Kommentar

Fra samfundskritik til selvkritik

De store kritiske samfundsdiagnoser er afløst af selvkritik. Konsekvensen er, at de store samfundstænkere er byttet ud med et selvrealiseringskatalog
15. september 2010

Den sociologiske samfundskritik har fra sin begyndelse altid været forbundet med en kapitalismekritik. For Marx var det de fremmedgørende aspekter af produktionsforholdene, for Durkheim de såkaldte anomiske træk i industrien, for Simmel forøgelsen af tomhed via pengeøkonomien, for Tönnies tabet af kultur i den moderne kapitalisme og for Weber den kapitalistiske rationaliserings affortryllelse af verden, der var genstand for kritik.

I dag rettes kritikken mod en bred vifte af samfundstyper såsom McDonald's-, kreditkort-, risiko-, oplevelses-, informations-, markeds- og netværkssamfundet.

På trods af denne mangfoldighed vidner samfundsdiagnoserne dog også om en begrebslig forvirring med hensyn til, hvordan vores samfund skal beskrives.

For det første er alle disse diagnoser mere eller mindre deskriptive og forholder sig usammenhængende kritisk til vores samtid, uden at nogen af dem formår at anlægge deres kritik ud fra en alternativ samfundsmodel. For det andet har disse meget polemiske samtidsdiagnoser ofte en tendens til begrebsimperialisme - de benytter sig af korte retoriske formler, der kan bringes på én begrebslig fællesnævner. For det tredje kan langt de fleste af disse diagnoser mistænkes for at benytte sig af hurtige og let omsættelige succesformler, der tilfredsstiller bogmarkedets efterspørgsel efter salgsslogans.

På den ene side vidner denne bindestregsmosaik om, at den samtidsdiagnostiske 'industri' er kendetegnet ved forfejlede iagttagelser og begrebslig kolonialisme, men hvor forfejlede og inkonsistente flere af diagnoserne end er, er deres analyser på den anden side blevet modtaget med en betydelig publikumsinteresse.

Et skifte

Mange af diagnoserne har dog mistet deres kritiske etos. En årsag hertil kunne være, at der er ved at ske et skifte fra traditionelle samfundskritiske diagnoser til individuel selvkritik. Polemisk udtrykt er det ikke længere samfundets skyld, men min egen. De strukturelle forhold træder i baggrunden til fordel for det enkelte individs ansvar for sine egne udfoldelsesmuligheder. Uanset de sociale problemers karakter rettes blikket mod den enkelte.

Tidligere stærkt determinerende størrelser som klassetilhørsforhold, uddannelsesmæssig, etnisk og kulturel baggrund bliver mere og mere individualiseret, og det bliver sværere for den, der lider nød, at referere til et særligt betinget skæbneforhold.

Fokus på selvkritik

Der er kommet mere selvledelse, selvrealisering og selvdannelse, og dette har medført et forøget fokus på selvkritik. For meget er dømt til at mislykkes, når ansvaret for alle fiaskoer er blevet individualiseret, og når individet er blevet gjort eneansvarligt for sin egen skæbne.

En anden konsekvens af kritikkens U-vending er, at vi mangler nye former for samfundskritik, der rækker ud over det enkelte individ. Hvordan står det til med de forskellige klassers, geografiske områders, etniske gruppers eller kønnenes muligheder for vi-realisering? Hvis kritikken virkelig er vendt på hovedet - fra samfundskritik til selvkritik - hvordan får vi så kendskab til summen af de mange individuelle selvkritikker? Har de nogen fælles interesser? Er de store kollektive demonstrationer og samfundstænkere afløst af individuelt sygefravær og aftenskolens nye selvrealiseringskatalog, hvor de enkelte har tugtet sig selv til så dårligt et selvværd, at de må blive hjemme fra arbejde eller finde på en ny kursusstrategi?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

Leopold skriver:

"Handler ... grundtvigianismen ikke bl.a. om at være åben over for det umiddelbart uforståelige? For hvorfor ellers komme på en højskole?"

Jeg ved ikke, hvorfor folk tager på højskole; det er ikke lige mit bord.

Og jeg ved heller ikke, hvad grundtvigianismen handler om, men det er dog næppe sociologi.

Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved.

Men jeg synes jo nok, at den lille drengs reaktion i "Kejserens nye klæder" var særdeles sund.

Det ville faktisk være velgørende, hvis Hans Jørgen Lassen holdt sig til at kommentere de ting, han mener noget kvalificeret om. Det ville formodentlig bringe en hel del substans ind i mange debatter.
Og, Rasmus Willig: ikke krybe!

Rasmus,

Først og fremmest tak for at du involverer dig selv i - skal vi kalde det - debatten her.

Så kunstkritikken "sejrede ad helvede til" er vel egentlig hvad Boltanski og Chiapello siger, ikke sandt?

Og det som skete var, at efter at have gjort oprør mod autoriteter og magtcentralisering, så fik vi kritiseret os til flade strukturer, decentralicering, individuelle projekter, og personlig frihed og ansvar. Det frigjorde en mængde kreativitet men medførte også ansvar i sådan en grad at det er blevet for meget for individet. Jævnfør Pia's beklagelse af at de nye strulturer udstiller individets svagheder. Svagheder som ville kunne holdes skjult i den kollektivistiske model.

Og spørgsmålet går så på, om vi er kørt fast for evigt i denne individualiserede struktur, hvor individets svagheder bliver tydelige, og om vi kommer til at forstætte med at lide under det, eller om der findes en vej ud, til noget nyt. For vi vil formodentlig heller ikke tilbage til det gamle.

