Kurderne sidder med nøglen til Tyrkiets retsreformer

DIYARBAKIR - På søndag skal tyrkerne til valgurnerne for at deltage i en folke- afstemning, der kan blive skelsættende. Stemmer et flertal af dem ja, træder lovændringer i kraft, som sikrer en bedre retsbeskyttelse for borgerne, stækker militærets magt og som det måske mest afgørende: muliggør en omfattende omkalfatring af landets forfatningsdomstol og øverste justitsvæsen, som gentagne gange har formået at blokere for premierminister Recep Tayyip Erdogans liberaliseringsinitiativer.

For at vinde denne folkeafstemning har Erdogan brug for at få alle marginaler på sin side. Dette indebærer også, at han vil være nødt til at samle tilslutning fra kurderne i den sydøstlige del af landet. Kurderne burde da også være de første til at ønske reformer af et militær og et retssystem, som ofte har ramt dem under bæltestedet under 1990'ernes 'beskidte krig'. I sidste uge var Erdogan således på charmeoffensiv i Diyarbakir, den største by i Tyrkiets kurdiske region. Her lovede han bl.a. at nedrive byens fængsel, som for ikke så længe siden var berygtet som en torturanstalt.

Men igennem de seneste fem år har regeringen mere end en gang brudt sine løfter over for kurderne for i stedet at vende tilbage sine forgængeres hårdhændede metoder. Kan nedrivningen af et hadet fængsel ændre på denne oplevelse af svigt? Vil kurderne kunne overvinde al deres tvivl om Erdogan-regeringens hensigter og møde frem i tilstrækkeligt stort tal for at stemme, uanset at det er i deres egen bedste interesse?

For næsten et årti siden beordrede PKK's ryggesløse leder, Abdullah Öcalan, sine oprørere til at gennemføre en våbenhvile. Men som årene gik, blev også han overbevist om, at regeringen ikke havde reelle hensigter om at føre de reformer ud i livet, som den talte om. Det havde den øjensynligt heller ikke, og under ledelse af først Öcalans bror, Osman, og siden Murat Karayilan genoptog PKK den væbnede kamp.

Afstand fra nationalisme

Omkring 20 millioner kurdere bor i de forrevne bjergområde, hvor Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien løber sammen. Yderligere millionvis af kurdere lever i eksil eller er udvandret til europæiske og andre lande (nogle kurdere i udlændighed finansierer PKK). I Tyrkiet har mange kurdere nået prominente positioner, og for ikke så mange år siden var landets premierminister kurder.

Da Det Osmanniske Rige kollapsede som et af Første Verdenskrigs ofre, vidste de fleste af dets folkeslag præcis, hvad de ville. Men kurderne, som nok havde deres eget særpræg, men også var spredt og uorganiserede, manglede den beslutsomhed, som kommer af at besidde en og samme etniske oprindelse, sprog, religion eller ledelse, og blev således forvist til det nationalistiske dramas sidelinje.

Kemal Atatürk, grundlæggeren af det sekulære moderne Tyrkiet efter Første Verdenskrig, mente, at det ville være nemt at slå en faustisk handel af med kurderne og tilbød dem medborgerskab til gengæld for opgivelse af deres sprog og identitet. Men som årene gik, blev kurderne stadig mere utilfredse med den ordning. Især var de meget utilfredse over forbuddene mod brug af det kurdiske sprog i retssale og skoler.

Ved Tyrkiets parlamentsvalg i 1995 fik Det Kurdiske Folks Demokratiske Parti (trods sympati blandt visse af dets medlemmer for PKK) for første gang lov til at stille op uden politisk chikane. Men ud af seks millioner potentielle kurdiske vælgere, opnåede det kun stemmer fra en million kurdere. De fleste kurdere stemte hellere på mainstreampartierne og tog derved klar afstand fra den kurdiske nationalisme, selv i dens demokratiske variant (og så meget desto mere da fra PKK), som dengang oplevede højdepunktet af sin magt.

Budskabet for PKK var, at den sag, det kæmpede for, og de metoder, det brugte, ikke nød nogen bred opbakning. Men for den tyrkiske magtelite var der også et budskab - ét, som aldrig rigtig er trængt ind - nemlig, at den i voldsom grad har overdrevet PKK's popularitet og magt. Alligevel har den ene regering efter den anden - og Erdogans er ingen undtagelse - eller det magtfulde militær, som ofte tager de afgørende initiativer - vildledt offentligheden om, hvorfor man var nødt til at være så brutal og skånselsløs over for kurdiske separatister og oppositionelle, hvad enten det nu var af den voldelige eller ikke-voldelige slags.

Under streng kontrol

Under Erdogan er der blevet fremført mange løfter - om at tillade kurdisk i skolerne, tillade en kurdisk tv-station og investere langt mere i den økonomiske udvikling i denne stærkt forarmede region. Men mange, hvis ikke ligefrem de fleste af disse løfter, er aldrig blevet ført tilfredsstillende ud i livet. Og skønt PKK, dets partisaner og metoder ikke appellerer til flertallet af kurderne, så er de ganske repræsentative for den vrede, mange kurdere føler. Denne vrede er også grunden til, at det væbnede oprør blev genoptaget.

Erdogan beskylder PKK for »provokationer«. Og dog er det Tyrkiets hær, som har begået de fleste provokationer, jævnligt ligefrem ved brug af agents provocateurs, og dermed har trukket regeringen ind i slagsmålet. Erdogan har ofte følt det nødvendigt at give efter for generalernes iver efter at holde Tyrkiet under streng kontrol. Med folkeafstemningen på søndag kan kurderne øjne en helt ny mulighed - hvis de ellers formår at bilægge deres gamle nag og mistro til regeringen - for, at militæret og justitsvæsnet bliver omkonfigureret til deres fordel, hvis Erdogans side ellers vinder. Og sker dette, kan der blive åbnet op for en ny forhandlingsrunde med PKK om at afslutte volden, råde bod på den uret, kurderne har lidt og imødekomme deres forventninger. Meget står således på spil ved denne folkeafstemning. For Tyrkiet i almindelighed og for kurderne i særdeleshed.

Jonathan Power er udenrigs-politisk seniorkommentator og journalist for bl.a. International Herald Tribune og Prospect Magazine

© Jonathan Power og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen