Kronik

Pas på Københavns gøgeunger

Selv højtfungerende og velbegavede autister kan ikke bare sættes i en almindelig folkeskole, men har brug for lærere, der kan håndtere dem. Nu skal Københavns institutioner arbejde med inklusion, og skolen skal rumme alle børn. Sådan vil kommunen spare udgifter til specialområdet
Kommunen vil nu 'nedregulere' specialpædagikken. Men faktum er, at nogle børn har behov, som folkeskolen ikke 
 kan dække.

Kommunen vil nu 'nedregulere' specialpædagikken. Men faktum er, at nogle børn har behov, som folkeskolen ikke
kan dække.

Carsten Snejbjerg

22. september 2010

»Er I klar over, hvordan specialområdet malker budgettet?« spurgte manden fra Københavns kommune.

Vi, eller rettere vores niårige dreng Linus, er nemlig en af kommunens gøgeunger. Og det er vi selvfølgelig kede af. Men det er altså ikke med vilje, at vi har sat et barn med autisme i verden. Kunne vi have gjort det anderledes, ville vi have skabt ham uden autisme. Vi elsker Linus præcis som han er, men som alle andre forældre ønsker vi, at vores barn får det bedste og letteste liv med mulighed for at udvikle og bruge alle sine evner og talenter.

Og det er naturligvis sværere for Linus. Infantil autisme, som Linus har, er ikke en sygdom, og han kan derfor ikke blive rask. Det er en anderledes udvikling i hjernen og et livslangt handicap. Men Linus har masser af evner og potentiale. Han er normalt begavet, endda velbegavet, og andre mennesker vil ikke opdage, at han er autist, medmindre de er sammen over længere tid. Det er både godt og skidt.

Godt, fordi han således er i den ressourcestærke ende af skalaen. Han er ekstrem videbegærlig og en lille ekspert på alt fra dyreliv til historie og geografi.

Men skidt, fordi hans handicap er så usynligt, at man skal være enten forældre eller professionel for at se, hvordan og hvorfor han har brug for specialiseret hjælp.

Linus autisme gør, at han har svært ved at indgå i sociale sammenhænge og afkode omgivelserne. Han er rigid og kan ikke bare skifte fra en aktivitet til en anden. Ind imellem er han meget optaget af sine egne tanker og har brug for flere frirum end andre børn. Linus mangel på kommunikative kompetencer bevirker, at hans verden ofte bryder sammen. For ham er samspillet med andre mennesker som at gå til eksamen hver dag.

Derfor er det utroligt vigtigt, at et autistisk barns hverdag er så struktureret og forudsigelig som muligt. Selv højtfungerende og velbegavede autister som Linus kan ikke bare sættes i en almindelig folkeskole, men har brug for lærere, der kan håndtere og forstå hans særlige behov.

For to år siden blev Linus visiteret til et nyt specialskoletilbud, en såkaldt gruppeordning. Det befinder sig fysisk på en af kommunens folkeskoler. Og det har vist sig, at gruppeordningen er rigtig god for ham.

Indtil nu.

Inklusion dårlig løsning

For nu skal Københavns institutioner arbejde med inklusion, og folkeskolen skal rumme alle børn. Det er sådan, kommunen vil håndtere de stigende udgifter til specialområdet.

Derudover har kommunen lige opdaget, at der faktisk ikke være specialskoletilbud i københavnske folkeskoler. Derfor er tilbuddet uden videre blevet omdøbt til en mellemform, som fra dags dato skal tilpasse sig folkeskolens normalområde.

Men faktum er, at nogle børn har behov, som folkeskolen ikke kan dække.

Linus og hans klassekammerater er sådanne børn. Og det er vigtigt, at politikerne og ansatte i kommunerne ved det, hvis de skal kunne træffe rigtige og gode beslutninger, der tilgodeser disse børns behov.

Derfor, kære politikere, vil jeg her give lidt af forklaringen på, hvorfor inklusion og mellemform er en dårlig, ja umulig løsning for Linus og hans klassekammerater.

