Kronik

Lønnen er lige, men arbejdsmarkedet er skævt

Det kønsopdelte arbejdsmarked indebærer, at kvinder primært er ansat inden for den offentlige sektor, og at mænd primært er ansat inden for den private sektor
En mere ligelig fordeling af mænd og kvinder være godt for arbejdsmiljøet og synergien på arbejdspladserne. Det vil øge kvaliteten for f.eks. patienter på sygehusene, at de kan 
 blive behandlet af personale 
 af begge køn.

En mere ligelig fordeling af mænd og kvinder være godt for arbejdsmiljøet og synergien på arbejdspladserne. Det vil øge kvaliteten for f.eks. patienter på sygehusene, at de kan
blive behandlet af personale
af begge køn.

Uffe Weng

Debat
27. september 2010

I morgen holder Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg en høring om blandt andet ligeløn og det kønsopdelte arbejdsmarked.

Det er endnu en anledning til at slå fast, at der er ligeløn på det offentlige arbejdsmarked. Når der alligevel er lønforskelle på det samlede danske arbejdsmarked, er det fordi, vi har et arbejdsmarked, som er kønsopdelt, og fordi der er forskel på lønnen på det private og det offentlige arbejdsmarked.

I maj i år konkluderede Lønkommissionen, at der stort set ingen forskel er på, hvad mænd og kvinder tjener i den offentlige sektor. De lønforskelle, som kan konstateres, kan med andre ord ikke forklares med køn.

Et eksempel: På det regionale område er der 33.600 sygeplejersker, hovedsageligt kvinder, og 184 diplomingeniører, hovedsageligt mænd. Diplomingeniørerne er overvejende specialister, 25 procent antages at have en ledende funktion, og de har generelt et lønniveau, der ligger pænt over akademikergrupperne på det regionale område. Lønkommissionen har konstateret en lønforskel mellem sygeplejersker med en gennemsnitlig timeløn på 193 kroner, og regionalt ansatte diplomingeniører med en gennemsnitlig timeløn på 270 kroner.

Sammenligningen af disse gennemsnitslønninger bruges ofte til støtte for argumentet om, at der skulle være uligeløn på det offentlige arbejdsmarked. Men Lønkommissionens redegørelse viser netop, at lønforskellen ikke kan forklares med køn, men skyldes en række andre faktorer, der alle har indvirkning på lønnen.

Derfor ærgrer det mig, når jeg kan konstatere, at visse ledende kredse i fagbevægelsen stadig forsøger at puste liv i myten om uligeløn i den offentlige sektor med vedholdende udtalelser om, at kvinder aflønnes væsentligt lavere end mænd.

En antagelse om at lønforskellene er begrundede i køn som basis for en målrettet tilførsel af midler til bestemte grupper vil give store problemer. Det vil medføre øgede omkostninger til lønninger i den offentlige sektor med betydelige negative konsekvenser for samfundsøkonomien som følge. Det vil endvidere forringe det serviceniveau, den offentlige sektor kan tilbyde borgerne. Derudover vil den private sektors muligheder for at tiltrække arbejdskraft blive forringet. Og det er den private sektor, der så at sige finansierer den offentlige sektor. Og endelig er der risiko for, at det vil skabe lønspiraler. Der er altså en bred samfundsøkonomisk interesse i, at de offentlige lønninger ses i sammenhæng med øvrige samfundsøkonomiske forhold.

Ikke oplæg til ligeløn

Lønkommissionens redegørelse er ikke et oplæg til en ny debat om ligeløn og forskellen på mænd og kvinders gennemsnitsløn. Der er reelt ligeløn mellem mænd og kvinder på det offentlige arbejdsmarked. De lønforskelle, der er på det samlede arbejdsmarked hænger i høj grad sammen med, at der er forskel på lønnen på det offentlige og på det private arbejdsmarked, og at arbejdsmarkedet som sådan er meget kønsopdelt. Vi skal derfor have en meget bredere debat. En debat om, hvad vi kan gøre for at ændre på det kønsopdelte arbejdsmarked.

Det kønsopdelte arbejdsmarked indebærer, at kvinder primært er ansat inden for den offentlige sektor, og at mænd primært er ansat inden for den private sektor. De arbejder inden for forskellige fag og varetager forskellige funktioner. Desuden sidder mænd i videre udstrækning end kvinder i lederstillinger. På det regionale område er 8 ud af 10 af de ansatte kvinder, og om få år vil det være 9 ud af 10.

Når vi i regionerne vil sætte fokus på det kønsopdelte arbejdsmarked og gå aktivt ind i arbejdet for et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, gør vi det af flere grunde.

For det første vil en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder være godt for arbejdsmiljøet og synergien på arbejdspladserne. Desuden vil det øge kvaliteten for f.eks. patienter på sygehusene, at de kan blive behandlet af personale af begge køn.

For det andet vil en mindre kønsopdelt medarbejdersammensætning give arbejdspladserne bedre muligheder for at tilpasse sig nye opgaver og indrette sig fleksibelt i tilrettelæggelsen af arbejdet, idet kvinder og mænd indretter sig forskelligt i arbejdslivet ikke mindst med hensyn til arbejdstid.

For det tredje vil det i sig selv være vigtigt at kunne tiltrække både mænd og kvinder som arbejdskraft til omsorgsfagene. På grund af den demografiske udvikling med flere ældre og færre unge vil vi på længere sigt få en stor udfordring med at kunne rekruttere den nødvendige arbejdskraft til velfærdsområdet.

