Klumme

Individualismen har sejret - præmien er ensomhed

Vores samfund har alt for længe været forkrampet og forskrækket ved tanken om organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme
24. september 2010

En femtedel af alle piger og en tiendedel af alle drenge i niende klasse skærer i sig selv eller har forsøgt at begå selvmord. Sådan stod der for nyligt i Politiken. Noget rystet spurgte jeg på min facebook, hvad årsagen kunne være. En fyr skrev:

»Mennesker er meget alene i vor tid«. Hans svar kendetegnede den efterfølgende debat.

Idealet har i mange år været at blive direktør i sit eget liv og blive rig og berømt. De fleste når selvsagt aldrig deres mål. Det er trods alt de færreste, der bliver professionelle fodboldspillere eller den nye Michael Jackson. De unge i dag skal leve op til at være deres forældres projektbørn, samtidig med at forældrene selv har alt for travlt med at arbejde, arbejde, arbejde til at være nok nærværende.

De lærer, at samfundet bedømmer dem på en masse ydre ting, i stedet for bare at acceptere dem, som dem de er. De fleste unge præsenteres slet ikke for, hvordan de kan få fat om tøjlerne i deres eget liv. Mange af de unge, som jeg taler med, når jeg besøger uddannelsessteder, forestiller sig ikke et liv på en arbejdsplads med et solidt fællesskab med kollegaerne. De forestiller sig et liv med skiftende arbejdspladser og ingen stabile relationer.

De kan ikke overskue, hvilken plads de selv har i det flygtige arbejdsliv, når de bliver voksne. De finder det ikke naturligt at stille krav til omgivelserne eller række ud efter hjælp. Det er en hård tid at være ung i.

En kvinde på min facebook skriver om årsagen til, at de skader sig selv: »Fordi vi ... har alt for travlt med karriere og stræben efter det perfekte job, hus, familieliv, udseende og sociale liv, at vores piger vokser op med den tro, at de ikke er gode nok, som dem de er i sig selv. Fordi ... vi lærer vores børn, at de helst skal passe ind i nogle bestemte kasser, og passer de ikke ind i dem, er der noget forkert ved dem. Fordi vores medier formidler ... overfladiske og røvsyge budskaber, der mest af alt kører på form og præsentation, og ikke indhold. ... Og når vi så som forældre ikke er tilstede og nærværende, ... , er pigerne ofte overladt til deres egne tanker og ensomhed. Hvem lytter til dem?«

Fællesskab forandrer

Ja, hvem lytter til dem? Godt spørgsmål. I lørdags sad jeg så til et arrangement med nogle hundrede unge fra hele landet, som der faktisk bliver lyttet til. De har nemlig sagt ja til at deltage i et ungdomstopmøde om en ny ungdomspolitik. Nogen af dem har været med før, men mange var med for første gang.

Omkring disse unge har været nogle kammerater eller voksne, som har opfordret dem direkte til at blive en del af et organiseret fællesskab. Det er unge fra tekniske skoler, gymnasier og videregående uddannelser. De emmede af regnvåd sensommer, virkelyst og fællesskab. De satte dagsordenen, de bestemte farten. De bad os politikere om at lytte - og det gjorde vi. De unge mennesker var samlet, fordi de ville noget med deres fremtid. De ville forbedre den ikke kun for sig selv, men for hinanden og for os alle sammen. Og de har fundet en kraft, som, jeg er sikker på, vil forandre deres liv. De har fundet fællesskabets kraft. De har fundet ud af, at de kan forandre på deres egen hverdag uden hverken at skulle være direktører, professionelle fodboldspillere eller popstjerner. De skal bare rotte sig sammen - så lytter det voksne Danmark opmærksomt til dem. De skal bare lægge deres kræfter i at bygge et allerhelvedes stort og stærkt fællesskab, så er de ikke til at komme udenom.

Den indsigt vil forandre deres liv. Både i det store og i det små. I det store, fordi de kommer til at sætte den politiske dagsorden lige nu og her. I det små i deres egne liv og familier, fordi de får lært et helt fundamentalt redskab til, hvordan man styrer sit eget liv - altså ikke på den der individuelle måde, som kun er netop direktørerne og popstjernerne forundt. Nej, på den måde, hvor alle kan være med, hvor alle har en rolle at spille, og hvor alle får noget ud af det. På den måde, hvor man i fællesskab formulerer, hvordan man gerne vil have tingene og derefter fremsætter det som et forslag, og så kæmper og forhandler det bedste, man har lært for at få det gennemført. Så begynder klaveret pludselig at spille helt anderledes og kønt. Den følelse af styrke og sammenhold giver ensomheden og magtesløsheden kamp til stregen.

Massiv modreaktion?

I 20 år har vores samfund være forkrampet forskrækket ved tanken om politik, organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Og derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme. De har ikke lært, hvad de fællesskaber går ud på og er ikke blevet slæbt med til møder i fagforeningen eller i fodboldklubbens bestyrelse, for forældrene har for travlt med deres eget individuelle arbejde til at involvere sig i den slags fællesskabsorienteret fritidsaktivitet.

Mange uddannelsesinstitutioner har en vedtaget politik om, at partier og fag- og elevbevægelse skal holde sig langt væk. En rundspørge har vist, at 80 procent af de unge på erhvervsskolerne aldrig er blevet spurgt, om de har lyst til at melde sig i fagforeningen. De unge er vokset op i individualismens guldalder, hvor de politiske ledere forventer, at alle er født med slips, og at man er sin egen lykkes smed. Forældrene jager rundt på arbejdsmarkedet for ikke at blive hægtet af som ofre for globaliseringen eller i konkurrencen med en kollegaer, som løb endnu hurtigere. Individualismen har i sandhed sejret i de seneste 20 år, og præmien er ensomhed.

Jeg håber, at sidste weekends unge vidner om en massiv modreaktion, og at de trænger ud i alle samfundets kroge og får vist alle de andre unge, at der er en vej ud af ensomheden og magtesløsheden og en mulighed for at få grundigt fat i tøjlerne over tilværelsen - bare man gør det sammen.

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Emilia van Hauen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Vogstad

Socialisterne er bange for at de ikke kommer til magten mere kan jeg forstå her, og nu var det på tid at få kampgejsten op hos en nyere generation--men, men--landet kan ikke længere klar at betale for alle de krav som S venlig fagforeninger kun tænke sig blev opfyldt--vi skal være solidarisk i at tage ansvar og acceptere at landet kan ikke længere magte at låne milliarder for igen at bild borgerne ind at vi er så evig rige. Nu må vi erkende at det er ikke det materiale verden som skal være vores mål men den menneskelig verden med kærlighed og omsorg for hinanden uden at der skal betales for det og administreres af et embedsmænds værk.

Tusind tak for den dejlige tekst Pernille!

Jeg tror de fleste ser frem til at få stemt samfundet tilbage til fornuft, ansvarlighed, og værdisæt, hvorpå man bygger et retfærdigt fællesskab med tryghed og frihed som igen danner god basis for kreativitet og virksomhed.

Der bliver noget at se til, men det bliver f... også rart at komme videre ovenpå den her formørkede materialistiske dekade, med al dens spin, grådighed, forbrug, fup friværdi fidusopsving, og tidens skingre nyliberalistiske paroler fra naive selvfede kommunistforskrækkede fagforenings-hadende blå slipsedrenge udstyrede med latterlige små champagnesværd - købt på afbetaling….

Nemlig ja. Vi bliver ikke lykkelige, før en socialist tager os i hånden og fører os sikkert gennem livet, og holder os på afstand af de onde individualister. Alt den selvstændige tankegang vi har prøvet at udvikle over de sidste 20 år er bare forvirrende, og hjælper os ikke til at blive lykkelige. Undersøgelserne om verdens lykkeligste folk er jo latterlige, vi er i virkeligheden alene og ensomme, og det er "de andres" skyld, for de burde tage sig af os - altså os de ensomme. For vi kan ikke selv finde ud af at række ud til andre. Altså de andre som ikke er ensomme. ?????

Dorte Sørensen

Undskyld Hans V. Madsen, men hvad er det for en selvstændig tankegang, der er prøvet udviklet de sidste 20 år og specielt de sidste 10 år.
Fx. lovede Fogh Rasmussen i sine valgtaler i 2001, at han ville afskaffe minuttyranniet . Men det modsatte sket endnu mere og mere kontrol , styring og overvågning. Ja mange frihedsrettigheder, som at kunne gå til en demonstration uden at frygt skønsmæssige tilbageholdelser osv., som vi anså som en naturlig rettighed. Er taget fra os - nu er spørgsmålet får vi nogen sinde disse rettigheder igen.

Ja, det er det folk siger, men hvad er det for noget kontrol, styring og overvågning du henviser til? Helt konkret? Det er jo en myte uden hold i virkeligheden.Og hvad er det for nogle frihedsrettigheder du taler om? Hvis du henviser til at politiet anholdte demonstranter der ville fucke COP15 op, så har det jo intet med frihedsrettigheder at gøre. Det har noget med begrænsning af vold at gøre og et arbejde for, at verden kunne mødes og prøve at forholde sig til klimaet, uden at blive løbet over ende af mere eller mindre saglige demonstranter. Klynk klynk klynk, det er sgu ved at være trættende.

Dorte Sørensen

Hans V. Madsen prøv at spørg fx personalet i hjemmeplejen eller personalet i de nye jobcentre om de ikke føler at største delen af deres arbejdsdag går med ind og afrapporterings opgaver i stedet for at hjælpe de ældre . På jobcentrene bruger personalet ca. 80 procent af deres arbejdstid til kontrolopgaver og afrapporteringsopgaver og har herved kun ca. 20 procent tilbage til deres kerneområde.
.
Med fx Lømmelpakken så fik politiet lovens ord for at skønsvis tilbageholdelse i 12 timer og som skønsmæssig forebyggende foranstaltning. For ikke at tale om hvad faglige blokadevagter kan vente sig på til 40 dages fængsel ifølge Lømmelpakken. Husk OVK nægtede på opfordring at tage faglige blokadevagter ud af loven og OVK nægtede også kun at gøre loven midlertidig kun gælde under Klimatopmødet. Det var jo netop sådanne forhold vi kraftigt kritiserede den gamle østblok for at praktiserer og nu har OVK selv indført den i Danmark.

En del unge kinesere valgte det tragiske at springe ud fra 8. sal på deres arbejdsplads Foxcon .

De blev kørt så stramt arbejdsmæssigt med dårlig løn og tvungen overarbejde, at de ikke havde tid til socialt samvær. Det sociale netværk blev ikke regnet for noget af virksomheden. Hård udnyttelse af de unge kinesere samt krav fra familien om forsørgelse, resulterede altså i selvmord.
Ekstremt men sandt.
Socialdemokraterne har tildels selv kørt med på denne linie, du her beskriver Rosenkranz Theil.
Jeg tror ikke på S får magten næste gang, for de har ikke fat i materien af problemet. Der er for megen overflade og karriere i dagens S politikere.
Der skal flere nederlag til, før partiet finder ind til en ægte kerne hos befolkningen.
Danskerne foretrækker så istedet højrepolitikere, der ingen moral eller etik har og heller ikke prædiker det. Synd for Danmark ..der tegner sig et kynisk, egoistisk , fremmedfjendsk billede af fremtiden.

Det er jo løgn. Der er ingen der bruger 80% af deres tid på administration, hvis ikke man er ansat til det. Jeg aner ikke hvor du har de tal fra, ud over at du kan referere til hvad fold "føler" og folk "føler" hvad der nu engang passer i deres politiske kram.

@Mette H - Det er så ekstremt fordomsfuldt og smalsporet at kalde halvdelen af landet kynisk, egoistisk og fremmedfjendsk. Hvad f..... bilder du dig ind. Jeg stemmer venstre, jeg har venner i 30 lande, jeg har endog et par gode muslimske venner. Jeg er SÅ træt af at blive skudt fremmedfjendskhed i skoene.
Vil vil jo for fanden alle det samme i det her land, men vi vil det på forskellige måder. Jeg tror IKKE på , at venstrefløjens evindelige talen til det svage i os, skaber noget som helst godt. Kronikken her er et fint eksempel. Det er tonsvis af sociale netværk tilgængelige for de unge. Hvis de ikke kan finde ud af det, så er det altså ikke statens skyld. Der er stadig gruppearbejde i skolerne, der er stadig et hav af tilbud i det offentlige og masser af socialarbejdere til rådighed for dem der har brug for en hjælpende hånd. Og undskyld mig, men at 20% af landets unge skærer i sig selv - come on - det holder jo ikke vand. Om igen.

Dorte Sørensen

Undskyld Hans V. Madsen, men har du virkelig ikke hørt at bl.a. socialrådgiverne har lavet flere undersøgelser ,der viser at de bruger 80 pct. af deres arbejdsdag på kontrol opgaver pålagt den fra lovgivningen og cirkulærer mv.

