Læsetid: 7 min.

Mere undervisning, tak!

Hvis de studerende på humaniora skal have en chance for at leve op til målsætningen om kandidater i verdensklasse, skal de ganske enkelt have flere undervisningstimer
3. september 2010

Da jeg for tre år siden begyndte på universitetet, var det i en rigtig klasse med faste undervisere, skolekammerater og skema. Det eneste, der syntes at være virkelig forskelligt fra gymnasiet, var de kun 12 timers undervisning om ugen. At have så få timer føltes voksent og selvstændigt og stemte meget godt overens med forestillingen om at være 'rigtig studerende'.

Siden har jeg lært, at 12 timer om ugen nok kræver selvdisciplin og selvstændighed. Men slet, slet ingenting målt med, hvad jeg siden har måttet mønstre. Siden jeg begyndte, er det nemlig gået kraftigt nedad med timeantallet - og i løbet af det sidste års tid har jeg modtaget henholdsvis fire og syv timers ugentlig undervisning per semester.

Se, dét er noget, der gør én til 'rigtig studerende' - hvis et rigtigt studieliv altså er kendetegnet ved endeløse og ensomme timer ved eget skrivebord, evindelig læsning af genstridige kompendietekster der sjældent bliver gennemgået af en underviser, og ved en konstant svindende tilknytning til dét universitet, der burde være grundstenen i enhver studerendes hverdag.

Store ambitioner

Københavns Universitet vil gerne være blandt de bedste i verden. Tidligere i år, da rektor skulle indbyde til åbent hus på fakulteterne, indledte han sin virtuelle velkomst med at skrive om, hvor højt placeret vi er i Norden, og om vores »stjernealliance« med bl.a. Oxford og Cambridge Universiteter. Og statsminister Lars Løkke har for kort tid siden ytret ønske om, at Danmark inden for ti år skal have et universitet på den europæiske topti-liste

Men hvordan i alverden kan vi måle os med Oxford, når vi har studerende, der ligesom jeg har modtaget kun syv timers undervisning om ugen i sølle tre måneder? At de ca. 70 timers undervisning, jeg har modtaget fra februar til april, skulle kunne kvalificere mig til én af verdens dygtigste studerende er mig en gåde. For nok er undervisningen både kompetent og spændende - men der er alt, alt for lidt af den.

Især humaniora er hårdt ramt. Hvis man sammenligner en tredjeårsstuderende her og én på natur- eller sundhedsvidenskab, forlyder det ifølge Politiken, at den naturvidenskabsstuderende har 78 procent mere undervisning end en danskstuderende. Det skyldes, at når der udløses taxameterpenge hver gang, en studerende bliver færdig, bliver humaniora honoreret med den laveste sats i systemet. Og færre penge i kassen for hver enkelt færdig kandidat betyder færre penge til de studerende.

Men hvorfor den store forskel inden for fakulteterne? Er en matematikstuderende mere værd end en dansk- eller historiestuderende - og har han større ret til at dygtiggøre sig inden for sit fag end jeg, der læser humaniora, har?

Hvad kan man blive?

Vi lever, at dømme efter pengeposernes størrelse, under en regering, der ikke finder humaniora væsentligt. Men humaniora er vigtigt.

Nok kan vi ikke redde menneskeliv, som en færdiguddannet læge kan - men vi kan videreføre en kulturarv og en tradition, som er uvurderlig for det moderne velfærdssamfund, man kæmper for at opretholde her i landet.

I sommer var jeg med min barndomsveninde på feriebesøg hos hendes forældre, Jan og Diane. En aften sad vi på terrassen og grillede, og bedst som jeg sad og faldt hen i tanker om den danske sommer - sådan som den var på den aften, og som den så ofte er beskrevet i den klassiske danske litteratur - blev jeg revet ud af tankestrømmen med Jans spørgsmål:

»Du Amalie, hvad kan man egentlig bruge det der danskstudie til?«

Egentlig en rimelig uskyldig forespørgsel - hvis ikke det havde været for den noget sarkastiske tone, der lå i hans stemme. Og hvis ikke han havde fortsat med:

»Vi kan sgu da ikke alle sammen gå og lave noget så ligegyldigt som at læse bøger.«

Med et var sommeraftenen spoleret for mig. For åh, hvor er det dog frustrerende gang på gang at opleve folk, der uden den mindste refleksion konstaterer, at hvis ikke man udretter noget - dvs. kan konstruere en maskine, bygge et hus, udføre et forsøg eller få et regnestykke til at gå op - så er man ubrugelig. Den holdning synes Jan - som er ingeniør - at dele med en stor del andre. I så høj grad at da jeg sagde, at jeg ønsker at blive gymnasielærer og dermed at kunne videregive al min tilegnede viden til andre, så stemplede han også den idé som en fejldisponering af mit liv. For hvorfor i alverden skal ungerne overhovedet have dansk i gymnasiet - når de kommer dertil har de jo for længst lært at læse og skrive.