Personligt har jeg tiltro til at den menneskelige kreativitet nok skal skabe en ny kritisk infrastruktur med tiden.

Kurt Svennevig Christensen

Der er masse substans i denne sag og derfor også i Rasmus Willings bidrag. Spørgsmålet om samfundskritikken er og har til alle tider været omdrejningspunktet for ethvert fællesskab. Som Rasmus og andre har jeg da også bemærket, at samfundskritikken i Danmark er trådt tilbage og fremme i skoen har vi fokus den enkelte.

Tag et ex. fra skolens litteratur (dansk) undervisning. Her forsvarer den nye litteraturpædagogik den enkelte elevs oplevelse og fortolkning af et værk som værende nok. Det er med denne retning ikke længere den fælles forståelse af værket som tilstræbes, men den enkeltes. Forsvaret for denne nye retning er bl.a., at mange elever ikke bryder sig om i klassen at skulle udlægge en tekst. Det er en meget lang historie, men overordnet er det en kurs væk fra de samfundskritiske tilgange der vil finde fælles fodslag.

Vi er ikke som Monrad skriver "kørt fast" vi holdes fast og det er noget andet. Og i udsagnet at vi skal finde noget nyt "For vi vil formodentlig heller ikke tilbage til det gamle" ligger hunden begravet. For er det også i det samfundskritiske lys sådan en umiddelbar forståelse af et menneskeligt "fremskridt"?

Jeg ser kun to kurser i denne sag, den fælles eller den individuelle samfundskritiske kurs. Og svaret er så - vi må (endnu) engang lade fællesskabet træde frem foran hin enkelte. Og det er ikke noget tilbageskridt, i dag er det et fremskridt.

Kurt, Du siger "vi holdes fast" .. hvem er det lige der holder os fast, er det "dem" ..? De "Sorte" mod de "Hvide"? De "Onde" mod de "Gode"? "Fascisterne mod Socialisterne"?

Det kan da godt være at du finder det bekvemt med sådan en simplificering af din kaotiske omverden, på en eller andet måde giver det dig sikkert noget som minder om religiøs vished og retning.

Hans Jørgen Lassen

Rune skriver:

Jeg har ikke noget imod sproget.

Det har jeg heller ikke.

En eller anden sagde engang: uklart sagt, er uklart tænkt.

Eller noget i den retning.

Leopold Galicki

Niklas,
Jeg tillader mig at blande mig i din diskussion med Kurt.

Du spørger:

".. hvem er det lige der holder os fast, er det “dem” ..? De “Sorte” mod de “Hvide”? De “Onde” mod de “Gode”? “Fascisterne mod Socialisterne”?

Kurt vil nok selv svare på det spørgsmål. jeg vil blot tilføje, at det ikke handler om at finde nogle skyldige eller omvendt: nogle syndebukke. Det handler om at forstå nogle mekanismer som skaber den type modsætninger, at f.eks. en del mennesker ikke har en mulighed for en værdig tilværelse. Læs din avis - Information - og så finder du nemt rapporter om, at den finasielle verden slet ikke har lært af det er sket siden 2008 inden for dens domæne. Og statsmagten, f.ek.s i USA, har endnu ikke formået at styre den del af den fiansielle sektor, som er blot er en boble.

Kurt Svennevig Christensen

Niklas: Du siger vi er kørt fast, altså at vi alle på en eller anden måde ikke sidder men "er kørt fast".

Det er vi/jeg ikke, men jeg jeg oplever at blive holdt fast, i den ultraliberale politiske dagsorden som bl.a. afskaffede ex. eksperter og smagsdommere.

Jeg har ex. altid anset mig som ekspert på nogle få for mig vigtige erfaringsopbyggede områder i livet. Og jeg har altid ment, at de erfaringer burde være brugbare også i den politiske proces (ja jeg har faktisk set det som min politiske pligt at forsøge at gøre dem gældende).

Men den liberale poltik de sidste 10 år som jeg har set og forstår som en politik, der først indrager alt for derefter at sætte alt fri. I den frisættelse må jeg godt være ekspert, men nu på de liberale politiske præmisser.

Det føler jeg mig holdt fast af og jeg synes mange andre også forsøger at give udtryk for i det offentlige rum. Georg Metz i denne avis er efter min mening en fantastisk fortolker af denne politiske situation i dag.

Jeg kan nok ikke komme det meget nærmere - og det var såmænd ikke andet end et forsøg på at i mødegå din "kørt fast" metafor. Og så ikke at forglemme - din tro på den menneskelige udvikling i dette spørgsmål. Du har tillid til det vil ske som et fremskridt, for du vil ikke tilbage til noget "gammelt", i et sociologisk perspektiv.

Det kan jeg hverken se eller forstå.

Tom W. Petersen

Hans Jørgen Lassen
Det var ikke en lille dreng, der sagde: "Han har jo ikke noget på!" Det var en lille pige.

Esben Fyhrie
Du har ret i, at man ikke skal ændre i eksterne skribenters tekster. Men man kan vel godt, Inden man lader det trykke, sige: Kunne du ikke skrive det her mere forståeligt?
Og så er jeg i øvrigt enig i, at alt ikke kan forenkles eller skrives, så alle kan forstå det. Og det er, som Søren Ulrik Thomsen 5. april 1989 skrev i en kronik i Politiken: "Siger man noget på en anden måde - så siger man noget andet."
Men jeg syns altså, at den tekst var svær...

Sider