I øvrigt fortolker Pernille R T undersøgelsen helt forkert. Den viser at 20% enten har skåret i sig selv, eller har haft har LYST til det. Det er der nok mange unge der vil svare ja til for st gøre sig interessante, men langt færre vil faktisk skære i sig selv.

Her et citat, og så kan man jo selv læse den SANDE historie på http://www.si-folkesundhed.dk/Ugens%20tal%20for%20folkesundhed/Ugens%20t...

"Blandt unge, der ikke har symptomer på depression, har ydre risikofaktorer relativt større betydning for selvskadende adfærd, idet knap 4 pct. af unge med mange beskyttende faktorer rapporterer selvskade mod 27 pct. af en lille gruppe af unge med mange risikofaktorer, jf. figuren".

Det er altså 4% af almindelige mennesker Pernille. Og mon ikke også det er højt sat. Om igen igen. Dit afsæt til hele kronikken her er forkert. Du kunne have checket fakta men vælger at skrive kronikken her, fordi den passer i dit politiske kram. Det er manipulerende, løgnagtigt og dumt ikke lige at checke, om en 20% af verdens lykkeligste folk virkelig skærer i sig selv. Se dog lyset i stedet for at svøbe os i mørke.

Samlet set er det overordnet et korrekt budskab, om detaljerne så er sløsede skal jeg ikke kunne sige. Det er uden at se oprah. :p

John Houbo Pedersen

Det enkelte individ kan kun opføre sig anstændigt og arbejdsomt i den kontekst som findes.
Hvis man så finder ud af at det kun drejer sig om at rage til sig uden anstændighed, er der kun isolation tilbage. ØV

Thomas Pedersen

Godt budskab

Den selvstændige tankegang som vi åbentbart har udviklet , ifølge Hans V Madsen, kan vi i mine øjne takke de kommercielle tv-kanaler, modemagaziner og kendisser for.
Jeg blev student sidste år, og alt hvad der hed frikvarter gik med at diskutere Paradise Hotel, Sex and the City eller hvilke modediller er blevet dikteret som værende den rigtige på nuværende tidspunkt.
Halvdelen af skolen ville hellere modtage undervisning end at arbejde 6 timer for OD, Operation Dagværk. Man kan ikke forstå det med at gøre noget uden at få stukket en pengeseddel i hånden mere, solidaritet er nærmest blevet et negativt ladet ord.

Fællesskab er der, men fællesskabet er om materialistiske og overfladiske ting, og folk som afviger fra den norm, kan let ende med en følelse af ensomhed, eller at være unormal.
Værdierne er blevet vendt på hovedet

Det var venstrefløjen og 68 oprøret der i netop 1968

og i årerne efter nedbrød familiestrukturer, fordi det ville frigøre mennesket fra en påstået understrykkelse.

Det dermed påståede frigjorte menneske, var desuden en kærkommen statist i venstrefløjens og socialdemokratiets opbygning af en offentlig omsorg. Man vidste jo bedre dengang.

Og offentlig omsorg er ikke lig med venskaber - samvær osv.

Der er for det meste lukket efter kl. 15.

Søren Kristensen

Et af de få steder hvor ungdommen kan søge hen, hvis hverken skole eller familie kan tilbyde et fyldestgørende fællesskab er efterskolerne - og dem vil regeringen også spare væk! Egentlig fatter jeg ikke de unge finde sig det? På den anden side, hvis de aldrig har lært at brokke sig kollektivt forstår man det måske godt alligevel.

Der er godt nok tidlige at Pernille Rosenkrantz-Theil er begyndt at længes efter de gamle dage.

Verden flytter sig og vi kan ikke rigtigt gøre noget ved det, bortset fra at sætte skatten ned, så familier med børn ikke er nødt til at arbejde r.... ud af bukserne for at få det til at hænge sammen.

Hvis det er Statens ansvar at der opstår fællesskaber, tror jeg vi er ude i nogle ismer, som jeg i hvert tilfæde ikke bryder mig om.

Nogen som er var mange af for 20 år siden.

Det er nok dem som Pernille Rosenkrantz-Theil i virkeligheden længes efter.

Artiklens forfatter lever vist ikke i virkelighedens verden. ( Analyseret stykke for stykke, så er det en stribe floskler

Individualisme er altså en god ting og helt central for et socialt fællesskab med gensidig respekt for hinandens egenart og præferencer (religion, politik, kultur, fritidsinteresser , parforhold o s v) - d v s individualitet..