Linus har 12 klassekammerater på meget forskellige udviklingstrin, der alle har vanskeligt ved socialt samspil. Nogle drenge kan godt deltage i gruppens fælles aktiviteter, andre næsten ikke. En del kæmper med tvangsprægede handlinger eller tics, der gør samværet svært.

Fælles for drengene er også, at de har svært ved social kommunikation på 13 forskellige måder. Nogle talemåder kan læres udenad, og »Jeg dør af sult«, gør dem ikke så forskrækkede længere. Men sprogets andre implicitte betydninger kan ikke bare læres udenad. Det koster hver især kræfter at tolke om noget er ironisk ment, sagt for sjov eller i alvor.

En tredje fællesnævner for de 13 drenge er manglende fleksibilitet og nedsat social forestillingsevne. Det er ikke ligegyldigt, om de får den ene eller den anden blyant. Nogle gange går det alligevel men hvornår kan man ikke forudse. Deres manglende forestillingsevne gør også, at de ofte har svært ved at se, hvorfor de skal lære noget, de ikke finder spor interessant eller oplever som svært. Der skal en individuel gulerod til, hvis de skal overgive sig.

Således har lærerne og pædagogerne helt klare udfordringer. Hver enkelt dreng skal dagligt forberedes på alt for ikke at forblive i sin egen bekvemmelige verden og ingenting lære.

Når toget er kørt

En særlig pædagogisk udfordring er at passe på ikke at belaste drengenes overskud. De skal lære at reagere på omgivelserne, sådan som vi andre mere eller mindre gør pr. automatik: Nogle gange er det OK at blive lidt sur, og ind imellem må man også blive vred. Men ikke så vred, at man ender med at smadre en masse skraldespande og styrter vilde rundt, fordi frustration og afmagt har overtaget magten i ens krop, så man råber om sig selv: »Jeg vil dø, jeg vil kvæle mig selv, lorteliiiiv!« eller råber til sine lærere: »Din fucking møgluder, hold kæft, du skal dø!«.

Når toget er kørt, bliver det hele meget svært.

Så dér, hvor det for alvor er vigtigt med professionel ekspertise, er at forebygge, så toget ikke når at køre.

Ud over de faglige discipliner, alle børn skal igennem i deres skoleliv, skal Linus altså lære bestemte sociale regler og passe på sit overskud. Især når han møder fremmede mennesker og kompenserer for sit handicap for at fremstå så normal som muligt. Det vil kræve masser af øvelse fra hans side. Men det kan læres.

Det er alt dette, et specialiseret skoletilbud drejer sig om. Og selvom det »malker de kommunale budgetter«, så er det penge, der er givet godt ud. Det mærker vi dagligt. Vi får en glad dreng hjem fra skole, der strutter af fortællelyst og spritny viden.

Men Linus og hans kammerater får ikke lov til at fortsætte den gode udvikling. De skal jo inkluderes i normalområdet, og specialundervisningen bespares.

Eller det er ikke helt rigtigt, hvis man spørger kommunen. De mener ikke, det er besparelse, at gruppeordning »mellemform« med færre pædagoger og uden den dyre specialpædagogik.

Det er derimod en nedregulering. Kommunen har lavet en række fejl, som nu korrigeres, og beløbene nedreguleres. Det er et fantastisk ord, der fortjener at blive brugt meget mere: »Kære kommune, jeg har lavet en regnefejl i mit husholdningsbudget, så jeg bliver desværre nødt til at nedregulere min skattebetaling. Det er ikke en besparelse, det er bare en nedregulering.«

Men mellemform og inklusion er ikke dét, vi blev lovet og giver ikke Linus klasse den støtte og ekspertise, der kan sikre drengene en ordentlig fremtid.

Og deres fremtidsudsigter er ikke for lyse i forvejen.

Kræver vi for meget?

En del kommuner har ikke oprettet ungdomsuddannelser, selv om det i 2007 blev vedtaget af Folketinget, at unge med særlige behov også havde ret til uddannelse. En hel del unge ender på overførselsindkomst. Andre på gaden, i kriminalitet, som depressive osv. Nogle bliver ansat til forefaldende arbejde såsom lagermedhjælper. Enkelte har haft held til at blive ansat i it-branchen.