Et fælles ansvar

Det kønsopdelte arbejdsmarked handler blandt andet om kvinders og mænds valg af uddannelse og valg af arbejdsfunktion, om karriereveje og om familie- og arbejslivsrelationer.

For at finde løsninger, der kan gøre op med den skæve kønsopdeling på arbejdsmarkedet, må man se på incitamenterne til de valg som mænd og kvinder træffer, f.eks. de rammevilkår, som vi tilbyder i forbindelse med en ansættelse.

I regionerne har vi gennem lang tid haft fokus på at skabe vilkår, som skal gøre det nemmere at få arbejde og familieliv til at hænge sammen, bl.a. gode barselsvilkår og fleksibilitet i arbejdstiden. Men vi må konstatere, at netop dette gør de regionale arbejdspladser særligt attraktive for kvinder. Dermed bidrager det til en selvforstærkende effekt på et i forvejen stærkt kønsopdelt arbejdsmarked.

Skal man flytte på det kønsopdelte arbejdsmarked, ligger der derfor et fælles ansvar i at sikre, at der både på det offentlige og det private arbejdsmarked skabes rammer, som gør ansættelse attraktivt for både mænd og kvinder på tværs af hele arbejdsmarkedet.

I regionerne er vi opsat på at løfte vores del af dette ansvar. Vi skal være opmærksomme på de rammer, der gælder for ansættelse, og hvilken effekt de kan have for kønsfordelingen. Kan man ved at ændre i disse rammer i højere grad tiltrække mænd til det regionale arbejdsmarked? Ved de seneste overenskomstforhandlinger har vi forøget faderens del af den lønnede orlovsperiode, men vi kender endnu ikke effekten.

Kvinder bliver i stigende grad ledere i regionerne, men vi er stadig langt fra en situation, hvor andelen af kvindelige ledere afspejler andelen af kvindelige medarbejdere. En mere ligelig ledelsesrekruttering på de regionale arbejdspladser med synlige karriereveje og opmærksomhed på eventuelle barrierer er et indsatsområde.

Det er oplagt at arbejde med kulturen på arbejdspladser med så stærk en kønsopdeling som de regionale. Hvordan præger det en arbejdspladskultur, at så stor en del af de ansatte er kvinder? Påvirker det arbejdspladsens evne til at tiltrække og fastholde mænd, og hvordan får man i givet fald vendt det billede, så kulturen på arbejdspladsen bliver attraktiv for både mænd og kvinder?

Kræver en bred indsats

Lige nu er der en udvikling i gang, hvor det i stigende grad er kvinder, der tager lange og mellemlange videregående uddannelser. Har vi som samfund råd til, at gruppen af højtuddannede bliver den gruppe, der i størst omfang vælger arbejdsmarkedet fra i og med, at det er kvinderne, der tager orlov, går på deltid mv.? Hvis det ikke skal blive et nyt element, der bidrager til et kønsopdelt arbejdsmarked, må vi alle arbejde for en mere ligelig rekruttering af kvinder og mænd til uddannelserne.

Når spørgsmålet stilles: Er der uligeløn i den offentlige sektor, herunder den regionale sektor i Danmark? Så er svaret nej. Men vi har et problem med et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Og det kræver handling.

Skal vi rykke ved det køns-opdelte arbejdsmarked, kræver det en bred og mangefacetteret indsats, som vedrører hele arbejdsmarkedet. Lønkommissionen pegede på problemstillingerne, og jeg har her peget på vores foreløbige overvejelser på det regionale arbejdsmarked. Men jeg efterlyser også, at alle samfundsaktører tager bolden op, så vi sammen kan arbejde på, at det danske arbejdsmarked bliver mindre kønsopdelt.

Signe Friberg Nielsen er forhandlingsdirektør i Danske Regioner og medlem af Lønkommissionen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Åh ja!

Er det ikke en genudsendelse?

Eller skal vi bare tage en svingom mere?

/O

Tja, det er jo befriende ikke at høre om kvoter og andre tvangsforanstaltninger længere.

Så skal vi til det igen. Underlige argumenter for, hvorfor netop jeg, der snart har en BA, skal nøjes med et løn niveau der er langt under en ufaglært's løn.

"Det vil medføre øgede omkostninger til lønninger i den offentlige sektor med betydelige negative konsekvenser for samfundsøkonomien som følge. Det vil endvidere forringe det serviceniveau, den offentlige sektor kan tilbyde borgerne."

Nååå ja, det er derfor, jeg de næste 10 år skal sidde i en lejlighed og håbe på at kunne spare sammen til et hus, hvis de da vel at mærket fortsætter med at være stagnerende i priser. Fordi alle dem der har råd til hus, skal have den gode service i det offentlige.

Det var nok det lille underlige papir jeg underskrev da jeg startede på min uddannelse.
"Velkommen til ergoterapeut uddannelsen, du har ikke valgt at blive skolelærer, radiograf eller læge, derfor er du garant for at danskerne i dag kan nyde godt af en service, som de ikke ville hvis du fik en bedre løn. Du er nu ansat som en moderne slave, så herremændene kan nyde godt af en offentlig sektor, der gerne skulle koste nul på skattebilletten. Endnu engang velkommen du stærke kvinde øhh, og mand!"

Så forstår jeg bedre. Nå, måske skulle man bide i det sure æble og blive ansat i det private sundhedsvæsen, jeg kan vel købe lidt sukker for de 10.000 ekstra jeg vil få før skat i måneden!