Kronik

Den evigt aktuelle Machiavelli

Den italienske tænker Machiavellis råd for, hvis den folkelige opbakning svigter, var at indlede en krig eller provokér en fremmed fyrste til at angribe. Selv i dag har politikerne ikke indset, at er man først gået ind i en krig, så fanger bordet. Man kan ikke ensidigt bestemme, hvornår og hvordan krigshandlingerne skal ophøre -om det er Irak, Somalia eller Afghanistan
Den italienske tænker Machiavellis råd for, hvis den folkelige opbakning svigter, var at indlede en krig eller provokér en fremmed fyrste til at angribe. Selv i dag har politikerne ikke indset, at er man først gået ind i en krig, så fanger bordet. Man kan ikke ensidigt bestemme, hvornår og hvordan krigshandlingerne skal ophøre -om det er Irak, Somalia eller Afghanistan
20. september 2010

Med deltagelsen i Afghanistan-krigen er nationen blevet bragt i et svært dilemma. Skal vi fortsætte til den sidste Taleban-kriger er nedkæmpet, eller skal vi trække os ud hurtigst muligt? Hvad ville Machiavelli have rådet os til?

I sit hovedværk, Fyrsten, fra 1514 henvender Machiavelli sig til fyrster, som har om ikke onde så i hvert fald egoistisk hensigter, hvad sådanne mennesker aldrig indrømmer, hverken offentligt eller over for sig selv.

Denne lille bog var tænkt som gode råd til fyrster og andre magthavere, og selv om de fleste af hans råd er tåbelige og antikverede, synes politikere til alle tider at læne sig op ad Machiavellis krigsfilosofi. Faktisk er Machiavelli mest interessant, når man ser hans ideer som et studium i menigmands utilbøjelighed til at gennemskue politikernes virkemidler.

Kernen i Machiavellis politiske tanker er, at magthaveren har både ret og pligt til kynisk og konsekvent at misbruge den almindelige befolknings uvidenhed, uforstand, frygt, mistillid, troløshed og grådighed. Samtidig betoner han, at politikeren bør vægte den indefra kommende fare lige så meget som den udefra kommende.

Men hvad gør man, når populariteten er i bund, og konspiratorerne træder åbenlyst frem? Det har Machiavelli råd for:

»Hvis den folkelige opbakning svigter, så start et felttog eller provokér en fremmed fyrste til at angribe«.

Krig forlener magthaveren med ære og berømmelse og kan derfor sikre og retablere den folkelige opbakning. Selv de argeste hjemlige modstandere slutter op omkring fyrsten, også selv om de egentlig er imod krigen. Man skal blot sikre sig, at et eventuelt nederlag kan udbasuneres som en sejr. Det specielle ved Machiavelli er ikke påpegningen af folkestemningens flygtige og irrationelle natur, men at han opfordrer politikerne til bevidst at misbruge den. Machiavellis bud på, hvorfor fredsommelige mennesker kritikløst og næsten pr. automatik slutter op omkring en forhadt leder, så snart han ypper krig, er, at menneskene generelt set er frygtsomme, hvorfor de beundrer den fyrste, som er stærk og kan beskytte dem.

Omvendt foragter de den fyrste, som vil freden, fordi det er tegn på svaghed. Derfor er krigen fyrstens vigtigste politiske virkemiddel.

Konsekvensen af dette synspunkt må være, at krige er uafvendelige på grund af folkenes kollektive irrationalitet, og forklarer samtidig, hvorfor det store flertal af krige strider mod al sund fornuft.

Falklandskrig og en kam

I 1982 kom det til krig mellem Argentina og UK om de ubetydelige Falklandsøer eller Islas Malvinas, som argentinerne kalder dem.

Det var den krig, som blev kaldt to skaldede mænds slagsmål om en kam. På grund af stærkt voksende upopularitet havde såvel den argentinske militærjunta som den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, behov for en rask lille krig, men de kunne ikke begge vinde, så da Thatcher sejrede blev hun genvalgt, medens de tabende argentinske generaler blev dømt ved en rigsret.

