Læsetid: 3 min.

Falsk tryghed i reguleringen af banker?

Kriser har altid været forbundet med uventet risiko, og vi må gøre op med forestillingen om, at det er muligt at fundere bankregulering på præcise risikovurderinger
Debat
22. september 2010

Baselkomiteens nye internationale kapitalkrav til banker vil forbedre bankernes evne til at modstå tab i fremtiden. Kravene er dog ingen mirakelkur og lider under det fundamentale problem, at kapitalbeholdningens størrelse stadig afspejler den forventede risiko i bankens portefølje.

Så skete det endelig. Gruppen af centralbanksdirektører og finanstilsynsformænd i den såkaldte Basel Komité færdigforhandlede og fremlagde forrige weekend den længe ventede 'kalibrering' af kapitalraten i den nye internationale standard for bankregulering, Basel III. På almindeligt dansk betyder det, at man nu har fået fastsat den procentsats, som banker fremover skal benytte til at udregne den mængde kapital, de som minimum skal lægge til side med henblik på at modstå uventede tab og finansiel ustabilitet. Mere konkret skal bankerne ifølge de nye krav tilsidesætte mindst 4,5 procent såkaldt kernekapital, eller det man populært betegner som kvalitetskapital. Det kan f.eks. være kapital fra aktieholdernes indskud eller tilbageholdt overskud. Hertil kommer en 'kapitalbevaringsbuffer' på 2,5 pct., der, såfremt den ikke opfyldes, betyder at bankerne pålægges restriktioner i forhold til udbetalingen af udbytter til aktionærer, bonusser til ansatte og lignende. Det bringer den samlede kapitalrate op på syv procent. Derudover kommer en endnu ikke færdigforhandlet kontracyklisk buffer, der skal opbygges i 'gode tider', samt en ekstra buffer for 'systemisk vigtige' banker.

De nye krav til kapitalraten skal sammenlignes med kun to pct. i den tidligere Basel II-aftale. Ikke overraskende præsenterer Baselkomiteen derfor også de nye krav som en 'fundamental styrkelse af stabiliteten i det internationale finansielle system'. Og ligeså forventeligt beskriver bankindustrien de nye krav som en 'hidsig op-stramning', der vil hæve bankernes omkostninger, nedsætte deres udlånsvillighed og bremse genopretningen af den globale økonomi.

Forhåndsvurdering

Kritikere hævder dog, at kravene er for lave og et resultat af bankindustriens succesfulde lobbyindsats. Sandheden ligger nok et sted midt imellem. Debatten om størrelsen af kapitalraten skygger imidlertid for et mere fundamentalt problem i de nye krav. En høj kapitalrate sikrer ikke partout større kapitalbeholdninger. Kapitalraten udregnes nemlig som et forhold mellem kapital og risikovægtede aktiver, og ikke bare kapital og aktiver. Ligesom i Basel II tildeles ethvert aktiv i Basel III således en risikovægt ud fra devisen om, at jo mere risikofyldt aktivet forventes at være, des højere risikovægt. Det betyder, at kapitalbeholdningens størrelse afhænger af den vurderede risiko i en banks portefølje, og dermed af de modeller man benytter til at vurdere risiko.

Spørgsmålet er således, om risikovægtningen i Basel III, herunder de modeller der skal anvendes til at vurdere risiko, reelt vil afspejle risikoen i bankernes fremtidige aktiviteter?

Historien fortæller os, at dette næppe vil være tilfældet. Risikovægtningen og de risikovurderingsmodeller, som Basel II promoverede i årene op til finanskrisen i 2008, fejlede markant på netop dette område. Tildelingen af minimalt lave risikovægtninger til de såkaldt strukturerede kreditprodukter, der senere skulle vise sig at trække tæppet væk under det finansielle system, er det mest oplagte eksempel herpå.

Forud for krisen anså man investeringer heri som værende ikke bare sikre, men ligefrem risikonedsættende for det finansielle system! Et andet oplagt eksempel er tildelingen af lave risikovægtninger til samtlige OECD-landes statsobligationer. Dette blev for nyligt udstillet af krisen i Grækenland, hvilket fik Baselkomiteen til at ændre på muligheden for at medregne denne type aktiv som kernekapital.

Det korte af det lange er, at finansiel risiko typisk opstår, hvor vi mindst venter det. Det er derfor problematisk, at Basel III, ligesom Basel II, grundlæggende bygger på en forestilling om, at vi på forhånd kan vurdere, hvor risikoen er størst. Som det tidligere medlem af bestyrelsen i Verdensbanken Per Kurowski fornylig påpegede, har »finans- og bankkriser aldrig været resultatet af aktiviteter, der blev betragtet som risikable. De har alle, uden undtagelse, været et resultat af overdreven udlåning og investeringer, der ikke blev betragtet som risikable«.

Martin Højland er forskningsassistent, Dansk Institut for Internationale Studier, afdelingen for Global Økonomi, Regulering og Udvikling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her