Klumme

Individualismen har sejret - præmien er ensomhed

Vores samfund har alt for længe været forkrampet og forskrækket ved tanken om organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme
Debat
24. september 2010

En femtedel af alle piger og en tiendedel af alle drenge i niende klasse skærer i sig selv eller har forsøgt at begå selvmord. Sådan stod der for nyligt i Politiken. Noget rystet spurgte jeg på min facebook, hvad årsagen kunne være. En fyr skrev:

»Mennesker er meget alene i vor tid«. Hans svar kendetegnede den efterfølgende debat.

Idealet har i mange år været at blive direktør i sit eget liv og blive rig og berømt. De fleste når selvsagt aldrig deres mål. Det er trods alt de færreste, der bliver professionelle fodboldspillere eller den nye Michael Jackson. De unge i dag skal leve op til at være deres forældres projektbørn, samtidig med at forældrene selv har alt for travlt med at arbejde, arbejde, arbejde til at være nok nærværende.

De lærer, at samfundet bedømmer dem på en masse ydre ting, i stedet for bare at acceptere dem, som dem de er. De fleste unge præsenteres slet ikke for, hvordan de kan få fat om tøjlerne i deres eget liv. Mange af de unge, som jeg taler med, når jeg besøger uddannelsessteder, forestiller sig ikke et liv på en arbejdsplads med et solidt fællesskab med kollegaerne. De forestiller sig et liv med skiftende arbejdspladser og ingen stabile relationer.

De kan ikke overskue, hvilken plads de selv har i det flygtige arbejdsliv, når de bliver voksne. De finder det ikke naturligt at stille krav til omgivelserne eller række ud efter hjælp. Det er en hård tid at være ung i.

En kvinde på min facebook skriver om årsagen til, at de skader sig selv: »Fordi vi ... har alt for travlt med karriere og stræben efter det perfekte job, hus, familieliv, udseende og sociale liv, at vores piger vokser op med den tro, at de ikke er gode nok, som dem de er i sig selv. Fordi ... vi lærer vores børn, at de helst skal passe ind i nogle bestemte kasser, og passer de ikke ind i dem, er der noget forkert ved dem. Fordi vores medier formidler ... overfladiske og røvsyge budskaber, der mest af alt kører på form og præsentation, og ikke indhold. ... Og når vi så som forældre ikke er tilstede og nærværende, ... , er pigerne ofte overladt til deres egne tanker og ensomhed. Hvem lytter til dem?«

Fællesskab forandrer

Ja, hvem lytter til dem? Godt spørgsmål. I lørdags sad jeg så til et arrangement med nogle hundrede unge fra hele landet, som der faktisk bliver lyttet til. De har nemlig sagt ja til at deltage i et ungdomstopmøde om en ny ungdomspolitik. Nogen af dem har været med før, men mange var med for første gang.

Omkring disse unge har været nogle kammerater eller voksne, som har opfordret dem direkte til at blive en del af et organiseret fællesskab. Det er unge fra tekniske skoler, gymnasier og videregående uddannelser. De emmede af regnvåd sensommer, virkelyst og fællesskab. De satte dagsordenen, de bestemte farten. De bad os politikere om at lytte - og det gjorde vi. De unge mennesker var samlet, fordi de ville noget med deres fremtid. De ville forbedre den ikke kun for sig selv, men for hinanden og for os alle sammen. Og de har fundet en kraft, som, jeg er sikker på, vil forandre deres liv. De har fundet fællesskabets kraft. De har fundet ud af, at de kan forandre på deres egen hverdag uden hverken at skulle være direktører, professionelle fodboldspillere eller popstjerner. De skal bare rotte sig sammen - så lytter det voksne Danmark opmærksomt til dem. De skal bare lægge deres kræfter i at bygge et allerhelvedes stort og stærkt fællesskab, så er de ikke til at komme udenom.

Den indsigt vil forandre deres liv. Både i det store og i det små. I det store, fordi de kommer til at sætte den politiske dagsorden lige nu og her. I det små i deres egne liv og familier, fordi de får lært et helt fundamentalt redskab til, hvordan man styrer sit eget liv - altså ikke på den der individuelle måde, som kun er netop direktørerne og popstjernerne forundt. Nej, på den måde, hvor alle kan være med, hvor alle har en rolle at spille, og hvor alle får noget ud af det. På den måde, hvor man i fællesskab formulerer, hvordan man gerne vil have tingene og derefter fremsætter det som et forslag, og så kæmper og forhandler det bedste, man har lært for at få det gennemført. Så begynder klaveret pludselig at spille helt anderledes og kønt. Den følelse af styrke og sammenhold giver ensomheden og magtesløsheden kamp til stregen.

