Fra samfundskritik til selvkritik

De store kritiske samfundsdiagnoser er afløst af selvkritik. Konsekvensen er, at de store samfundstænkere er byttet ud med et selvrealiseringskatalog
15. september 2010

Den sociologiske samfundskritik har fra sin begyndelse altid været forbundet med en kapitalismekritik. For Marx var det de fremmedgørende aspekter af produktionsforholdene, for Durkheim de såkaldte anomiske træk i industrien, for Simmel forøgelsen af tomhed via pengeøkonomien, for Tönnies tabet af kultur i den moderne kapitalisme og for Weber den kapitalistiske rationaliserings affortryllelse af verden, der var genstand for kritik.

I dag rettes kritikken mod en bred vifte af samfundstyper såsom McDonald's-, kreditkort-, risiko-, oplevelses-, informations-, markeds- og netværkssamfundet.

På trods af denne mangfoldighed vidner samfundsdiagnoserne dog også om en begrebslig forvirring med hensyn til, hvordan vores samfund skal beskrives.

For det første er alle disse diagnoser mere eller mindre deskriptive og forholder sig usammenhængende kritisk til vores samtid, uden at nogen af dem formår at anlægge deres kritik ud fra en alternativ samfundsmodel. For det andet har disse meget polemiske samtidsdiagnoser ofte en tendens til begrebsimperialisme - de benytter sig af korte retoriske formler, der kan bringes på én begrebslig fællesnævner. For det tredje kan langt de fleste af disse diagnoser mistænkes for at benytte sig af hurtige og let omsættelige succesformler, der tilfredsstiller bogmarkedets efterspørgsel efter salgsslogans.

På den ene side vidner denne bindestregsmosaik om, at den samtidsdiagnostiske 'industri' er kendetegnet ved forfejlede iagttagelser og begrebslig kolonialisme, men hvor forfejlede og inkonsistente flere af diagnoserne end er, er deres analyser på den anden side blevet modtaget med en betydelig publikumsinteresse.

Et skifte

Mange af diagnoserne har dog mistet deres kritiske etos. En årsag hertil kunne være, at der er ved at ske et skifte fra traditionelle samfundskritiske diagnoser til individuel selvkritik. Polemisk udtrykt er det ikke længere samfundets skyld, men min egen. De strukturelle forhold træder i baggrunden til fordel for det enkelte individs ansvar for sine egne udfoldelsesmuligheder. Uanset de sociale problemers karakter rettes blikket mod den enkelte.

Tidligere stærkt determinerende størrelser som klassetilhørsforhold, uddannelsesmæssig, etnisk og kulturel baggrund bliver mere og mere individualiseret, og det bliver sværere for den, der lider nød, at referere til et særligt betinget skæbneforhold.

Fokus på selvkritik

Der er kommet mere selvledelse, selvrealisering og selvdannelse, og dette har medført et forøget fokus på selvkritik. For meget er dømt til at mislykkes, når ansvaret for alle fiaskoer er blevet individualiseret, og når individet er blevet gjort eneansvarligt for sin egen skæbne.

En anden konsekvens af kritikkens U-vending er, at vi mangler nye former for samfundskritik, der rækker ud over det enkelte individ. Hvordan står det til med de forskellige klassers, geografiske områders, etniske gruppers eller kønnenes muligheder for vi-realisering? Hvis kritikken virkelig er vendt på hovedet - fra samfundskritik til selvkritik - hvordan får vi så kendskab til summen af de mange individuelle selvkritikker? Har de nogen fælles interesser? Er de store kollektive demonstrationer og samfundstænkere afløst af individuelt sygefravær og aftenskolens nye selvrealiseringskatalog, hvor de enkelte har tugtet sig selv til så dårligt et selvværd, at de må blive hjemme fra arbejde eller finde på en ny kursusstrategi?

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Tom W. Petersen

Denne artikel er det mest strålende eksempel på årsagen til, at man ikke kan anbefale Information til bekendte, som ikke har universitetseksamen og efterfølgende doktorgrad i tydning af sproglig kommunikation. Og sådanne bekendte har jeg ikke.
Kunne man ikke godt vente af redaktionen, at den forlangte, at der skrives i et forståeligt sprog (forudsat, at der er et væsentligt reelt indhold bag ordene)?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Sarpsborg

Jeg synes nu det er rart med lidt slowfood til morgenbordet, og at Information kan genlæses efter klokken 10!

Et andet problem er at når samfundstænkningen bliver atomiseret og individualiseret, så kommer den til at mangle udsigelseskraft og dermed gennemslagskraft! Den kritiske sociologi er pokkers upopulær på højrefløjen og de befolkningsgrupper der støtter den.

Det er en skam, for sociologien har ikke nogen ideologisk tilknytning. Jeg synes dog desværre at mange fremstiller den, og måske mere, bruger den, som om den har. Rasmus Willig inklusive.

Jeg savner et argument for at "vi-realisering" skulle være en særlig dagsorden, og jeg er ikke enig i den store generalisering at al sociologi involverer en form for kapitalisme kritik. Det er en grov forenkling, da det ikke er kapitalismen som sådan der volder problemer, men den måde mennesker handler på i disse rammer.

Således er sociologien til alles tjeneste, også de der vil bruge den til at skabe en bedre virksomhed, en højere indtjening, såvel som for de der ønsker mere retfærdighed, og ligelig fordeling af samfundets goder. Det er unægteligt et problem at sociologiens kritiske brod er blevet så upopulær i kølvandet på managementsbølgens fokus på "positivitet". Kritik kan være ligeså positiv i sin funktion, når det medvirker til at nedbryde noget forkert, opslidt, bureaukratisk, ineffektivt, disrespektfuldt, diskriminerende osv.

Så det er en skam at sociologien på den måde bliver kolonialiseret af ideologi, og derved bliver overset som gyldig og nyttig videnskab, af det halve land. Sociologien og samfundskritikken kan så meget mere!

Desværre synes jeg Rasmus Willig bidrager til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

"For det andet har disse meget polemiske samtidsdiagnoser ofte en tendens til begrebsimperialisme - de benytter sig af korte retoriske formler, der kan bringes på én begrebslig fællesnævner."

Et par eksempler, kunne gøre nytte.

Når det er sagt, så har forfatteren jo fat i noget og overskriften siger allerede en del. Der kunne også have stået: Fra Marx til McDonalds og det er jo rigtigt set at den overordnede samlende (den der evt. skulle samle et nyt oprør) samfundskritik er ikke-eksisterende mens vi ligger under for en række selvkritikker eller delkritikker, som kan være nok så underholdende, men uden den store gennemslagskraft. Du er for fed, fordi du ikke går til Fitness. Du er arbejdsløs fordi du ikke gider arbejde. Miljøet lider, fordi du ikke lader bilen stå og fordi du køber de forkerte produkter osv. Kort sagt: forfatteren har en pointe og man mistænker ham for at ønske at sociologien blev brugt til mere end den sædvanlige spredte fægtning. Det kan jeg godt forstå. Verden udvikler sig ikke uden revolutioner og til enhver revolution hører et program. Det går ikke med selvkritik alene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johanne Schwensen

Indholdsløst? Det altdominerende fokus på selvbestemmelse er et emne der er så forbandet aktuelt og fuld af problematikker at jeg gerne så artiklen ud- og underbygget til dobbelte længde.
Og Magne, Willig skriver blot at sociologisk samfundskritik altid har været forbundet med en kapitalismekritik, ikke at al sociologi nødvendigvis involverer en form for kapitalismekritik.
"Vi-realiseringens" aktualitet argumenterer han i øvrigt for ved bl.a. at pege på det kolossale ansvar den enkelte pålægges for sin succes, sine fiaskoer, sin skæbne. Et egetansvar der, forbundet med de uendelige muligheder vi har for selvrealisering, let fører til paralyse og følelser af mindreværd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Som Søren Kristensen meget rammende skriver:

Et par eksempler kunne gøre nytte.

Der er ingen.

Der er intet konkret indhold i de abstrakte overvejelser. Intet overhovedet.

En ballon med varm luft, der svæver bort, ført af vinden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Fyhrie

Vedrørende sproget i artiklen

Den viste artikel er en refleksion, som giver udtryk for en ekstern skribents personlige holdning. Derfor er der bredere rammer for den anvendte sproglige stil. Når læserne kommer til orde, begrænser redaktionen så vidt muligt de sproglige indgreb til at rette stavefejl - stilen er skribentens egen.

Debatvært
Espen Fyhrie

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

"En årsag hertil kunne være, at der er ved at ske et skifte fra traditionelle samfundskritiske diagnoser til individuel selvkritik."

Ja - det er det, der hedder 'Ansvar for egen skæbne'

Et glædeligt udtryk for, at kritikerne langt om længe er begyndt at indse, hvor samfundsproblemerne har deres kausale udspring - i individdets psyke.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Det korte af det lange er vel egentlig at Willig mener "vi" har opgivet at udvikle vores idealisme. Den kreative tanke mangler.

Ideer i dag mangler substans. Der er blandt mange en iboende frustration eller vrede over det bestående fordi det bestående udvikler sig for langsomt til at vi selv kan få nogen mærkbar nytteværdi af de forandringer der sker.

Søren mener at verden ikke udvikler sig uden revolutioner. Jeg er uenig, med mindre han mener revolutioner forstået som paradigmeskifter og ikke som blodige oprør. De blodige revolutioner skaber blot de mest synlige forandringer, og forekommer derfor måske at være mere spændende (det er jo ikke for intet at vi taler om revolutionsromantik), men er ofte ikke andet en to skridt frem og tre tilbage når man betragter dem lidt på afstand.

Det moderne, rige, menneske er blevet en forvænt race, der vil se resultater her og nu. Det skaber uvilkårligt frutrationer når vi som individer har en så begrænset indflydelse på historiens gang. Så er det jo ligetil at kaste sig over de mere kontrollerbare problemer.

Nogle går i individuelt selvsving og bliver fysiske og moralske helsefanatikere på deres egne og deres børn vegne. De ser pludselig alle andre menneskers handlinger ofg vaner som obstakler for deres egen selvrealisering og søger gennem forbud mod dette og hint at udøve den kontrol de drømmer om at have.

Det er svært at mobilisere en flok narcissister til fælles kamp ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Bertelsen Christensen

Det Rasmus skriver er kort fortalt, at han efterlyser det vi tidligere gjorde i den politiske debat, nemlig at vi igen begynder at tage et større og fælles ansvar.

Ex. i spørgsmålet om vores børn og skolen. Gør vi det bliver det ikke bare et spørgsmål om mit barn, men om vores børn.

I dag er det nærmest tabu at jeg har et ønske for hvad der skal ske i folkeskolen, for jeg har et barn i skolen.

Og havde jeg ikke et barn i skolen, kan jeg ikke udtale mig om skolen for "så har jeg jo ikke et barn i folkeskolen, hvordan kan jeg så vide hvad der er rigtig og forkert?".

Når jeg har et barn i skolen har jeg mistet retten til at have en politisk mening om folkeskolen for "det er jo bare sådan du vil have det for dit barn, hvad så med mit barn". Og når jeg ingen børn har i folkeskolen kan jeg ikke vide noget om hvordan jeg vil have den.

Men hvem sætter så kursen for folkeskolen? Det gør alle og derfor ingen. Og sådan oplever jeg også det sejler for os uden mål og med i vores tid. Vi har mistet det fælles ansvar og det synes jeg også er et meget stort tab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Jeg kan nu ikke lade være med at more mig! :-)

Artiklen minder mig præcist om en universitetsvejleder, som for mange år siden revsede en af mine medstuderende med ordene:

" 70 siders studentikost sprogonani, for at sige fra den ene grøft til den anden"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Clemmensen

Nu studerer jeg selv sociologi, og har gået med nogle af de samme tanker som skribenten, hvorfor er sociologien blevet berøvet sine radikale potentialer her i Danmark?

Sociologiens analyser er grundlæggende sociale, hvilket er i modsætning til mange logikker, som økonomiens logik, som hersker i den moderne kapitalisme. men kapitalismen berherkser netop også en masse sociale teknikker, som reklamer, byrokrati, mode og andre former for blød magt som sociologien kan klarlægge effekten af.

Men efter nedlæggelsen af sociologi på da danske universiteter virker det som om mange er blevet bange for de mere provokerende analyser og som om at meget analyse af magt er blevet vendt fra magtkritik til management og markedsanalyse(som er effektivisering af magtmekanismerne).
Dette sker selvfølgelig også som markedets vilkår ændrer sig og sociologien har fået en plads midt i det kapitalistiske produktions- og forbrudsmaskineri. Samtidig er sociologien blevet et populær-fænomen på tv og lignende hvor det netop handler om livsstil, og ikke om livsform.

Sociologien skal ikke være ideologisk, men den skal heller ikke blive passiv observatør der kun arbejder beskrivende og effektiviserende med at observere og ordne det sociale så det passer til den kapitalistiske ideologi. En social videnskab må også være en social aktør der tager et socialt ansvar og arbejder kritisk og for social forandring.

Mange forsøger stadig at arbejde kritisk, men forskningens præmisser ændrer sig ganske rigtigt, og jeg mener bestemt disse problematikker er noget vi bør være opmærksomme på i socialvidenskaber såvel som samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Rasmus, du spørger "hvorfor er sociologien blevet berøvet sine radikale potentialer her i Danmark? "

Det er vel ikke utænkeligt at det er resultatet af den skuffelse alle tidligere radikale ideer har udløst i stort set hele verden.

Mennesket er måske i stand til radikale tanker, men menneskeheden er ikke skabt til radikale forandringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Børre Nielsen

Artiklens indhold ganske kort: Sociologien er - som alt andet i samfundet - blevet borgerlig.

Og så er jeg i øvrigt enig med Niklas Monrad, der advarer mod radikale, ideologiske forandringer. De sidste årtiers radikalt neoliberalistiske revolution af samfundet er et vanvittigt eksperiment, der let kan gå hen og blive enden på menneskeheden som sådan. Lad os tage ved lære af vores skuffelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Rasmus C. skriver:

hvorfor er sociologien blevet berøvet sine radikale potentialer

Bag dette fejende flotte udsagn fjæler sig flere forudsætninger, som jeg ikke aner om holder, bl.a.

- at sociologien på et tidspunkt har haft radikale potentialer (hvad det så end er), for ellers kunne de jo ikke tyvstjæles

- at nogen, en eller anden skurk, har begået et eller andet kup, hvorved disse potentialer er blevet bortfjernet

Er det rigtigt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Willig er selv en del af den herskende neoliberale ideologi, som gennemsyrer også den tæmmede sociologi. Individualiseringen er en del af denne ideologi og een af forudsætningerne for det slør som er lagt over alt: det må ikke hedde sig at der er en fremherskende ideologi, alt foregår på den bedste, mest naturlige måde. M. Thatcher: TINA: there is no alternative (billige grin findes her: http://en.wikiquote.org/wiki/Margaret_Thatcher)

Alternative opfattelser af samfundet og sociologien findes der masser af. Men man kan jo altid sige der ikke gør. Samme sløring af alting. Man kan fx læse Bengt Flyvbjerg.

Man kan lave en demokratiundersøgelse, der viser at demokratiet ikke eksisterer mere: og sige at det eksisterer i bedste velgående, ude i beboerforeningerne. Jfr den alternative Demokratiundersøgelse og evt den Norske tilsvarende undersøgelse.

Vi lever under en neoliberal samfundsorden lige så dominerende som kommunismen i USSR - men det må ikke blive almindelig bevidthed - og det er lykkedes ganske godt med at sløre og 'naturlliggøre' denne (u)orden. Også Willig er villig til at bidrage med sløringen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Hansen

Hva' me' den her:

Hvis kritikken virkelig er vendt på hovedet - fra samfundskritik til selvkritik - hvordan får vi så kendskab til summen af de mange individuelle selvkritikker? Har de nogen fælles interesser? Er de store kollektive demonstrationer og samfundstænkere afløst af individuelt sygefravær og aftenskolens nye selvrealiseringskatalog, hvor de enkelte har tugtet sig selv til så dårligt et selvværd, at de må blive hjemme fra arbejde eller finde på en ny kursusstrategi?

I min ungdom havde jeg en kammeret der lød omtrent ligesom. Han endte desværre på Nordvang's lukkede afdeling.

Nu er det jo ikke svært at forstå teksten, men det er ganske svært at forstå, hvorfor Rasmus Willig ikke kryber ud af sit akademiske skjulested.

I stedet for at vende kritik på hovedet, hvor han antyder, at det modsatte af samfundskritik er selvkritik, ville det måske gavne Rasmus Willig ikke at udtrykke sig således, at det giver mening at mistænke ham for ikke selv at forstå hvad han taler om.

For det er vist de færreste, der gider læse sådan en gang ordgas.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg ser ikke individualiseringen af samfundsanalysen som det store problem - snarere et udslag af ånden fra 1000 årsriget - toppen af Maslows behovspyramide er nået. Nyd det så længe det vare, og...

Rasmus Willig nævner en række subsamfund i totalsamfundet, så som:
Kreditkortsamfundet
Oplevelsessamfundet
Informationssamfundet
Markedssamfundet
Netværkssamfundet
Alt sammen til at leve med, uanset om man er en del af subsamfundet eller står uden for, eller skal administrere dem i totalsamfundet - Ingen problem. Men...

der er en række subsamfund som kræver central handling:
McDonald’ssamfundet - fedmeoperationer og kostkampgner.
xenofobisamfundet - indvandringsbegrænsning
risikosamfundet - overvågning og politiberedskab

også det kan vi håndtere, dog ikke uden en omfattende samfundsdebat.

Arbejdløshed-subssamfundet derimod, vil gøre det nemmere for den, der lider nød, at referere til et særligt [samfunds]betinget skæbneforhold.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Niklas Monrad:
... men menneskeheden er ikke skabt til radikale forandringer.

Nej, men ikke desto mindre ser det ud til at menneskeheden er i stand til at skabe radikale forandringer - som kan vise sig at kræve ret så store tilpasninger og ikke kun for vor egen art.

For så vidt det gælder om at finde en farbar vej, på trods af vores tilsyneladende ret så dominerende, for ikke at sige destruktive, tilstedeværelse på planetens overflade, kan sociologien vise sig at være et vigtigt værktøj. At vide hvor man kommer fra (hvordan man er) er måske en forudsætning for at finde ud af hvor man skal hen og måske er det sådanne samlede overvejelser (store og små videnskabelige fortællinger) der er behov for i en verden der i stadig større grad synes styret at religion.

Det fede ved sociologien i den sammenhænge er at det ikke er en religion (eller en isme), men en videnskab. Det er så til en vis grad også dens lille svaghed, som artiklen påpeger.

For så vidt definitionen på revolution, så kunne jeg lige så godt have skrevet paradigmeskift eller forandring. Jeg ville bare gerne have både den franske revolution og den Industrielle revolution ind i associaltionsfeltet, for ligesom at få det hele med. Men mindre kan også gøre det. Et er dog sikkert: menneskeheden slipper ikke for revolutioner og lur mig om vi kan undgå at nogle af dem bliver voldelige.

Hvis jeg endelig skal give et bud på hvad "sociologiens radikale potentialer" kunne være for noget, kunne det være at stille et analyseapparat til rådighed (eller et sprog om du vil) som kan levere ikke bare en sammefattende samfundskritik (det er den nemme afdeling) men også begreber til nogle alternative livsformer, hvis ikke ligefrem samfundssystemer. Andet tror jeg såmænd ikke der skal lægges i den (lidt kluntede) formulering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Bertelsen Christensen

@Hans Jørgen: Du har tydeligvis en forventning om, at alle der skriver og ytrer sig i det offentlige rum, gør det som dig. Din favorit filosof er I. Kant og derfor VED jeg du både kan læse og forstå vanskelige og til tider også meget uforståelige tekster.

Men selv om man betjener sig af et meget uforståeligt sprog og skrift, kan man jo godt have noget på hjerte og vi andre kan da godt forsøge så godt vi kan at komme dette hjerte i møde. Det akademiske kan være svært tilgængelig, men det kan det vestjyske sku også.

Jeg er et venligt menneske og læser derfor også Rasmus Willings bidrag venligt, for der er ikke noget der støder mig i hans forsøg.

Jeg læser det som det står, nemlig at vi har mistet; fået frastjålet eller alt muligt andet, væk er det i hvert fald, den evne vi tidligere havde til at lovgive - helt som din favorit filosof har fortalt dig at du skulle. Det er såmænd ikke andet end din pligt at du altid handler således at din handling kan blive almen lov. Og det kan de enkeltes handlinger altså ikke hvis vi alle hver især nu kun vil have lige netop vores egen ret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Søren,

Ja, radikale fysiske ændringer er menneskeheden såvel det enkelte individ som skabt til at kunne både skabe og håndtere. Det er formodentlig en af de vigtigste årsager til at menneskeheden har kunnet udviklet sig som den har.

Men her taler vi jo som bekendt om sociologiske ændringer, og der står vi knap så stærkt.

Sociologi som videnskab afhænger lidt af vinklen man betragter den fra. Som redskab til at beskrive virkeligheden empirisk er det givet at den er en videnskab. Men som redskab til med vished for empirisk udfald at konstruere virkelighed igennem forsøg kommer den til kort skulle jeg mene.

Det er formodentlig også med bagrund i det sidste, at svaret på hvorfor vi tilsynelandende er løbet tør for radikale sociologiske potentialer. Man har prøvet og prøvet, og fejlet gang på gang. Selv den franske revolution nåede jo at køre af sporet - to skridt frem og tre tilbage, inden det igen gik fremad i det sindige tempo som mennesket forstår bedst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Lauritzen

Mange fine kommentarer og jeg tenderer til at give H.J. Lassen ret. Hvad er det egentlig han skriver om ? Selvkritik er svær at opfatte som en modsætning til samfundskritik, eller bruger han ordet i en ny betydning. Også bergreberne selvledelse og selvdannelse forekommer mig underllge eller i hvert fald konstruerede.
Er påstanden i virkeligheden, at samfundskritik er blevet erstattet af individdets ansvar for sin egen udvikling. Så mener jeg, han tager selv. Statens indblanding i den private livsstil er stigende og love, der for et par årtier siden var utænkelige lægger befolkningen i lænker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Hansen

Rasmus Clemmesen

En social videnskab må også være en social aktør der tager et socialt ansvar og arbejder kritisk og for social forandring.

Javist. Man kan så tilføje, at der intet misforhold nødvendigvis er mellem kapitalisme og socialt ansvar. Jeg kunne ligeså nemt udtale, at der er misforhold mellem socialisme, og evnen til at betale for socialt ansvar.

Kurt

Jeg læser det som det står, nemlig at vi har mistet; fået frastjålet eller alt muligt andet, væk er det i hvert fald, den evne vi tidligere havde til at lovgiv

Hvad er det vi har fået frastjålet?

Du siger; et eller andet...,

...og tilføjer noget med evnen til at lovgive?

Måske fortolker du bare Willing, I så fald skal da ikke kunne sige om han føler sig frastjålet. Det kunne såmænd være hans incitament til sociologien.

Sociologien kunne jo være et forsøg på at forstå sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Peter Lauritzen

"Statens indblanding i den private livsstil er stigende og love, der for et par årtier siden var utænkelige lægger befolkningen i lænker."

Du har muligvis ret. Men ligesom med artiklen, må jeg anbefale et par eksempler, til anskuelse?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Hansen

Søren

Ja selvfølgelig - Det var heller ikke min mening at fratage forfatteren og visse debattører fornøjelsen, kun at stille spørgsmålet.

Må jeg tilføje til Rasmus, at Sociologi ikke er aksakt videnskab, og aldrig har været det..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Lauritzen

ad S.K.
Terorlovovgivningen, med dens muligheder for overvågning, rygeloven, flere af de såkaldte miljølove, og der er sikkert flere, som f.eks. kameraer til overvågning af offentlige steder eller fotografering af bilister.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Hans

Må jeg tilføje at jeg tror Rasmus ER klar over at sociologien ikke er nogen eksakt videnskab. Den erkendelse forekommer ligesom at være fundamentet for hele hans indlæg, hvis jeg har forstået det ret. Altså noget med at sociologien i sin danske udgave pt. har så lavt selvværd, at den har svært ved at finde sin egen eksistensberettigelse. Et forhold der også underbygges af selve artiklens pointe, nemlig at det ikke kun er samfundskritikkens intellektuelle overbygning der mangler, men også det sprog (eller den videnskab om du vil) der skulle bære den. Man skal ikke være ret paranoid for at opfatte den mangel som et tyveri og slet ikke hvis man er venstreorienteret - formoder jeg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Søren,

Nu siger du "Rasmus ER klar over at sociologien ikke er nogen eksakt videnskab"

og tidligere sagde du "Det fede ved sociologien i den sammenhænge er at det [er]en videnskab."

er det så bare for at narre fjenden, eller ændrede du mening i mellemtiden?

Og hvad er videnskab når den ikke er eksakt? Religion skulle jeg sige ...

Og jo, man må være ganske så paranoid hvis man forestiller sig at noget ikke eksisterende er blevet stjålet ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Niklas

Jeg siger sociologi er videnskab, i den forstand at den gerne vil (eller burde) være så eksakt som muligt og ikke til fals for hverken ismer eller religioner. Men det er ikke det samme som at det ER en eksakt videnskab. Om nogen videnskab overhovedet er eksakt er et filosofisk spørgsmål som jeg vil foreslå at vi ikke kaster os ud i. Men nogen naturvidenskab er sociologien selvfølgelig ikke, snarere en slags humaniora. Ikke desto mindre vil jeg fastholde (om ikke andet så af idealistiske årsager) at sociologien takseres som en hvilende på et videnskabeligt, empirisk grundlag. Ellers var den jo komplet ubrugelig.

Når jeg foreslår at sociologien eller det sprog der skulle bærer den er blevet stjålet, så er det fordi jeg opfatter det sådan at den som "videnskab" (se jeg retter ind) er skullet ud med badevandet fra den store marxistiske selvransagelse efter murens fald og de store fortællingers død og alt det der postmodernistiske halløj, som ikke ligger længere tilbage end at vi stadig hænger fast i det.

Sociologien er jo ikke blevet væk, den er bare blevet stjålet af kapitalen eller markedet om du vil og de analyser der før rettede sig mod magtforholdet mellem rig og fattig, drejer sig i stigende grad om forbrugsmønstre hos de rige og de fattige, hvilket vist nok også er en af artiklens pointer. Med den praksis har selvfølgel også det sociologiske sprog ændret sig. Men værktøjerne er de samme ("videnskabelige"): feltarbejde, interviews, casestudies, statistikker og alt muligt andet empiri.

Nogen religion er der i hvert fald ikke tale om. Snarere et sprog, som er blevet stjålet. Eller lånt ud, hvis man vil være positiv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Jørgensen

Jeg er selv kultursociolog fra 1974.
En nu glemt tysk sociolog Dieter Claessens sandsynliggjorde i 1980 i bogen Das Abstrakte und das Konkrete følgende: at menneskeheden i sin udvikling fra naturvæsen til socialt ditto i kraft af en accellererende abstraktionsevne har været i stand til at udvikle så store samfundsformationer, at evnen til at styre disse er gået tabt. Fordi afstanden mellem konkret eksistens og abstrakt reflektion over denne er blevet for stor. Af samme grund kunne deltagerne i denne debat for så vidt være placeret vilkårlige steder på kloden, med lige lille mulighed for afgørende indflydelse på den eksistens vi hver især er placeret i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Ib Jørgensen.