I chok over hans holdning klappede jeg totalt i dér på terrassen. Jeg opgav simpelthen at forsvare mit elskede fag og min idé om, hvad et rigt liv består af. For det er lige præcis dét, humaniora giver os: livsrigdom. Evnen til at reflektere over levet liv og menneskelige vilkår. Evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt og tage moralsk stilling til samfundet omkring os. Til at fordybe os og til at afklare vores verdensbillede. Humanister tager udgangspunkt i menneskeheden og dens færden. Deraf navnet - og deraf vigtigheden!

Og derfor skal de humaniorastuderende have noget mere undervisning. Det kan ikke være rigtigt, at den eneste måde at blive forankret i sit universitet på, er gennem socialt engagement. Jeg er snart medlem af samtlige sociale udvalg på danskstudiet - og nok er det vidunderligt og sjovt og givende, men det er da tankevækkende, at jeg snart oftere er på KUA for at arrangere en fest end for at have undervisning. Og at jeg, for overhovedet at få min videbegærlighed tilfredsstillet, er nødt til at arrangere månedlige møder i studiekredsen, hvor vi mod vingaver betalt af egen lomme får en klog mand eller kvinde til at komme og tale med os om litteratur.

Det er dejligt, at KUA står klar med faciliteter og professorer til studiekredse og frivillig faglighed.
Men udover egne arrangementer er det svært at få ekstra lærdom derude.

Ingen eksamen

Det er nemlig sådan, at man ikke må få flere ECTS-point, end hvad der ifølge studieordningen tilkommer én i løbet af sine studieår.

I stedet for at lade os suge al den lærdom til os, vi kan, begrænser man vores undervisning til det, der er allerhøjst nødvendigt, for at vi kan få vores grad
.Altså må jeg ikke gå til eksamen i de ekstra fag, jeg måtte ønske at følge - hvis jeg da overhovedet får lov til at følge dem
.Så når der udbydes et brandspændende fag, som jeg bare må deltage i - af interesse og af iver for at udfylde min tid med noget meningsfyldt - så afhænger det af underviserens velvilje, om jeg må få lov at være med på en kigger. Eksamen må jeg under ingen omstændigheder tage - for der er ikke råd til at have de studerende oppe, som ikke skal bruge eksamen til noget. Slet ikke når fakultetet knap har penge til at give os den nødvendige undervisning.

Hvor er det dog himmelråbende åndssvagt, at man ude i samfundet skriger på veluddannede unge mennesker fra et universitet i verdensklasse - og samtidig spænder ben for både sig selv og dem ved at hindre dem i at lære mere end hvad syv ugentlige undervisningstimer kan give.

Mindre kvalificeret

Efter tre år på KUA kan jeg nu med stolthed kalde mig bachelor i dansk og retorik.

Men jeg må indrømme, at denne stolthed ikke sjældent blandes med en følelse af undren, ja, næsten af falskhed, idet jeg har svært ved at tro mig selv så kvalificeret, som man bør være, når man er bachelor. Og det er hverken på grund af eget manglende engagement eller urimeligt høje krav til, hvad jeg skal kunne evne på dette stadie af mit studie - nej, det er simpelthen, fordi både studieordningerne og mængden af undervisning er tilpasset de penge, humaniora har at rutte med.

Og det er altså ikke nok til at give os lige så mange timers undervisning, som bachelorerne fra andre studier har modtaget - hvorfor jeg vel desværre kan anse mig selv for en mindre kvalificeret bachelor end mine venner fra DTU, jura og sundhedsvidenskab.

Heldigvis, kan jeg med en vis bitterhed konstatere, har ingen af mine kommende humanistkonkurrenter og kolleger fået mere undervisning end mig - så vi er alle lige underkvalificerede, når vi om et par år skal ud og undervise Danmarks nye håb i dansk, historie, filosofi og engelsk.

I disse dage starter 1.910 nye studerende på KUA. Det er mit håb, at alle disse nye humanister sammen med os, der er godt i gang med vores uddannelse, vil være med til at skabe debat om den manglende undervisning på humaniora. For det er dét, vi har allermest brug for. Vi skal få sat fokus på den manglende undervisning og på vigtigheden af vores fag. Vi skal overbevise både regeringen og folk som min venindes far om, at vi også kan noget - og at vi vil have penge til flere timer, så vi kan blive endnu dygtigere.

Humanisterne fra Københavns Universitet kan godt blive i verdensklasse - men vi bliver det ikke uden mere undervisning.