Den gammeldags marxistisk- leninistisk - facistisk inspirerede gruppe solidaritet, som bestod i at "slibe hinanden af " til samme format , tankegang og udseende o s v, er sten død.

Altså, de få procent der går på efterskole styrer jo ikke graden af fællesskab i samfundet. Det er jo et lorteindlæg. Tallene er forkerte, undersøgelsen om skavskaderi er misfortolket etc etc. Hun klager over karriereforældrene ikke har tid til børnene - altså de forældre der lever med 37 timers arbejdsuge og op til 6 ugers ferie om året - og i det offentlige så lige 10% "sygefravær" oveni. Altså en af klodens korteste arbejdstider. Helt ærligt, hvordan kan I tage det alvorligt?

@Dorthe lad os nu antage at du har ret i, at regeringen - uanset at den ingen som helst interesse har deri - har lavet love der gør, at medarbejdere pludselig skal bruge 80% af deres tid på administration - tror du så virkelig, at medarbejderne bare vil makke ret, og gøre deres job uden at gøre opmærksom på problemet? Danskerne lider jo ikke just under autoritetstrohed, og ville meget hurtigt stille sig på bagbenene og få det ændret. Der er jo ingen der kan leve med at lave idiotarbejde, og selv om du måske tror at danskerne er de rene sinker og robotter, så er virkeligheden at vi er et af verdens mest effektive samfund. Og i et sådant, da dukker man altså ikke nakken for tåbeligheder, og det sker jo heller ikke i denne sag. Måske ét sted derude, men ikke generelt. Den skal du længere ud på landet med.

Hans Jørgen Lassen

Pernille skriver en masse sludder:

Idealet har i mange år været at blive direktør i sit eget liv og blive rig og berømt.

Nå, det var jeg sgu ikke klar over. Hvis ideal? Hvor har Pernille det fra?

De unge i dag skal leve op til at være deres forældres projektbørn

Skal de det? Der kan man sgu bare se. Hvor ved Pernille det fra?

Snak, snak, og atter snak.

Michael Gudnæs

@ Johan Krogh

'Hvorfor skal idividualisme kædes sammen med slips'?

Fordi den individualisme som vi har hørt så meget de sidste 10-15 år, og reelt siden starten af 80-erne, reelt ikke eksisterer. Tvært imod er det mit indtryk at folk i dag, både de unge og de lidt ældre, er mere ensrettede og ukritiske end nogensinde før,og at de mere eller mindre lever deres liv ens. Derfor er det naturligt at forbinde denne falske individulismekultur med en uniform som slipset jo er. Næ, i 70-erne, dengang var der individualister til - midt i kollektivets hellige havn!

Hans Jørgen Lassen

Michael,

jeg fik ikke lige fat i, hvad det var, du var uenig med mig i eller om.

Men jeg har ellers haft en udmærket dag. En pragtfuld tur med færgen i det smukkeste disede vejr.

Hvad med dig?

@Bjarne - hvis nu vi som udgangspunkt tager os af os selv, så får vi overskud til at tage os af andre. Hvis vi alle løber rundt for at tage os af de andre, hvordan tror du så landet ville se ud?
Der er ingen her som ikke ønsker at tage sig af "de svage", men jeg tror vi er meget uenige om hvem de er, og hvor mange. Mennesker uden fysiske eller psykiske problemer, har i mine øjne bedst af at lære hvordan livet fungerer af sig selv. Der er ekstremt mange i den kategori, som vi brander som "svage", og herefter indhyller i velment men misforstået offentlig støtte. Og når man får ting, så bliver man sjældent så glad for dem, som når man selv har skabt dem, så det bibringer kun mismod og offertænkning. Et par kvaliteter som Pernilles indlæg her støtter op om på sørgerligste vis.

Pernille nærmer sig et kernepunkt ganske meget i dette indlæg, for modsætningen til indiviudalisme er ikke kollektivitet, men personlighed. Et samfund - ikke mindst et, der kalder sig demokratisk - har som sin første forpligtelse at give plads til personlighedens udvikling og kommen til sin ret. Dette druknes i kommerciel lemmeeffekt og jagen efter overfladiske og i sidste ende regressivt frustrerende forbrug. Forbrug udtrykker og fremmer kedsomhed, mens selvrealisering fremmer livsglæde og progressivitet. Der er også brug for en besindelse på selvvurdering fremfor den golde benchmarking af alt, ikke mindst mennesker.

