Kronik

Der findes bøsser i Afrika

... Men homoseksuelles rettigheder forsvinder ofte, når der laves udviklingsarbejde. Og det kan i sidste ende koste liv, skriver dagens fire kronikører
For udviklingsorganisationer i det Globale Syd er spørgsmålet, om den internationale kritik vil give bagslag og blot forstærke modviljen mod homoseksualitet som noget udefrakommende, vestligt og undergravende - eller om den vil være med til at fremme homoseksuelles menneskerettigheder.

For udviklingsorganisationer i det Globale Syd er spørgsmålet, om den internationale kritik vil give bagslag og blot forstærke modviljen mod homoseksualitet som noget udefrakommende, vestligt og undergravende - eller om den vil være med til at fremme homoseksuelles menneskerettigheder.

Jacob Dall

Debat
21. september 2010

Homoseksuelle er syge og perverse syndere, der lokker svage unge til sex med penge og materielle goder. Den og andre myter stortrives og føres frem af religiøse, nationalistiske og konservative kræfter verden over. Og de har især succes med at sprede deres had og fordomme i Afrika og andre dele af det Globale Syd.

Som når for eksempel amerikanske højrereligiøse missionærer sendes til Afrika for at oplyse om den farlige homobevægelse, som de i visse tilfælde endda hævder, har tætte forbindelser til nazismen.

Kampen om homoseksuelles rettigheder er nemlig blevet et afgørende stridspunkt i de globale politiske kampe. Kampe, der udspiller sig i internationale organisationer såvel som i de enkelte lande, mellem de, der kæmper for homo- og andre seksuelle mindretals ligestilling, og de, der kæmper for at bevare konservative værdier og magtstrukturer, i hvilken form de så end har.

Et højaktuelt eksempel er Uganda, hvor parlamentet i fulde alvor debatterer et lovforslag, The Anti-Homosexuality Bill, der eksplicit har til formål at udrydde homoseksualitet i landet én gang for alle gennem systematisk forfølgelse og hårde straffe, endda dødsstraf.

Homoseksualitet er allerede forbudt i Uganda, og landets seksuelle mindretal har altid levet i skjul af frygt for at blive udstødt, diskrimineret og krænket som når for eksempel lesbiske udsættes for voldtægt, der skal helbrede dem. Og flere års målrettet homofobisk propaganda fra ugandiske ledere, støttet af amerikanske kristne organisationer, har skabt voldsomt had og nærmest en folkebevægelse mod de seksuelle mindretal. Hvis loven vedtages, vil forfølgelserne og menneskerettighedskrænkelserne eskalere til hidtil uset niveau. Og ikke mindst koste liv.

Også et dansk dilemma

Situationen i Uganda har samtidig draget Danmark direkte ind i kampen om seksuelle mindretals rettigheder, fordi Uganda gennem flere år har været en af de store modtagere af dansk udviklingsbistand. Ligesom USA, EU og andre donorlande har Danmark således protesteret mod lovforslaget i håb om, at Uganda, der fortsat er meget afhængig af udenlandsk bistand, vil bremse lovforslaget. Men udfaldet er endnu usikkert.

Og situationen i Uganda er samtidig et godt eksempel på et afgørende og meget centralt dilemma; spørgsmålet er nemlig, om den internationale kritik vil give bagslag og i virkeligheden blot forstærke modviljen mod homoseksualitet i Uganda som noget udefrakommende, vestligt og undergravende eller om det vil være med til at bremse den farlige udvikling og sende et afgørende signal om, at homoseksuelle har menneskerettigheder på lige fod med alle andre mennesker. Dette er ikke blot et dilemma i Uganda, men også det øvrige Afrika og lande i det Globale Syd. Og vel at mærke et dilemma for os, der arbejder med menneskerettigheder og udviklingsarbejde.

Arbejdet med seksuelle mindretal er en virkelig svær udfordring, som kan hvis man rammer forkert lukke døren for et hvilket som helst samarbejde i lang tid fremover. Det kan reelt være et tilbageskridt for den udvikling og de grupper, det var intentionen at støtte og fremme. Både donorer og udviklingsorganisationer er nødt >til at tænke to gange, før der vælges strategi. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke skal tages stilling eller handles. Tværtimod gælder det om at finde ud af, hvordan man reagerer, så det rent faktisk åbner muligheder for forandring. En reaktion er for eksempel helt akut med hensyn til forebyggelse af hiv blandt mænd, der har sex med mænd. Udbredt homofobi betyder, at kun få i denne gruppe har adgang til helt basal hivforebyggelse, og at hiv derfor breder sig voldsomt. Ikke at reagere kan altså i ordets bogstaveligste forstand koste liv.

Ligesom vi allerede stiller skarpt på kvinders ligestilling og rettigheder, når man i udviklingsbistanden taler om tværgående hensyn og prioriteter, på samme måde bør vi i det mindste gøre hvad vi kan for at styrke seksuelle mindretals basale rettigheder ikke fordi de er mindretal, men fordi de er mennesker. Man kan spørge, hvorfor kønnenes ligestilling er et vigtigere emne end direkte vold og undertrykkelse af mennesker med en anden seksualitet end flertallets. Det afgørende må være, at kampen for rettigheder ikke gradbøjes alt efter, om det er den ene eller anden gruppes rettigheder, eller om det er politisk følsomt.