Amalie Laulund Trudsø er bachelor i dansk og retorik fra Københavns Universitet og har netop påbegyndt sin kandidatuddannelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Amalie Laulund Trudsø er bachelor i dansk og retorik fra Københavns Universitet og har netop påbegyndt sin kandidatuddannelse."

Amalie kan nu se frem til halvandet års kaos, hvor der ved hver semesterstart er problemer med at få de fag hun ønsker.
Københavns Universitet har nemlig ikke råd til at efterkomme de studerendes ønsker eller niveau, så de fleste fag starter helt forfra ved Adam og Eva, fordi holdene er en blanding af bachelor- og kandidatstuderende, hvoraf mange af de bachelorstuderende kommer udefra og ikke har samme baggrund som os, der læser dansk.

Ydermere er der ikke råd til at oprette flere hold, hvis et bestemt fag er særligt populært. Den 8. september afgøres min fremtid via lodtrækning, da vi er 58 tilmeldt til et fag, hvor der kun er plads til 32. De 26, der ikke er så heldige at vinde i lodtrækningen, må så vælge de fag, hvor der stadig er ledige pladser og dermed gå på kompromis med deres egen uddannelse.

Det skaber på ingen måde nogen form for elite. Det handler bare om at køre alle igennem hurtigst muligt. Det er i den grad kvantitet frem for kvalitet.

Selv har jeg mindre end et år tilbage inden jeg kan kalde mig cand.mag i dansk med faglig profil i kommunikationsrådgivning, men som min uddannelse har været de sidste 3 år, ser jeg ingen anden udvej, end at jeg må efteruddanne mig, så jeg kan komme op på samme faglige niveau som mine fremtidige kollegaer. Dette betyder, at intet er sparet. Tværtimod skal der betales for mere uddannelse for en, der ikke burde have behov for det.
På den måde skyder de sig selv i foden!

Jeg er helt enig i Amalies problemstilling! Det bliver og er i den grad et tab for "velfærdssamfundet" at humaniorafagene nedprioriteres.

Dette er en utrolig vigtig debat at få åbnet op om.

For det første får problemet med anerkendelsen af vigtigheden af de humanistiske uddannelser de studerende til at fyldes med alt andet end faglig stolthed. Tvært om er det en nærmest undskyldende tone, der formulerer ens ønske om at gennemføre et studie som har et håndgribeligt afkast for samfundet.
Dette er yderst problematisk, når de studerende netop er overladt så meget til sig selv.

Hvorfor skulle man opsøge sit selvstudie, hvis de studerende hele tide får at vide, at de læser noget ligegyldigt?

For det andet er det hele historien om de få timer. Det er svært at beskrive det bedre end Amalie, gør det her. Hvis man mener, at humanoira fagene er unødvendige, så bliver de da endnu mere unødvendige, hvis man ikke sørger for, at de får den undervisning, der skal til, for at de ligger i verdensklassen.

Anders Johannsen

Hej Amalie

Ganske vist er det taktløst af Ingeniør-Jan at trække mørke skyer ned over en lun dansk sommeraften med sit aggressive udfald mod humanisters levebrød og passion, men der er også noget forfriskende over den konfrontatoriske tilgang. Modsat regeringens langsomme aflivning af fagligheden ved udhulede budgetter ægger den kampgejsten. Fedt at opleve dig som uvejr og torden fordi du faktisk mener at der er noget at forsvare.

Og uanset hvilken fløj man måtte tilhøre i diskussionen om humanioras nytte, skulle det være nemt at blive enige om at dét der i hvert fald ikke er brug for, er flere dårligt uddannede humanister.

Anna Sophie Wiese

Kære Amalie - Jeg kan kun give dig ret.

Selv studerer jeg statskundskab på Aarhus Universitet, og selvom de færreste stiller spørgsmålstegn ved anvendeligheden at mit studium, oplever vi de samme horribelt lave timetal. På min overbygning har 30 ects-points udløst et ugentligt timetal på 6 i en periode på ganske få måneder hvert semester.
Ofte er der ikke plads nok på populære seminarfag, og så må vi - som andre også beskriver det - tage til takke med de seminarer, hvor der er plads.

I hverdagen føles afstanden mellem mit universitet og de eliteuniversiteter politikerne beskriver meget lang.

Måske kunne Amalie have svaret Ingeniør-Jan med denne her replik: Hvem skal lære de ingeniør-studerende at udtrykke sig i et nogenlunde brugbart dansk, så alle kan forstå en instruktion eller en manual, ikke kun nørder?

Eller måske denne her:
Hvem skal lære de ingeniør-studerende at læse deres bøger? på dansk og på engelsk?

Eller denne her:

Hvis man ikke læse og forstå regne-stykket, går det altså rigtig galt...