Og lige en kommentar til Kenneth Vogstad, der mener, at vi ikke længere har råd. Hvorfor dog ikke det - hvert år stiger indtægten til dette samfund, og i takt med ringere konkurrence om velstand med resten af verden, som også i de kommende årtier vil erhverve den, må en anden økonomiske model udvikles, hvor der ikke spekuleres i andres ringere stilling, men hvor tværtimod lige bytteforhold vil bringe os nærmere idealet om frihed, lighed og broderkskab.

Der er jo masser af plads. Du kan gøre lige hvad du vil. Du kan være lemming, du kan lade være. Du kan jage forbrug - som mange gjorde op til krisen - eller du kan konsolidere og se indad, som mange gør nu. Du kan gøre lige hvad du vil. Til gengæld kan du ikke sætte en modsætning op mellem individualisme og personlighed - så bliver det kværulerende..

Modsætningen går mellem individualisme og personlighed, Hans V. Madsen, det er da på ingen måde kværulerende, og hvis du tænker dig om, vil du indse, at det forholder sig netop sådan.
Det kedelige paradoks i det styre, vi har ladet udvikle, er, at borgernes interesser ses som delvis i modstrid med 'samfundets' interesser. Men man kan ikke tænke sig et demokrati, hvor borgerne og samfundet ikke er kongruente. Her tænkes ikke på borgerne som individualister, men som personligheder.

Jon Vølund Madsen

Artiklen er vel egentlig bare (endnu) et opkog af David Riesmans "Det Ensomme Massemenneske". Indigneret popsociologi, med et stænk af totalitær nostalgi efter tilstande som, ikke liberalismen, individualismen eller neokonservatismen, men derimod vulgærmarxismen, dekonstruktionen og socialkonstruktivismen har afskaffet.

Rosenkrantz-Theils fløj tilbyder ingen erstatning for de traditioner samt de fællesskabs- og identitetsskabende platforme de har været instrumentelle i latterliggørelsen og bortskaffelsen af.

Og dog. De tilbyder en diffus, tåget vision om "verdensborgerskab" og en uengageret kærlighed til syv milliarder mennesker, på (meeeget lang sigt) udmøntende sig i et ukontrolloabelt voksende europæisk, og sidenhen globalt, pseudo-planøkonomisk, multikulturelt velfærdssamfund.

Undskyld, Jon Vølund Madsen, men det er da ved Gud din fløj, der ikke har nogle bedre bud end at knokle, til vi segner - i stedet for at løse mangelproblemerne først og derefter bade i luksus. For der er jo ikke mangelproblemer, kun fordelings-. Det er åbenbart en helt uhørligt uoverstigelig intellektuel øvelse at forestille sig mennesker tilkomme det daglige brød uden at behøve at knokle for det! Sært nok er det ofte dem, der har det daglige brød uden at behøve at knokle for det, der har sværest ved at forestille sig den samme gunstige situation for andre.

@Peter, læg bogen for et kort øjeblik, og forklar hvad du mener. Hvordan vil du adskille borgerne og samfundet. Mener du borgerne og folkestyret?

Politikerne synes at se borgernes interesser i delvis modstrid med samfundets interesser - det var åbenbart ikke klart nok formuleret. Politikerne misforstår deres opgave, og derfor splittes borgerne, selvom de ret beset har temmelig sammenfaldende interesser, som borgere. Et godt eksempel er, at vi som samfund har al mulig interesse i, at det er ordentlig og ikke-forringet mad, der kan købes i vore butikker. Ingen borger har en interesse i at kunne blive udsat for en potentiel sundhedsfare. Overfor dette står så de private producenter, der af egeninteresse kan vælge at sende mindre lødige varer på markedet, fordi disse giver dem og deres firmaer en større profit. Det ændrer imidlertid ikke på, at også producenterne som borgere har en interesse i ikke at blive solgt underlødige produkter.
Her vil man selvfølgelig argumentere med det økonomiske argument, at den ene vare er mere værd og derfor dyrere end den anden; men problemstillingen er stadig konstrueret, fordi man tillod produktionen af den ringere vare og dermed også en højere pris for den ikke-forringede vare.
Det er et meget materialistisk argument fra en antimaterialist, kan jeg godt se; men pointen er, at materialistisk tænkning også vil trække langt mere i baggrunden, når der ikke længere kan fifles med kvaliteten.