Vi kan gøre en forskel

Statslige donorer og udviklingsorganisationer er ofte gået i en stor bue uden om spørgsmålet om blandt andet homoseksualitet. Men kan vi blive ved med det?

For os at se har Danmark faktisk en mulighed for at gøre en forskel og dermed et ansvar. For en regering, der ønsker at reformere udviklingsbistanden, taler om frihed og sætter menneskerettigheder i højsædet, bør seksuelle mindretals rettigheder derfor være en prioritet i kommende år. For en regering, der tilmed ønsker at prioritere hivbekæmpelse højt, bør homoseksuelle være en af de målgrupper, som dansk bistand gør sit bedste for at nå.

Det spørgsmål, der trænger sig på, er, hvorfor dette ikke allerede er sket tidligere.

For det første skyldes det, at der ikke kun er tabuer og blindhed sydpå. Også i Danmark og andre vestlige lande er der stadig uvidenhed og fordomme over for homoseksuelle, såvel som bi- og transseksuelle, eller transkønnede. Lægger man dertil, at homoseksualitet i de fleste lande i det Globale Syd er et endnu mere følsomt og sprængfarligt emne, bliver udfordringen ikke mindre.

Netop fordi overgreb eller undertrykkelse af homoseksuelle indgår i især to politiske projekter dels en anti-vestlig og nationalistisk dagsorden, hvor homoseksualitet er en kulturel deroute medbragt af koloniherren, dels en religiøs, hvor både kristne, hinduistiske og muslimske grupper blandt andet anvender homoseksualitet i kampen om at være den sande forsvarer af familien og religionen er vi nødt til at blive klogere på, hvordan homoseksuelles rettigheder er blevet en kampplads i de enkelte lande.

Lyt til de lokale

Spæde erfaringer viser heldigvis, at det er muligt at ændre på holdninger og handlinger. Som for eksempel Nepal, hvor seksuelle mindretal gennem oplysningskampagner og med modige homoseksuelle rollemodeller i front har opnået langt større accept og ligestilling på rekordtid, herunder det første homoægteskab i Asien.

Vi skal blive bedre til at lytte til og støtte de lokale organisationer og frontkæmpere, for alt andet lige er det ofte dem og ikke os mange tusinder kilometer væk, der sidder med løsningerne.

Derudover kan både Danida og danske udviklingsorganisationer hente allerede høstede erfaringer fra andre progressive lande og internationale organisationer. I blandt andet Sverige, Norge og Holland indarbejdes seksuelle mindretals rettigheder i stigende grad systematisk i både udviklingsbistanden og menneskerettighedsindsatsen i øvrigt.

I Sverige sker det for eksempel gennem støtte til lokale organisationer, der kæmper for homoseksuelles rettigheder via blandt andet oplysningsarbejde, der har til formål at nedbryde fordomme og aflive myterne, før de vokser sig for stærke, ligesom man løbende afholder menneskerettighedskurser for forkæmpere for seksuelle mindretals rettigheder fra det Globale Syd.

Vi kan sammen skabe den samme respekt omkring homoseksuelles rettigheder som for alle andre mennesker også i det Globale Syd.

Det vil være en lang og hård kamp, men den er i gang, uanset om vi vil det eller ej og jo før vi indtænker seksuelle minoriteters rettigheder i udviklings- og udenrigspolitiske arbejde, jo færre menneskers liv skal ofres blot fordi de elskede den forkerte.

Henriette Laursen er direktør i AIDS-Fondet, Lars Normann Jørgensen er generalsekretær i Amnesty International Danmark, Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Jacob Schioldan virker i LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen har jo totalt misforstået det hele med sine pinlige eksempler. Undertrykkelse af homoseksuelle er KUN politisk interessant, når den udføres af muslimske kvajhoveder.

Inden Robert Galo "stjal" HTLV-virus fra ham Fransk-manden arbejdede han i mere end 20 aar for noget
der hed "The Special Cncer Virus Project" betalt af ...
The US miltary

jens peter hansen

For det første skyldes det, at der ikke kun er tabuer og blindhed sydpå. Også i Danmark og andre vestlige lande er der stadig uvidenhed og fordomme over for homoseksuelle, såvel som bi- og transseksuelle, eller transkønnede.

Ja hvad har Mellemfolkelig Samvirke lavet i alle disse år ??

Hans Jørgen Lassen

homoseksuelles rettigheder ???

Har homoseksuelle særlige rettigheder, som andre mennesker ikke har?

Hans Jørgen Lassen:

Nej. Men de mangler ofte de rettigheder som andre mennesker har:
- retten til liv og sikkerhed
- retten til sygdomsforebyggelse
- retten til at være sig selv
- retten til at mødes med ligesindede i privat regi (jeg taler ikke om krav om offentlig støtte)

I de forkælede i-lande er listen lidt kortere:
- retten til at indgå anerkendt parforhold på lige fod (dvs. ægteskab)
- retten til at vurderes som nyt hjem for et forældreløst barn, på linje med andre par (dvs. adoption, og jeg skriver med vilje ikke retten til at adoptere, da det ikke er en ret for nogen)

Mener du også at kvinders/børns rettigheder er udtryk for særbehandling af kvinder/børn, og så videre?