Interessant. Altså den omvendte sommerfulgeeffekt. En sommerfulg basker med vingerne i Sydamerika og nobody gives a shit in Europe. Meget plausibel. Omvendt betyder moderne kommunikantionsmidler at en tegning i Jyllands Posten udført af en middelmådig kunstner kan udløse flagafbrændinger og bomber samme eftermiddag i Bagdad. Man skal altså ikke, uden sammenligning i øvrigt, undervurdere effekten af hin enkeltes bidrag.

Når det er sagt tror jeg såmænd heller ikke at denne diskussion vil flytte bjerge. Men det lægger emnet så heller ikke op til. Sociologien har jo ikke ligefrem været i kridthuset i snart rigtig mange år.

På det konkrete plan vil jeg anholde Dieter Claessens tese på at det jo slet ikke er sikkert menneskeheden nogensinde har haft evnen til at styre store (eller små) samfundsformationer, selv om det periodevis har kunne se sådan ud.

Måske aner vi dybest set ikke hvad der foregår, men oplever det meste som meningsfuldt alligevel, alene fordi vi af den nådige natur er udstyrret med en efterrationaliseringsmekanisme, som forhindrer os i at blive helt bims ved mødet med de afsnit af virkeligheden der nu engang kan erkendes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

og det samme kunne så iøvrigt siges om sociologien, ifølge Søren, den vil, men den kan ikke ..

Men lad det nu være, for det er naturligvis ikke det betydningsfulde i denne debat.

Spørgsmålet er jo i virkeligheden, om sociologien, selv hvis den havde sproget til det, var det værktøj som skulle bruges til at udvikle det næste retningsgivende paradigme for menneskeheden.

Hvis vi godtager, at den både er og ikke er en videnskab, men at den alligevel i teorien kunne bruges som værktøj, hvorfor skulle så netop sociologien være vejen at gå?

Når sociolologiens empiriske resultater skal analyseres, kan de - som a priori er upolitiske - jo ikke undgå at blive politiske, alene af den grund at de er blevet forurenet ved menneskelig kontakt.

Er ikke selve ønsket eller drømmen om et nyt paradigme politisk i sig selv? Og med hvilken sandsynlighed vil et nyt paradigme gøre verden til et bedre sted for alle - for det må vel være hele tanken bag ønsket om et skifte - og ikke blot flytte om på uligheder og uretfærdighed?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Jørgensen

Søren: Du har fsv ret - intet taler for at vi besinder os. Men det Claessens kan inspirere til er, at HVIS vi ønsker at få styr på udviklingen, så skal det ske i samfundsformationer og -rum hvor individerne i sproget kan koble det konkrete og det abstrakte. Alternativet (Ulrich Beck) er globale eliteregimer (diktaturer?), uden folkelig opbakning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Vejen vil sikkert altid være en isme eller en religion, i hvert fald aldrig sociologien selv. Den er kun et redskab til at afdække hvlken slags isme der i givet fald er tale om.

For så vidt spørgsmålet om der skulle være nogen frelse i et paradigmeskift, så tror jeg vi bliver skuffet. Men det er jo en kendt sag at forandring fryder og når nu forandring er et grundvilkår, hvorfor så ikke efterstræbe noget bedre. Det kræver så at vi kan forestille os noget bedre og i gestaltningen af den forestilling kan sociologien måske være nyttig og ser man tilbage før man går frem vil man opdage at på nogle punkter er det faktisk blevet bedre. Hos tandlægen fx.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Jørgensen

Skulle nogle af jer være i besiddelse af festskrift til Jens Tonboe "Sociologiens rum" så kan I der finde en mere udførlig omtale af Claessens, nemlig i min artikel "Humanitetens rum - eller: HVordan overkommer vi menneskets trussel mod sig selv.

Søren: Jeg holdt i en lang periode op med at gå til tandlægen pga de stadige pres i retning af hundedyre kroner mm. Nu har jeg fundet en tandlæge der kan (over)leve med at mine tænder er sunde og ikke behøver behandling.

For at det ikke skal misforstås: Ingen videnskab, ejheller sociologien, kan give Blueprints, kun analyser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Laier

Hvorfor ikke bare sige at Willig selv gerne vil promovere Frankfurterskolens 3. generation som et nyt videnskabelig parameter for sociologisk problemrepræsentation. Lad os hilse denne intervention velkommen, men stadig behandle det som et politisk partsindlæg blandt mange andre uden at give det patent på historien om ex. "de onde neoliberalister vs. os, der har regnet den ud (kritisk selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet).

I skolepædagogikken har vi været rundet af Frankfurterskole-traditionen i mange år, og er netop nu ved at få forstoppelse af den, fordi vi troede den skulle være svar på alle "samfundets" trængsler, og derfor aldrig kom videre. Det har har og har haft katastrofale konsekvenser for de fællesskaber, der hverken kan eller vil identificere sig denne traditions totaliserende fællesskabsparametre. Så måske er denne tradition ny i sociologien, mens den på lærerseminarierne er på vej på pension.

