Kommentar

Sandhedens time er inde for Erdogan

Med befolkningens opbakning til en ændret forfatning passerede Tyrkiet et kritisk punkt: Nu vil det vise sig, om det regerende islamistparti har reelle demokratiske hensigter
20. september 2010

»Det tyrkiske demokrati har nået et vendepunkt,« erklærede premierminister Recep Tayyip Erdogan, da han sidste uge vandt en skelsættende folkeafstemning om ændringer i Tyrkiets forfatning: »Vi står nu over for en afgørende eksamen.«

Erdogan har ret. Men det er ham, som skal bestå den. Hvis sejren i folkeafstemningen blot opildner ham og hans allierede til at intensivere deres taktik med beskidte juridiske kneb og mediemanipulationer, tegner Tyrkiets fremtidsudsigter dystre. Landet vil synke dybere mod et nyt autoritært styre og dets politiske splittelse blive umulig at hele.

Kun få i Europa og USA har indset, i hvor høj grad Erdogans regering har undergravet retsstaten og de grundlæggende frihedsrettigheder under påskud af at ville »udvide og konsolidere det tyrkiske demokrati«. Regeringsloyale statsanklagere har rejst en række pseudoretssager mod hundredvis af militære officerer, akademikere og journalister for medlemskab af en væbnet terrororganisation, der skal have konspireret om at vælte Erdogan-regeringen. Og de har anvendt fabrikeret bevismateriale til at rejse sigtelse imod næsten 200 aktive eller pensionerede officerer for at have planlagt et kup i 2003, i de første dage af Erdogans første regering.

Erdogan og hans ministre har konsekvent ageret heppekor for disse tvivlsomme retsforfølgelser. Deres tilhængere har pisket en strøm af misinformationer og 'lækkede aflytninger' frem i medierne for at miskreditere og genere de anklagede. I mellemtiden er landets største uafhængige mediegruppe blevet tvunget i knæ af store, politisk motiverede skattebøder.

Fakta eller fiktion

Erdogans strategi har været at skabe en rent hysterisk stemning omkring disse sager, dels for at afstive sit traditionelle, religiøse og konservative bagland, men også for at fiske efter opbakning fra Tyrkiets progressive kræfter. Med retssagerne har han kunnet positionere sig som det tyrkiske demokratis beskytter imod potentielle kup- og rænkemagere blandt militæret og sekularisterne.

Retssagerne bygger på anklageskrifter, der er tusindvis af sider lange og indeholder bilag, der fylder metervis af reoler. Dette har sammen med de regeringstro mediers desinformationskampagne gjort det vanskeligt for udenforstående at trænge ind i disse sager og adskille fakta fra fiktion. Men for en nøjere granskning tegner der sig hurtigt et chokerende billede: Flere af de afgørende beviser i sager er åbenlyst plantet, mens store dele af de øvrige i bedste fald forbliver indicier.

Det påståede kupkomplot i 2003 blev opdaget, da cd'er med detaljerede forberedelser (herunder attentatplaner og planer om at bombe to moskeer) på en eller anden måde faldt en glødende militærfjendtlige avis i hænde.

Det er imidlertid åbenlyst, at kræfter, der er opsatte på at mistænkeliggøre højtstående officerer, har forfattet de pågældende dokumenter mange år senere, fra 2008 og frem. Ud over selvmodsigelser og uoverensstemmelser i de angivelige kupplaner er de fulde af henvisninger til enheder, som slet ikke fandtes i 2003, og af referencer til udviklinger, der først fandt sted langt senere.

Tilkæmpet sig kontrol

Mens de tyrkiske statsanklagere har udvist ringe interesse for disse uoverensstemmelser og beflittet sig på at sende 'de sammensvorne' i fængsel (og holde dem der, endnu før retssagen er kommet i gang), har Erdogan pustet til ilden ved at hævde, at han var bekendt med kupplanerne i 2003.

En dramatisk bog, der udkom op til folkeafstemningen, kaster nu lys over, hvem der står bag. Den hævder, at tilhængere af Fethullah Gülen - en indflydelsesrig tyrkisk religiøs leder - i realiteten har tilkæmpet sig kontrol over det nationale politi og store dele af retsvæsenet.

Grove overtrædelser

Gülen-bevægelsen er uafhængig af Erdogans Retfærdigheds og Udviklingsparti (AKP), men de to er tætte allierede. Dermed har bevægelsen kunnet etablere sig som en veritabel stat i staten, som benytter sig af udenomsretslige midler, herunder ulovlige aflytninger og fabrikeret bevismateriale for at få ram dem, den opfatter som sine modstandere.

Disse beskyldninger mod Gülen-bevægelsen er ikke nye i Tyrkiet, men bogen er kommet som en bombe, da dens forfatter er en højt respekteret politichef, der nyder stor anerkendelse for sit mod og ubestikkelighed - og hidtil blev anset for at stå både Gülen-tilhængerne og Erdogans regering nær.

