Kronik

Mange forskningsprojekter ligger og venter i DR

Mens DR-dokumentaren Jagten på de røde lejesvende har fået massiv omtale, har en videnskabelig undersøgelse af dækningen af syv folketingsvalgkampe ikke skabt voldsom debat. Det er synd, for der er al mulig grund til at forske i DRs historie
Selv om DR's Reimer Bo Christensen her får sig et grin med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal under afslutnins-debatten i 2007, er der ikke belæg for, at DR skulle være venstrefløjen venligere stemt.

Selv om DR's Reimer Bo Christensen her får sig et grin med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal under afslutnins-debatten i 2007, er der ikke belæg for, at DR skulle være venstrefløjen venligere stemt.

Niels Meilvang

Debat
1. oktober 2010

Uden særlig stor opmærksomhed offentliggjorde nogle forskere i forsommeren en undersøgelse af, hvordan dækningen af folketingsvalgkampene på DR1 og TV 2 har været i perioden 1994-2007. Konklusionen på undersøgelsen, der blev offentliggjort under titlen Kunsten at holde balancen, var, at der var balance på begge tv-stationer. Det er med andre ord ikke berettiget, når repræsentanter for regeringspartierne og især Dansk Folkeparti har påstået, at DR holder med venstresiden i dansk politik. Det var således heller ikke berettiget, da Dansk Folkeparti klagede over DRs dækning af folketingsvalgkampen i 2007.

Som tv-dokumentar er Jagten på de røde lejesvende naturligvis ikke underkastet samme krav som en videnskabelig undersøgelse. Til gengæld har en tv-dokumentar langt større gennemslagskraft.

De to afsnit af Jagten på de røde lejesvende, der hidtil er sendt, er ikke så meget en undersøgelse af, hvad DR sendte for 40-50 år siden. De to udsendelser fokuserer i højere grad på bestemte medarbejdere, der har været ansat i DR, og ikke kun på, hvad de pågældende lavede for DR. Man ser i nogle tilfælde i højere grad på, hvad de pågældende lavede, før de blev ansat i DR. I nogle tilfælde ser man på, hvad de lavede i deres fritid.

Oplæg til debat

Tilrettelæggeren af Jagten på de røde lejesvende, Jacob Rosenkrands, har sagt, at han »ser på DR med kritikernes blik i det meste af serien«, og at en slags neutralitet ikke er hans ideal.

Ligesom han håber, at mange vil deltage i debatten på baggrund af dokumentaren. Redaktionschef Søren Mikael Rasmussen skriver, at Jagten på de røde lejesvende snarere giver »bolden op til debat om emnet«, end den er et bud på »sandheden om DR«. DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl har sagt, at han ikke synes, »at billedet i programmet er dækkende for, hvordan DR så ud dengang«.

Jeg forstår det sådan, at der kunne have været lavet en anden dokumentar, hvor der havde været anvendt andre indfaldsvinkler, der kunne have givet andre resultater. Ligesom jeg kan forstå, at dokumentaren skal lægge op til debat.

Af principielle grunde kan jeg som bestyrelsesmedlem i DR ikke kommentere dokumentaren, da det ikke ligger inden for DR-bestyrelsesmedlemmers kompetence at kommentere enkeltprogrammer. Jeg vil her heller ikke forholde mig til, om DR burde lave andre dokumentarudsendelser, så vi måske kunne få et mere dækkende billede af DR, jf. Morten Hesseldahl udtalelse om, »at billedet i programmet (ikke) er dækkende«.

Jeg mener derimod, at det ville være af stor værdi, hvis der blev lavet forskellige videnskabelige undersøgelser af bl.a. medieforskere, statskundskabsfolk og historikere, der ved hjælp at deres videnskabelige metoder kunne give et langt mere dækkende billede, end en dokumentarudsendelse, der måske bygger på nogle tilfældige eller måske selektivt udvalgte punktnedslag, kan. Det kunne bidrage til folkeoplysningen om DR.

I den forbindelse vil jeg godt give nogle bud på forskellige temaer, som kunne belyses ud fra forskellige vinkler og med anvendelse af forskellige videnskabelige metoder.