Op til parlamentsvalget i foråret 2010 gik der rygter om, at daværende premierminister Gordon Brown også ville forsøge at gøre Thatcher kunsten efter ved at fremprovokere en ny krig om Falklandsøerne, men denne gang var argentinerne ikke interesseret, og han tabte valget.

Den amerikanske præsident, George W. Bush anvendte også ideen om krigen uden påtrængende nødvendighed, da han gik ind i Irak og Afghanistan. Men det sikrede ham genvalg i 2005.

Begrundelsen for Danmarks militære deltagelse i den amerikanske invasionen af Irak og Afghanistan var fra starten uklar og har siden skiftet som vinden blæser.

Umiddelbart var den folkelige opbakning til krigen overraskende, og at den sikrede VK-regeringens genvalg i 2004 og 2007 forklares ofte med, at befolkningen blev misinformeret.

Machiavelli ville nok snarere sige, at politikerne klogt har spillet på den kollektive psykologis irrationelle natur, men at de burde have stoppet, medens legen var god. Krigen behøver ingen begrundelse. Og så tilføjer han:

»En krig må aldrig trække ud. Fjenden skal nedkæmpes så hurtigt som muligt«.

Men det er netop, hvad krigen i Afghanistan gør. Efterhånden står det klart, at krigen ikke kan vindes, og at ingen af delmålene nogensinde bliver opfyldt. Man sidder fast i ørkensandet.

For sent har politikerne indset, at er man først gået ind i en krig, så fanger bordet. Man kan ikke ensidigt bestemme, hvornår, hvordan og under hvilke betingelser, krigshandlingerne skal ophøre.

Bekæmp dem hårdt

I 2008 var danskerne mere end heldige, da briterne trak sig ud af Irak, hvilket vi så kunne benytte som en kærkommen anledning til at gøre det samme. Men man er stadig på udkig efter en bekvem undskyldning - en exit-strategi hedder det i politisk jargon - for at trække sig ud af Afghanistan. For Machiavelli er exit-strategien derimod ikke noget problem:

»Fjenden skal nedkæmpes så grundigt, at man ikke behøver at frygte hævn«.

Det betyder, at man enten skal udrydde eller fordrive den overvundne befolkning og kolonisere deres land. Så langt har politikerne ikke tænkt.

Rådet er i sig selv grænseløst kontroversielt og yderst problematisk, men det illustrerer, at Machiavellis filosofi uundgåeligt fører flere og større problemer. Krige uden påtrængende begrundelse trækker erfaringsmæssigt ud, og det eneste realistiske alternativ er at retirere med uforrettet sag.

Hvad Machiavelli overser, er, at den indenrigspolitisk begrundede krig ikke er til at styre og hverken tjener til at erhverve, fastholde eller øge magt. Hans krigsfilosofi tager ikke højde for, at krig i virkeligheden er en kompleks og uforudsigelig størrelse, men alligevel falder politikere altid for den, også de danske politikere.

Tilbage står imidlertid, at Machiavelli måske som den første påpeger, hvad krig kan gøre ved ellers fredsommelige mennesker. De gribes tilsyneladende af en massepsykose, hvorunder det er alt for let at bilde dem ind, at krigen er retfærdig, at den fører til sejr, og at alle myrderierne er for intet at regne mod konsekvenserne af en æreløs fred.

Taburetklæberi

Med udsigten til et valg inden for det næste år står den danske regering med en krig i Afghanistan, som bliver stadig mere upopulær i befolkningen, og med det stigende antal af dræbte og sårede soldater bliver det stadigt vanskeligere at proklamere en sejr med troværdigheden i behold. Politikerne forsøger desperat at fortælle offentligheden, at krigens mål er opfyldt. Talebanerne har lidt nederlag, terroristerne er uskadeliggjort, den demokratiske valgte regering har fuld kontrol, og Afghanistan er blevet et bedre land at leve i. Demokratiet er indført, og pigerne går i skole!