Ergo kan han ikke affejes med at have skrevet bogen ud fra ultrasekulære eller ultranationalistiske sympatier. Dette giver til sammen med hans insiderviden fra politiet og statslige anklagemyndighed en høj grad af troværdighed til hans afsløringer.

Interessant nok appellerede politichefen først til sin overordnede, Tyrkiets justitsminister, før han udgav bogen. Men regeringen nægtede at iværksætte en efterforskning og ignorerede hans oplysninger.

Den mest velvillige forklaring er at se denne adfærd som udspringende af AKP's egen lange historie som forfulgt af militæret og den gamle, sekulære garde. AKP har igennem det meste af sin eksistens befundet sig under trusler om at blive forbudt, ligesom Erdogan har afsonet en fængelsstraf for at recitere et digt med religiøst billedsprog. Så måske var partiets illegitime metoder og rænkespil bare defensive manøvrer, der skulle sikre, at den gamle garde aldrig igen kunne true AKP's eksistens?

Er det tilfældet, bør folkeafstemningens udfald nu have overbevist Erdogan om, at magtbalancen i landet har ændret sig definitivt. Dagene med den sekulære magtelites stærke arm er forbi. Erdogan og hans allierede er i en position, hvor de bør kunne bakke ud af deres grove overtrædelser af retsstatsprincipper og opbygge det genuine demokrati, de så glødende insisterer på, er deres mål.

Et første skridt ville være at genskabe tilliden til domstolenes uafhængighed, integritet og retshåndhævelse. Med de ny forfatningsændringer udvides forfatningsdomstolen og det øverste råd af dommere og anklagere. Skal Tyrkiets regering bestå demokratiets eksamen, må den udnytte sine nye beføjelser til at udpege bredt respekterede og upartiske medlemmer til disse organer.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard University
© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

-eh-

Og---

hvorfor skulle Erdogans Islamdemokratiske parti ikke have reelle demokratiske hensigter?

Partiet, Erdogan er formand for, har vel lige så mange reelle hensigter som Tysklands Kristelige Demokrater havde dengang de styrede landet, Tyskland altså...tilbage i 1960erne...

Mht. manipulationerne - så er det et faktum, at der findes et dybt nationalistisk reaktionært parti i Tyrkiet; det hedder militæret. Og militæret vil gøre hvad som helst for at få magten igen, også vælte en demokratisk valgt regering ved et statskup. Og det afslørede Erdogan...

Og alle lovlige regeringer har vel ret til at spærre kupmagere inde når de har planer om et begå statskup....

Tyrkiet er en spændende land og militæret har haft en betydende historisk rolle.
Man kan se militærets rolle som garant for det sekulære overfor det religiøse, nærmere end militæret som demokratiets garant overfor en art facisme.

Gülen bevægelsen er et ligeså spændende fænomen og imo kommer vi til at høre meget mere om denne Gülen bevægelse.
Både i Tyrkiet og globalt.
Gülen bevægelsen står for det nogle kalder "educational islamism".
En meget sofistikeret form for islamisme hvis diskurs man ofte ser i muslimske miljøer også udenfor Tyrkiet.

Gülen bevægelsen blev i dansk sammenhæng for alvor synlig i forbindelse med SF's Özlem Cekic's ramadanmiddag samarbejde med bladet Zaman. Et blad som er Tyrkiets mest populære og som Gülen bevægelsen står bag.

Jeg har i al beskedenhed skrevet en amatørartikel om denne bevægelse, når man får kendskab til dens diskurs genkander man denne overraskende mange steder:

http://www.180grader.dk/Politik/g%C3%BClen-bevaegelsens-sofistikerede-is...

Personligt tvivler jeg på Tyrkiet bevæger sig mod et demokrati i vestlig forståelse.
Gülen bevægelsen går ud fra koranens perfektion og det er imo ikke foreneligt med demokrati.
Og Gülen's magt i Tyrkiet skal man ikke undervurdere.

Men nu har Tyrkiet ,Erdogan og Gülen chancen til at modbevise manges og undertegnedes pessimisme.

Per Erik Rønne

Hvis SFs Özlem Cekic virkelig er allieret med Gülen-bevægelsen så har SF da allieret sig med den yderste højrefløj.

Og glem så ikke at islam ikke skelner mellem religion og politik. Hvor Europa med Jesu ord om at give kejseren hvad kejserens var, og Gud hvad Guds var, fik både et kejser- og paveembede, forenedes de to i det islamiske kalifembede.

Det er almindeligt at kalde den politiske del af islam for »islamisme« - og Erdogan er erklæret islamist som sammenligner demokratiet med en sporvogn der skal bringe ham til det islamiske nirvana: kalif- og shariastaten. Og når man har nået sit endemål er der jo ikke længere brug for »sporvognen«.

Det er ufatteligt at så mange vesterlændinge opfatter Erdogan som moderat. Ufatteligt.