Klumme

Pensionsmonopolerne står for fald

Hvorfor bekymrer den danske stat sig mere for pensionsselskabernes interesser end for den enkelte arbejdstagers rettigheder?
21. september 2010

Tyskland tabte i juli en sag ved EF-domstolen om offentlige arbejdsgiveres forpligtelse til at bruge de EU-retlige regler om offentlige udbud for at sikre konkurrencen mellem pensionsselskaber på europæisk niveau.

Dommen har vakt nogen mishag i Danmark, hvor danske pensionsselskaber nu skal tage mål af sig selv som konkurrencedygtige for at sikre sig den store portefølje af offentligt ansattes pensionsopsparing.

På det felt har der her i landet i realiteten været monopollignende tilstande. Disse tvungne opsparinger er blevet anbragt i selskaber, der langt fra alle har været stillet over for mere tilspidsede krav om dygtighed og effektivitet. Hensynet til opsparernes sikkerhed for og indsigt i, at pengene anbringes det sted, hvor indbetalingerne giver det bedste afkast, og at administrationen er professionel og uafhængig, har ikke været i åbenbar front. Inertien har haft gode vilkår.

Det er helt almindeligt, at pensionsbidragene vanemæssigt år ud og år ind er blevet anbragt i de samme selskaber. Man kan bide sig selv i næsen på, at mange selskaber vil lægge sig i selen for at bagatellisere dommens betydning i håb om, at man kan fortsætte business as usual. Også overenskomstparterne, herunder de offentlige arbejdsgivere, kan blive fristet til at synge med i dette kor.

Gamle travere

Danmark afgav sammen med Sverige indlæg for domstolen for at sikre, at den hidtil eksisterende ordning kunne opretholdes. Rutinemæssige argumenter om retten til kollektive forhandlinger blev hevet op af mølposen med henvisning til EU-chartrets art. 28 om fundamentale rettigheder. Her siges det, at EU skal respektere national lov og praksis. Domstolen anerkendte uden problemer, at pensionsrettigheder er en del af arbejdsretten. Domstolen kunne dog ikke se, at forpligtelsen til at overholde EU-rettens konkurrenceregler ved udvælgelse af pensionsselskaber berørte kernen i retten til kollektive forhandlinger.

En anden gammel traver var det såkaldte solidaritetsprincip, der skal sikre, at der ikke etableres pensionsselskaber, der deler sig efter 'gode' og 'dårlige' liv med en social slagside til følge. Domstolen afviste også dette argument med henvisning til, at denne forudsætning om risikofordeling kan lægges ind i udbudsbetingelserne.

Man kan godt undre sig over, at den danske stat går ind i denne sag så at sige på de danske pensionsselskabers side. Hvorfor interesserer staten sig ikke - også som arbejdsgiver - for den enkelte pensionssparers rettigheder og dennes interesse i at få den bedst mulige pension i alderdommen?

Det burde man gøre i langt større omfang, også uden at skulle piskes til det fra EU.

Vigtig social sikring

Flere pensionsselskaber har i dag tæt tilknytning til de faglige organisationer. Det gælder således de såkaldte 'tværgående pensionskasser', som administrerer offentligt ansatte akademikeres tvungne pensionsopsparing. Man overlades uden valgmulighed til disse mere eller mindre kløgtige selskaber. Hvorfor skal den enkelte finde sig i det?

Monopoler er usunde. Pensionsopsparing er den vigtigste sociale sikring i den enkelte arbejdstagers liv. Denne dom er forhåbentlig et skridt på vejen mod en dygtigere, mere uafhængig og mere gennemsigtig pensionsforvaltning. Alt andet lige gavner denne dom den enkeltes pensionsrettigheder. Jeg har svært ved at se, at dette skulle kunne skade 'den danske model' som et vigtigt grundlag for vores velfærdssamfund.

Kirsten Ketscher er Dr.jur. og professor ved forskningscentret WELMA på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Pensionsområdet kan være udset til strategisk område af regeringen. Det plejer at betyde at det skal syltes med henblik på at skabe grundlag for større ulighed i samfundet. Pensionsområdet fungerer formentlig for 'velfærdsagtigt'.

Fattigdom og forarmelse er det bedste grundlag for at høste borgerlige stemmer, fordi den situation giver de rige noget at grine af, og de håbefulde noget at drømme om.

Jacob Sparre Andersen

Da da dommen tilsyneladende tager udgangspunkt i at det er staten der beslutter hvilken pensionskasse eventuelle pensionsbidrag skal sættes ind i, så har jeg svært ved at se at den er specielt relevant i Danmark, hvor ATP er den eneste pensionskasse der er lovpligtige indbetalinger til.

Hvis dommen virkelig peger på at administrationen af overenskomstaftalte pensionsopsparinger skal i EU-udbud, så ser jeg flere problemer:

+ Det vil være et yderst uheldigt indgreb i overenskomstsystemet, hvis EU siger at staten har pligt (ret) til at beslutte hvilken pensionskasse overenskomstaftalte pensionsbidrag skal sættes ind i.

+ Hvis staten pålægger sine medarbejdere at spare op til pensionen i bestemte pensionskasser, risikerer staten at stå med et ansvar for at der kommer et ordentligt afkast ud af det.

+ I sidste ende risikerer vi at stå med et pensionssystem som det der er ved at drive Italien og Grækenland ud i en statsbankerot.

Jacob Sparre Andersen

Det er nok også værd at bemærke at kommercielle pensionskasser (specielt dem tilknyttet en bank) har overordenligt gode muligheder for at skjule de reelle administrationsomkostninger ved en pensionsordning.

Det betyder at et udbud meget let vil kunne skævvrides til fordel for bankernes pensionskasser.

(Groft sagt er den eneste virkelig brugbare parameter til at sammenligne pensionsordninger størrelsen af de faktiske administrationsomkostninger.)