Kritisk journalistik

Hvad var det, der i 1968 kunne få venstremanden Jens Sønderup til i et læserbrev at skrive: »Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynes røde lejesvende?«

Baggrunden for læserbrevet var, at statsminister Hilmar Baunsgaard, udenrigsminister Poul Hartling og finansminister Poul Møller var blevet interviewet af fire DR-journalister Ole Andreasen, Lasse Budtz, Helge Lorenzen og Jakob Nielsen. Jens Sønderup mente, at journalisterne gik alt for kritisk til værks og dermed støttede oppositionen. Dansk Journalistforbund anlagde sag mod Jens Sønderup for ærekrænkelse for udtrykket »røde lejesvende« og vandt sagen. Under retssagen kom det frem, at de fire journalister sympatiserede med Venstre, Konservative og Socialdemokratiet.

Det kunne være interessant at få undersøgt, hvordan den mere kritiske journalistik bl.a. inspireret fra USA i slutningen af 1960erne slog i gennem i DR, og hvordan reaktionen var herpå.

Hvad var det for programmer, DR sendte, f.eks. i 1960erne, 1970erne og 1980erne? Skal man undersøge DR, må det være de programmer, der blev sendt, der er relevante. De programmer, som man overvejede at lave, eller som blev lavet, men ikke sendt, kan ikke være særlig relevante. Det interessante er, hvad DR-medarbejdere lavede for DR, og ikke, hvad de lavede, før de blev ansat i DR, eller hvad de har lavet i deres fritid. Sådan har jeg det også med de nuværende medarbejdere og chefer i DR. De skal bedømmes på, hvad de laver i DR, og ikke, hvad de evt. har lavet tidligere i forbindelse med ansættelse på f.eks. Jyllands-Posten, Information, Berlingske Tidende eller Politiken. Ligesom det heller ikke er relevant, hvilke foreninger de evt. er eller har været medlemmer af, eller hvad de privat mener. Det sidste understregede Erhard Jakobsen i øvrigt også, når han ellers kritiserede bestemte medarbejdere i DR.

Saigon blev befriet

Hvad var det for en kritik, der blev rejst i Radiorådet (i 1987 blev det afløst af DRs bestyrelse) og Radiorådets programudvalg, der blev nedlagt i 1973. Hvad var det for diskussioner, der blev ført, og i hvilket omfang var der tilslutning til den rejste kritik?

Fra tid til anden dukker der forskellige historier op om, hvordan ministre, folketingsmedlemmer, organisationsfolk, virksomhedsledere m.fl. har prøvet at påvirke og endda presse medier, herunder DR, til at fremme eller udelade bestemte historier og/eller at få et bestemt indhold fremstillet. Her tænker jeg ikke så meget på Radiorådets rolle i sin tid, da det var en legitim måde at øve indflydelse på. Jeg tænker i højere grad på den mere indirekte måde og den skjulte måde at øve indflydelse på. I nyere tid er der f.eks. nogen, der har sat sig spor i form af mailkorrespondance.

Når man skal vurdere, hvad der foregik i DR og omkring DR, er det naturligvis vigtigt at se tingene i en historisk sammenhæng. Ikke sådan forstået, at alt kan og skal forklares med »sådan var tiden«. Ingenlunde. Men hvis man ikke har sat sig ind i samtiden, kan der være ting, man slet ikke forstår.

Hvorfor talte nogen i 1975 om Saigons befrielse? Leif Davidsen har givet svaret i et læserindlæg for nylig med, at han »til hver en tid vil kalde Saigons fald for en befrielse. Det førte ganske vist til år med kommunistisk diktatur, men med Vietnamkrigens afslutning løsrev Vietnam sig endelig fra kolonimagters åg. Vietnam gjorde sig fri af Japan, Frankrig og USA. Første skridt for en selvstændig stat er, at den er herre i eget hus«.

Et andet eksempel på ændret betydning af ord er udtrykket røde lejesvende. Jens Sønderup blev dømt for ærekrænkelse i slutningen af 1960erne, mens det i dag anvendes rask væk om både den ene og den anden.

Nok at tage fat på

Hvordan var den politiske dækning i DR af folketingsvalgene i f.eks. 1970erne og 1980erne? Der kunne laves en tilsvarende undersøgelse som den, der er blevet lavet af dækningen af folketingsvalgkampene 1994-2007.

Hvordan har dækningen i DR været af folkeafstemningerne om EF/EU-spørgsmål i 1972, 1986, 1992, 1993, 1998 og 2000? Undersøgelser af de sidste fire folkeafstemninger kunne også omfatte TV 2.

