Kommentar

Mexicos moderne revolutionære

Mexico fejrer i år både sin 200-års-dag og 100-års-dagen for Den Mexicanske Revolution - men i modsætning til opstandene i 1810 og 1910 handler vore dages revolte ikke om politik, men om narkotika
Debat
14. september 2010

I denne uge fejrer Mexico 200-års-dagen for sin frigørelseskrig fra og senere dette efterår - den 20. november - markeres i 100-året for Den Mexicanske Revolution, den første større sociale masseopstand fra underklassen i noget land på de amerikanske kontinenter. Sammenfaldet af disse runde jubilæer har forført flere til at fremføre den hypotese, at Mexico åbenbart eksploderer hver 100. år i social uro. Blandt visse dele af venstrefløjen er der da også forhåbninger om fornyet fyrværkeri i 2010. Og faktisk kan man udmærket argumentere for, at tiden er være moden til en ny revolution: 70 procent af Mexicos 103 millioner store befolkning vakler lige omkring og på fattigdomsgrænsen.

Ifølge Verdensbankens chef for Latinamerika, Augusto de la Torre, er halvdelen af de 10 millioner latinamerikanere, som er blevet presset ud i fattigdom under den aktuelle økonomiske afmatning, mexicanere. Hertil kommer, at 28.000 borgere er blevet dræbt, ofte på yderst brutal vis, siden præsident Felipe Calderón i 2006 erklærede krig mod narkotikakartellerne. Den eneste sektor i Mexico, som befinder sig i en højkonjunktur, er narkoøkonomien, som i dag beskæftiger op mod en million overvejende unge mexicanere, konstaterer Wall Street Journal.

Revolutioner finder ikke sted, medmindre arbejderklassen er vred. Og det er den for tiden i Mexico. Meget vred endda. Ansatte i landets elsektor gennemførte for nylig en massesultestrejke (de varede 90 dage) på en af de vigtigste plazaer i Mexico By for at protestere over tab af arbejdspladser efter de seneste privatiseringsbølger. Og i marts indsatte Calderón tropper og politi mod den store kobbermine ved Cananea Sonora for at generobre herredømmet over minen fra flokke af strejkende arbejdere.

Forkert retning?

Tilbage i 1906 måtte den daværende diktator, Porfirio Díaz, indkalde amerikanske specialstyrker fra Arizona Rangers for at bryde en strejke i samme mine; 26 minearbejdere fik derved en 'martyrdød', for Cananea blev hermed til fødestedet for Mexicos arbejderbevægelse. Fire år senere lod Díaz - som på det tidspunkt havde hersket med jernnæve i 34 år og netop havde stjålet sejren i præsidentvalget fra den liberale Francisco Madero - afholde en kæmpe galla-fiesta for at markere hundredårsdagen for landets uafhængighed. Marmormonumenter skød til vejrs på hovedstadens boulevarder, og nattehimlen oplystes af spektakulært fyrværkeri. Da festlighederne var forbi, havde Díaz brugt hele landets socialbudget.

Straks efter udbrød der revolution. Madero opfordrede mexicanerne til at samles i deres byer den 20. november og indlede en folkerejsning. Et sandt blodbad fulgte. Da myrderierne holdt op ni år senere, var en million mexicanere - en femtendedel af befolkningen - døde.

Felipe Calderón har ikke været god til at lære af sit lands historie. I år vil hans regering bruge over 230 millioner dollar på at eftergøre Diaz' udstyrsstykke i et land, hvor sult er et konkret vilkår for mange. Vreden rumler.

I år har lænestolsrevolutionære da også ventet på et væbnet oprør i stil med den zapatistiske befrielseshær, Ejército Zapatista de Liberación Nacionals berømte oprør hær i Chiapas-provinsen i 1994. Men måske leder de i en helt forkert retning. For hvis en revolution kan defineres som en væbnet opstand, der søger at vælte en upopulær regering, så er den nye mexicanske revolution på en måde allerede begyndt.

Calderóns mislykkede korstog mod narkotikakartellerne er i al fald blevet betegnet som et 'narkooprør' af narkotika-bekæmpelseseksperten Edgardo Buscalgia. I sidste uge blev dette synspunkt endda gentaget af den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Den bedste revolution

De første slag i 1910 blev udkæmpet omkring Ciudad Juárez, et strategisk knudepunkt på den amerikanske grænse, med det resultat, at Pancho Villas bondehær slog los Federales (den mexicanske hær) på flugt. I dag raser der igen en åben krig på gaderne i Juárez - alene i de første otte måneder af i år blev over 1.800 borgere dræbt i ildkampe mellem narkobander og den mexicanske militær. Bilbomber detoneres i centrale dele af byen, og lokale rigmænds palæer er blevet plyndret og brændt. Kommandosoldater fra narkobanderne har angrebet politistationer og militærkaserner og er flygtet medbringende håndvåben og artilleri. Samtidig er fanger i stort tal brudt ud af fængslerne - ganske som Mexicos revolutionære gjorde det for et århundrede siden.

