Selvmord som kommunikationsmiddel

Der er så meget støj og stress på linjen i vores samfund, at selvmordsforsøg er blevet en måde at kommunikere på. Det er tankevækkende - og et tegn på, at vi ikke har redskaberne til at tale om det, der er rigtig svært, skriver formanden for Livslinien, som i anledning af Verdens Selvmords-forebyggelsesdag sætter fokus på tendenser i samfundet og vigtige redskaber til at undgå ensomhed
Antallet af henvendelser til Livslinien omkring ensomhed er steget med mere end 200 procent - fra 4.000 opkald om året til 13.000.

Antallet af henvendelser til Livslinien omkring ensomhed er steget med mere end 200 procent - fra 4.000 opkald om året til 13.000.

Katrine Damkjær
10. september 2010

»Jeg gider ikke være veninde med hende mere,« siger en ung, køn pige til sin veninde i toget. »Jeg er hendes eneste veninde, og hun har det altid så svært, og så er det mig, der skal høre på alle hendes problemer.«

Veninden hæver et øjeblik øjnene fra mobiltelefonen og nikker - det forstår hun godt. Hun siger: »Der skal ligesom være noget gensidighed i forholdet, ikke? Altså, man skal have det sjovt og sådan.«

Imens de to piger bliver enige om, at det er vigtigt at have sjove veninder, kan jeg ikke lade være at tænke på det stigende antal mennesker i alle aldre, der henvender sig anonymt til Livslinien, fordi de føler sig ensomme. Livslinien er telefon- og netrådgivning for selvmordstruede, og i årene fra 2001 til i dag er antallet af henvendelser omkring ensomhed steget med mere end 200 pct. - fra 4.000 opkald om året til 13.000.

Når folk ringer til os om deres ensomhed, er det fordi, de ikke kan dele ensomheden med deres nærmeste. Ja, nogle gange er årsagen ligefrem, at de ikke har et eneste menneske tæt på. Så taler de med vores rådgivere om, at de føler sig ensomme og oversete, og at de oplever, at det er svært at få kontakt med andre mennesker. Man behøver selvsagt ikke at begå selvmord, fordi man føler sig ensom, men ensomhed kan være en væsentlig faktor, når regnskabet for den selvmordstruede gøres op.

Stress, støj og skilsmisser

Fra min stol som formand for Livslinien kan det tage sig ud, som om selvmordsforsøg ligefrem er blevet en måde at kommunikere på i vores samfund. En væsentlig årsag er, at vores samfund er så fyldt af stress og støj, at det ikke er nok at sige, hvis vi har det svært. Vores nærmeste har måske så travlt, at de ikke hører ordentligt efter. Der bliver skrevet sms'er, mens vi taler sammen, og en e-mail kan da også lige sendes, mens maden simrer, og når vi endelig samles omkring aftensmaden, er der i den grad fokus på, at vi skal hygge os og have det rart, at det er meget vanskeligt at hive problemer frem uden at få dårlig samvittighed over at ødelægge den gode stemning. Derfor bliver det utrolig svært at trænge igennem med vores små forsigtige råb om hjælp, og resultatet er, at vi må ty til yderligheder for at få opmærksomhed.

En anden årsag til, at selvmordsforsøg er blevet et radikalt kommunikationsmiddel, er vores idealer. Vores samfund har nogle meget snævre idealer om det gode liv. Vi skal være slanke, smukke, veltrænede, glade, have kul på karrieren, kalenderen booket op med venner og spændende fritidsinteresser, og så skal vi selvfølgelig have en kærlig familie. Især de unge piger gør utroligt meget ud af emballagen - de skal være smukke, og tøjet skal være besnærende. Nogle gange får man en fornemmelse af, at vi er, hvad vi køber, og sociale medier som Facebook og sms kan medvirke til at understøtte denne tendens. Her performer vi vores identitet og viser vores succeser frem med alt det, vi er gode til. Vi fortæller om forsiden af medaljen, men ikke om bagsiden. Med sådanne idealer kan det være svært at fortælle sin familie eller sine venner, hvis man føler sig for tyk, for dårlig til matematik, eller hvis man i det hele taget føler sig kørt af sporet, og dermed kan anoreksi, bulimi, cutting eller sågar et selvmordsforsøg blive den eneste løsning, den unge ser.

Redskabssamfund

Som en konsekvens af de snævre idealer har vi det med at se nederlag som noget endegyldigt. De helt store nederlag tænker vi sjældent på som noget, der kan overgå os selv eller vores nærmeste. I stedet er det noget, der sker for psykisk syge, misbrugere, hjemløse osv. Men vi kan alle komme ud for svære ting. Det fejlbarlige og sårbare eksisterer i os alle, og det vil være en stor hjælp for os, hvis det blev almengjort, at livet er svært. Vi kan ikke undgå smerten, men forskellen er, hvordan vi tackler den - sammen og hver især.

Og her kommer min tredje pointe om årsagen til, at selvmordsforsøg er blevet en kommunikationsform. Det er således et tegn på en brist i vores kommunikation, og at vi simpelthen mangler basale sociale og relationelle redskaber. Vi lever i en tid og et samfund, hvor vi ved, hvordan vi skal bo, hvordan vi skal leve, spise, have et parforhold og være forældre, og skulle vi blive i tvivl, så er der alverdens selvhjælpsbøger og blade, vi kan ty til, som kan give os svar på snart sagt hvad som helst.