De gamle lærerhøjskolefolk (DPU) undrede sig da også grundigt, da de pludselig fik at vide at Willig ville introducere Frankfurterskole-filosofien som nyt svar på tidens problemer. Den havde de benyttet sig af siden 1970'erne både sociologisk, pædagogisk og didaktisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leopold Galicki

Niklas,
Jeg har en høne plukke med dig. R. Willig har allerede i sin artikel, som åbnede for denne debat, klart pointeret det som jeg nu tager op.

Du skriver:
”Og hvad er videnskab når den ikke er eksakt? Religion skulle jeg sige …
Og jo, man må være ganske så paranoid hvis man forestiller sig at noget ikke eksisterende er blevet stjålet …”

I 1980erne lukkede den borgerlige regering det som hed Det Sociologiske Institut i København. Da ville man have glæde af det lige citerede udsagn fra et af dine indlæg. Der ville de sige, at det jo blot handlede om en institution og nogle stillinger, der var besat af nogle marxister, der ikke dyrkede andet end kapitallogikken, Frankfurterskolen, N. Poulantzas kritiske teori om den borgerlige stat, m.m.. Og så når vi nedlægger denne institution, så stjæler vi da intet fra nogen.

Er sociologien en videnskab? – ville man ironisk spørge. Men er statskundskab, som daværende undervisningsminister B. Haarder læste, en videnskab? Og tilbød det universitet, som Bertel i sin tid læste statskundskab på, en gennemgang af marxistiske teori i forskellige udgaver – vel at mærke en kritisk gennemgang? Det tror jeg næppe. Mon ikke ’1968’ kom bl.a. fordi en positivistisk teoretisk ensretning herskede ukritisk? Så hvordan adskilte den påståede teoretiske ensretning på det nedlagte Sociologiske Institut sig fra den positivistiske ensretning som Bertel selv, antager jeg, måtte erfare på sit statskundskabsstudium?

Det var et sidespring, hvis fristelse jeg ikke kunne modstå. Men kernen i min høneplukning med dig – er dog ikke lukningen af sociologien i 1980.

Kernen er, at du ikke godkender Willigs klare erkendelse, at sociologi er en videnskab. Søren Kristensen står også for denne erkendelse. Det gør jeg også. Du er dog ganske tydeligt skeptisk over denne erkendelse, hvilket dit udsagn viser.

Er historie en videnskab? Er det politologi, kunsthistorie, musikvidenskab? Eller er det kun sociologi som udgør noget mærkeligt noget i relation til ’videnskabelighed’ i din forstand? Og hvilken forstand er det? Beror din videnskabelighed kun på den omstændighed, at man relativt præcist kan måle og veje? Og hvis vi nu skal være gode og tolerante ved sociologiens videnskabelighed, så er den videnskabelig kun i det henseende, at når jeg f.eks. får lov til at se indholdet i din taske, eller se hvordan du bor/hvordan din lejlighed er indrettet, så er jeg ”på et empirisk grundlag” i stand til at fortælle, hvilken socialgruppe du hører til? Og det er det eksakthedsniveau, som sociologien højst kan opnå? Eller, OK, f.eks. det at tælle selvmordsforsøg og så eventuelt at finde nogle mønstre frembragt af bestemte variable - det kan du måske også acceptere som noget der med videnskabelighed har at gøre?

Men at forklare større samfundsmæssige processer? Ja selve ordene ’samfundsmæssige’ og ’processer’ er en tynd kop te. Og påstår at sådanne begreber har noget med videnskabelighed at gøre kan sikkert få dit, og for den sags skyld også Hans Jørgen Lassens hår til at rejse sig. Du vil sige, at et sådant ord/begreb er luftigt og intetsigende - i hvert fald videnskabeligt set- og Lassen ville nok sige: der er sgu intet indhold i det, må jeg be’ om eksempler. Jeg vil dog hævde, at et begreb som f.eks. ’det samfundsmæssige”, ikke blot kan udgøre et omdrejningspunkt for et langt essay, men også for en tyk bog.

Det er da klart, at sociologiens ’videnskabelighed’ i sagens natur ikke kan være den samme som den videnskabelighed der ligger i/til grund for f.eks. Kopernikus’ solsystemteori eller Newtons gravitations love. Den dag, hvor vi eksakt kan måle/bestemme/forudsige menneskelig kollektiv adfærd, er vi endt med at være mennesker. Mennesker, er ikke atomer. De er biologiske væsner, men de er også meget mere end det. Mennesker er historiske, kommunikerende og rationalt handlende væsner. De handler inden for bestemte fysiske og bevidsthedsmæssige kontekster, præget af kultur, historie, sprog og, sidst men, i hvert fald, ikke mindst, - og her er nok M. Friedman og K. Marks, hver på deres ganske forskellige måder enige om - socio-økonomiske forhold.

At forstå og forklare sociologisk alle disse sammenhænge, som de lige nævnte få begreber peger på, er videnskab.

Jeg vil plukke en ny høne med dig, Niklas, når jeg sikkert provokerer dig ved at sige, at forståelsen og afklaringen af de større sammenhænge handler om metoder og teori, præcis ligesom f.eks. i økonomi, som du nok uden forbehold vil betegne som en videnskab. (eller tager jeg fejl?). Men de materielle forhold som man skaber og prøver at styre vha. den økonomiske videnskab, alt for ofte har ført til nationale og internationale katastrofer! Om det nu er revolutioner, dybe længevarende kriser, krige eller sociale opstande, tjener de alle sammen bl.a. som et – alt for dyrt købt - empirisk grundlag for den fantastiske videnskab som sociologien udgør.