Monterrey, Mexicos industrielle kraftcenter, er gentagne gange blevet lukket af 'narkooprørere', der blokerer de vigtigste hovedfærdselsårer med stjålne lastbiler og entreprenørmateriel - efter sigende for at tiltvinge sig fri adgang for våben og narko til de store transitruter. Toppolitikere som favoritkandidaten til guvernørposten i staten i Tamaulipas er blevet myrdet, mens andre, såsom præsidentkandidat Diego Fernández de Cevallos, er blevet kidnappet.

Det mexicanske militær og det amerikanske militærs North Command, som tager sig af sikkerheden langs USA's grænse til Mexico, har længe forudset et scenarie, hvor narkobander og venstreorienterede revolutionære grupper gør fælles front. Her vil de lænestolsrevolutionære nok beklage sig og kræve, at revolutioner skal legitimere sig med ideologier og udvise klassetilhørsforhold. Dette narkooprør synes imidlertid alene at handle om barbariske drab og rå magt - ikke om at befri arbejderklassen.

Men i en globaliseret verden, hvor markedet synes allestedsnærværende, er et narkooprør måske den bedste revolution, som den sønderrevne mexicanske nation kan håbe på at få.

John Ross (f. 1938) er amerikansk forfatter, digter og freelancejournalist. Blandt hans bøger er 'ZAPATISTAS! Making Another World Possible: Chronicles of Resistance 2000-2006' (Nation Books, 2007) og 'El Monstruo: Dread and Redemption in Mexico City' (Nation Books, 2009)

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rasmus Bro Clemmensen

Hvis arbejderklassen i stor stil arbejder med narko, så er et "narkooprør" vel også et klasseoprør, og der er jo også strejke og revolte omkring en masse andre sektorer. Og hvis de slår sig sammen med venstreorienterede grupper er der vel stadig en snært af ideologi.

Alliancer/sammenfald mellem bander og venstreorienterede er set før, og med stor succes i Black Panther bevægelsen og deres allierede i bandeverdenen, hvor et seriøst forsøg på at forandre deres levevilkår kun kunne gøres på ghettoens præmisser.
Det samme er vel tilfældet her, de mennesker der arbejder med narko og de mennesker der arberjder med alt andet er vel i samme båd og fra samme sociale undertrykte samfundslag. Folk sulter og hvis de forsøger at tjene til dagen og vejen i den eneste plus-sektor, narkoindustrien, så jages de som vildt.

Det er ikke en ren socialistisk revolution der er i gære, men det var zapatisternes heller ikke rigtig, men derfor kan resultatet jo netop godt vise sig at være ganske progressivt, og måske netop undgå ideologiens totalitarisme.
Den totalitarisme man måske nærmere skal frygte her er nok "narkobaronernes" styring af en revolutionær situation i retning af verdens første reelle narko-kapitalistiske økonomi, der måske tager form i stil med centraliserede økonomier som kinas.

Dette er selvfølgelig spekulationer over hvilken slags revolution der kunne opstå, men der er jo også god sandsynlighed for at der ikke sker det helt store.

P.S Hvordan mon klimatopmødet(COP16) går hvis mexico er i sådan et oprørt stadie? Kunne der ske noget radikalt, nu når det bl.a er i Mexico klimakrisen rammer?

Dette narkooprør synes imidlertid alene at handle om barbariske drab og rå magt - ikke om at befri arbejderklassen.

Naturligvis ikke.

For at citere Roberto Saviano i Gomorrah: Mafiaen lever af at ryste guldet af lusene med lusene, menes små forretningsdrivende og håndværkere.

- og derfor vil man heller aldrig se en fælles front mellem bevidste arbejdere og narkobander - måske nogle aftaler og lidt våbenhandel, men derud over ingen alliancer.

Det nye i bandevæsenet er tilsyneladende, at de stor narkobosser's tid er forbi, og det gør graden af volden vildere, og vi ser egentlige crimewars... og ligesom med Taliban i Afghanistan, er der er ingen at forhandle med.

Problemet med tab af arbejdspladser efter de seneste privatiseringsbølger løses ikke af narkogangsterne, men af revolutionære arbejdere, bønder og studenter der f.eks. kan fremvise det cubanske samfund som et alternativ til det kaos kapitalismen har sluppet løs i Mexico.

PS.
... og man må nok konstatere at løsningen på klimakrisen høre til i den absolutte top i Maslows behovspyramide, når vi taler fattige i Mexico - eller et hvilket som helst andet sted i verden.