I den situation anbefaler Machiavelli at søsætte en ny krig, og den idé har både den danske regering og opposition købt. Planen er, at de danske soldater skal kæmpe mod de somaliske pirater i Østafrika.

Det forsøgte amerikanerne ganske vist tilbage i 1993 med en militær katastrofe til følge, men politikerne vælger lige som Machiavelli at overse, at operationens succes er stærkt afhængig af, i hvilken udstrækning den lokale befolkning støtter aktivt op om den, og det gør somalierne lige så lidt som irakerne, afghanerne, vietnameserne o.s.v.

De danske politikeres mål er imidlertid ikke at bekæmpe pirater, men at vinde det forestående valg.

Krig avler nationalisme

Hvorfor handler politikerne, som om Machiavelli var deres læremester?

Problemet er måske, at Machiavellis krigsrådgivning er så generelt formuleret, at den kan bruges til at retfærdiggøre hvad som helst. Det, politikerne og den menige befolkning har behov for, er redskaber, som gør dem i stand til at gennemskue hulheden i Machiavellis filosofi. Hvordan undgår politikeren at lade sig bedrage af sin egen retorik? Hvordan kan han skelne mellem, hvad hans sunde fornuft siger ham, og hvad han forsøger at bilde sit bagland ind? Hvornår må man erkende, at krigen ikke fører til noget?

Alverdens politikere har til alle tider bevidst eller ubevidst tænkt som Machiavelli, selv om erfaringen viser, at hans filosofi er en blindgyde. I stedet for fred lægger den op til vedvarende stridigheder. At krig mere end fred er i stand til at vække folkets patriotiske følelser og forlene hærførerne med ære og berømmelse, er en kendsgerning, som trænger til at blive udforsket. Uimodsigeligt er det, at de berømte statsmænd fra de seneste 5.000 år - måske bortset fra Tutankhamon - alle er kendte for deres krigsførelse i skarp kontrast til modtagere af Nobels Fredspris, hvis navne er glemt, før de når til Oslo og får den overrakt.

Erling Faurbye er forfatter og aktuel med bogen 'Machiavellis virkelighed - den sande beretningen om renæssanceforfatteren'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og når politikerne samtidig kan være så "heldige", at der også er økonomisk nedgang i landet, så strømer mange unge mennesker til for frivilligt at opleve konstante dødstrusler eller blive forulempet og fysisk/psykisk skadet for resten af livet.
Tænk hvis der var krig - og ingen kom og deltog?

Troels Ken Pedersen

Machiavellis filosofi er en blindgyde? Det har da virket som rent trylleri for VKO. Som regel går det kun galt, når folk ikke er konsekvente nok, og begynder at tro på deres egne paroler.

Og for øvrigt var Machiavelli ivrigt engageret republikaner. "Filosofien" er nok så meget beskrivelse som råd.

Der er desuden en anden lille perle af visdom fra "Fyrsten", som vore dages politikere kunne blive kloge af. Der er i krig generelt to slags modstandere: Riger, som er svære at tage men lette at holde (centraliserede magter med velordnede samfundsforhold), og lande som er lette at tage, men svære at holde. Afghanistan er et skoleeksempel på den anden slags.

Jeg mener nu, at Machiavellis hovedværk er "Drøftelserne af de første ti bøger hos Titus Livius,..".

"Fyrsten" er hans mest kendte værk, men næppe det, som han selv ville rose sig af. Han er mere dybsindig og tænksom end som så.

"Fyrsten" var skrevet med vinkel på den aktuelle situation i Italien på Machiavellis tid - den var ikke tænkt som en brugbar universel vejledning for ambitiøse politikere og generaler.

Man skal passe lidt på med at overføre en filosofi skrevet i en helt anden verden (16. århundrede), med helt andre forudsætninger (Italien bestod af en masse småstater).