Har DR været rimelig i f.eks. valget af forfattere, som har fået deres bøger læst op, og af brug af eksperter. Der er altid nogen, der føler sig forbigået og føler sig som ofre. Forbigåelsen kan være foregået på et sagligt, men også et usagligt grundlag. Her vil det givetvis for forfatteres og andre kunstneres vedkommende også være relevant at gå længere tilbage end 1960erne. Efter besættelsestiden blev nogle forfatteres udgivelser således sortlistet i DR, og Poul Henningsen var f.eks. også på et tidspunkt reelt udelukket fra DR.

Nogle temaer har i et vist omfang været underkastet undersøgelser, men det meste er jomfrueligt land forskningsmæssigt. Så der er nok at tage fat på.

Aage Frandsen er bestyrelsesmedlem i DR og har siddet i Folkeringet for SF fra 1994-2005

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I dag i Weekendavisen kan man læse et interview med Jakob Rosenkrands, som forsvarer sin serie. (og nej da, det har da slet slet ikke noget med Blüdnikow at gøre.... - overhovedet...siger han)

Men det kan alligevel godt undre mig, at Rosenkrands spørger Nauntofte om, 'hvorfor kaldte du Saigons fald for en befrielse'? (her læggende sig tæt op af det som USA anså for at være sandheden dengang...)

I stedet for at spørge åbent, 'hvad kaldte du det dengang vietnameserne gik ind i Saigon og hvorfor'

Rosenkrands spørgsmål ligger i forlængelse af diverse ikke spørsmål som f.eks. 'er du holdt med at slå din kone?' eller 'er du holdt med at drikke?'

Netop fordi det her forudsættes, at man slår sin kone eller at man drikker.

På samme måde forudsætter Rosenkrands (a priori) at Nauntofte havde sympati for vietnameserne...

Eller at Keld Koplev havde sympati for DDR, fordi han bragte et indslag med en dansk kvinde bosiddende i DDR, som roste DDR. Og hvori Koplev fortalte, at i DDR var der ingen arbejdsløshed. Og ja, det var der ikke, bl.a. fordi staten garanterede et arbejde til alle.
Og alle ting kostede det samme....og det syntes den danske kvinde var helt fint. Er det her her interviewerens rolle at gå ind og stille kritiske spørgsmål eller er det op til seerne selv at reflektere over, hvad de har set.

Og i stedet for at få en interessant journalistisk diskussion om en interviewers rolle, bliver det víst mere til udhængning af Koplev, fordi han, via den dansk kvinde, synes at vise sympati for DDR, fordi han interviewer denne kvinde, som bor i DDR. Og som altså er tilfreds med at bo i DDR....

Skal han som interviewer gå ind i en polemik med kvinden eller står interviewet mere lysende klart hvis han ikke gør det? Og dertil kommer, at Koplev jo næppe kan gøres ansvarlige for den interviewede kvindes meninger om DDR - han rapporterer dem jo bare, altså viderebringer dem....

En passant kan det bemærkes, at TV-avisen havde et 6 minutters langt indslag om Nordkorea den anden dag, mens de kun havde et 3 minutters indslag om
lærerne, regeringen og bruddet ifht. folkeskoleloven.

Og mon ikke nogen om 20 år kunne mene, at dette indslag var lidt for venligt overfor Nordkorea. Man fortalte nemlig ukritisk om Kim Il Sungs overdragelse af landet til sin søn...

Alt dette for at sige, at noget kunne tyde på at denne cand.scient.pol. Jakob Rosenkrands intet kender til almindelig journalistisk arbejde, men blot er ude på en eneste ting: Hævn over navngivne DDR-medarbejdere...bestil af ? ja af hvem mon? Og hvis det ikke er bestilt arbejde, går det tydeligt reaktionens ærinde...

Ib Christensen

Aage Frandsens artikel er særdeles relevant.

Der tiltrænges så afgjort forskning om DR`s forvaltning af den politiske formidling, oplysning og debat, både "til daglig" og under valgkampe samt ikke mindst folkeafstemningskampagner om EU.
Et eksempel på "blå lejesvende": I Retsforbundets præsentationsudsendelse i tv ved valget i 1975 var journalisterne (den ene var Uffe Ellemann-Jensen) udelukkende interesseret i vores holdning til Hartlings "helhedsplan", aldeles ikke i vores program eller politik. Retsforbundet røg ud af Folketinget (med en snæver margin), to år efter var Uffe Ellemann-Jensen folketingskandidat for Venstre!