Massiv modreaktion?

I 20 år har vores samfund være forkrampet forskrækket ved tanken om politik, organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Og derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme. De har ikke lært, hvad de fællesskaber går ud på og er ikke blevet slæbt med til møder i fagforeningen eller i fodboldklubbens bestyrelse, for forældrene har for travlt med deres eget individuelle arbejde til at involvere sig i den slags fællesskabsorienteret fritidsaktivitet.

Mange uddannelsesinstitutioner har en vedtaget politik om, at partier og fag- og elevbevægelse skal holde sig langt væk. En rundspørge har vist, at 80 procent af de unge på erhvervsskolerne aldrig er blevet spurgt, om de har lyst til at melde sig i fagforeningen. De unge er vokset op i individualismens guldalder, hvor de politiske ledere forventer, at alle er født med slips, og at man er sin egen lykkes smed. Forældrene jager rundt på arbejdsmarkedet for ikke at blive hægtet af som ofre for globaliseringen eller i konkurrencen med en kollegaer, som løb endnu hurtigere. Individualismen har i sandhed sejret i de seneste 20 år, og præmien er ensomhed.

Jeg håber, at sidste weekends unge vidner om en massiv modreaktion, og at de trænger ud i alle samfundets kroge og får vist alle de andre unge, at der er en vej ud af ensomheden og magtesløsheden og en mulighed for at få grundigt fat i tøjlerne over tilværelsen - bare man gør det sammen.

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Emilia van Hauen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans:
Jeg forholder bare den situation at vi på den ene side bliver kaldt "Verdens Lykkeligste Folk" og på den anden er vi de største forbrugere af Antidepressiver.

Det er måske Anti-deprssiverne der gør os til, verdens lykkeligste folk.
Det er da også sært at vi er i toppen når det handler om selvmord.
Jeg har arbejdet i Afrika i den værste elendighed og set masser af gode grunde til at folk tog livet af sig , men sjældent hørt om nogen der gjorde det.

Jo, det er jo det vi alle gør. Men med et argument eller to i røven af det hele, så er der dog noget at forholde sig til.

Hans V. Madsen viser sig trods alt at have nogle fornuftige pointer gemt bag de velkendte floskler om klynk og forblindelse, der jo er obligatoriske fordi Venstrevælgere sjældent kan lade deres pointer stå alene.
For på trods af en relevant kritisk holdning til artiklen, er han jo ude i en desperat idealistisk kamp, hvor man ikke bare giver sin erklærede modstander ret - for eksempel i at forbrugssamfundet har skadevirkninger.
Det, der slår mig i øjenene, er hvor stort et misforhold, der er mellem de liberale tanker og så de politikere, som de liberale debattører forsvarer - partiet Venstre i dette tilfælde. For man skal da lede længe efter et mere infantilt, forvirret og følelsesladet parti. Hvordan det tiltrækker individualister er en stor gåde, men man mistænker de kyniske stålmænd for at trænge til et kulturelt fællesskab.

Hans V. Madsen, du tager helt fejl: fundamental tryghed mobiliserer enorme mængder energi.

Det afhænger af personen. Nogle dør og bliver dovne under tryghed, andre dør under pres.

Hans V. Madsen skriver:
Nogle dør og bliver dovne under tryghed, andre dør under pres.

Ganske rigtigt set - hvis altså du fokuserer alene på de maskuline værdier. Familieværdierne, som omfatter langt størstedelen af samfundet, har det bedst under tryghed.

Målet må være et samfund hvor der er plads til både udfoldelse og til tryghed.

Det bør vel være op til det enkelte individ hvordan de ønsker at leve deres liv ( individualisme ), men samtidigt med en moral og etik overfor medmennesker, hvilket jeg er tilbøjelig til at kalde personlighed.

Det nytter bare ikke at en gruppe melder sig ud af samfundet, som jeg mener de velstillede har gjort. Uden velfærden m.m så ville deres chancer for at være blevet velstillede være ret minimale.

