonomi, frygt for at være udenfor osv.

Ingen har kunnet formidle en troværdig vision om Europa som verdenspolitisk og militær stormagt gennem den historie og kultur som verdensdelen repræsenterer på godt og ondt. Begge dele er jo styrker rettet mod en værdig fremtid, hvor der er plads til mennesker i et globalt udsyn, baseret på den erfaring, teknologi, visdom og fremtidstro, som Europa har fremelsket.

Men visionen forstyrres enten af fundamentalistisk nyliberalisme, som ophæver kulturelle basisværdier og nationale/regionale forskelle eller den forstyrres af angst for springet ind i fremtiden og angst for at tage styringen og dermed mulige konflikter.

Europa skal turde tage teten, det er det der skal være visionen. Ellers bliver Europa fortsat en række lilleputstater, som er halehæng til enten USA eller som er ikke eksisterende fremmednationatileter for Kina.

At starte med sig selv ........

Så skal alle de mediterraine drømme stoppe, og Hitler og musli.... undskyld Berlusconi og den labre sheik på den hvide berberhest - lægges kraftigt låg på. De små piger og Rocker-Brian elsker det der - det ved vi godt - men de bør ikke have stemmeret.

Fællesgodset som Europa skulle bygges på (blev forsøgt bygget på) var jo netop at pagan-national politisk forståelse skulle være fortid. man har muligvis ikke kunnet undgå en muslimsk indvandring, og dermed er den mulighed forskertset.

Om det så var så interessant med et Fort Enheds-europa .... lige så snart det begyndte at profilere sig lignede det jo også det tredje rige. Ligegyldigt hvad Europa gør ....
På den anden side er det vigtigt for verdens gang - og mange folkeslags velfærd - at 'Islam' bliver udfordret i sin 1000-årige arabiske ravnekrog og dets politisk kriminelle profil bliver tydeliggjort for verden. Dette har naturligvis en pris - for verden - og ender sikkert godt altsammen for de relevante generationer.

addenda
- efter rent faktisk at have læst artiklen you know ;-):

Netop den intuition, at en 'supermagt's væsentligste pondus er militær kan vist siges at være en central kilde til folkelig EU-skepsis.
Det er ikke den pondus man har ønsket af 'Europa' med al den sympati man ellers kan have for begrebet. Hvor professionelle politikere kan se militær styrke som et ekstra plus ved national integrationsproces, er det for masselinjens grundlag et absolut minus, der kan rettes mod det selv.

Artiklen baserer sig på en fantasi, som ikke har at gøre med det reelt eksisterende EU.

Det er ikke EU, men Europarådet (med langt flere medlemmer), som har afskaffet dødsstraffen i ikke bare EU, men hele Europa.

En stor del af Burmesters tur er foregået langs Norge, som ikke er i EU.

EUs klimaplaner er i øvrigt helt utilstrækkelige, meget dårligere end Norges og Schweizs og fulde af huller.

Citat: Vi burde gå ind for tyrkisk medlemskab og med tiden se frem til også at få Israel og hele Nordafrika med i unionen, så Middelhavet som i romertiden igen ville blive et europæisk indhav.

Det er da muligt at Hr Burmester drømmer om Middelhavet som et europæisk indhav, men hvad mon Nordafrikanerne mener om den ide? Og hvad hvis de i stedet ser Middelhavet som et Arabisk indhav ..?

Jeg ser i det billede for mig et EU, som mere og mere ligner FN - og det var ikke ment som nogen kompliment.