Læs Niklas Z. Baumans ”Modernitet og Holocaust”, 1989. Det kræver en udholdenhed i læsningen og accept af, at det man umiddelbart ikke forstår, kan man, hvis man er tålmodig nok, alligevel komme til at forstå. Handler, Lassen, grundtvigianismen ikke bl.a. om at være åben over for det umiddelbart uforståelige? For hvorfor ellers komme på en højskole?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Leopold,

Dit lange indlæg fortjener et svar, for jeg mærker, at det er skrevet af dyb overbevisning, og ikke som demagogisk provokation.

Hvad angår de specifikke detaljer omkring lukning af institutter kommer jeg aldeles til kort, både hvad angår motiverne for disse lukninger og hvad angår indhold i institutterne. Selv er jeg udannet indenfor humaniora og har kun der stiftet bekendtskab med sociologien fra et latinamerikansk perspektiv. Et perspektiv som uden tvivl var marxistisk præget, men det har jeg personligt aldrig haft berøringsangst overfor.

Hvad angår det videnskabelige i sociologien, og mit standpunkt på det område vil jeg gerne henvise til et af mine tidligere indlæg her på siden:

- "Sociologi som videnskab afhænger lidt af vinklen man betragter den fra. Som redskab til at beskrive virkeligheden empirisk er det givet at den er en videnskab. Men som redskab til med vished for empirisk udfald at konstruere virkelighed igennem forsøg kommer den til kort skulle jeg mene".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Willig

Kære debattører
Tak for de mange kommentarer. Lad mig prøve at formulere min pointe i et sprog der ligger lidt længere væk fra min afhandling - Til forsvar for kritikken - som klummen bygger på. En afhandling som også da den blev udgivet blev kritiseret for sit vanskelige og ofte svært tilgængelige teoretiske sprog. Det undskyldte jeg den gang. Det gør jeg også gerne i dag.

Den pointe som jeg gerne vil diskutere er bevægelsen fra en traditionel kollektiv samfundskritik til en individuel selvkritik. I mine seneste empiriske studier (en lille bog med titlen Umyndiggørelse, Hans Reitzels forlag), som i øvrigt er letlæselige og kan læses på www.rasmuswillig.dk, sporede jeg en voldsom selvkritik hos mine respondenter. Denne selvkritik var karakteriseret ved at være så introvert, at den fuldstændig lammede de interviewede. Selvom de gerne ville ændre deres arbejdsforhold, dvs. rette deres kritik udad i en ekstrovert bevægelse samme med andre (samfundskritik) var det som om, at selvkritikken havde taget fuldstændig over.

Det er klart at man ikke kan fastslå om selvkritikken fylder mere, eller om den har overtaget samfundskritikken, men bevægelsen, eller skiftet var så tydeligt i det føromtalte studie, at det giver anledning til at diskutere, hvilke konsekvenser et sådant skifte har.

Jeg anser kritik som en moralsk drivkraft for velfungerende demokratier. Hvis der overhovedet er et bevægelsesskifte; fra samfundskritik til selvkritik, er det naturligt at stille spørgsmål som: Hvilke konsekvenser har det for den offentlige debat? Hvilke konsekvenser har det for det enkelte individ, når det tugter sig selv?

Hvad angår min tilknytning til Frankfurterskolen, så er jeg naturligvis bekendt med de mange anklager om et dogmatisk marxistisk ståsted. For de som kender lidt mere til skolens tekstkorpus, er der ingen tvivl om, at den tidlige, såvel som den sene frankfurterskole hele tiden har forholdt sig kritisk overfor den dogmatiske marxisme. Det samme gælder for anden og tredje genration, ligesom jeg og den øvrige yngre generation som har læst hos Honneth ikke anser sig som marxister, men som liberale i betydningen: politisk liberalisme, dvs, at ståstedet er et ganske andet. For mit eget vedkommende er jeg interesseret i at udvikle en teori om kritikkens infrastruktur. Jeg ønsker at udarbejde en teori, der vel bedst kan forklares ved hjælp af følgende metafor: Kritik rejser gennem en trafikal infrastruktur. Nogle gange parkeres kritikken. Nogle gange kolliderer den med andre argumenter. Andre gange bliver den kørt af sporet eller helt afmonteret og skal til et serviceeftersyn. Kritikken kan rejse ad mange ruter, med mange skiftende forhindringer foran sig. Det er det, jeg vil definere som ”kritikkens infrastruktur”. Bag denne trafikale metafor for kritik ligger den grundlæggende moralske baggrundsværdi for vores civilisation, nemlig at et demokratisk samfund er et samfund, der fuldt og helt gør det muligt for sine medborgere at ytre deres kritik. Den infrastruktur, som i bogstavelig forstand baner vejen for afsenders og modtagers kritiske interaktion udgør derfor rygraden i ethvert demokrati. Min klumme handlede derfor – om I vil – om kørselsretningen for samtidens kritik.

Apropos mit og andre teoretikeres dårlige sprog, så er jeg påbegyndt et projekt med at skildre kritikkens infrastruktur ved hjælp af piktogrammer. I kan se den spæde begyndelse på dette projekt på www.piktokritik.dk. I må meget gerne kommenterer blogindlæg og piktogrammer.

Endnu engang tak for jeres fine kommentarer. Dem er dybt taknemlig for.

Rasmus Willig

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Hjelm

Jeg har ikke noget imod sproget. Når man forsimpler sproget, så mister man også noget, og dét kan være uhensigtsmæssigt i behandlingen af komplicerede emner.

Og helt ærligt: har vi ikke nok letlæselige, og letfordøjelige medier? Der er ingen grund til, at Information burde gå den vej.
Desuden står det enhver frit for at ignorere en artikel.

anbefalede denne kommentar

Sider