Læserbrev

Forskningsfrihed og fyringer

Regeringens rosværdige mål om at styrke Danmark kan ikke nås ved at indføre stærke incitamenter til kortsigtet konkurrence og tilfældig her-og-nu prioritering på de enkelte institutter og fakul-teter, mener Carl Bache og kolleger.

Regeringens rosværdige mål om at styrke Danmark kan ikke nås ved at indføre stærke incitamenter til kortsigtet konkurrence og tilfældig her-og-nu prioritering på de enkelte institutter og fakul-teter, mener Carl Bache og kolleger.

Mikkel Østergaard

Debat
30. september 2010

Skal forskere kunne fyres? Ja, naturligvis! Forskere har ikke særligt privilegerede ansættelsesvilkår, og en såkaldt fri forsker er ikke fri i den forstand, at han bare kan gøre, som han vil, uden at skulle stå til ansvar. Den frie forsker er en nøglefigur, hvis Danmark vil styrke sin position i global sammenhæng gennem uddannelse, viden og innovation, og det forpligter. Uden den frie forsker ingen strategisk forsker. Uden den frie forsker ingen kvalitet i de videregående uddannelser. Uden den frie forskning ingen videnskabelige nybrud. Regeringen har i sin globaliseringsstrategi klart underspillet den frie forskers samfundsmæssige nøgleposition, og alligevel skal en fri forsker kunne fyres. Men på hvilket grundlag?

Regeringens rosværdige mål om at styrke Danmark kan ikke nås ved at indføre stærke incitamenter til kortsigtet konkurrence og tilfældig her-og-nu prioritering på de enkelte institutter og fakulteter. Med sin misforståede opfattelse af, at der er behov for meget stram styring af forskernes kreativitet og nytænkning, har regeringen bragt dansk forskning i den absurde situation, at historisk mange forskere er fyringstruede trods historisk høje bevillinger til universiteterne de senere år. Man har glemt, at ved enhver investering afhænger de store gevinster af en vis risikovillighed.

Verserende afskedigelsessager på bl.a. DPU har rejst spørgsmålet om på hvilket grundlag, universiteterne kan fyre forskere, for som sagt, forskere udgør ikke en særligt fredet stand. Hvis et helt område indskrænkes eller nedlægges - f.eks. ved støt faldende bevillinger til et fakultet, og for en sektorforskningsinstitution hvis efterspørgslen fra rekvirenterne bortfalder - så kan dette meget beklageligt medføre personale indskrænkninger.

MEN en forsker bør ikke kunne fyres alene på grund af, at han har forsket frit i henhold til sin ansættelse. Og det er svært at forstå forløbet på DPU anderledes: Man nedlagde ikke området pædagogisk filosofi, og de varslede afskedigelser skete ikke med henvisning til problemer i varetagelsen af arbejdsforpligtelser, men med henvisning til 'relevans'. Når dette sker - eller bare når det er en nærliggende fortolkning af forløbet - kan det få dramatiske konsekvenser for dansk forskning - uanset at de pågældende forskere blev reddet på målstregen af et stort studenteroptag. Hvis forløbet danner skole, vil mange forskere rette ind og gøre sig mindre frie. Dette vil medføre mindre kreativitet, dårligere uddannelser, dårligere forskning og dårligere mulighed for at nå regeringens mål om at styrke Danmark. Det vil også gøre det mindre attraktivt for forskere at blive i eller slå sig ned i Danmark. Så derfor dette opråb til lederne på universiteterne: Værn om den frie forskning - også når I får sparekniven på struben!

Det Forskningspolitiske Udvalg i Videnskabernes Selskab består af: professor, dr. phil Carl Bache (formand), professor, ph.d. Freddy Bugge Christiansen, professor, dr.scient. Mogens Flensted-Jensen, professor, dr.phil. Peter Harder, professor, ph.d. Mikael Rørdam og professor, cand.oecon. Nina Smith

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Sarpsborg

At forsøge at føre en debat på saglige vilkår er naturligvis det eneste man kan gøre i denne tid, men det batter ikke rigtig når situationen er den at Regeringen ønsker at styrke de hårde målbare fagområder og svække de andre. Det grundlag beslutningerne bliver truffet på er ideologi, og ikke argumenter. Det behøver politikere nemlig ikke, og hvis der er nogen der har insisteret på dette, så er det den siddende regering. Desværre, må man sige. Så det er om at finde nogen ting der ikke er så skidt at de ikke er godt for noget..

Det er en vigtig sag for det danske samfund, Videnskabsernes Selskab tager op, for hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved forskningsfriheden på universiteterne, fordi ledelserne kan styre og ensrette forskerne under trusler om fyring, kan der også stilles spørgsmålstegn ved sagligheden af prioriteringerne af den offentlige forskning. Det er helt afgørende, at tendenser til kommercialisering og overstyring ikke ødelægger universitetsforskningens troværdighed og uafhængighed af private og politiske interesser.

Det er også langt mere end sagen på DPU om de tre filosoffer, der står på spil. Netop nu er der optræk til nye runder af massefyringer på DJF (det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet) på Århus Universitet og Statens Naturvidenskabelige Museum på Københavns Universitet, (for uddybende information, se her:
http://professorvaelde.blogspot.com/2010/09/universitetsforskeres.html ), og på Biologisk Institut, KU, lever en række forskere dagligt med truslen om at hvis ikke selv de har skaffet betydelige eksterne midler indenfor halvandet år, ryger de ud.

Der er derfor et stort behov for at skærpe ansættelsessikkerheden for universitetsforskere, hvis vi skal sikre forskningsmiljøerne, forskningens diversitet, rekruttering af de skarpeste hoveder, og sikre den akademiske frihed til at ytre sig kritisk om utilsigtede bivirkninger af den til enhver tid førte politik, herunder forskningspolitikken.