Hvad, vi til gengæld ikke ved, er, hvordan vi skal være i livet, når det er svært. Vi har ikke lært, at nederlag er noget, der kan gøre os stærkere, og som kan bruges som springbræt til udvikling. I stedet lærer vi, at det er noget, vi skal undgå, og at hvis det skulle opstå, kan det løses med piller. Den anden dag talte jeg med en mand, som netop var begyndt at tage antidepressiv medicin. Vi talte lidt om hans situation, og han fortalte, at han havde været deprimeret det seneste halve år. Nu var han træt af at være deprimeret og ude af stand til at yde sit optimale på arbejde - bare fordi han var blevet skilt for et halvt år siden. Sådan sagde han, men jeg forstår godt, at sindet er på overarbejde, for en skilsmisse er da ikke sådan at ryste af sig igen; der er mange følelser, der skal bearbejdes, og det tager tid og kræver store følelsesmæssige ressourcer.

Strategier

På baggrund af det stigende antal henvendelser til Livs- linien om ensomhed og selvmordstanker mener jeg, det er vigtigt, at vi som borgere og mennesker bliver bedre klædt på til at tackle egen og andres smerte. I den forbindelse er det vigtigt både at se på, hvad der skal til på samfundsniveau og på individ- niveau. På samfundsniveau finder jeg det afgørende, at vi tager en diskussion om, hvordan vi har indrettet os. Vil vi gerne, at arbejdet skal fylde så meget på bekostning af familielivet, eller kunne vi - som det land i verden, hvor befolkningen i forhold til sin størrelse arbejder mest - ændre på arbejdsstrukturerne? Uden at ville invitere kvinderne hjem til kødgryderne mener jeg, det er vigtigt at se på strukturerne. Der er ingen tvivl om, at det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. familie er højere end nogensinde. Samtidig har vi meget store forventninger til alle de glæder, fritidslivet skal byde på, så når vi endelig har fri fra arbejde, skal kroppen plejes i fitnesscenteret og sindet med samvær med vennerne. Det er ikke fordi, der er noget galt med indholdet, men det levner ærlig talt ikke meget tid til samvær og familieliv. For mig at se er manglen på tid til nærvær i familierne en væsentlig årsag til, at et stigende antal børn og unge har psykiske vanskeligheder, og jeg tror først, kurven vil knække den dag, vi finder ud af at indrette os på en anden og mere hensigtsmæssig måde.

En metode kunne være at mindske antallet af arbejdstimer, hvilket muligvis ikke får vind i sejlene i disse finanskrisetider. En anden kan være at knytte børnenes daginstitutioner tættere til arbejdspladserne, så børn og forældre kan spise deres måltider sammen i løbet af dagen.

En anden ting, der let kunne indføres, er at sætte 'livshåndtering' på skoleskemaet. I faget livshåndtering skulle man undervise i sociale kompetencer, relationer, krisehåndtering, og hvad man kan gøre for at hjælpe en anden, som er i krise.

På det personlige niveau er det vigtigt, at vi lærer os selv og hinanden, at det er lige så naturligt at være ked af det som at være glad. Hvis vi bliver udsat for noget svært, er det faktisk sundere at blive ked af det end at lade som ingenting. Vi har det ofte med at møde hinanden med et »Du skal se, det går nok alt sammen, og i morgen er det allerede bedre«, når vi møder en, der er ked af det, og det kan faktisk gøre det svært at turde vise følelser, når man således ikke bliver mødt i dem. Men det er faktisk sådan med kriser, at det er en fordel at turde vise svaghed og at mærke sorgen og smerten. Det kan være utrolig hårdt, mens det står på, men det er på den måde, vi kommer stærkere ud af kriserne.

Hvis vi får almengjort, at livet er svært, og får givet hinanden redskaber til at tackle kriser, så kan det være, den ikke-tilstedeværende veninde i indledningen vil være med i toget næste gang ...

Morten Thomsen er formand og stifter af Livslinien

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Fredag den 10. september er Verdens Selvmordsforebyggelsesdag, som verden over markeres med forskellige arrangementer.
Livslinien markerer dagen med et stort arrangement på Rådhuspladsen i København.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jesper Wendt

"En anden ting, der let kunne indføres, er at sætte ‘livshåndtering’ på skoleskemaet. I faget livshåndtering skulle man undervise i sociale kompetencer, relationer, krisehåndtering, og hvad man kan gøre for at hjælpe en anden, som er i krise."

Det ville være en god start, og tak for en super artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Suzan Espersen

På det personlige niveau er det vigtigt, at vi lærer os selv og hinanden, at det er lige så naturligt at være ked af det som at være glad.

Men det er jo netop det med idealerne. Idealet siger jo, man skal være glad. Hvis man kigger på folks beskrivelser af sig selv i profiler på div. sociale netværk, er det jo næsten en standardformulering "Jeg er en glad pige/kvinde/... "

anbefalede denne kommentar