Så længe vi har en kapitalistisk model der opfordrer til at ofre andre for egen vinding, vil vi se skævheder i samfundet. Det er naturligvis ikke et problem man bare lige løser over en nat. Det er dog skræmmende, at man fornægter den kendsgerning, som jeg mener er gældende.

Det gælder desværre samtlige politikere og partier, ingen undtaget. Det er en kultur ændring der skal til, ikke nationalisme.

Jeg kan ud fra erfaring konkludere:
At ensomheden (i et rigt materialistisk samfund) som man selvklart er alene om, er mere dødelig(selvmord) for individet, end den elendighed man ser i et U-Land hvor tusinder er fælles om den samme elendighed, trods det at den elendighed de er udsat for er langt voldsommere og tilsyneladende mere håbløs.

For hvem kan dog klandre en mor, der har set sine børn dø af sult og sygdom, for at begå selvmord?
Det ville min optik være forståligt.
Men det intressanter er, at det gør hun ikke fordi hendes nabos børn er også døde af sult og sygdom.

Spøjst at venstrefløjen lokker med sirenernes sang om fællesskabets nødvendighed og velsignelser.

Vi ved jo alle, at venstrefløjen er de første til at smide dissidenter ud af "fællessskabet", når de har andre ønsker og meninger. Længere rækker fællessskabet og inkluderingen ikke.

Politisk overivelse er venstrefløjens pris for at inkludere dig i 'fællessaskabet' - f.eks. er DF ikke med i det fine, 'rene' fællesskab, men stigmatiseret som urene tabere.

Sireneskønsang alene gør ingen sommer. Det skal også gennemføres i virkeligheden og fremfor alt af de, som synger.

Hvis VK havde nogle idealer om selvstændig styrke, var de nok ikke blevet tjenere for det mest statsliderlige parti på Christiansborg. Men hov, jeg glemmer at man nu om dage kan være både individualist og nationalist på samme tid.

Annemette Nedergaard

Ja, hvis det ovenikøbet foregår i privatskole, er det ad h. til.

Ensomheden i et moderne samfund har ikke noget med partipolitik af gøre.
Det er et udbredt problem i hele den vestlige og industrialiserede verden, hvor det er det materielle der er i højsædet, frem for de såkaldte bløde værdier.
I et materialistisk forbruger samfund er man altid i konkurence med sine omgivelser, og de der taber konkurencen er i fare for at blive ensomme, enten fordi de isolere sig i mindreværd eller bliver skubbet ude af vinderne.

Eller fordi staten sørger for dem på alle leder og kanter, og de bliver recerede til børn i voksenkroppe.

Hvad skal vi bruge en nation til hvis der ingen form for fællesskab og medansvar er i denne nation?

Hvis en person kan sidde og dømme andre og sige det er deres egen skyld uden at gå ind og hjælpe disse der ikke formår at klare sig selv, ja hvad skal man så egentlig med en nation og et fællesskab?

Den der dømmer vil altid være den dømte, da man altid afsløre sin egen kapacitet igennem sine handlinger og ord.

Jens Holger Laursen

@Hans

Hvis en deprimeret pludselig skal kæmpe for sit liv, dør han. Af den simple grund at han ønsker at dø - det er depressionens inderste væsen.

Går du bare forbi, hvis nogen har brug for hjælp?

Det er simpelthen for dumt, at argumentere imod et stærkt fællesskab, men det snævre VKO-flertal har jo også haft succes med at nedbryde tilliden mellem befolkningsgrupperne. Del og hersk - og få mere friværdi.

Alle dine ting gør dig ikke glad.. Når du forstår det, er du fri(ere)

@Jens - selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg argumenterer heller ikke imod et stærkt fællesskab, men tror ikke på det kan skabes af regeringen. Var der et stærkt fællesskab øst for jerntæppet? Med korruption, angiveri, stikkeri etc?

Og så tror jeg vitterligt på, at nogen af de velfærdsdeprimerede kan vende 100%, hvis de pludselig kommer i en livstruende situation, og til deres egen overraskelse vælger at kæmpe for deres liv. Jeg har ikke noget videnskabeligt belæg for at sige det, ud over en rent personlig oplevelse.

Sider