Debatten om udgifter og besparelser på socialområdet er gået i hårdknude, fordi økonomer og socialfaglige eksperter ikke forstår hinanden. Der er heldigvis hjælp at hente til både en anstændig debat og begavede løsninger i noget så usexet som de handicappolitiske og forvaltningsretlige principper. De er faktisk til for at sikre, at vi ikke mister fokus, f.eks. når riget fattes penge.
Folketinget vedtog allerede i 1993, at den danske handicappolitik hviler på principper om ligebehandling, solidaritet, sektoransvarlighed og kompensation. Masser af kommuner lægger disse principper til grund for de lokale handicappolitikker. Principperne er altså velkendte - de skal bare respekteres - også af regnedrengene.
De forvaltningsretlige principper ligger det lidt tungere med. 'Legalitetsprincippet' og 'magtfordrejningslæren' er vist ikke en del af pensum på handelshøjskolerne. Ikke desto mindre er beslutninger, som er truffet i strid med dem både ulovlige og ugyldige.
Opstår der uenighed om, hvordan en bestemt regel skal tolkes (og det gør der!), pålægger legalitetsprincippet os at skele til lovens intentioner. Så når der fra 1. januar 2011 f.eks. står i Servicelovens § 46, at formålet med børneparagrafferne bl.a. er, at de skal »sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø med nære og stabile relationer til voksne«, kan X kommunes byråd ikke lovligt vedtage en generel beslutning om at hjemtage børn til kommunens egne tilbud.
Ikke i orden at sælge ud
Magtfordrejningslæren indebærer, at offentlige myndigheder ikke må forfølge usaglige hensyn, når der skal træffes afgørelse i en sag. Det indebærer, at det er ulovligt at afvise at stille tilbud til rådighed, alene med henvisning til, at det er for dyrt,eller at årets budget er opbrugt. Til gengæld skal der tages økonomiske hensyn, når valget står mellem to tilbud, som er lige gode, men ikke lige dyre. Her kan socialrådgiverne være behjælpelige.
Visse borgmestre har ytret ønske om, at de so- cialfaglige medarbejdere ville give slip på forpligtelsen til at argumentere socialfagligt for de indsatser, vi har brug for at iværksætte, og i stedet var lidt mere økonomibevidste. Indfriede vi det ønske, ville vi imidlertid miste vores berettigelse og kunne erstattes af trænede aber, som kan kende små udgifter fra store og konsekvent vælge de billigste løsninger uden at skele til borgernes behov. Intet er imidlertid sparet ved at yde forkerte eller for begrænsede sociale indsatser, så det ville være som at tisse i bukserne for at holde varmen.
Hvis vi alle i stedet går ind til budgetforhandlingerne med respekt for hinandens fagligheder, for principperne og for lovens bogstav og intentioner, bør vi kunne komme igennem dem både i en ordentlig tone og uden at sælge ud af anstændigheden.
"det er ulovligt at afvise at stille tilbud til rådighed, alene med henvisning til, at det er for dyrt,eller at årets budget er opbrugt"
Ja, og lur mig om vi ikke har mange der forbryder sig mod loven i denne tid!
Hvor er medierne i forhold til den brede lovgivning?
Faglige hensyn har konsekvent måttet vige for økonomiske hensyn under VKO, så der skal ikke forventes respekt, snarere er arrogant foragt parolen. De viser de ledende politikere gang på gang.
Hvis man vil noget må VKO vel tage fat i lovgivningen, og understøtte demokratisk debat om ændringer på området!
I stedet bliver lobbyister, embedsværk og kommuner brugt og tvunget til at manipulere sig frem til den praksis man ønsker bag lukkede døre. Vi lever i en bananrepublik!
Viser udviklingen ikke også svagheden ved Løkke Rasmussens Strukturreform, hvor det tidligere var amterne der hovedsagligt stod med de vanskelige og speciallerede opgaver. Løkke Rasmussen lovede i Folketinget, at med Strukturreformen ville det være slut med kassetænkning, sådan kan det ikke siges at være gået.
Problemet er, at vores demokrati og lovgivning er dårligt tilpasset til at varetage borgernes interesser, når myndighederne bevidst bryder loven. Der er stort set kun Folketingets ombudsmand som er en vis garant for at det offentlige overholder lovene, men det er et krævende og langsomt arbejde at rejse en sag der, som kun de færreste orker.