Verden har udviklet sig meget, og jeg tror problemet med krig ændrer sig meget, når man når op på kulturområde-niveau, som vi ofte er oppe på i vore dage. Når italienere slås mod italienere, er det lettere at indlemme erobret land i sit rige, uden at få store spændinger. Dette gør sig ikke gældende idag, hvor vi i de seneste krige med store nederlag, har set amerikanere slås mod vietnamesere (større bliver en kulturkløft vel næppe), russere mod afghanere, amerikanere mod irakere, amerikanere mod afghanere og den generelle krig med vesten mod islam. Her kan man ikke let vinde, fordi fjenden vil have en helt anden motivation, end en lille nabostat, som der deles både sprog og kultur med.

Jeg er enig i en del af pointerne, men jeg vil dog understrege, at man ikke kan diskvalificere Machiavelli og kalde hans bog tåbelig, fordi dele af den ikke virker i den moderne verden. Det er ikke retfærdigt overfor en bog skrevet for godt 500 år siden.

Heinrich R. Jørgensen

Erling Faurbye:
"I sit hovedværk, Fyrsten, fra 1514 henvender Machiavelli sig til fyrster, som har om ikke onde så i hvert fald egoistisk hensigter, hvad sådanne mennesker aldrig indrømmer, hverken offentligt eller over for sig selv.

Denne lille bog var tænkt som gode råd til fyrster og andre magthavere, og selv om de fleste af hans råd er tåbelige og antikverede, synes politikere til alle tider at læne sig op ad Machiavellis krigsfilosofi. Faktisk er Machiavelli mest interessant, når man ser hans ideer som et studium i menigmands utilbøjelighed til at gennemskue politikernes virkemidler."

Fyrster er ikke onde. Det er brutale, magtliderlige og skruppelløse, hvilket selvfølgelig lugter af fisk. Magthavere ønsker at konsolidere og udbygge deres magt, og må naturligvis gøre hvad der er nødvendigt i den forbindelse. Herunder at bedrage og vildlede deres undersåtter.

Det fornemme ved Macchiavelli værk, er hans metodiske og empiriske tilgang. At han undersøger der historiske erfaringer om hvordan andre har handlet gennem tiden, og forsøgt at analysere hvorfor noget virkede, og andet fejlede. Det leder frem til en forklaringsmodel for hvordan det hænger sammen, og dermed hvordan fyrster bør handle.

Det er vist de færreste, der har fattet Machiavellis Fyrsten. Den er evigt aktuelt. En klassiker, der så afgjort er værd at læse. Blot ærgerligt, at også de magtsyge læser med. F.eks. kunne Anders Fogh Rasmussen tydeligvis sin Machiavelli til fingerspidserne.

Lader man ikke så lidt passere upåtalt - og således tager forfatterens påstande for pålydende - forekommer det mig besynderligt, at forfatteren spørger:

"Hvad ville Machiavelli have rådet os til?"

For efterfølgende at fastslå - Machiavellis politiske filosofi er en blindgyde - for i så fald synes overstående spørgsmål noget meningsløst.

P.S.

Og Machiavelli ville givetvis råde Danmark til at fortsætte sin realistiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilgang til de fortløbende indsatser i Afghanistan og Irak (Danmark har fortsat militært personel i Irak).

Selvom USA's politik i Irak og Afghanistan ikke rigtig kan siges at være udtryk for amerikansk machiavelliansk realpolitik (snarere det modsatte) er Danmarks støtte til USA - efter min mening - udtryk for en fornuftig realisme for en småstat som Danmark samt de omkring 40 øvrige nationer som deltager i ISAF.

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

jeg er for så vidt enig i, at Machiavelli ville have rådet danerne herskere til at støtte USA i det omfang, de blev bedt om det.

