Kan vi få for megen gennemsigtighed?

PRINCETON - Gennemsigtighed synes at være tidens løsen inden for en bred vifte af politiske områder. Men vil en større gennemsigtighed nødvendigvis altid være af det gode?

Lige siden finanskrisen brød ud i 2008, har der lydt stadige krav om 'større gennemsigtighed' inden for finanssektoren og dens pengestrømme. De finansreformer, som for nylig blev vedtaget af den amerikanske kongres, stiller da også skærpede krav til større åbenhed fra bankerne og andre finansinstitutioner. Takket være en ihærdig lobbyindsats fra ngo'er som Oxfam America og Publish What You Pay gør den nye lov det også obligatorisk for olie- og mineselskaber - både amerikanske og udenlandske - som ønsker at rejse kapital i USA, at offentliggøre deres betalinger til regeringerne i de lande, hvori de opererer.

Som bekendt er rige naturressourcer for fattige lande ofte en forbandelse snarere end en fordel. Disse har i reglen korrupte ledere, som kan bruge de milliarder, de modtager fra olie- og mineselskaber, til personlig ekstravagance. Eller til at opruste deres militær, så det får lettere ved at knuse demokratiske modstandsbevægelser.

Selvsagt kan øget gennemsigtighed ikke i sig selv forhindre dette, men i det mindste kan vi nu få større klarhed over, hvor store midler disse magthavere får tilført, og hvem der finansierer dem. Dette vil forhåbentlig kunne ændre på offentlighedens holdning til de selskaber, som beriger sig selv ved at betale diktatorer for retten til at udvinde værdifulde ressourcer, som tilhører hele landet. I alle retssamfund gælder det princip, at hæleri - at skaffe sig andel i udbytte fra tyvekoster - er en strafbar forbrydelse, men øjensynligt foreligger der en undtagelse, hvis værdierne er stjålet af diktatorer fra de mennesker, som de undertrykker.

En anden type gennemsigtighed har i den senere tid fået større opmærksomhed. Wikileaks, der betegner sig selv som »en anonym global vej til formidling af dokumenter, som offentligheden bør se«, frigav for nylig 92.000 dokumenter om krigen i Afghanistan, herunder militærrapporter om specifikke episoder og efterretningsrapporter.

Reformkatalysator?

Wikileaks har i løbet af de seneste tre år publiceret en række følsomme dokumenter, der spænder fra det amerikanske militærs manual for driften af fængslet i Guantánamo Bay til beviser for korruption i Kenya og for dumpning af giftige kemikalier ud for Afrikas kyst. Onlinetjenesten har også offentliggjort en liste over websteder, som den australske regering gerne så blokeret, medlemslisten for det ekstreme højreparti British National Party, en analyse af en større islandsk banks kreditrisiko og videooptagelser af et amerikansk helikopterangreb i Bagdad, hvorunder 12 personer, herunder en Reuters-journalist og -fotograf, blev dræbt. Men offentliggørelsen af de afghanske krigsrapporter var Wikileaks' mest kontroversielle skridt til dato.

The New York Times, The Guardian og Der Spiegel fik muligheden for at studere dokumenterne, før de blev frigivet, og besluttede at offentliggøre dele af materialet. Redaktørerne fra disse medier fremførte, at selv om beslutninger om at offentliggøre hemmeligt materiale altid er vanskelige, var der i dette tilfælde tale om dokumenter »af væsentlig offentlig interesse«, fordi de kunne »belyse de ekstraordinære vanskeligheder, som USA og dets allierede står over for i Afghanistan på måder, som de eksisterende redegørelser ikke har kunnet«.

Wikileaks' grundlægger, Julian Assange, har antydet, at de lækkede dokumenter sågar kan danne grundlag for retsforfølgelse af krigsforbrydelser, som amerikanske styrker kan have begået imod civile afghanere. Andre, herunder præsident Barack Obama, siger dog, at dokumenterne »ikke kaster lys over spørgsmål, der ikke allerede har været fremme i den offentlige debat om Af-ghanistan.«

Der er en klar parallel mellem denne seneste Af-ghanistan-lækage og Daniel Ellsbergs udgivelse i 1971 af de såkaldte Pentagon Papers, som bidrog til, at den amerikanske offentlighed forstod realiteterne omkring den amerikanske krigsførelse i Vietnam. På sin hjemmeside citerer Wikileaks da også USA's højesterets dom i denne sag: »Kun en fri og uhindret presse kan effektivt afsløre regeringsbedrag«. Wikileaks har sågar hævdet, at dets lækager allerede har været katalysator for »hundredvis af reformer«, og at »offentlighed i forvaltningen er den mest effektive metode til at fremme god regeringsførelse«.

Hvor går grænsen?

Men der er dog også tilhængere af åbenhed i forvaltningen, som finder, at Wikileaks går for vidt. Steven Aftergood fra Federation of American Scientists, der står i spidsen for et informationsfrihedsprojekt, der skal hindre overdrevent hemmelighedskræmmeri i forvaltningen, kalder Wikileaks en fjende af det åbne samfund på grund af, hvad han ser som onlinetjenestens manglende respekt for retsstaten og borgernes rettigheder.

Selv siger Wikileaks, at de har tilbageholdt yderligere 15.000 dokumenter om krigen i Afghanistan med henblik på at fjerne navne og andre oplysninger, der kan bringe konkrete personer i fare. Ikke desto mindre er sådanne enkeltheder allerede sluppet igennem det lækkede materiale, kunne The Times for nylig dokumentere.

Assange har svaret, at han dybt beklager enhver skade, som de frigivne dokumenter kan medføre, men har alligevel forsvaret frigivelsen. Samtidig påpeges det på Wikileaks' website, at hvor åbenhed kan føre til meget synlige ubehagelige konsekvenser, så ser vi sjældent de potentielt langt værre konsekvenser af ikke at offentliggøre. Tankegangen er, at et klima af langt større åbenhed vil mindske sandsynligheden for, at regeringer og selskaber finder på at handle uetisk.

Men hvor går grænserne for åbenhed? I Letland offentliggjorde en datalog tidligere på året en række fortrolige dataposter om bankdirektørers indkomster og blev straks rost som 'en moderne Robin Hood', fordi offentligheden ellers ikke ville have fået at vide, hvor store gager nogle mennesker fortsat kan hæve, samtidig med at deres banker reddes af offentlige midler. I Norge offentliggør regeringen hvert år næsten alle skatteyderes indkomster og formuer. Er det for megen åbenhed? Og hvis ja, hvorfor?

I en verden, hvor terrorister har begået grusomheder og truer med at begå endnu flere, vil en fuldstændig gennemsigtig regeringsførelse forblive utopi. Nogle gange er det også kun muligt at gøre det gode i hemmelighed. Men i helt generel forstand vil et mere gennemskueligt samfund sandsynligvis blive et langt bedre samfund - og det samme vil være tilfældet for en mere gennemskuelig verden.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University. Hans bøger omfatter bl.a. 'Praktisk etik' og senest 'Det liv du kan redde'

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivare Larsen