Vi har forstået, at specialområdet koster kommunerne penge, at det malker økonomien. Og vi beder ikke om flere penge. Vi beder bare om, at gruppeordningen kan fortsætte.

Vi ønsker som andre børnefamilier at være en del af debatten om verdens bedste skole. Vi vil også se vores børn opnå gode eksamenskarakterer, såvel som de skal have mod og lyst på livet, den dag de forlader skolen.

Det kan lade sig gøre. Hvis børnene får den nødvendige støtte til at udvikle deres evner og blive glade, stærke børn, der tilfældigvis har autisme. Det er en støtte, som vi skylder alle børn i Danmark. Ikke bare for deres skyld, men for vores egen.

For vel er Linus og hans kammeraters måder at tænke, opleve og lære på lidt anderledes men ikke forkert. Er det naivt at håbe på, at deres måske lidt skæve, men særlige talenter også en dag bliver en helt legitim del af den talentmasse, der efterspørges på arbejdsmarkedet?

Er det for meget at bede om, at Linus og hans kammerater ikke bliver nedregulerede?

Bonnie Vittrup er stud.pæd. i didaktik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, forfatter til en række undervisningsmaterialer om køn og ligestilling og tidligere folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Børn og ungeområdet bliver udsultet så man tror det er løgn. I nogle kommuner sætter man vuggestuebørn i børnehave, hvor den enlige pædagog med en medhjælper skal prøve at styre 30 børn med både bleskift og læsetests. Der er ingen tid til at tage sig af børn der er kede af det, eller har specielle problemer. Sådan er det også i folkeskolen, enten kan du acceptere at livet er hårdt, brutalt og kort a la Hobbes og forstår at klare dig eller også så er du færdig! Man forstår ikke at vi finder os i det. Men når græshopperne har fået deres, så er der selvfølgelig ikke meget igen! Men sympati til forfatteren af artiklen, ville ønske man kunne hjælpe! Det forunderlige er, at man kommer til at tabe så mange på gulvet at det samlet set nok bliver en dyrere løsning, men her i Danmark kan vi godt lide at pisse i buskerne for at holde os varme!

Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt at - kun en DJØFer kan elske kommunalreformen.

Det er snart sagt lige meget om det er ude i den rådne banans landsbyer eller - som her - midt inde i Djævleøen.

Der bliver givet milliarder ud til tests, konsulenter og et fuldkommen uproduktivt lag af jurister og økonomer.

Og DET vil helt sikkert ikke ændre sig hvis Ûber-DJØFeren Thorning smider Løkke på porten.

Jeg synes, det er påfaldende, at kronikken er illustreret af et billede af børn med et synligt handicap, eftersom kronikken jo handler om børn med usynlige handicaps, som ligner alle andre børn - men som kommer i klemme, fordi man ikke direkte kan se, hvad deres problemer er.
Jeg håber, kommunerne er villige til at gentænke hele det her spareprojekt, så der bliver råd til at imødekomme disse børn alligevel.

Per Erik Rønne

Findes der kun én privatskole, Sofieskolen i Bagsværd, der tager sig af autistiske børn?

Skulle det være sandt må I se at få dannet nogle flere. Autistiske børn /kan/ i visse tilfælde have gavn af at gå i en normal skole, efter et antal år på eksempelvis Sofieskolen. Og psykotiske børn med diagnosen »autisme« /kan/ helbredes.

Mig bekendt sker det med 1-2 børn om året fra netop - Sofieskolen.

Infantil autisme er en endogen, medfødt psykisk lidelse.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Per

Jeg forstår ikke helt hvad du mener når du skriver at infantil autise kan helbredes.

John

Fint link, men hvordan relevant når der tales om infantil autisme? Det må du eget gerne forklare.

Infantil autisme, er autisme, hvor diagnosen er stille hos et barn. Sygdommen skyldes proteinfejl i hjernen og er uhelbredelig, men pædagogisk indsats kan gøre mange autister funktionelle.