Det, der tæller imod, at USA stik mod al konventionel visdom på området, ikke forlængst har fået afsluttet engagementet. Langtrukne krige vil uvægerligt medføre stigende modvilje hos de der i sidste ende skal betale krigsomkostninger, nemlig de skattetyngede undersåtter. Krige og kampagner skal være hurtige og koncentrerede, således at de politiske herrer hurtigt kan erkende de indbyrdes styrkeforhold, og en krigsafslutning kan blive aftalt. Det betyder, at krigene bliver billigst mulige, i form af de afsavn og lidelser undersåtterne får lov til at betale.

Men det er selvfølgelig sandt nok, at Machiavelli ikke kunne forestille sig, at noget regime ville udvikle absurde og absurde styreformer, med udpegede, tidsbegrænsede proxy-fyrster. der kunne have en interesse i at orkestrere langtrukne krige, for at kunne dække over et mål om at dræne statskassen, for at give dem til vennerne, snarere end at varetage rigets egentlige interesser.

Hvilket naturligvis også det rene vanvid.

Heinrich R. Jørgensen

Din opfattelse af USA's interventioner i Irak og Afghanistan er - ikke ulig din 9/11 konspirationsteori - fæste i sandede grund.

Men har selvfølgelig lov til at dyrke din tro - vi har jo både trosfrihed og ytringsfrihed her til lands.

Men de amerikanske politiske beslutningtagere orkestrere selvsagt ikke langtrukne krige - med det formål, at dræne den amerikanske statskasse - til fordel for deres venner.

Skulle de amerikanske magthavere have evne og vilje til den slags korruption - og landsforræderi - ville der nu nok også være langt lettere og mere effektive måder til at lette statskassen end krig - krige koster jo faktisk en del skattepenge og popularitet i befolkningen.

Hvad angår senmiddelalder i Italien - så var der sandelig krige, hvis varighed og hyppighed mere end måler sig med nutidige konflikter - den tid var i Italien kendetegnet ved mere eller mindre konstante krige bystaterne og deres allieret imellem - og årsagerne var ofte den simple, at da staten var en fyrsteslægts personlige ejendom ville (succesfulde) erobringskrige berige beslutningstageren personligt.

Dertil havde en parvenu i hoffet ofte personlige interesser i krig, da det var en (næsten den eneste) virkningsfulde måde, hvorpå man kunne avancere sin personlige position og velstand på.

De forhold gør sig ikke gældende i dag - hvor staten ikke er nogens personlige ejendom - men tilhører folket.

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

at Machiavelli skrev en opvakt håndbog med gode råd til hvad fyrster burde gøre, er ikke det samme som at rådene blev fulgt.

Jeg er helt enig i, at en politisk elite der fører landet i krig, med det sigte at drænet i statskassen dermed pumpe penge over i deres støtters kasser, tangerer landsforræderi. Måske ikke i juridisk forstand.

De, der har fordele af USA langtrukne engagementer, der USA militær, militærindustrien og de serviceindustrier der følger med moderne amerikansk krigsførelse, der leverer alt fra militærlejrenes latriner og andre installationer, til vejbygning og private paramilitære sikkerhedsstyrker.

Nu er militærstrategi ikke ligefrem nogen jeg ved meget om, men jeg kan dog min Sun Tzu og min Machiavelli, og kender også lidt til andre opvakte tænkere på området, bl.a. Guderian. Alle som en fremhæver vigtigheden af, at militære kampagner er kortvarige, og deres argumenter er ensartede og i øvrigt aldeles logiske.

Jeg nægter at tro på, at USA politiske og militære ledelse består af tåber, der pga. uvidenhed og dumhed har fået rodet sig ud i et projekt, de ikke kan få afsluttet. Tværtimod er jeg sikker på, at der er ganske mange superskarpe og kompetente personer i den personkreds. Når USA ikke kan få afsluttet sine engamenter, er den mest nærliggende konklusion, at det nok næppe har hensigten oprindeligt. Altså et bevidst brud på al konventionel visdom på området om hvornår og hvordan man fører krig.

"Når USA ikke kan få afsluttet sine engamenter, er den mest nærliggende konklusion, at det nok næppe har hensigten oprindeligt"

Sikken en gang sludder!