Jon Vølund Madsen

Peter Hansen:

Skal jeg forstå dig således, at du mener at man på samme tid kan afskaffe arbejde, og brødføde hele verden? Interessant eksperiment, må jeg sige.

Og hvad angår "min fløj", så tilhører jeg vel nærmest det social-konservative segment, som ikke just er en politisk nyskabelse.

Sammenhængskraftens, solidaritetens, om du vil, eksistens, har næppe nogensinde været under beskydning fra "min fløj", men det har den til gengæld været fra kulturradikalismen og vulgærmarxismen, som har været de overordnede, paradigmer i velfærdssamfundets diverse uddannelses- og opdragelsesinstitutioner.

Disse institutioner har været stærkt medvirkende til at producere indtil flere snotforvirrede, intellektuelt frit svævende generationer, som kun har haft markedets tilfældige luner at vende sig imod, da hele deres verden er blevet så grundigt dekonstrueret, at de har mistet troen på, og evnen til, at fastholde de relationer der gør mennesker stærke.

jeg tænker her på det nationale, som det overordnede strukturerende og forankrende princip. Ikke som politisk ekstremisme eller eksluderende mekanisme, men som noget vi i fællesskab beslutter at forpligte os på. Herfra kan vi så bygge videre - gerne meget videre.

Men "din fløj", lider jo desværre stadig under den urealistiske tvangstanke om at vi skal redde hele verden. Og det skal helst ske nu og her, og så ender man jo uværgerligt som som en rodløs, indbildt "verdensborger".

Men det er åbenbart mere attraktivt, end at risikere at "stivne", eller at blive "etableret", og hvad der ellers udspaltes af forvrængede selvbilleder fra "verdensborgernes" floskelfabrik.

Så længe man ikke forstår den grundlæggende problem stilling i samfundet flytter man kun rundt på de ydre kasser og det ændre ikke noget, vi vokser som befolkning, mener stadig tænker og operere vi som om vi levede i fortiden.

"Vi er samfundsvæsener såvel som enkeltmennesker; vi er borgere såvel som mennesker, adskilte og stræbsomme i sorg og glæde. Hvis der skal være fred, er vi nødt til at forstå det rette forhold mellem menneske og borger. Selvfølgelig ville staten foretrække at vi helt og holdent var borgere; men det er den dumhed man finder I regeringer. Vi vil også gerne selv overgive mennesket til borgeren; for det er nemmere at være borger end menneske. At være en god borger er at fungere effektivt indenfor et bestemt samfundsmønster. Det man kræver af borgeren er, at han skal være effektiv og lige som alle andre, for det gør ham hård og hensynsløs, og da vil han kunne ofre mennesket til borgeren. En god borger er ikke nødvendigvis et godt menneske; men et godt menneske kan ikke undgå at være en ret borger, men ikke ifølge et bestemt samfund eller land.
››››
Det intelligente menneske vil skabe et godt samfund; men en god borger vil ikke tilvejebringe et samfund hvori mennesket kan være af den højeste intelligens. Konflikten mellem borgeren og mennesket er uundgåelig hvis borgeren dominerer; og ethvert samfund som bevidst lader mennesket ude af betragtning, er dømt til undergang. Der sker først en forsoning mellem borger og menneske når menneskets psykologiske proces forstås. Staten, det nuværende samfund, bekymrer sig ikke om det indre menneske, men kun om det ydre menneske, borgeren… Staten ofrer nuet for fremtiden, idet den altid sikrer sin egen fremtid; den betragter fremtiden som det vigtigste af alt, ikke nutiden. Men for det intelligente menneske er nutiden af den største betydning, nuet og ikke dagen i morgen. Dét som er, kan kun forstås når dagen i morgen forsvinder. Forståelsen af dét som er skaber en forvandling i det øjeblikkelige nu. Det er denne forvandling som er af den største betydning, og ikke hvordan man forliger borgeren med mennesket. Når denne forvandling finder sted, ophører konflikten mellem menneske og samfundsborger."

J. Krishnamurti : Commentaries on Living

Mark Andersen, helt grundlæggende er Krishnamurtis grænsedragning for borgeren jo forkert: borgeren er det politiske menneske, der i fællig danner rammerne for livet i staten.
At være borger er det modsatte af at underlægge sig, det er at bidrage til politiske processer, hvorimod det er privatpersonen, der overholder reglerne, passer sit arbejde, hæger om sin familie eller gør andre ting udenfor det store fællesskabs ramme.
Mens i praksis dette private fylder langt mere end borgertilværelsen for de fleste, så er forskellen på dem bundethed og frihed. Det folkelige fællesskab mellem borgere er det ærlige, ligebyrdige, hvor man kan stå op for sin mening på lige fod med andre, mens det private ofte er underlagt andre hensyn såsom placering i et hierarki, hensyntagen, opportunisme og frygt for at være ubeskyttet.