Når det internationale samfund (med USA i spidsen) ikke har skabt fred, velstand, god regeringsførelse og et velfungende demokrati i Afghanistan - er det ikke fordi man har haft den hensigt - men fordi det simpelthen tager tid, er ganske besværligt og ikke kan gøres (etisk acceptabelt) med ren militær magt.

Udover det - kan man udmærket have langvarige konflikter når blot de er lavintensive - som Afghanistan unægteligt er.

Men jeg vil da personligt anbefale, at man skifter politik og strategi i Afghanistan - sådan at fred, velstand, god regeringsførelse og et velfungende demokrati i Afghanistan ikke længere er det internationale samfunds ansvar, men at man blot påtager sig ansvaret for at holde Taliban o.l. fra regeringsmagten i landet - det ville kunne gøres for en brøkdel af de ressourcer man anvender i Afghanistan fornærværende.

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

der er unægteligt lang vej fra, at USA vil have superskurken bin Laden udleveret, til at man nu føler et ansvar for nationens ve og vel, herunder god regeringsførelse og et velfungerende demokrati.

Taliban er den eneste aktør, der de seneste 40 år er lykkedes med at sætte sig på magten i landet, og gennemtvinge en Pax Afghani. En ualmindeligt nedrig og afstumpet fred, men den eneste fred landet har haft i perioden.

I stedet for at føre krig mod den eneste aktør, der har evnet at evnet at bringe borgerkrigene til ophør, ville det nok have været snedigere at forsøge at få nogenlunde åndsbeslægtede til at forsøge at reformere og af-brutalisere Taliban. Det havde sikkert kunne ladet sig gøre. Vanskeligt, men næppe umuligt.

Ved at Taliban er blevet gjort til fjenden og er blevet detroniseret, står Afghanistan efter USA's & Co. exit fra landet, med tre realistiske scenarier. 1) At landet hurtigt vender tilbage til borgerkrig, med stridende krigsherrer, 2) at Karzai eller en anden kransekagefigur allierer sig med diverse voldelige slyngler, herunder Taliban, for at opnå magten over riget, eller 3) at Taliban igen tager magten.

Et meget dyrt og smerteligt projekt, der næppe resulterer i varige succeer.

Heinrich:

"I stedet for at føre krig mod den eneste aktør, der har evnet at evnet at bringe borgerkrigene til ophør, ville det nok have været snedigere at forsøge at få nogenlunde åndsbeslægtede til at forsøge at reformere og af-brutalisere Taliban"

1) Taliban skabte ikke fred i Afghanistan. Der var fortsat oprør mod Talibanregimet og kampe i landet - selvom Taliban havde kontrol over store dele af landet og skabt nogenlunde ro og orden (især i syd og øst) fra 1998-2001 fortsatte proxy/borgerkrigene i Afghanistan.

I øvrigt var der nogenlunde lige så meget fred i Afghanistan i dag som der var mellem 1998-2001 - det internationale samfunds indsats i Afghanistan har skabt tilstande i landet, der har gjort at 5.000.000 afghanere er vendt hjem efter talibans fald - og vi kan nødvendigvis ikke fastslå, at den relative fredelige periode 1998-2001 var fortsat, dersom Vesten ikke havde interveneret i 2001. Talibans fjendtlighed over for en flere nabolande og regionale magter ville sandsynligvis have gjort, at disse ville have optrappet deres involvering i Afghanistan.

2) USA havde forsøgt at udvikle venskabelige relationer til Talibanregimet - og givetvis forsøgt at få Pakistan og Saudi Arabien til at moderere Taliban - det viste sig så uladsiggørligt.

Caspar:

"Det er ret fantastisk, at man kan skrive to bøger om en mand som man stadigvæk ikke forstår sig på..."

Ja - det er i sandhed en stor bedrift.

Man kunne mistænke Hermann Goering for at drage inspiration fra Machiavelli. Man må sige at princippet i nedenstående citat virkede fint i Tyskland i 1930-40´erne.

“Naturally the common people don't want war; neither in Russia, nor in England, nor in America, nor in Germany. That is understood. But after all, it is the leaders of the country who determine policy, and it is always a simple matter to drag the people along, whether it is a democracy, or a fascist dictatorship, or a parliament, or a communist dictatorship. Voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is to tell them they are being attacked, and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same in any country.” H. Georing

Heinrich R Jørgensen
I min bog har jeg nærmere gjort rede for, at Machiavelli hverken er metodisk eller empirisk. Hans filosofi er nogle antagelser om det antikke romerrige, som han idealiserede. Til at "bevise" sine ideers fortræffelighed (mis)fortolkede gamle myter om Moses, Cyros m.fl., men han savnede faktisk kendskab til historie og historiske analysemetoder. Han analyserede absolut intet, hans filosofi var ren fantasi og ønsketænkning, blottet for realiteter. Han har heller ikken nogen forklaringsmodel, for han vil slet ikke forklare noget. Hans "viden" er uargumenterede postulater, som ofte er overrumplende og morsomme, men uden substans.
En ikke alt for klog pave gjorde imidlertid ham til en myte, som er i stand til at inspirere eftertiden. Det gør ham ikke til et geni.
Machiavelli havde andre kvaliteter, som jeg også har skrevet om i min bog.

Erling Faurbye,

Machiavelli var jo netop både metodisk og empirisk!
Omend udfra det grundlag, som han havde at arbejde udfra!
Han var først og fremmest en "tænker", hvilket har fået folk til at læse hans værker gennem flere århundreder.
Hvis du mangler denne helt grundlæggende forståelse, er dine bøger næppe værd at købe eller bare læse og vil sikkert bliver overlevet i trykken af gamle Machiavelli med mange længder!

erling faurbye

Nic Pedersen
For en empiriker er erfaringer grundlaget for erkendelse. Således defineret er Machiavelli det modsatte, idet han konsekvent afviste erfaringer, som stred mod hans tanker. Lad mig blot blandt mange eksempler herpå nævne hans holdning til krudt.
Trods erfaringer gennem mange år, som klart havde demontstrere krudtets overlegne effektivitet i forhold til bue, pile, sværd og lanser, fastholdt han til sin død, at krudtet blot var et modelune. Jeg skal forskåne dig for hans bizarre begrundelse.
Der er snesevis af tilsvarende eksempler i min bog, som du naturligvis kun skal købe, hvis du føler trang til at blive udfordret.
For øvrigt kan du genfinde mine synspunkter i adskillige lærde værker.

Søren Mikkelsen

Den faktiske baggrund for journalist N. Machiavellis velkendte lille pamflet er vigtig for forstaaelsen - men altsaa desvaerre lidet kendt.

Han skrev jo udtrykkeligt Fyrsten som bilag til en upfordret (og nytteloes) ansoegning om genansaettelse ved den fyrstelige centraladministration fra hvilken han var blevet fyret paa ydmygende vis, trods mange aars tro tjeneste og en meget fin stilling. Akkeja, intriger og polletek, det er haardt.

Men han var altsaa arbejdsloes og paa roeven og oppe i aarene, de facto udvist til tidens raadne banan, udkants-Italien, hvor han sad og grublede i desperat ensomhed. Det er derfor hans skrift
virker ugennemtaenkt som politisk teori; det handlede nemlig primaert om rumpekysseri. Og virkede ikke.

Men jeg kunne godt lide at se et intelligent menneske forsoege at skrive en moderne pendant til Il Principe... men altsaa gennemtaenkt og underbygget, som implicit efterspurgt i artiklen. Og ikke som bilag til en ansoegning om (gen-)ansaettelse ved VKO & Co., men som overskuelig manual for almindelige mennesker med oenske om at forstaa magtens faktiske dynamik.

Forresten tak til Erling Faurbye for et interessant indlaeg.