Peter det skal forstås således, at det er borgeren der plejer og passer systemet, uden borgeren ville staten, det konstrueret system falde sammen, bag borgeren er mennesket, så alt hvad mennesker foretager sig i det daglige der har med staten, systemet at gøre er borgeren der opererer indenfor det system staten har skabt. Ja borgeren har en stemme, men det er så også kun 1 gang hver fjerde år, ellers er stort set alt overdraget til staten, som politikerne repræsenterer, og der i må mennesket affinde sig i hvad borgeren har stemt på rent politisk, da mennesket er borgeren.

Mennesket har med alt det basale i livet at gøre for at kunne fungere i livet, livet har intet med systemet eller staten at gøre. Mennesket er afhængig af relationer, viden og frihed, mennesket er det åndelige følsomme væsen det levende(pattedyr), samfundet er det mekaniske, hvor i borgeren er operatøren, det statiske(robotten). Enhver overholdelse af en regel er borgeren og ikke mennesket.

Lever vi mennesker i et samfund, hvor borgeren fylder mere end mennesket, vil der være konflikt, det er dette vi skal skabe plads til, frem for at løbe overgive mennesket til et statisk mekanisk system.

Men der er løsninger til at give mennesket mere plads og indflydelse i samfundets processor, som kan skabe mere balance og mere vækst både på det menneskelig plan, men også på det samfund mæssige plan, vores politikere har bare ikke den fornødne kapacitet til at tænke i den retning, da de alle har fokus på genopretningsplan og magt indflydelse, der er intet fokus på mennesket.

Liliane Morriello

Hvem sidder der bag skærmen,
og skriver her og der.
Det er så men din nabo,
som kæmper for sit værd.

Han skriver om sin afmagt,
og om sin modløshed.
Men du forstår ham ikke,
Du syn's han bar' er fed.

At ryggen ikke holdte,
der er hans egen skyld.
Og nu er han så blevet,
på samfundet en byld.

Og bylder de skal skæres,
og skæres ganske ned.
Så derfor må han lide,
i stille ensomhed.

Hun græder mens hun skriver,
og hånden ryster let.
For hun har ingen penge,
kun af nøden er hun mæt.

Hun kikker ned på barnet,
og håber hun kan få.
Men hun er så forarmet,
og pengene er små.

Hvis du får hjælp af staten,
og det ikke vil slå til.
Så har du handlet ilde,
om så du ikke vil.

For du skal tælle penge,
og spare hvor du kan.
Og rækker det så ikke,
så må du drikke vand.

En dag den tid jo kommer,
hvor livet rinder ud.
Og de bli'r lagt i graven,
med ord fra præst og Gud.

Regeringen sig fryder,
det var jo endnu én.
Det hjælper på budgettet,
når man er hård som sten.

Ragdoll

God weekend allesammen

Fantastisk deprimerende indlæg i landet der flyder med honning og hvor 75% af BNP omfordeles så ingen lider nød. Hvor Herre til hest, hvis man partout VIL se elendigheden, så kan det åbenbart lade sig gøre overalt.

Hans V. Madsen:

Ja det er forunderligt at Verdens lykkeligste folk også er verdens største forbrugere af Anti-depressiver.
Men det er måske netop derfor?

Antidepressiver hænger i min verden ofte sammen med det eksistentialistiske vakum der opstår, når staten sørger for alt, og man bare kan læne sig tilbage. Det er altså en bivirkning af velfærdssamfundet og overformynderi.
Hvis en deprimeret pludselig skal kæmpe for sit liv, så vil mange af dem være i stand til at manifestere enorme mængder energi. Ikke at jeg dermed vil nedgøre deprimerede, jeg har selv snust til det, og det er decideret ulækkert, men ikke desto mindre i mine øjne noget der hænger sammen med velfærden.

Ja, eller man kan lukke øjnene og synge en sang om, hvor godt det hele går. Og hvis der er undersøgelser, man ikke kan lide, så skriver man bare, at man ikke tror på dem. Det er nogle gange nemt at være 'debattør', ikke Hans?

Sider